Logo sommerfugl

onsdag den 30. maj 2012

Et ærefuldt selvmord - Sokrates forsvarstale og død

Sokrates, marmorhovede på Louvre

En udødelig skikkelse fra oldtidens græske højkultur er filosoffen Sokrates. Hans tanker er primært fastholdt af eleven Platon, der især i sine klassiske "sokratiske dialoger" bruger Sokrates som stemme for sin filosofi. Et retorisk kneb, som måske også har gjort det nemmere at sige provokerende ting. Sokrates var jo allerede dødsdømt af demokratiet. Platon må antages at have bygget videre på sine erindringer om egne inspirerende dialoger med Sokrates.

Apologien eller Sokrates' forsvarstale regnes for en rimeligt tro genfortælling af den dramatiske historie omkring Sokrates' domfældelse og død. Et flot eftermæle for en filosof, der satte sin søgen efter sandheden som det allerhøjeste, og havde hjernen til altid at kunne fremstå som den mest vise; trods grundige forsøg kunne han ikke finde nogen som overgik ham i visdom. Som "plagsom hestebremse" blev han til sidst en så stor gene for det athenske samfunds ledere at han, efter en retssag på uholdbart grundlag, blev dømt skyldig, og derfor måtte dø.

Hest med hestebremse - Horse and gadfly

Jeg vil ikke her underkaste selve forsvarstalen en analyse, men blot reflektere over hvordan jeg kunne forestille mig at Sokrates i det tavse forholdt sig til situationen. I sagens natur bliver det spekulativt, men jeg synes at det giver en spændende fortolkning.

Sokrates var en, efter tidens forhold, ret gammel mand på over 70 år. Hans liv nærmede sig sin afslutning, men han er ikke på nogen måde bange for døden. Måske ville det ligefrem være det allerbedste, og en anledning til at fortsætte sine dialoger i Hades' rige. Hans høje personlige integritet ses ved hvordan ære er en central værdi for ham. Som ung var han soldat, hvor døden i kamp ville være en ærefuld død. Det var ikke en mulighed at være en klynkende kryster.

The School of Athens - Socrates and Plato
Raphael - Scuola di Athene - The School of Athens
Sokrates og Platon diskuterer i Athen

Som gammel vis mand er hans våben ikke sværdet, men ordet og den skarpe tanke. Hans modstandere er de selvhøjtidelige ledere for Athen, der ikke kan hævde sig intellektuelt overfor den besiddelsesløse Sokrates. Han må nødvendigvis have gjort sig tanker om hvordan den sidste stump af hans liv, og hans død, kunne forme sig. En sandsynlig mulighed ville være langsomt forfald af krop og sjæl. Hans sidste tid kunne blive et nederlag, når hans våben blev sløve. Uden den kraftfulde tanke, ville han føle sig som en klynkende kryster. En afskyelig tanke for den ærekære vismand.

En drøm ville være en sidste tur på slagmarkens store scene, og dø en ærefuld død i kamp. Udfolde sine skarpe ord for en stor forsamling, og blive husket som andet end en diskussionslysten særling fra gaden. Formulere sit filosofiske testamente, som han kunne videregive til fremtidens generationer. En blændende flot afslutning af livets store dramatiske skuespil. Og en hurtig vej fra livet til døden, "bare" at begå selvmord ville være en æresløs flugt fra livet, for den gamle og svage mand.

Romersk fresco maleri af Sokrates

Hvordan kunne Sokrates få opfyldt sin drøm? Som hestebremse vidste han hvor han skulle stikke for at det gjorde ondt. Finde nogle særligt ømme punkter, og provokere. Han opnåede at blive anklaget, og retssagen blev hans filosofiske nirvana. Formelt set var forsvarstalen et forsøg på at blive frikendt, men han vidste godt at det ville være urealistisk at kende ham uskyldig, med hans konstante angreb på samfundet. Undervejs gjorde han meget tydeligt opmærksom på at han ikke var bange for døden, og at han aldrig ville flygte, eller holde op med at være en plagsom hestebremse. Selve forsvartalen giver mange og dybe stik på følsomme steder, og var en direkte hån mod lederne og samfundets dorske orden.

Dudley Heath: Socrates addressing the Athenians

Selvfølgelig blev Sokrates dømt, og brugte sit svar til yderligere at provokere og drille. Foreslog en belønning i stedet for en straf. Hestebremsen fik sin strålende stjernestund, og drev sine anklagere rundt i manegen. Hvordan kunne de andet end at opfylde hans ønske om at blive dømt til døden? For Sokrates var det ikke en straf, men en mulighed for en flot finale. Han lod sig ikke overtale til at snige sig bort fra fængslet, selv om der var god tid. En henrettelse ville der ikke være den store ære i, så han gjorde selv det praktiske med et bæger skarntydesaft, omgivet af venner. Han nægtede at gøre sig latterlig i sine egne øjne "ved at hænge så begærligt ved livet og søge at spare, når karret er tomt".

