Den historiske amerikanske præsident Abraham Lincoln kunne også finde på at være filosofisk, og citeres jævnligt for denne sentens:
De fleste mennesker er ligeså lykkelige, som de beslutter sig for at være.Det lyder næsten alt for nemt, og med en klang af billig pop-psykologi. En rask beslutning, og derefter svæve på en lyserød sky. Hvem tror på det?
Abraham Lincoln var nu ikke så dum endda, for citatets oversættelse til dansk er ret dårlig. På engelsk er der et ganske andet, og mere nuanceret budskab:
I have found that most people are about as happy as they make up their minds to be.Fejlen med at oversætte "happy" til "lykkelig" er så udbredt at jeg er bange for at den ofte ses som den rigtige. Ordbøger supplerer ofte med betydningen "glad", men i virkeligheden er den basale betydning mere prosaisk, at være "tilfreds". Altså en positiv betydning, men uden at det behøver at være overvældende, uden den jubel som "lykkelig" lægger op til. Det vil sige at "being happy" bedst oversættes med "at have det godt".
Uden at angle efter det fængende og sloganagtige, må min oversættelse af Abraham Lincolns maxime til dansk lyde:
Jeg har opdaget at de fleste har det nogenlunde så godt som de former deres sind til.Enhver oversættelse bliver til en tolkning, undtagen hvis sprogene har ord som også ligner hinanden meget i deres mange bibetydninger og talemåder. En fortolkning kan ikke løsrives fra at afspejle tankegangen som den sker ud fra. Dette er så min tankegang, og min teori om at have en forståelse for hvordan Abraham Lincoln mente det.
Pointen er at vi som mennesker selv har et stort ansvar for vores sind, og hvilke tanker vil vælger at fylde det op med. Det kan vi forme, men selvfølgelig ikke med et hurtigt knips. Ændringer er som at lære så meget andet, i starten går det egentlig ikke så godt. Der er jo ingen som forventer at kunne tale et nyt fremmedsprog uden en masse øvelse, og viljen til at fortsætte selv om det i starten ikke hænger sammen.
Således også med den måde vi tænker på. Den måde vi former vores sind, gennem vores måde at leve på. Hvis du vælger at køre rundt i samme mønstre, er det dit ansvar at du derved styrker disse. Samme princip som ved børneopdragelse, forresten.
Nyere opslag
Opslag
15 comments:
Interessante overvejelser. Jeg tror meget på at tilfredshed kommer som en effekt af at gøre sig umage, som også er, at give det man gør opmærksomhed. Som også er at være nærværende. Jeg har opdaget, at mit fulde nærværd er langt mere betydningsfuldt end jeg selv vidste af/ville tillægge det, såvel på det indre plan som ift. ydre relationer. Det er ikke ligegyldigt. Det er afgørende. Desværre tror jeg rigtig mange mennesker ikke er klar over, det lys de rummer. Hvilket Nelsom Mandela, jo har sagt så smukt: “Vores dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige.Vores dybeste frygt er, at vi er grænseløse kraftfulde. Det er vores lys, ikke vort mørke, der skræmmer os mest“ Hvis jeg tror mig utilstrækkelig kan jeg let vælge at opgive - og det er måske også det letteste og det mest uforpligtende. At vide, at man faktisk er er kraftfuldt væsen er overvældende, for så er meget muligt og det forpligter.
At kende sin frihed og sit ansvar er ligeledes væsentligt for følelsen af tilfredshed. Som du også siger, at man erkender og vedgår, at det man gør er ens eget valg og ens eget ansvar. At frasige sig frihed og ansvar, er at gøre sig selv til offer og det er i hvert fald ikke vejen til at opnå tilfredshed. Det er friheden, der tager os ud af vores isolation. Jeg er frihed. Du er frihed. Det er et grundvilkår - og mere skræmmende, end det lyder. For konsekvenserne er ANSVARET for mit eget liv.
