Logo sommerfugl

fredag den 29. marts 2013

Michael Ancher: Ved bedstemoderens sygeseng

'Ved bedstemoderens sygeseng' af Michael Ancher (1879)

Skagensmaleren Michael Ancher var født og opvokset på Bornholm. Han var blandt de første kunstnere i det der udviklede sig til en kunstnerkoloni i Skagen, et samlingsted for mange kunstnere som senere blev kendte. Den barske natur (efter danske forhold), og fiskerbefolkningen blev afsøgt for det "oprindelige" og særprægede, så Michael Ancher ærgrede sig over at måtte dele "sine" motiver. Han stak af til Bornhom, hvor han i år 1879 malede et genrebillede med karakteristiske bornholmere.

Billedet viser en pige ved bedstemoderens sygeseng. Ved første øjekast er det et pænt og pynteligt billede, af en hyggestund i familien. Pigen har sit pæne tøj på, og læser op af en bog. Flotte blomster på bordet, samt krus og en flaske med vin eller andet. Bedstemor er med foldede hænder lagt til rette i den lune alkove, godt støttet af puder bag ryggen. En bog mere på bordet, og en bunke bag ryggen på pigen. Gamle bedstemor får al den omsorg som hun kan bruge, og god tid sammen med sit barnebarn.

Samtidig rummer billedet en mere alvorlig historie. Dengang var det naturligt og forventeligt at når en gammel kvinde blev syg, kunne det ikke forventes at hun ville overleve længe. Med dårligt helbred og alderdommens svækkelse var der kun kort vej til den lungebetændelse der var en hyppig dødsårsag dengang. Set efter nutidens forhold ser hun måske ikke ud til at være i en høj alderdom, men i 1800-tallet var levetiden kortere.

Det var ikke til at være helt sikker, men hun måtte regne med at ligge på sit dødsleje. Det ved hun, og det ved pigen. Selvfølgelig er der blevet snakket om døden, det var og er jo et grundlæggene livsvilkår. Pigen lærer om livets alvor, og bøgerne var måske også udvalgt som noget hun kunne lære noget af. På bordet står en rund æske, måske et smykkeskrin. Bedstemor giver sit barnebarn hvad hun kan, mens tid er.

Udsnit fra 'Ved bedstemoderens sygeseng' af Michael Ancher

En påfaldende detalje er pigens højre hånd, der holder på bogen. Den ligner slet ikke en ung piges hånd, men snarere noget med hårdt arbejde og måske en høj alder. Michael Ancher var en dygtig og omhyggelig maler, så det må være helt bevidst at han valgte at bryde billedets ellers naturalistiske stil med et symbolistisk træk, og give stof til analyse.

Hånden kan måske fortolkes som udtryk for at pigen jo er på samme vej, og også skal dø engang. En anden tolkning kunne være at se det som hendes bedstefars hånd. Han er allerede død, men er alligevel med ved dødslejet, parret har jo haft mange år sammen. Livet går videre gennem de efterfølgende generationer.


0 comments:

Logo sommerfugl