Jean-François Pierre Peyron - Sokrates' død
Jean François Pierre Peyron - Sokrates' død (1787)
Statens Museum for Kunst (KMS7066)

Sokrates planlagde sin død som den ultimative sejr over sine anklagere, og en ærefuld finale som afrunding på sit filosofiske livsværk. Ganske vist havde også en frikendelse været en stor sejr, men demokratiet evnede heller ikke dengang at leve op til sin antagelse om at være præget af fornuft. Han kunne ikke tabe sit sidste slag.

Sokrates sidste tale hyldede sjælens udødelighed. Og han blev udødelig. God planlægning.


4 comments:

Janne Møller Olsen sagde ...

Jeg bliver ved med at spekulere på om Sokrates mon virkelig var ærekær? Jeg tror måske det Sokrates havde kær, var netop hans integritet, hans åndelig frihed eller frihed til at bringe det frem der kommer inde fra én selv og ikke bare tilpasse sig ydre normer, tankesæt, dogmer, værdier osv. Ved ikke at bøje sig beskyttede han ikke sin ære, tror jeg, men sin egen og vores alle sammens ret til at tænke, sige og mene hvad vi vil. Til at stille spørgsmålstegn ved magthaverne, det etablerede og ikke mindst "sandheden" som noget objektivt. Til at forsvare ens værdier og indre etik.

Måske var han nærmere integritetskær?

Måske forstår jeg 'ære' snævert, men for mig er det tæt knyttet til det at nyde anseelse i samfundet på et ydre plan. Det er på en måde egoets mål - jeg tror Sokrates' netop var i stand til at sætte sig ud over sit ego :-).

tosommerfugle sagde ...

Ærekær i betydningen selvhøjtidelig var Sokrates ikke, det er jeg enig i. Når forsvarstalen handler meget om ære/skam ser jeg det ud fra en målestok om at "publikum" for at handle med ære i høj grad også er en selv.

Integritet er et mere moderne ord, som kan siges at have "stjålet" meget af sin betydning fra begrebet "ære", der derved er blevet vanæret (!) til at blive associeret mere med den ydre agtelse.

Nu kender jeg ikke forsvarstalens sproglige vandring mod den form som jeg har læst, men her indgår ordet "integritet" slet ikke. Derfor vil jeg konkludere at oversættelsen ikke er sket ud fra et ordforråd hvor integritet var indført som en delmængde af æresbegrebet.

Jeg er helt enig i at Sokrates ikke så sin egen person som hvad der skulle hyldes, men at han kæmpede for sine principper, for sandhedssøgen. Han var "soldat" for den selvstændige tanke, men i mange år rendte han rundt som en "Karl smart" (for nu bevidst at bruge en lidt gammel vending) uden reelt at finde mere end sporadisk støtte til sin kompromisløse stræben efter sandhed.

Det kan siges at samfundet derved krænkede Sokrates ære. Ikke personligt, men ved at skubbe hans værdier fra sig. Landsbytossen, der dog havde et godt ry fra sin fortid som soldat med skjold og sværd. De værdier som hyldedes ved festlige lejligheder, men reelt set latterliggjordes som sofisteri - ganske bogstaveligt.

Sokrates kæmpede som trofast borger for sit samfunds fremdrift. Men det athenske samfund lå og dovnede på hvad der så ud som en hyggelig lille eng. Hesten viftede blot lidt med halen når den plagsomme bremse gav sine små prik. Den strategi virkede ikke, så Sokrates vækkede hesten gennem at søge de ømmeste punkter, velvidende at hesten så måtte knuse ham. Derved blev det dorske øg nogenlund friskt og kampklart igen. Ellers var Athen måske blot blevet en perifer parentes i historien.

Sokrates kunne ikke blot trække sig ud af kampen, ikke blot sjoske ud af livet mens hans indsats var spildt.

Det bød hans ære ham.

Anonym sagde ...

Aristoteles og Sokrates, der debatterede.

tosommerfugle sagde ...

Hvis du tænker på billedudsnittet fra Athenerskolen, er det rigtigt at de to centrale figurer ikke er Platon og Sokrates, men i stedet viser Aristoteles sammen med Platon (begge med en af deres kendte bøger).

Platon var jo elev af Sokrates, og Aristoteles var igen elev af Platon, men spekulativt set kan det vel tænkes at han som 15-årig har været i kontakt med Sokrates før dennes død.

Maleriet viser dog også Sokrates i diskussion, i sin sædvanlige stil som "gadens filosof", i dialog med forbipasserende. Det er ham med skæg, skaldet isse og fremstrakte hænder, til venstre for midten (i tilskuerens perspektiv). På den måde er maleriet ikke realistisk, fordi Sokrates ikke levede da Platon var gammel og Aristoteles en voksen mand. Men virkeligheden behøver jo ikke komme i vejen for en god fortælling, heller ikke når denne sker gennem et stort maleri.

Logo sommerfugl