Logo sommerfugl

tirsdag den 5. juni 2012

L.A. Ring: I juni måned

L.A. Ring - I juni måned (1899)
L.A. Ring - I juni måned (1899)
Pige, der puster mælkebøttefrø (124 x 88 cm)
Nasjonalmuseet, Oslo

Kunstneren Laurits Andersen Ring brugte ofte sin unge hustru Sigrid som model for malerier hvor kærligheden skinner igennem. Således også i dette sanselige oliemaleri fra 1899, der næsten impressionistisk fremstår som et smukt og hyggeligt billede fra en dag i juni måned. Billedet går tæt på den smukke pige, der sidder afslappet med sin lange fletning og blæser mælkebøttefrø. Pust.

Som symbolistisk maler sammensatte L.A. Ring sine værker med stor omhu, alt i maleriet kan være symboler med et budskab. Det lægger op til analyse, og fortolkning af hensigter bag billedets sammensætning. En umiddelbar tolkning er at mælkebøttens frø repræsenterer frugtbarhed. Det er sommer, og naturen er frodig. Frøene spredes, og en ny generation mælkebøtter er på vej. Samme år havde Laurits og SIgrid fået deres første barn, Ghita. Også her var der frodighed og en ny generation. Med forelskelsen og ægteskabet skiftede L.A. Ring motivverden, med varme og optimisme i stedet for død og trøstesløshed.

L.A. Ring - I juni måned (udsnit)

Men alligevel inviterer det realistiske kunstværk "I juni måned" til at se antydninger af de tungere emner. Sommerdagen er lummer og trykkende, måske er der et tordenvejr på vej. Den tænksomme eller melankolske Sigrid er iklædt en lidt dyster sort kjole, i stedet for noget mere sommerligt og lyst. Mange ældre malerier brugte sæbebobler som symbol på livets forgængelighed. Ligheden med mælkebøttens sarte frøstand er næppe helt tilfældig. Selvfølgelig kan frøene også tolkes tegn på et generationsskifte, den smukke gule blomst er ikke længere. Et flygtigt øjeblik, på kanten af verden, pust, afblomstret. Memento mori.

Den kraftige diagonal-linie i billedet antyder at lige nu er et højdepunkt, hvorfra det går nedad. Det frønnede hegn peger på bondegården, en arbejdsom modsætning til det frie liv som kunstnere. Nyd livet mens du har det. Memento vivere.


2 comments:

CMK sagde ...

Digter med på din analyse: manden med leen har sat sin le for en stund. Men årstiden er tæt på høhøst som førhhen var en vigtig høst. Sommeren tørret og i neg som forråd til den mørke vinter. Der står ikke en le opad hegnet, men hegnet selv ligner i sig selv flere steder en le. Tror det er derfor jeg kom til at tænke på leen. Så det er som du siger et "Nyd det nu, det liv for det er så kort og så smukt " som den danske sommer!

tosommerfugle sagde ...

Manden med leen på sommerferie - godt set! Og ja, der høstes jo også om sommeren, og leens L-form er netop nærmest påfaldende klart synlig i hegnet.

Og netop med - på grund af - disse udsigter for dagen i morgen - carpe diem!

Logo sommerfugl