Oldingen ved Werthers Grav
Aftenrøden
Farver din Grav!
De gamle Linde
Omhvælve den.
Violerne
Bølge i dens høie Græs!
Du slumrer
Den roligste Slummer!
Dødens!
Skyggerne voxe.
Aftenrøden svinder.
Kun et blegguult Skier
Tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.
Hist kommer en Flok
Karle og Piger
fra Marken.
De standse deres Sang,
Og Pigerne
Pege hid til Graven,
Med skielvende Hænder,
Og gaae en Omvei,
Af Frygt for Selvmorderen,
Som spøger i Skoven.
Werther!
De frygte dig,
Som hviler saa roligt
Mellem Blomsterne.
Aftenrøden
Farver din Grav!
De gamle Linde
Omhvælve den.
Violerne
Bølge i dens høie Græs!
Du slumrer
Den roligste Slummer!
Dødens!
Skyggerne voxe.
Aftenrøden svinder.
Kun et blegguult Skier
Tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.
Hist kommer en Flok
Karle og Piger
fra Marken.
De standse deres Sang,
Og Pigerne
Pege hid til Graven,
Med skielvende Hænder,
Og gaae en Omvei,
Af Frygt for Selvmorderen,
Som spøger i Skoven.
Werther!
De frygte dig,
Som hviler saa roligt
Mellem Blomsterne.
Dig gav Skiebnen et Hierte
Som følte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
At finde et Hierte
Som følte med dit.
Det gav den færre.
Du var lykkelig!
Thi du nød
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstød
Hindrede Eders Siele
I at forene sig
Uforstyrret,
I Guddoms-Harmonie
Her!
Da kastede du din Jorddragt
I Graven,
Og ventede hende
Hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!
Alderens Snee
Dækker min Isse.
Mit Hierte døer
Langsomt;
Min Vaar svandt hen
Unydt;
Thi jeg fandt ingen paa min Vei
Som følte med mig.
Jeg nød ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
Hisset,
Jeg forlader ingen
Her.
Naar mit Hierte er brustent
Og Menneskesværmen
Trænger sig forbi min Marmorkiste
I Capellet,
Vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?
Som følte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
At finde et Hierte
Som følte med dit.
Det gav den færre.
Du var lykkelig!
Thi du nød
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstød
Hindrede Eders Siele
I at forene sig
Uforstyrret,
I Guddoms-Harmonie
Her!
Da kastede du din Jorddragt
I Graven,
Og ventede hende
Hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!
Alderens Snee
Dækker min Isse.
Mit Hierte døer
Langsomt;
Min Vaar svandt hen
Unydt;
Thi jeg fandt ingen paa min Vei
Som følte med mig.
Jeg nød ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
Hisset,
Jeg forlader ingen
Her.
Naar mit Hierte er brustent
Og Menneskesværmen
Trænger sig forbi min Marmorkiste
I Capellet,
Vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?
Med stærk inspiration fra Johann Wolfgang von Goethe, og den tyske romantik, skrev den unge digter Adam Oehlenschläger i 1803 digtet Oldingen ved Werthers Grav. Det er en pistache, og et "svar" til den kendte bog Den unge Werthers lidelser, der handler om hovedpersonens stormende romantiske kærlighed. Da den var forgæves afsluttede Werther sit unge liv med et selvmord.
Adam Gottlob Oehlenschläger lader sin jeg-person være en gammel mand, som ser tilbage på sit kærlighedsløse og følelsesfattige liv. Med misundelse står han ved den unge Werthers grav, og længes efter det som han ikke opnåede i sit eget lange liv. Den flammende romantiske kærlighed. Det afsluttende spørgsmål om hvem der var lykkeligst er nærmest retorisk.
De unges angst for selvmorderens spøgelse er ikke blot digterisk dramatik, men baseret på at udbredelsen af "Den unge Werthers lidelser" skabte en myte om en selvmordsbølge gennem Europa. Pludselig skulle alle selvmord blandt unge gøres til en reaktion på en så frygtelig og farlig bog, også selv om der ingen dokumentation er for de angiveligt mange selvmord.
Ikke desto mindre bruges betegnelsen Werther-effekten om risikoen for at selvmord kan ske med "inspiration" fra selvmord i medier eller kunst. Igen er det hovedsagelig en myte. Tallene peger dog på at "kendte selvmord" kan give inspiration omkring metoden, men ingen tegn på at det er noget som medfører flere selvmord end ellers.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar