| Happiness is when what you think, what you say, and what you do are in harmony. | Lykke er, når det du tænker, det du siger, og det du gør er i harmoni. |
Mahatma Gandhi | |
mandag den 21. maj 2012
Lykken er livet uden skuespil
Nyere opslag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
|
|
|
Opslag
4 comments:
Hvis de tre tråde ikke er af samme kvalitet kan det være vanskeligt at flette dem sammen, for at sige det billedligt. Det er min erfaring. Man kan ikke dele alt med alle og derfor er der ikke altid harmonisk balance. Men det gør måske ikke så meget. Det er et meget højt ideal. I dag talte jeg med en der citerede en eller anden for at have sagt, at livet veksler mellem ubalance og kedsomhed...... det er jo også et synspunkt :-)
Der er dog andre veje til lykkeoplevelser end den sammenflettede tilstand af indre ro og balance. At være i flow med en opgave er f.eks en slags lykke. Hvor man er fuldstændig involveret, fokuseret og koncentreret og drives af indre motivation, for aktiviteten er et mål, og en belønning, i sig selv.
Der er også en tredje slags lykkestilstand, som er en helt anden type erfaring. Det er når man oplever det som om “tingene” fremstår på en anden måde end sædvanligt, idet man i dette øjeblik oplever en forbundethed med tingene omkring sig i modsæting til den sædanlige oplevelse af at være grundlæggende adskilt/isoleret fra alt det, der er udenfor en selv. Tiden står stille og øjeblikket kan klippes ud og i erindringen bringes med en livet igennem, således at der er tale om et nu med karakter af evighed. Det bemærkelsesværdige ved det øjeblik er, at det opstår ud af ingenting rent begivenhedsmæssigt. Det opstår uventet, uden man foretager sig noget særligt. Hos Søren Kierkegaard kan man finde en filosofisk udlægning af den oplevelse. Kierkegaard mener netop med begrebet “Øjeblikket” det tidspunkt, hvor det evige og det tidslige berører hinanden. Det er en oplevelse som forudsætter en mental åbenhed/ “renhed”/ubekymrethed. Måske derfor det er lettere for børn og unge, der (må forventes) ikke at have samme mængde bekymringer som voksne. Denne mentale tilstand muliggør hengivelsen til øjeblikket hvilket muligvis desuden forstærkes hvis rummet er tidsneutralt og opgavefrit, som det f.eks. er tilfældet i naturen. Derudover lader det til, at den aktivitet man er i, er af legemlig karakter, men på en sådan måde at heller ikke den anvendelse af kroppen kræver nogen nævneværdig tankevirksomhed, men hvor man bevæger sig igennem rummet uden andet formål end bevægelsen selv. En gåtur ved stranden eller i skoven f.eks. Det er meget vanskeligt at beskrive dette fænomen uden at det enten bliver et psykologisk fænomen (en slags trance eller anden bevidsthedstilstand fremkaldt i en kombination af ydre og indre påvirkninger) eller et spirituelt fænomen. Man kunne måske i virkeligheden tale om, at man i “Øjeblikket”træder ind i en tilstand af filosofisk stemthed. En pludselig følsomhed overfor tilværelsens store spørgsmål. Det er en betydningsfuld hændelse, der opleves som et stillestående nu.
Et evigt øjeblik sammen med et andet menneske eller en gruppe kan også forekomme. Dét er sjæl rør ved sjæl oplevelsen.
Der er i grunden mange slags lykke.... :-)
Lykken er kedelig, måske. Det kan ses som en stilstand, hvor det at gå er at være i evig ubalance, falde hele tiden; gennem at afbøje faldet sker der en fremdrift.
At være i flow kan ses som en nærmest perfekt illustration af den harmoni som Gandhi omtaler. Flow er netop karakteriseret af at en enhed mellem hvad vi tænker, siger og gør. Derfor er der mange som i flow ikke lægger mærke til at de tænker, eller hvem der egentlig sagde hvad.
Også forbundethed med tingene omkring sig, enhed med alt det udenfor en selv, kan ses som total mangel på divergens mellem tanke, tale og handling. Ingen modstand, ingen grænse, ingen indre kritiker.
Optræningen af den indre kritiker, med dens dvælen ved bekymring, er vel netop en del af at blive "voksen og ansvarlig". Af at blive afrettet til at leve op til forventningerne og kravene fra "de andre". Sådan gør man.
Altså f.eks. at en tur ud i naturen vækker kritikeren til at overdøve den "lallende" frihed med krav om noget mere "fornuftigt". Divergens mellem væren, ord og gøren.
Hengivelsen bliver til noget unyttigt, fordi "evner forpligter", og der er altid opgaver som kunne gøres til det vigtige. Kritikeren kan beskylde det ubekymrede jeg for ladhed og egoisme. Kritikeren kan pointere en pligt til at være "nyttig" i stedet for den filosofiske dans med livets store spørgsmål. Kritikeren må inviteres til at deltage i dansen, og bidrage med sin energi og kreativitet.
Er der nogen form for lykke der er i modstrid med tesen om harmoni i sind, kommunikation og aktion?
Jeg kan godt se at dit citat passer på mine lykkeeksempler. Men helt konkret kan jeg godt gøre noget som jeg ikke kan tale om og det er en disharmoni i mit væsen, men jeg kan så parallelt kaste mig over en opgave som sætter mig i flow. Så manglede harmoni i personligheder stopper ikke lykke oplevelser som dette disharmoniske væsen altså alligevel kan komme ind i. Og når den disharmoniske er i flow er der harmoni - men jo ikke nødvendigvis som karaktertræk. Jeg ser det der står citatet som udtryk for en meget stærk personlighed. Altså, et dydigt menneske der ikke kun siger det ' rigtige' men også lever på den måde og sågar altid tænker på samme smukke måde. Men det er måske ikke nødvendigvis så idealistisk det skal forstås.
"Lykken er" rammer er svære at sætte omfang på. Den umiddelbart fristende idealistiske tanke er vel at "et lykkeligt liv" er opfyldt af en harmonisk væren i lykken hele tiden. Den forventning om lykken er realistisk set ikke rar at leve med, for den har ikke meget med virkeligheden at gøre.
Min opfattelse af "et lykkeligt liv" har bevidst plads til kontraster. Det skal ikke være domineret af tunge oplevelser, selv om de da også er der. Skal være der. Lykken kommer i øjeblikke, og giver gode minder.
Hvis du har en disharmoni i dit væsen, og finder flow in en opgave, får du derved en af de gode oplevelser. Den kan godt sameksistere med den disharmoni som måske blev for meget hvis der ikke også var de lykkelige øjeblikke.
Harmoni som et karaktertræk er nok at sætte overliggeren for højt, jeg vil hellere se det som en evne. Altså at mennesket kan have det godt i et liv, der også har sine disharmoniske sider. Sådan er livet jo. Den harmoniske evne er god at have, også selv om den ikke præger hele livet.
Gandhi havde bestemt en meget stærk personlighed, men jeg er da overbevist om at han også havde disharmonier med i sit liv. Jeg ser citatet som udtryk for hans stræben. Denne er er vigtigere end altid at kunne virkeliggøre sine idealer. Så ville det være for nemt :-)
Jeg ser en god harmonisk evne i at kunne rumme paradokset: Jeg er glad over at være ked af det.
Send en kommentar