Poul Jaszczak misforstår aktiv dødshjælp og etik

Jeg vil ikke betvivle at Poul Jaszczak, der er formand for Lægeforeningens etiske udvalg, er velbevandret i medicinsk etik, altså etikken omkring behandlingsforløb i sundhedssystemet. Desværre tiltror han sig grundlag for at udtale sig om mere generel etik, og her falder han helt igennem omkring aktiv dødshjælp. Han ved ikke hvad det handler om.

I forbindelse med den aktuelle sag, hvor en kærlig søn fik en betinget dom for at hjælpe sin syge og lidende far med et selvmordsforsøg, der ikke lykkedes, har han været i medierne med nogle klodsede udtalelser. Han vil ikke se det som afgørende om et menneske selv har et rimeligt og velbegrundet ønske om at få hjælp til at dø.

Det ændrer ikke ved, at det er en aktiv handling, der har ét formål, nemlig at frarøve patienten livet. Så det er at tage livet af folk.

Sønnen forsøgte ikke at tage livet af sin far, men udelukkende give en praktisk bistand omkring de ting som den svage gamle mand, med en amputeret fod, ikke selv havde kræfter til. Det var faderens egen vilje og handling at afgive resterne af liv.

Det er en alvorlig forvridning af sandheden at det var at "frarøve patienten livet". Mere korrekt udtrykt var det at give den døende mand friheden til at dø lidt hurtigere, i stedet for at lade kroppen langsomt bryde sammen. Etisk set er det helt afgørende at det var faderens eget ønske, hvor han rationelt kunne tage vare på sin frie vilje, og overskue situationens muligheder.

En sammenligning kunne være med sex. Hvis den ene part ikke ønsker det, og den anden gennemfører det, er det voldtægt. Selvfølgelig er det forkert og en strafbar forbrydelse. Men hvis det er frivilligt, og direkte ønsket, er det jo en ganske anden sag. Sådanne sager kan ikke bedømmes "objektivt" uden at lade hensigten være noget afgørende.

Videre fremturer Poul Jaszczak med en glat formulering:

Nogle frygter den sidste del af tilværelsen, og der er det altså os som mennesker, der må træde til. Det gør vi altså ikke humant ved at medvirke til deres død.

Hvis det går tilstrækkeligt skidt, er der en helt fornuftig grund til at frygte den sidste del af tilværelsen. Der er netop brug for at andre mennesker træder til, og sørger for at livets afslutning ikke bliver en ubærlig fase, i modstrid med den døendes fornemmelse for værdighed. Hvis det kan ske gennem lindrende, palliativ behandling, er det jo en god udvej. Ingen vil skynde sig at dø hvis de kan få noget som virkelig mærkes som hjælp.

Læger og plejepersonale kan ikke altid løfte dette smukke ideal, selv om de gør deres bedste. I almindelighed gør de et godt stykke arbejde, så deres fags begrænsninger skal ikke lægges dem til last. Vi må blot erkende at virkeligheden omfatter sager hvor den eneste mulighed for at undgå bønnen om at dø er en dyb bedøvelse. "Nu vågner du aldrig igen". Derefter venter omgivelserne blot på at døden indtræffer.

Er det humant? Hvis patienten ønsker det på den måde, må svaret være ja. Men hvis patienten synes at det er dybt uværdig at ligge sine sidste dage som "en grønsag", må svaret være et klart nej, når lægerne ikke har noget bedre, noget humant, at byde på. Jeg ser det som meget humant at afkorte dødsprocessen, når det er efter patientens ønske og initiativ. Så er det at give dødens gave, i stedet for at frarøve et liv der ikke er et liv.

Patienter, som stiller os over for det ønske, fremsætter kravet i desperation. De gør det fordi, de åbenbart ikke har tillid til, at vi er i stand til at yde den nødvendige hjælp og bistand.

Er der grund til at have den tillid, som en selvfølgelighed? Hvad er "den nødvendige hjælp og bistand"? Det lyder som om Poul Jaszczak går ud fra at bare lægerne gør deres bedste, er det godt nok, og udtryk for hvad der er "nødvendigt". Jeg har engang set at læger siger at der næsten altid er "bedring" efter også meget alvorlige slagtilfælde, hvor patienten ikke døde helt. Den bedring kan f.eks. være at der kommer uvilkårlig sitren af en tå. Det tæller som "bedring", og altså udtryk for at patienten fik "den nødvendige hjælp og bistand". Nej, sgu.

Udfordringen for Sundhedsvæsnet er at kunne give patienterne den nødvendige tryghed i enhver tænkelig situation.

Endelig siger Poul Jaszczak noget der giver fornuftig mening. Det er ganske rigtigt den centrale udfordring. En meget stor udfordring, der ikke altid kan løses. Som døende patient, med uoverskuelige udsigter, ville det give mig en meget stor tryghed at vide at jeg havde en mulighed for at sige stop. Nu skal det være. Lad mig dø. Denne tryghed ville også give mig mulighed for selv at træffe valget om dog lige at tage en dag til med. Og måske en dag til. Og måske dø af sygdommen, fordi det alligevel ikke blev helt ubærligt.

Målestokken må og skal være at patienten har en rimelig chance for at føle at sygdommens krise blev overstået. Ved normale behandlinger er det jo heldigvis noget ganske almindeligt. Situationen er helt, helt anderledes når virkeligheden ikke rummer mulighed for helbredelse eller reel bedring. Så drejer det sig om at sørge for at forløbet mod døden ikke bliver præget af elendighed og falske forhåbninger.

En sjælden gang kan den bedste hjælp være at give patienten tryghed og den sidste store gave. Døden.

Som jeg ser det er den central misforståelse fra Poul Jaszczak at tænke på aktiv dødshjælp som et behandlingstilbud i sundhedssystemet, og her er jeg enig at det ikke kan være lægens opgave at sige "jeg har ikke noget bedre at byde på end en hurtig død". Jeg ser ingen grund til at det behøver være en læge som giver aktiv dødshjælp, det har egentlig ikke noget med faget at gøre. Det er på ingen måde et spørgsmål om medicinsk etik.


Fyens.dk:

• Morfin i yoghurten: Fynsk mand anklaget for at hjælpe far til selvmord
• Fynsk retssag: Læger accepterer ikke dødshjælp
• Retssag om medlidenhedsdrab: Chefanklager forventer mild straf
• Medlidenhedsdrab: Retssagen tog 15 minutter
• Dømt for forsøg på medlidenhedsdrab: - Jeg er glad og lettet
• Dømt søn: Far bad mig selv slå ham ihjel

Den trofaste søn hedder Ole Duemose Andersen, og fortryder ingenting. Han behøvede ingen forsvarer i retten, han havde intet forkert gjort.

Godt gået, mand!


Jeg har selv stået i en situation med nogle lighedspunkter. Min kæreste døde med min støtte, viden og nærhed, et selvmord der ikke mislykkedes. Så jeg ved hvad det handler om, i modsætning til teoretikere.

Se også:

Fynsk søn anklaget for morfin-hjælp til selvmord

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Cirkus dødshjælp (Diana Benneweis)

Jesper Klein lovede Lykke Nielsen aktiv dødshjælp