Entertaineren Jacob Haugaard har den gode vane at han samtidig med det sjove kan være seriøs og tænksom. Forleden hørte jeg et interview, hvor han kom med en af sine mere filosofiske betragtninger:
Tro er retten til ikke at forstå
Jacob Haugaard
Folk uden humor skal tildeles den mellemste invalidepension
Folk uden humor skal tildeles den mellemste invalidepension
På det umiddelbare plan rammer han her noget centralt omkring religiøs tro. Det at ville forstå verden og dens udvikling kan være ganske komplekst, og er ikke en nødvendighed for at leve et liv. Det kan være en "praktisk" fordel at vælge at tro på noget, uden selv at have tænkt alle mellemregningerne. Ved at hævde sin tro som en rettighed, får mennesket en frihed fra behovet for at kunne argumentere for tingenes dybere sammenhænge. Kunne argumentere for sin synspunkt.
Det gælder på sin vis for både religion, etik, politik og spørgsmål om smag og behag. Det kan måske kaldes lidt "dovent" at leve på en færdigpakket "sandhed", fra en måske populistisk figur som kan lyde overbevisende, men der er jo heller ikke brug for at alle forstår hvordan en computer eller fjernsyn virker. Så jeg vil ikke anfægte retten til ikke at forstå.
Jacob Haugaard i Folketinget - Maleri: Søren Hagen
"Maleriet tjener en vigtig rolle som evig skræk og advarsel om,
at selv populistiske tosser kan blive valgt til Folketinget".
at selv populistiske tosser kan blive valgt til Folketinget".
Desværre er der alt for mange som forveksler deres tro med sandheden, og insisterer på at mennesker med en anden tankegang er et problem. Som vælger at ignorere fakta for at kunne få verden til at passe med den præmis som de tror på. Som insisterer på at deres tankegang er et kategorisk imperativ, som skal gælde som en almen lov.
Det er ok at have en tro i stedet for at forstå, men her vil jeg kalde det dovenskab at betragte denne tro som en måde at forstå på. Retten til ikke at forstå må være en pligt til at forstå at "jeg forstår ikke".
Sådan er min forståelse.
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
God pointe, at tro opstår der hvor vide ikke findes og det gælder jo en del områder. Nogen gange når debatten bliver for uvenlig mod bestemte grupper kan det være opklarede at spørge: kender du nogen selv som er sådan? Her tænker jeg i dit tilfælde på de religiøse - alle over en kam - :-) dem jeg kender som jeg ved er troende er meget kloge og vidende og Tolerante og meget interessante. På deres vejne bliver jeg lidt frustreret over din kampagne mod religiøse mennesker. Jeg ved godt de fordømmende religiøse findes, men hvad kan vi bruge det til? der findes også skrækkelige videnskabsfolk. Og andre skrækkelige i alle grupperinger.
Kampagne mod religiøse mennesker, "alle over en kam"? Der må jeg melde hus forbi. Hvad jeg kan siges at lave "kampagne" mod er systematisk intolerance, insisteren på at andres måde at være menneske på er forkert. Dette kan dog siges også at ramme religiøse mennesker, i den udstrækning at disse ikke respekterer at der er andre måder at leve på. Men det er da ikke svært at finde eksempler på at mennesker med en religiøs tro kan være ganske fornuftige, og møde andre mennesker med respekt.
Det er jo så heller ikke svært at finde eksempler på religiøst funderet intolerance. Danmark er såmænd ikke hårdt ramt, dog udviser den nylige debat om ægteskab mellem personer af samme køn, udprægede eksempler på manglende respekt for denne måde at leve på. Og der er fx også mange som stadig skummer over retten til fri abort.
I dette blog indlæg gjorde jeg endda noget ud af eksplicit at støtte "retten til ikke at forstå", altså tro. Og at markere at det med tro (uden at kunne/ville argumentere i dybden) er et bredere tema end blot religiøs tro. At faldgruberne dermed ikke er et spørgsmål om religionskritik.
