Kristeligt Dagblad bringer en kronik, der peger på at det er urimeligt at ignorere behovet for hjælp til at dø. Overlæge Anders Beck fra en intensiv-afdeling peger på at der er sjældne tilfælde hvor hensynet til den døende vejer tungere end abstrakte tanker om at livet er noget helligt, som ikke må afkortes. Hvor det er ubarmhjertigt at insistere på at lidelserne har en mening, når netop dette krænker menneskelivet.
På landets hospitaler ligger der døende patienter, der er helt afhængige af andre. Nogle lider voldsomt på grund af fremskreden cancer med spredning, og nogle lider af invaliderende nervesygdomme med fremadskridende lammelser, fejlsynkning af føde til lungerne samt nedsat evne til at trække vejret. Blodtrykket opretholdes kunstigt, nyrerne svigter, og til tider er der ingen mulighed for overlevelse.
Derfor er behovet for aktiv dødshjælp til stede, men det er langt mindre, end mange tror. Begrebet barmhjertighed besvarer spørgsmålet om, hvem der skal tilbydes aktiv dødshjælp. Hensynet til den døende vejer tungere end andre hensyn.
Der skal kunne ydes aktiv dødshjælp til den, for hvem livet alene er smerte og angst, og hvor udsigten til helbredelse ikke er til stede. Det drejer sig om nogle af de ovennævnte situationer, hvor den igangværende behandling kun giver bivirkninger. Kun respiratorbehandling kan hindre kvælning, og ernæring kan kun tilføres med en slange i maven. Chancen for at komme fri af respiratoren er ikke til stede mere.
Overlægen taler for en stram regulering, hvor der kun må være mulighed for at respektere patientens ønske når det handler om "en af få veldefinerede lidelser", at to læger skal være enige om det udsigtsløse, at patienten skal have tilkendegivet sit ønske, f.eks. i et livstestamente, og at en ikke-lægelig offentlig instans som politi eller en domstol også skal ind over.
Man kan ikke byde et menneske døgn eller uger med tørst, sult, angst, smerte og håbløshed. Den tilgængelige medicinske teknologi kan forlænge livet i lang tid, men er det i virkeligheden døden, der forlænges? Andres meninger skal ikke stå i vejen for et menneskes dybtfølte ønske om lindring af de værst tænkelige lidelser i forbindelse med livets afslutning.
Og det kan jeg ikke være uenig i, undtagen på ét punkt. Tanken om meget stramme regler for at en række andre mennesker skal vurdere om det er i orden at imødekomme et ønske om at dø er problematisk. Der er alt for stor risiko for at en af personerne på grund af sine egne følelser finder en måde at nægte ønsket, f.eks. ved at fremsætte helt urealistiske antagelser om at der da må være håb endnu, at virkelig alle teoretisk anvendelige muligheder for behandling skal afprøves. Derved er der klar risiko for at patienten dør undervejs, og havde det elendigt i sin sidste tid. Mens hjælperne blot lod tiden gå.
Jeg vil foreslå en regel som sætter fokus på patientens frihed og rettigheder. Den der mener at det ikke er absolut udsigtsløst skal kunne overbevise patienten (eller værge) om at det er i patientens tarv at gå med på yderligere forsøg. Og patienten skal have lov til at sige nej, og fastholde sit krav om at "nu er det nok".
Et andet besværligt spørgsmål er hvorfor det er mere ok at befri nogen fra 10 dages elendighed end fra 10 års elendighed - efter menneskets personlige vurdering af hvad elendighed vil sige.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Plan:
Hvis man faktisk skulle indføre det her nye område med aktiv dødshjælp, dur fortidens måder at tænke på ikke. Her må indføres helt nye måder at gøre det på....
Læger er for meget underlagt et teknologisk pres (hvad man kan) og et økonomisk pres (hvad det koster/hvad man kan spare).
Præster, munke og filosoffer og andre "særligt kloge" ud i etikkens spørgsmål, er for kloge og/eller for religiøse.
Dommere og jurister er for bureaukratiske og for tekniske og detaljefikserede.
Men alt det, gør ifaktisk kke noget, for vi er alle lige på det her område. Det er noget der kunne ske for os alle. Derfor: Civilsamfundet må ind over beslutningen.
