Logo sommerfugl

torsdag den 21. juni 2012

En midsommernats sang

Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende!
Men mod ufredens ånd over mark, over strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde:
Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!

(fra Midsommervisen af Holger Drachmann)

Burn her by Ailinon -- Heksebrænding på Sankthans bålet

En ganske særlig dansk skik er at fejre midsommer og årets korteste nat med reference til fortidens bestialske henrettelser af uønskede eller kloge mennesker ude i de små lokalsamfund. Heksebrændinger. En regulær menneskeofring af religiøst tilsnit, nogle gange med særdeles aktiv deltagelse af den kristne kirkes præster og degne. En syndebuk for når noget gik galt. Denne grusomme tradition ligger heldigvis mange år tilbage i tiden, men markerer sig dog ved Sankthans aftenens festligheder.

Fejringen af sommersolhverv og årets længste dag er en meget gammel tradition, som den kristne kirke søgte at assimilere ved at få den opkaldt efter Johannes Døberen. Heksebrændingen på bålet er dog en meget nyere foreteelse, som så småt begyndte for 150 år siden i Kalundborg. Oprindeligt havde bålet blot det formål at skræmme onde ånder væk, men en ganske særlig blodtørst gjorde det store glædesblus til "helvedets flammer", med en symbolsk heks.

Et påfaldende aspekt er at det ser ud til at skikken med at afbrænde en hekse-dukke på bålet særlig fik sin udbredelse startende så sent som i 1920'erne. En periode der bl.a. huskes for ideologiske strømninger med had mod visse grupper, der blev regnet for skadelige undermennesker og udsat for systematisk forfølgelse. En udvikling der som bekendt førte til at millioner af mennesker blev brændt under industrielle forhold.

På det konkrete plan har jeg ikke set nogen kobling mellem Sankt Hans ritualet og ideologierne bag folkemord på uønskede eller kloge mennesker. Men der er ingen tvivl om at denne idelogi var en del af datidens strømninger, i meget bredere kredse end "bare" de politiske bevægelser der var bannerførere her. Og så er der jo denne tankevækkende samtidighed med festlige henrettelser in effigie. Burn, witch, burn!

Nu er jeg jo ikke ude på at "beskylde" deltagere i Sankthans nattens sære skikke for at mene så meget med at underholde sig med disse handlinger, men engang imellem kan det være nyttigt at filosofere over baggrunden for gamle danske traditioner, og at de ofte ikke er så gamle som folk går og tror.

Træsnit af historisk heksebrænding ved kirken


2 comments:

Idun sagde ...

Til billedet: En ildsjæl

tosommerfugle sagde ...

... der letter fra denne jord.

Logo sommerfugl