Mit ærinde er filosofisk og ikke anti-religiøst. Mennesker må hjertens gerne tro på sjove skabninger i himlen, blot de ikke forveksler denne fantasifulde verden med sandheden, og krav for hvordan andre mennesker indretter sig i livet.
Her på bloggen har jeg forresten også forholdt mig kritisk til "fundamentalistiske ateister", når disse udviser bred mangel på respekt for mennesker med tro og religiøsitet. Og fremført Dalai Lama som et godt eksempel på at lade religion have en berettigelse, som et personligt spørgsmål for hvordan den enkelte tænker og forstår.
Jeg bruger ikke min omgangskreds som reference for at mene noget om hvordan mennesker med en eller anden egenskab (som fx tro) er eller ikke er. Sandsynligheden taler mod at fordømmende mennesker er blandt mine bekendskaber. Og det vil jeg gætte på også gælder for andre, som også sætter mellemmenneskelig respekt højt. :-)
Jeg har selv fra barndommen truffet det valg ikke at drikke noget med alkohol. Det kunne jeg godt komme med en masse argumenter for, men det kunne ikke falde mig ind at nedgøre dem som godt kan lide at drikke sig fulde engang imellem. Jeg sidder ikke med "den korrekte" måde at leve på, men det vil jeg altså holde stærkt på at andre heller ikke gør, også selv om de måtte vælge den tro at de har ret til ikke at forstå andre mennesker.
Hhmm…. jeg synes bare det med religion er et af dine tilbagevendende temaer og jeg synes tonen kan være lidt nedladende, men det kan være jeg læser det forkert. Der er formodentlig lige så mange ikke religiøse bøsseforskrækkede som er imod vielser af homoseksuelle, som der er kristne der er for. I dag læste jeg f.eks. et fornuftigt og religiøst debat indlæg af sognepræst Marianne Christiansen (som jeg faktisk også kender som en fantastisk kvinde, fra dengang hun boede i den by jeg bor i). Hun skriver:
"I stedet for at glæde sig over, at evangeliet endelig er trængt så langt ind i kulturen, at mennesker i dette land ikke længere officielt fordømmes eller ringeagtes på grund af deres køn eller seksualitet, er der en mukken over, at det bestemt vil ødelægge det hele for flertallet, hvis mindretallet skal have lov at bede om Guds velsignelse over et samliv, der er anderledes end flertallets.
I stedet for at forsøge at efterleve Jesu utallige ord om barmhjertighed, ejendomsløshed, kærlighed til den fremmede, den fattige og den nødlidende går tiden med at digte på, hvordan Jesus bestemt ville have været for det monogame ægteskab mellem mand og kvinde og absolut imod et forpligtet kærlighedsforhold mellem to mennesker af samme køn – hvis han da havde sagt noget om det.
I stedet for at bemærke, hvad Paulus egentlig kritiserer i sine breve – nemlig at kristne for eksempel fører retssag imod hinanden og ikke hellere giver afkald og lader den anden få ret – kastes al opmærksomheden på, at han i forbifarten nævner, at han, som alle andre rettroende jøder i hans samtid, fandt det vederstyggeligt, at mænd lå med mænd (1. Kor. 6).
Hans sidebemærkninger gøres til hovedanliggender, mens hovedanliggenderne om frihed i Kristus og om retfærdighed frem for selvretfærdighed åbenbart bliver ligegyldige.
(...) Det hedder reformation. Og kirken skal hele tiden reformeres – hele tiden besinde sig på, hvad evangeliet egentlig betyder – lige nu, blandt mennesker, der lever og lider og elsker og svigter.
Sandelig er der brug for en ny vej frem efter folkekirkens totale svigt. Jeg håber, at den vej må være, at vi i folkekirken begynder at bruge kræfterne på at forkynde og dele evangeliet og glæden over, at vi er befriet fra synden og døden og Djævlen til at leve med hinanden i kærlighed så godt, vi nu kan, som dem, vi er skabt som og blevet til.
