torsdag den 21. marts 2013
Blomster og Verdenssyn - Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst åbner her den 22. marts 2013 udstillingen "Blomster og Verdenssyn". En overdådig og frodig parade af århundreders blomstermalerier, med både velkendte, eksotiske og underlige blomster. Ud over blomsterverdenens mangfoldighed, viser udstillingen hvordan kunstneres gengivelse er påvirket af både historie og verdenssyn. Som andre værker er tiden automatisk en del af fremstillingen.
En vigtig del af udstillingen er den store blomsterbog Gottorfer Codex fra 1649-1659, med mange pergament-malerier af blomster, buske og frugter. Efter et langvarigt konserveringsarbejde kan dette smukke gamle fire-binds blomsteratlas på 20 kg holde til at blive udstillet. Museet fortæller om arbejdet i en række videoer. En sjov detalje i dette gamle krigsbytte er nogle af de ellers meget naturtro blomsterbilleder. Ved nærmere eftersyn viste de sig at indeholde frodige billeder af insekter, fugle og nøgne mænd med rejsning. Der må have været en lystig kvidren i slotshaven.
Et andet spændende gammelt værk blev malet af den hollandske guldaldermaler Otto Marseus van Schrieck i 1663. Det falmede Stilleben med tidsel og slange viste sig under restaureringen at have indsat mindst fire ægte sommerfugle, og to natsværmere. På den måde opnåede kunstneren en strålende farveglans, som var helt umulig at skabe med maling. Billedet fremstår umiddelbart som et meget præcist og naturalistisk maleri, med en mesterlig og nærmest naturvidenskabelig gengivelse af skovbunden.
På den anden side lægger billedets symbolik op til en mere dramatisk analyse og tolkning. Slanger lever ikke af sommerfugle, men alligevel afbildes slangen som sommerfuglejæger. Min fortolkning er at se det som som et vanitas-billede. Denne tradition bruger netop sommerfugle som symbol for det skrøbelige og forgængelige menneskeliv. Slangen bliver i det lys til den mytologiske forestilling om ondskab og død. Den tornede tidsel er måske tænkt som symbol på livets genvordigheder.
Dette nærbillede viser en sommerfugls vinger og hovede under den krakelerede lak. De falmede farver passer også til metaforikken omkring forgængeligheden.
Som del af det nye museums-samarbejde Parkmuseerne har alle seks samlinger i museumskvarteret fokus på blomster. Der er både Flora Danica, gamle danske malere, Flora Islamica, filmiske blomster, og blomster på slottet.
Otto Marseus van Schrieck gentog temaet med skovbundens slanger på jagt efter sommerfugle i en række andre lignende stilleben malerier, som f.eks. dette:
Naturalistisk og symbolistisk på samme tid. Jeg antager at han har genbrugt teknikken med sommerfuglevingernes strålende farveskæl, for rigtig at symbolisere det flotte og skrøbelige liv, men det fremgår jo ikke af fotografier.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
0 comments:
Send en kommentar