Italienske arkæologer gjorde sidste år et bevægende fund ved en udgravning på en 1.500 år gammel romersk gravplads. To mennesker, et par, begravet med hinanden i hænderne. Knoglernes placering tyder på at de også blev gravlagt ansigt til ansigt, selv om senere oversvømmelser har flyttet på jorden og det ene kranium. Der er kun en realistisk tolkning af situationen, at de efterladte har markeret de dødes kærlighed på denne måde. Måske blev parret ramt af den sorte død, en pest-epidemi.
- Discovery News:
Couple Held Hands for 1,500 Years - Mail Online:
Together forever... lovers holding hands for 1,500 years discovered in Rome grave
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Jeg synes godt om sambegravelser og familiegravsteder. Har man fællesgave i Danmark i nutiden, eller er det kun i oldtiden man lagde dem der tilhører hinanden i samme grav?
Hvis en familie bliver dræbt på en gang er det utænkeligt, at de ikke skulle begraves sammen. Minimum samme gravsted. Men er det kun for de efterladte pårørendes skyld?
Markaber tankeeksperiment følger: : Altså, det ville være mit stærke ønske, at have min familie og i særdeleshed mine børn "med mig", hvis vi døde samtidigt. Hvorfor? Jeg tænker noget med ikke at ville skilles fra dem og noget med, at kunne passe på dem. Det ville afgjort krænke den døde mig (!!!) hvis man lagde os i hvert sig hjørne af kirkegården. Jeg kan ikke sige helt hvorfor jeg tænker dette. Kun noget med, "for en sikkerheds skyld", "de skal ikke være alene".
Hvilken tanke om efterlivet tror du ligger bag denne begravelse og de andre sambegravelser du har vist på bloggen?
Hvilke tanker om efterlivet melder sig i dit hoved, hvis du lader den vandrer og ikke bremser eller styrer den?
Samme boldgade:
Jeg har lige fået nyt sygesikringskort og med det et organdonorkort, som jeg har besluttet mig for at udfylde med fuld tilladelse, men det har taget tid at nå frem til den beslutning. Hvordan kan det være, denne tøven....? Den er ikke så logisk.
Dødsritualer hænger jo tæt sammen med begravelser, med famliegravsteder som en sidste markering af samhørigheden.
Sambegravelser er jo noget særligt her, fordi det markerer et drama, i modsætning til "normale" enkeltstående dødsfald. Rent praktisk også fordi det er så synligt ved udgravninger.
På en måde tror jeg at det er den stærke tradition omkring at døde skal puttes i en kiste, der har "udkonkurreret" de stærkt symbolske bisættelser i samme grav. Selv om kistegrave placeres side om side, markeres det følelsesmæssige fællesskab ikke. Og arkæologer får ikke et glimt af historien bag.
Ja, det er for de efterladtes skyld. Men disse gør det for de dødes skyld, om ikke andet som en slags fejring af mindet omkring dem som gik bort. At adskille samtidigt døde krænker de efterladte, fordi de ser det som en krænkelse af de døde. De ville have det skidt selv at blive skilt ad efter døden. Du er jo selv inde på dit stærke ønske om at blive begravet sammen med dine nære, hvis I blev dræbt samtidig. Det ligger selvfølgelig lige for at koble det med tanker om efterliv, hvor livets samhørighed stadig gælder. Ensomhed i døden er en trist tanke.
Det er naturligt at sørgende efterladte vil gøre så meget som muligt for de afdøde, og måske søge trøst i religiøse/spirituelle tanker om at sjælen lever videre. Derfor er det et vigtigt ritual at ære de døde gennem begravelsens udformning og skikke. Selv helt uden tanken om et efterliv, ser jeg en vigtig pointe i at kære om hinanden, også i behandlingen af nyligt afdøde. Ikke blot at "kassere" hinanden er en vigtig markering i det kulturelle fællesskab. Gensidig respekt. Det kræver ingen religiøsitet at reagere mod tanken om at en død blot ses som en klump biologisk materiale, der måske kan gøre lidt nytte som minkfoder.
Mine tanker omkring sambegravelser handler altså ikke om efterlivet, men om livet, og behovet for gensidig respekt. Når nærmest alle gamle kulturer giver lig en særstatus, og en sjælelig væren, er det en ritualiseret markering af at respekten ikke ophører med døden.
Selv om de færreste har store følelser omkring egne afklippede negle eller hår, er de dog en så stor del af jeget, at "ritualer" uden ejerens samtykke ville være en krænkelse. Ved personlige objekter, som aflagt tøj, bliver koblingen mindre stærk.
Mere abstrakt... Den personlige integritet har ikke en skarp grænse omkring den levende krop, men fortsætter ud i den personlige sfære, også personens lig og andre efterladenskaber.