Citat slut...
Det er da stærk og smuk tale og sådan er der jo mange religiøse som faktisk har kæmpet for de homoseksuelles ligeværd også i kirken. Rigtig, rigtig mange religiøse mennesker er MERE tolerante end den øvrige befolkning generelt og dét kunne jo du jo lige så godt fremhæve.
Den med "kender du nogen selv" er en vi bruger meget i udkants Danmark, fordi modviljen her kan være stor mod grupper af borgere, som den fordømmende rent faktisk aldrig har været i nærheden af, og det kan jo synes paradoksalt.
En "lidt nedladende" tone vil jeg ikke fornægte. Den er målrettet mod dem som bruger deres tro som basis for at være nedladende mod andre menneskers frihed til at indrette deres liv (og død) på vilkår, som omfattes af springende begreber om "synd", fra en religiøs sfære.
Her forholder jeg mig kritisk, og det er ganske rigtigt ikke noget som jeg nøjes med at gøre et par enkelte gange. Jeg har på intet tidspunkt foregivet at jeg prøver på at give et afrundet billede af religion, "på den ene side og på den anden side". Og det mener jeg heller ikke er en "forpligtelse" for at tage hertil relaterede emner op.
Det ville være en helt fremmed tanke for mig at hævde "sådan er de kristne". Det ville være ligeså forskruet som at sige "sådan er feministerne". Men jeg ser ikke noget forkert i at pege på hvor der er delområder af problematisk karakter.
Hvis "kristne" var en fjern gruppe, som læsere ikke kunne forventes at kende ret meget til, så ville det i min optik blive en skæv øvelse at pege på de svage punkter. Det ville føre til stor risiko for at læsere opfattede det som en bred beskrivelse. Men bortset fra hardcore ateistiske fundamentalister, ser jeg det som almen viden at danske fredsommelige kristne sådan hovedsageligt er ganske fornuftige mennesker.
Det må så også huskes at aktiv dødshjælp (og lignende) er et vigtigt tema her på bloggen. Netop på dette område er det særdeles udbredt at kirkens gejstlige ikke følger det store befolkningsflertal, men i stedet mumler rundt i betragtninger som synd, Guds rettigheder, livets hellighed, og en teoretisk idealisme om at være i stand til at give en "bedre" hjælp. Min interesse for at analysere kristne sæders svage punkter udspringer af dette yderst udprægede eksempel på at stærkt religiøse mennesker ofte er mindre tolerante end den øvrige befolkning.
Marianne Christensen husker jeg da også (lidt vagt) på en positiv måde, og det du citerer lyder bestemt som et godt eksempel på at omdefinere kristendommen på en moderne måde.
På den anden side må jeg dog pege på den detalje, at selv om hun vedstår "folkekirkens totale svigt", så "glemmer" hun kristendommens langvarige intolerante præg i sin indledning om at "evangeliet endelig er trængt så langt ind i kulturen, at ...". Det der i virkeligheden sker er at vi langt om længe får evangeliet trængt ud af kulturen, og at fornuftige præster derfor læser evangeliet på en anden måde. Men det har holdt hårdt.
Reformation kommer udefra, og det må siges at præsterne (og andre stærkt religiøse) er mange år bagud i forhold til samfundets fremdrift omkring homoseksuelles rettigheder. Lige for en sikkerheds skyld - jeg skriver om "stærkt religiøse", og ikke kristne i almindelighed.
Hvis jeg faktisk havde harcelleret over "kristne" som en gruppe, havde din "kender du nogen selv" været et overordentligt godt argument. Det er jo rigtigt at der er en stor tendens til at hævde noget om "dem der", på basis af at have hørt et rygte om nogen der kender nogen, der var naboer til nogen, som havde hørt om noget om at "dem der" var nogen mærkelige nogen. :-)
Forresten er udkants-Danmark ikke fremmed for mig. Det meste af min barndom tilbragte jeg Morum og Aars.
Nydelig præcisering :-)
Send en kommentar