Frihed er så skræmmende at selv dens ivrige fortalere "nøjes" med at kæmpe mod nogle få udvalgte begrænsninger. Der ligger stor tryghed i at kende sine rammer, og opnå et godt resultat i sin måde at udnytte disse på. Måske flytte et par grænser lidt. Men der er bestemt heller ikke noget galt i at have rødder, som basis for sin vækst.
Kunsten må så være at påtage sig ansvaret for at have valgt sin lænke, og ikke blot se den som en grundlæggende præmis for sin eksistens. Lænken former rammerne for at kunne gøre sig umage, men det bliver lidt lukket hvis den umage bliver at bande over lænken, gøre den tungere gennem at lægge sin opmærksomhed dér.
Og livet bliver til noget andet ved at indse at det ikke er omverdenen der begrænser vores kraft, men os selv. Ved at fornemme den store frihed der ligger i at smede en lænke der ikke kan bruges som undskyldning for valget om at holde fast i de trygge årsager til at brokke sig.
Jeg tror dog at det bliver en stram og ubehagelig lænke at se de "uendelige" muligheder som en forpligtigelse. En pisk om at skulle frelse verden. Behøver jeg udrette alt hvad jeg kunne finde ressourcer til?
Er verdens dårligdomme mit ansvar hvis jeg har valgt ikke at satse på at gøre noget ved dem?
Jeg fornemmer en stor frihed i ikke at stille krav til andre, og ikke lade andre stille krav til mig. Jeg giver hvis jeg har lyst, uden at forvente noget. Hvis andre giver, skal det være noget de selv har lyst til. Jeg giver ikke andre ansvaret for om jeg har det godt.
tosommerfugle, jeg følger dig hele vejen i det her indlæg.
Jeg tænker i øvrigt på "happy" som at være uden begær, altså lige præcis tilfreds. Det er en tilstand hvor man ikke hungrer efter noget andet eller mere, men er helt i stand til at være i nuet uden distraherende tanker om hvad der ville gøre en endnu "happier" eller hvad der forhindrer en i at være tilfreds (hvilket altid er en selv, apropos).
(Og en lille bonus: "ONCE YOU LABEL ME YOU NEGATE ME. -KIERKEGAARD", som Marian skriver på Different Thoughts. Det er bare rigtigt :-)).
"Uden begær" er også et godt billede på happy i en nuanceret forståelse. For begær er netop ofte udtryk for at konkretisere sin "utilfredshed" til et "behov" for at omverdenen skal bidrage med noget, som sikkert alligevel blot er en narresut, der endda styrker begæret kort efter. En lidt paradoksal form for begær er et "behov" for nogen som vil være taknemmelige over at modtage hjælp eller andet.
Begæret er måske sundere ved ikke at blive opfyldt, for så kan det være en drøm, en stræben, en retning.
Begæret kan dog risikere at blive til en etikette, der dækker over dybere grunde til ikke at være tilfreds med livet. Det er alt for nemt at sige "hvis bare ...", for gælden over begærets opfyldelse er så kort at der blot opstår et nyt begær som erstatning.
Tilsvarende med etiketter om mennesker, ja. Det er netop et godt citat, for også ved mennesker handler det om ikke at stoppe erkendelsen ved at have nået en overfladisk forklaring.
Lincoln-citatet kan også tolkes i forhold til holdningen til et andet menneske. Hvis jeg beslutter mig for at et menneske er godt eller skidt, på basis af overfladiske oplysninger, så er det mit ansvar at tænke på den måde. Mit ansvar at antage at en etikette er en god forklaring. Så det gider jeg ikke.
Hvis jeg har mere end overfladiske oplysninger er der i øvrigt altid basis for at anerkende de gode sider om mennesket :-)
Enig i, at lykkestunder er helt uden begær, men lykkestunder er vi også enige om kun er kortvarige. Og en af grundene til at de er kortvarige, er måske fordi begæret melder sig. Det er jo også fremdrift (ser bort fra begæret efter ting her) og livsbegær som lyst til oplevelser, indhold og mening i tilværelsen må være positivt - for ellers kunne jeg frygte idealtilstanden bliver enten resignation eller meditativ tilbagetrukkethed.