Personligt er jeg afslappet omkring mit "biologiske hylster", og forestiller mig ingen fortsat eksistens, ud over mit aftryk på verden. Hvis jeg skulle dø i morgen, ville jeg bestemt foretrække at bloggen her kan eksistere videre. Vi brænder jo heler ikke bøger sammen med forfatteren.
Forbeholdenhed og tøven med "bare lige" at godtage organdonation ser jeg også som et spørgsmål om den udvidede og uskarpe "personlige integritet", også uden nervøsitet om at blive til reservedele i stedet for "genoplivning". Måske også lidt ubehag ved risikoen for at aflagte organer gavner mennesker som vi har antipati mod... Jeg ser en rimelig logik i ikke at "være ligeglad" med hvad der sker med kroppen, da min logik omfatter relationen mellem mennesker.
Omkring den romerske begravelse - nogle reagerer mod udgravninger af gamle grave ved at hævde at de er hellige; en krænkelse at udstille skeletterne på et museum. Jeg synes snarere at det er en god måde at ære det romerske par. Men hvor går grænsen? Måske når der ikke længere lever nogen som havde et personligt forhold til den afdøde, heller ikke i andet led.
Det ville forresten ikke genere mig at blive udstillet i Body Worlds. Var det ikke noget? :-)
Det var et særdeles godt svar.
Det er klart, at holdningen om at udvise ære og respekt for de afdøde medfører en problemstilling omkring udgravninger og udstilling af døde, men her er tiden også efter min mening den formildende faktor. Så er vi alle i familie med den afdøde som en af forfædrene/mødrene som på en måde kommer til live igen. Det er også min oplevelse at der er gjort noget ud af at vise moseliget eller skellettet på en meget respektfuld måde i indretning af lokaler, afskærmet , med dæmpet lys og beskyttet mod pilfingre af en montre osv. Så det synes jeg heller ikke krænker de kulturelle regler omkring håndtering af de døde.
På en måde saver du så lige den gren du ellers sad så godt på, over, med udsagnet om Body Worlds men det går jo heller ikke an, det bliver for nydeligt det hele ... :-)
Har du set den japanske film Departures? Den må du altså bare se. Den er fuldstændig vidunderlig og handler om lige præcis det her emne og formidlet så overbevisende og rørende og klogt og livsbekræftende.
Trygge sidde-grene skal saves over, ellers taber vi vores bevægelsesfrihed i forhold til at dyrke den sokratiske sandhedssøgen.
Body Worlds referencen var netop helt bevidst for fremhæve at det er den personlige integritet som må være det helt centrale. Hvis jeg plukkede nogle tilfældige afdøde ud fra et dansk hospital, ville det være helt urimelig at antage at disse, og deres efterladte, ikke ville føle det som en krænkelse.
Konceptet med Body World er at de døde selv havde testamenteret deres krop. Det skulle nødigt komme som en overraskelse for eventuelle efterladte. Det er påfaldende at dem som har kaldt det for en krænkelse, usømmelig omgang med lig, ikke har nogen form for relation til de konkrete mennesker som bliver udstillet. De ser deres personlige normer som kategoriske imperativer.
De kulturelt afstemte dødsritualer er nyttige ved at give en standard rammeløsning, som alle kan henholde sig til. Men er det nødvendigt at håndhæve det som regler på andres vegne? Vi kan have meget store forskelle i vore individuelle holdninger til hvor grænserne for vores personlige integritet trækkes.
Når jeg personligt markerer at jeg ikke ville føle det som en krænkelse at komme på scenen i Body Worlds, synes jeg ikke at andre kunne tillade sig at påstå at det var en krænkelse. En så klar afvigelse fra normen, ville selvfølgelig kræve en meget tydelig markering fra min side, som kunne bøjes i tilfælde af nærtstående efterladte med mere almindelige ønsker.
Jeg ser en parallel til debatten om dødshjælp, hvor jeg vil vægte personlige ønsker (der ikke går ud over andre) meget højt, i stedet for at nogen ser sig berettigede til at underkende andre menneskers vurdering af deres personlige integritet. Jeg ville selvfølgelig ikke argumentere for dødshjælp til mennesker som er imod tanken.
Nej, jeg har ikke set Departures, men læste lige op på hvad den handler om. Ja, det lyder som en rigtig god film, men måske især for dem som ikke har det afslappet med døden, og kunne have gavn af et smukt udformet input til deres tanker. Altså som den modvillige kone i filmen. Hun finder jo også ud af at døden ikke er noget frastødende og grimt.
Så jeg tror altså ikke at filmen kunne flytte mig, det har jeg allerede klaret selv :-)
Nyere forskning viser at det begravede par var to mænd. Men det ændrer jo ikke på den bevægende historie, der kan tolkes i gravlægningen. Det kan vel højst irritere nogen som ikke kan lide homoseksualitet, og ikke rigtig har det godt med at anerkende bøsser som fuldgyldige par.
Send en kommentar