Man skal derfor som borger for en periode kunne udpeges af en dommer til en lokal (ift. sygehuset) 5 mands gruppe bestående af almindelige borgere. De skal være "kontrollen" med etikken iftm. aktiv dødshjælp. De indkaldes med kort varsel, når det er nødvendigt. De får en orientering om situationen fra en læge som kender sygdomssituationen og en læge eller sygeplejerske fra det palliative team, som sikkert er inde over på det her tidspunkt. Borgergruppen holder et møde, hvor de skal blive enige om ja eller nej til aktiv dødshjælp i det konkrete tilfælde. Hvis der er tvivl om faktuelle forhold kan de på yderlig information af lægen fra før. Hjælpen indsættes. Slut.
Er det ikke en god plan?
Jeg synes du skal skive til ham lægen fra artiklen i Kristlig Dagblad, som ønsker aktiv dødshjælp og finde 3-4 andre, der vil det samme sted hen. Og så kan verden forandres
:-)
En "dødskomite" som borgerligt ombud.... I princippet lyder det da pænt, men det kunne blive svært at finde gode medlemmer til et sådant råd. Mennesker som er bange for døden, ville sikkert have ret svært ved at tage en rationel snak om det. Og måske være alt for tilbøjelig til at mene at "der da må kunne gøres noget".
Og jeg tror såmænd at mennesker med stærke religiøse synspunkter om "livets hellighed" kunne gøre meget for at få lov til at lade deres vinkel præge mødet. Jeg vil selv kalde mig for egnet, men der kunne sikkert nemt findes nogen som synes at jeg har for markante holdninger til emnet.
Sådan set mener jeg ikke at nogen skal kunne "godkende" en andens ønske om dødshjælp, og altså tage stilling til at diagnose og situation er slem nok til at døden allernådigst kan bevilges.
Overlæge Anders Beck er egentlig ikke konsistent her. Han siger jo selv:
Andres meninger skal ikke stå i vejen for et menneskes dybtfølte ønske om lindring af de værst tænkelige lidelser i forbindelse med livets afslutning.
Men han taler netop for at andres meninger skal så i vejen. Jeg er enig i at det kan være en fordel at undgå eksperter, som i kraft af deres faglige eller filosofiske ståsted føler sig berettigede til at mene hvad der er bedst for andre.
Sådan en borgergruppe skulle ikke sige ja eller nej, men kunne måske tage stilling til om processen vækker tillid til at det er den pågældendes selvstændige og velovervejede ønske. Det kan vel bedst ske i personlig kontakt, og ikke ved et snakkemøde.
Sådan set er det mindre væsentligt hvad læger og palliativ team måtte have at sige. De lider pr. definition under "déformation professionnelle", og vil mene at deres målestok skal have vægt. De vil være betænkelige ved at nogen ikke ønsker deres indsats. Hvis de virkelig havde noget ønskværdigt at byde på, ville civilsamfundet slet ikke være kommet ind over.
Det centrale må være at nogen er villig til at hjælpe med det praktiske, og uden at der er grund til at anfægte motiverne. Måske kunne en plan gå på at finde en slags dødens ombudsmand. Udstyret med handlekraft og immunitet. Og selvfølgelig med pligt til at redegøre for sine overvejelser. Modstandere skulle forpligtes til kunne fremlægge solide argumenter for at andet havde været bedre end at give det enkelte menneske hjælp til at gennemføre sit eksistentielle valg.
Min "modus operandi" egner sig ikke til at være udfarende eller organisator. Jeg kan bedre holde fremdrift ved at lægge mine overvejelser frem her. Også uden at kunne måle om verden forandres :-)
I den artikel du linker til fremgår det faktisk, at 56 % af danskerne er for aktiv dødshjælp. 18 % imod, og resten ved ikke, så almindelige borgere er ikke så negativt forudsigelige som du måske frygter. Og som han også siger, lægen, så er de situationer her relativt sjældne og på en måde oplagte - især, hvis den døende selv kan udtrykke sit ønske klart.