Mht. etiketter:
Børn er som de eneste nok i stand til at se helt åbent på den anden og nysgerrigt og uforbeholdent gå den anden i møde uden at putte i kasser og automatisk tillægge motiver og intentioner hos den anden. Det er overlegne blik (jeg kender dig og din slags) er dybt krænkende. Barnets naturlige nysgerrighed, åbenhed og imødekommenhed går tabt hos den voksne, desværre. Psykologisering af den andens motiver og bevæggrunde er efter min mening en form for vold, fordi det reducerer det andet menneske og fragmenterer det. Men det er skræmmende at slippe fordommene og forforståelser. Det faler mig ind, at Piagets læringsbegreber er meget brugbare her. Assimilation er, når et individ optager indtryk fra omgivelserne og lægger de nye oplevelser til allerede eksisterende strukturer. Akkomodation er når tidligere etablerede strukturer må rekonstrueres gennem nedbrydning, frisættelse og reorganisering. Assimilation tvinger andre og omverdenen ind i en kasse. Akkomodation er når jeg er nødt til at tænke anderledes for at forstå det nye jeg møder. Det første er behageligt og praktisk, men statisk. Det andet er ren fryd..... fordi det åbner verden. Jo ældre vi bliver jo mere tilbøjelige tror jeg vi er til at gå til verden og til andre gennem assimilation, men jo mere fornøjeligt er det efter min mening så, når man oplever, at det helt bogstaveligt knager oveni hovedet på en, fordi man kan bare ikke få det her til at passe..... ergo: man må (ydmygt)ændre opfattelse og selv flytte sig, for at forstå noget nyt og hidtil ukendt.
Det er på den anden side illusorisk at forestille sig, at man ikke lynhurtigt danner os en mening på baggrund af et indtryk. Det tror jeg vores hjerne gør automatisk - fordi det er en nødvendig evne for at kunne vurdere de situationer vi kommer i. Og i den situationer er det vel alt andet lige, så fint, hvis man får en positiv opfattelse af den anden, selv om det kun er på et spinkelt grundlag. Så skal den anden side nok komme for dagen, før eller siden, og så har man jo lært det.
Begæret som savn er noget andet end det livsbegær som ikke er udtryk for en utilfredshed. Et kortvarigt "fix" af lykke er rart, men hvis ikke livet opleves ud fra følelsen af allerede at være "hel", opstår begæret efter at have brug for næste "fix". Det gode liv (happy) kan klare sig uden de specielle lykkestunder, uden derfor at stræbe efter at være den "enfoldigt lykkelige" i rolig tilbagetrukkethed.
Etiketter er vigtige for den voksne, for vi har netop brug for lynhurtigt at kunne danne os en mening; det sætter os i stand til at reagere hensigtsmæssigt i genkendelige situationer. De bliver først problematiske hvis de bruges til at tilskrive personen en masse egenskaber som ligger ud over det funktionelle i fx at forholde sig til en kassedame. Det hænder jo at nogen derfor antager vide noget som personens kompetance, livsførelse og respektabelhed.
Kunsten er så, synes jeg, at bruge gennemsigtige etiketter, der ikke er overmalede med fordomme. Fordomme og forforståelser er ikke problemet, men stædigheden i at betragte dem som "sandhed".
Jeg assimilerer ved at bygge mentale strukturer som kan tåle at blive kastet op i luften hvis jeg erkender at verden (eller mig selv) ikke indretter sig efter hvad jeg antog. Altså uden akkomodation som et ekstra, lidt modstræbende trin. Og det har jeg udviklet i takt med at blive ældre. Jeg styrker det "barnlige", men der er på den anden side også en omkostning ved at give verden fri til at være hvad den nu har lyst til. Uden at reducere den til nemme begreber og etiketter.
