Snemand Frost og Frøken Tø
gik en tur ved Søndersø
Fandt en bænk og slog sig ned,
talte lidt om kærlighed
Snemand Frost, som var lidt bleg,
spurgte: Må jeg kysse dig?
Men da Frøken Tø var varm
smelted' hans højre arm
Da han kyssed' hendes kind,
svandt han ganske langsomt ind
Da han kyssed' hendes mund
blev han væk i samme stund.
På en bænk ved Søndersø
sidder stakkels Frøken Tø
Snemand Frost er smeltet op,
hun må ha ham i en kop!
Tekst: Halfdan Rasmussen
Denne sørgmuntre forårssang, der leger med at Snemand Frost gik i døden da den ensomme Frøken Tø fik lidt selskab i den kolde tid, dannede for et par år siden grundlag for et vintereventyr på frimærker. Den grafiske designer Maria Bramsen og børnebogsforfatteren Camilla Hübbe digtede videre på historien, så den fik en happy ending til foråret. Serien fik en pris som "mest rørende frimærker".
Det er vinter med lav sol. Søndag. Der er is på vandet. Folk skøjter smilende til hinanden. Løbere sveder i takt. Selv vintergækkerne titter frem to og to.
Frøken kaster brød til ænderne, der rapper til hinanden. En snebold rammer hende i nakken. Hun vifter den væk fra sin frakke. De små sneklumper i uldvanten får hende til at tænke på, da hun som barn legede ude om vinteren. Engang byggede hun en hel lille familie i sne. En hund var der også. Hvis nu hun... hvis nu hun byggede en snemand, var hun ikke længere så alene.
Frøken triller en snebold og én til. Hendes kinder bliver røde af iver. Fnisende endevender hun sin indkøbspose. Snemand får sveskeøjne, kartoffeltud og rosenkål som knapper. Da hun er færdig, bakser hun ham hen på bænken. Hun plukker to vintergækker, som hun presser ned i hans hånd. Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter, tænker Frøken og trykker et kys på Snemands kolde kind.
Et øjeblik er det som om, han smiler, så giver hans krop efter. Hovedet opløser sig, hans runde mave falder sammen, og hånden smelter, så de to vintergækker driver ud over bænkens kant og lander i en pyt. Et ungt par med barnevogn smiler til hende. Blussende af skam rejser hun sig, hiver indkøbsposen på bænken til sig og løber.
Nogen pifter. Hun sætter farten op. Og alligevel, alligevel kan hun ikke lade være med at kaste et hurtigt blik over skulderen. En mand i hvidt rejser sig fra bænken. Han samler de to vintergækker op og kommer hen til hende. "Her er vintergækker. Vintergækker til dig."
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Åh, jo. Jeg kender Frøken Tøs flovhed. Jeg ved hvordan det er at stå med bøjet hoved og røde kinder. Afsløret. Som et voksent legebarn, der helt fortabt glemmer både tid og sted. Det er ikke spor rart. Så det er fint med gækkerne hun får. Rigtig, rigtig fint. Jeg er sikker på de spreder forårsvarme helt ud i hendes flove små tæer og får smilet frem på hendes pinligt røde kinder.
Lille forelskede Frøken Tø
blir en lykkelig Fru Sommer
Hun går så smukt i frø,
de er glade da de omkommer!
Eventyret skulle jo også lige have sin traditionelle slutning :-) Og hun fik jo netop sin prins da hun fortabte sig som legebarn med sine vintergækker.
Jeg kommer til at tænke på mine bedsteforældre. Efter mange år var det der med romantikken noget pjat. Og alligevel. Hver vinter, når vintergækkerne blomstrede, plukkede han en lille buket til hende. Den blev passet og plejet.
Send en kommentar