Det er da rigtigt, at det ikke burde være andres sag - men i ordene "aktiv og hjælp" er det jo sådan, at andre bliver blandet ind i det og det er vel også for at beskytte dem, der skal være de aktive hjælpere, at man på en eller anden måde er nødt til at få hvert enkelt tilfælde "godkendt" i et tempo, der passer til situationen, så at sige. God moderering, at borgergruppen skulle "godkende" at ønsket er reelt og ægte, mere end være dem der som sådan skal sige ja eller nej.
Faktisk tror jeg, de fleste mennesker er for den oplagte barmhjertighed, hvis der kun er pine tilbage for den døende, problemerne opstår først når holdningen skal omsættes til praksis, som sagt ikke mindst, fordi nogen jo skal gøre noget meget ubehageligt. Det, at nogen lovligt må påføre andre døden, er jo en alvorlig sag.
Mht. forandringer er det næsten altid - en relativt mindre gruppe mennesker der får skabt nogen af de vigtigste forandringer for en hel masse andre. Jeg tror processen er at igang og du hjælper den jo så på vej på din måde.
Aktiv dødshjælp viser meningsmålingerne ganske rigtigt solidt flertal for. De 56% er et ualmindeligt lavt tal, men det kan jo afhænge af hvordan spørgsmålet var ledende.
Jeg vil dog kalde overlægen for meget snævert fagfokuseret, når han tilsyneladende kun ser aktiv dødshjælp som en mulighed i de sjældne tilfælde hvor smerter ikke kan dæmpes hos en døende patient. Altså at det kun må være en "nødudgang" når lægerne ikke længere kan finde på noget at gøre. Det er i øvrigt også netop denne atypiske situation, som meningsmålingerne ofte spørger til. Altså det "på en måde oplagte" scenarie, hvor der egentlig ikke er brug for en masse vurderen frem og tilbage.
Patienter kan ikke stille krav om en vis behandling, og det ville heller ikke hænge sammen at pålægge nogen at stå for det praktiske. Uden en som allerede er villig til denne form for hjælp, og altså menneskeligt påklædt til det, ville det kun kunne blive en teoretisk diskussion. Så vidt jeg husker, viser undersøgelser at der mindst (afhængig af spørgsmålet) er omkring en fjerdedel af lægerne som er villige. Og her mener jeg jo så at det er vigtigt at hjælperen skal kunne redegøre for at have et velafklaret forhold til det, sammen med den der beder om at få lov til at dø.
Der hvor jeg mere ser en fare for at angsten for døden kunne præge et borgerråd er når situationen ikke er den simple og oplagte. Ikke er inde under de snævre rammer som overlægen her forestiller sig.
Altså en som ikke er døende, men hvor krop og sanser er igang med at falde sammen. Hvor også hjernen er ved at blive til kold havregrød. Som har en velafklaret holdning til ikke at ville leve sådan, også selv om der er udsigt til at den kan trækkes ud nogle måneder eller måske endda år endnu. Hvor dele af familien ikke kan finde ud af at give slip, men insisterer på at holde fast i resterne. Hvor det ville være alt for let for formiddagsaviser eller TV2 at producere en ubehagelig overskrift, når et oprørt familiemedlem ikke mener at den gamles egen vilje gælder.
Så kræver det en ganske robust tankegang at holde fokus på at respektere mennesket selv.
Faktisk tror jeg ikke at det ville være noget problem at finde nogen som vil stå for at give et menneske døden, som modsætning til at tage et menneskes liv. Det handler ikke om at "påføre", men om at "hjælpe med". Og så tror jeg ikke længere at det er "noget meget ubehageligt", når det selvfølgelig skal og kan gøres på en ordentlig måde.
Schweiz har en lov om at hjælp til selvmord kun er strafbart hvis hjælperens motiver er egennyttige. Det er egentlig en god skelnen, og giver ikke anledning til betænkelige dødsfald.
Processen med forandringer omkring dødshjælp er i gang i flere lande, ja, og meget af det handler om at folk tænker over begreberne. Og det prøver jeg jo så at give mit bidrag til.... Og her er det jo så vigtigt at afmontere de religiøst funderede begreber om at vi ikke selv må bestemme.
Send en kommentar