Jeg tror på at jeg møder meget færre besværlige mennesker ved ikke at starte med at gå fra at nogen er besværlige. Når jeg ikke møder med min egen dagsorden, behøver de ikke finde et modsvarende manuskript frem. :-)
Allerbedste sommerfugl. Nu kommer tidspunktet hvor du må akkomoderer :-)
Dette fordi du siger: Fordomme og forforståelser er ikke problemet, men stædigheden i at betragte dem som "sandhed".
Dermed må "happy"/det gode liv - jo også kunne tage sig lige så aldeles forskelligt ud som der er mennesker. Hvis et menneske går efter en perlerække af lykkestunder og tilsvarende eventuelle nedtur imellem, ja, så er det ikke mindre happy end dit happy..... det er bare en anden opfattelse af happy og udtryk for f.eks. temperamentsforskelle.
Læste faktisk for nylig om, at hjerneforskere har fundet ud af at allerede ved børn kan man måle på hvor stort spændingniveau de trives med - og dette er vidt forskelligt, men føler os livet igennem og afspejler sig bl.a. i valg af job m.m. For at sætte etikette på (haha..) så trives brandmanden og statsministeren formodentlig med et andet stress-eller spændingsniveau end bibliotekaren og sprogforskeren.
Derfor er det en tusindårig diskussion - som nok ikke lige lukkes de næste tusind år - hvad lykke er. Og derfor synes jeg det er forkert, at satse på psykologiens "sund eller usund-psyke" målestok. Det er jo den målestok der blandt mange andre sætter etiketter på mennesker.
Akkomodere - hvorfor dog det? Jeg ser ikke nogen divergens. Mine overvejelser tager afsæt i det med "at have et godt liv", som Abraham Lincoln observerer afhænger af hvordan mennesket selv "opsummerer" sit sind. Og hvis et menneske kan sige "jeg har et godt liv", uden at det er for at bilde andre (eller sig selv) noget ind, så er det jo sådan det er. Så gør det ikke nogen forskel om dette fx er i kraft af at udsætte sig selv for voldsomme prøvelser, og finde sin livstilfredshed i at kunne udholde disse nedture. Folk må have det temperament de lyster, så længe de ikke påtvinger andre at være med i uønskede prøvelser.
Det bliver først "interessant" at pinde i omkring mennesker som ikke synes at de har et godt liv. Her er jeg så betænkelig ved at der ses en løsning i at begære korte lykkestunder (måske at købe unødvendigt tøj), som intet gør ved den mere grundlæggende utilfredshed med tilværelsen. Jeg tror ikke på at et kreditkort uden beløbsgrænse er vejen til lykken, selv om det for nogle kan distrahere en hel del.
Jeg taler altså ikke om sund eller usund lykke, men om muligvis usunde måder for at søge efter "lykkefeen". Lykke kan ikke være usund, og jeg vil ikke prøve at udmåle den med nogen målestok - ud over menneskets egen ærlige oplevelse.
Hvis nogen synes at livet er vidunderligt ved at kaste al energien på en tæppetisser, så fred være med det. Også selv om jeg ikke helt kan sætte mig i personens sted :-)
Som du kan set betragter jeg "modstand" som anledning til at forbedre mine forklaringer af hvad jeg mener :-D
Det er en fornøjelse - omend temmelig nørdet - at komme med en modstand som udspringer af interesse for emnet for i fællesskab udforske grænserne og skærpe betydningerne i det emne.
På det mindre seriøse plan må jeg så tilføje, at den der hvilen-i-sig-selv-lykketilstand efter min mening passer mere til en 90-årig end til en mand i sin bedste alder ;-) ..... og den kan nogen måske også mene må dække over noget, men vi er jo som vi er hver især, og det er ubehageligt at få det blik på sin adfærd, ikke? Ja selv forbruger-glæden ved en god handel kan hæves op på et vist niveau - f.eks. af Jørgen Leth, der uden blussel bruger et helt kapitel i en af sine bøger på at beskrive sin glæde over at købe en ny dyr silkeskjorte i en dyr mærkevare butik i Italien eller Frankrig. Og ingen ville formodentlig stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den intellektuelle nr. et i Danmark har adgang til adskillige andre glæder - f.eks. som skabende kunstner. Mange talenter giver måske adgang til mange glæder? Derfor så meget desto værre at problematisere den med få glæders glæder.... hvis du kan følge den tanke. Menneskers veje er uransagelige, kompekse og farverige og ikke sådan lige at gennemskue. Lykkeligvis.
Og nu lover jeg ikke at pinde mere i det. :D
Grænserne har netop godt af lidt opmærksomhed, det er jo dér forståelsen kan udvides :-)
En af grænserne er netop omkring hvilen-i-sig-selv, som jeg bevidst karikerer lidt når jeg med den brede pensel tegner den som en farbar vej. Kikken på selvet udefra, med en vis ironisk distance, er faktisk også det jeg selv udøver, så det er da ikke spor ubehageligt.
I princippet er jeg også selv undrende omkring holdbarheden, og ser ikke noget behov for at "sådan skal det være". Men jeg er blevet enig med mig selv om at hvis jeg skal være "utilfreds" med noget her, må det udspringe af en motivation til at lave om på noget.
Den med at Jørgen Leth udpensler sin fryd over købet af en silkeskjorte minder mig, helt uden ligheder i øvrigt, om hvordan Patrick Bateman i American Psycho med nærmest ekstatisk ildhu beskriver sit forhold til en masse nøje udvalgte mærkevarer, på lige fod med hans mere ekstreme "hobby" som sadistisk massemorder. "Aha".
Det er en type forbrugsglæder som kræver en indre drift til at se væsentlige værdier i disse tingslige discipliner. For dem som har den, og har mulighederne, bliver tingene jo så dejligt enkle - gør det! For mig ville tanken om at crawle mærkevarebutikker være afskrækkende.
Jeg ser det som en form for "enfoldig lykke", som jeg ikke vil problematisere, men dog slet ikke kunne ønske at have som drift. Også selv om der kan argumenteres for fordelen ved at have en så simpel adgang til "den lyserøde sky". :-)
Men jeg kan gennemskue mig selv, hvilket ikke nødvendigvis er en fordel :-)
Uden en plan for hvad jeg søger, ville min bevidsthed kortslutte tanken om at rende rundt i håbet om at "noget" dukker op på vejen - altså med mindre jeg synes at selve det at rende rundt var en givende aktivitet. Det ville den kunne være i tilfælde af at jeg sad med et begær efter "noget", og at søgen kunne dølge et savn. Altså hvis jeg herved definerede mit liv som utilfredsstillende. Hov!
Giver mange talenter adgang til mange glæder? Jeg kunne finde på at vende bøtten og spørge "tværtimod"? Med ét særligt talent ville det være ganske enkelt, uden risikoen for at de andre ikke-udøvede talenter markerer at det kunne være at det skulle være "noget andet".
Og jeg vil bestemt ikke problematisere de glæder en person med "begrænsede valgmuligheder" har - også selv om det er aktiviteter som slet ikke kunne tænde mig. Hvis det "virker" for personen er det jo derved et plus.
Men hvis personen er utilfreds med sit liv, er citatets pointe jo så at det kunne tænkes at være nyttigt med mental akkomodation til at finde en måde at have det godt med sit livs rammer. Pointen om at den utilfredse står med ansvaret for sine egne tankemønstre er måske ikke så rar eller "høflig", men den peger dog på muligheden af at gøre noget selv.
Ansvaret for sit eget liv, som vi jo er enige om. Det meget skræmmende ansvar!
Oh, I teoretikere, jeg kan da godt erklære mig enig i, at tilfredshed med livet starter indefra. Det er nemt at mene - især hvis man selv er meget godt tilfreds. Men hvad så i praksis? Var der mon nogen her, der så Lisbeth Zornigs film om hendes barndom i helvede? Jeg fik det fysisk skidt over hendes evige forståelse af hendes bødler, som "jo også har haft det hårdt og ikke rigtig kan gøre for det". Men jeg kom også virkelig i tvivl, om bødlerne, fx moren, kunne have valgt et lykkeligere liv med de strukturer, der indvirkede på hende... Måske kunne hun, men jeg tror det ikke, for hun har ikke åndsevne til det. Kunne hendes bror have valgt lykken eller tilfredsheden i stedet for at begå selvmord? Næppe, for han var blevet udsat for al for meget nedværdigelse. Jeg siger bare, at det er noget tricky shit i praksis, det med om man skaber tilfredshed selv. Jeg tror, at man kan sige, at man nok skaber det, men inden for et strukturelt givet spektrum.
Zornigs helvede så jeg ikke, men har dog hørt nok til at se at det var endnu en historie om et "uønsket" barn, udsat for alvorlige omsorgssvigt og seksuelle overgreb. En alt, alt for barsk barndom for Lisbeth Zornig. Og se hvad hun har udviklet sig til. Virkeligt flot. Hun har i sandhed evnet kunsten med at finde sig til rette med sit sind, og styrke de gode tanker.
Jeg forstår godt at det kan være provokerende at se at hun endog havde overskud til at finde forståelse for sine "bødler". Havde det været bedre for hende at dyrke smerten, og se det som personlige angreb på hende? Jeg tror det ikke.
Ja, det er svært. Jeg ville ikke bare lige forvente af andre, at de kunne udvise samme sjælsstyrke som Lisbeth Zornig. Hun havde, om nogen, en "undskyldning" for at være bitter og vred. Det ville være menneskeligt, men det ville gå ud over hendes muligheder for at vokse som menneske. For at gøre sig fri, så nogenlunde, og bruge sine ressourcer til stor gavn for andre.
Jeg ser egentlig Lisbeth Zorning som rimeligt tilfreds med det liv hun, gennem personlig udvikling, har skabt sig. Og hun blev ikke "begrænset" af det sorte spektrum som hun blev givet i barndommen.
Min pointe er at det kan lade sig gøre, også i dette tilfælde hvor hun havde enorme odds mod sig. Hun gav ikke op, og kan nu bruge sin "særlige indsigt" på en positiv måde. Ja, den indsigt var dyr for hende, men nu giver den energi til at tage den kamp, som det lille barn ikke havde mulighed for.
Så Lisbeth Zornig er en praktiker. Dejligt når teori og praktis mødes :-)
Der er grænser for, hvornår man kan sige, at det bare handler om at tage ja-hatten på. LZ er et særtilfælde, som på en måde, jeg ikke forstår, har drevet det vidt som menneske.
Er Lisbeth Zornig virkelig "undtagelsen der bekræfter reglen". Ja, hun har drevet det langt, og er meget synlig.
Jeg kender en som så dokumentaren, og genkender uhyggeligt meget fra sin egen barndom (ud over det seksuelle misbrug). Hun har haft en hård kamp, men klarer sig nu pænt med fokus på de gode tanker. Ikke nogen højprofil-sag, men en af mange.
Pointen er at det kan lade sig gøre, men det er en hård kamp som ingenlunde "bare handler om at tage ja-hatten på". En proces der kan tage mange år, og blandt andet handler om evnen til at tilgive, i stedet for at fylde sit sind med bitre tanker.
Hvad der er trist er dem som giver op, og måske giver den "sociale arv" ubearbejdet videre. Jeg vil ikke anklage dem for "ikke at tage sig sammen", men noget at det mest giftige er troen på at det ikke kan lade sig gøre.
En helt central del af "konceptet" er erkendelsen af dyrkelsen af sorte tanker lader dem gro. Et frø af lyse tanker ændrer ikke uden videre verden, men med pasning og god vanding kan det gro stort og flot. Det kan tage næring fra den sorte jord.
Send en kommentar