Statens Museum for Kunst har en udstilling om Liv og døden i børnehøjde. Både børn og kunstnere gør sig mange tanker om livet og døden. Museet ønsker at skabe gode rammer for at tale om livet og døden, ikke som modsætninger men som hinandens forudsætninger. Udvalgte kunstværker og en reflektionszone med oplevelser hjælper med at stille spørgsmål, og giver rum for at tage fat i tanker og forestillinger. Kunsten er oplagt at bruge her, da den inviterer til tolkning og fornemmelse for det flertydige.
Udstillingen er skabt i samarbejde med lærere og psykologer, og henventer sig primært til børn i alderen 6-12 år. Børneomvisninger de fleste søndage, næste gang den 6. maj 2012.
- Statens Museum for Kunst:
Ny børneudstilling med 25.000 fluer
Eva Tind Kristensen, So, 2011
I gamle dage var døden en mere naturlig del af livet. Gamle mennesker og dyr døde tæt på som en naturlig del af livet. Børnedødeligheden var i sig selv høj. I vores del af verden er døden i dag anderledes fjern og tabuiseret, og vi pakker ofte vores børn ind i vat.
Men er det lette og magelige børneliv hensigtsmæssigt i forhold til udviklingen af de færdigheder, der gør børn i stand til at leve et meningsfyldt voksenliv? Hvordan forbereder vi bedst børn til de benspænd, de møder i livet? Hvordan får man dem overhovedet til at stoppe op og mærke, at de lever og er til?
En del af svaret er at indgyde dem mod til at reflektere over emner, som er svære, forunderlige og udfordrende. Den refleksion hjælper udstillingen på vej – og heldigvis er vores erfaring, at børn slet ikke er så bange for at tale om døden, som de voksne er.
Denne udstilling er ligeså meget en fejring af livet, som det er en udstilling med fokus på døden. Vi ønsker med afsæt i kunsten at ruste børn til at leve livet!
SMK viser også en lille film, hvor børn taler om deres forestillinger om livet og døden:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Illusionen om udødelighed er jo frisættende. Det er ungdommens privilegium og det der gør ungdommen ung. Det at have hovedet med i alt hvad man gør, er den erfarnes ståsted. Den erfaring skal nok komme til enhver en skønne dag og den kan ikke forceres. Er illusionen brudt, så er man mere sårbar. Det store barn, der endnu ikke har mødt døden første gang vil kunne beheske eller fortrænge angsten, for ham er døden noget ganske abstrakt.
"Dig, hjerte skal jeg dræbes af" (Frank Jæger). Det hjerte der sikre os livet, vil stoppe en dag og vi er skelletter under overfladen. Dét, at døden faktisk er så tæt på os, tror jeg er det som er mest skræmmende for de mindre børn. De kan jo ikke klare sig alene. De er så afhængige af deres familie og tanken om døden er derfor ikke til at rumme. For det betyder at også far og mor kan død og at de selv kan dø. Derfor lover forældrene med fingrene krydsede bag ryggen, at "både du og far og jeg bliver mindst 100 år". Det er jo meget forståeligt og giver tryg nattesøvn til barnet, der for en tid ikke er bange for at dø. Men det er klart at det er et bedrag og det er et badrag som vil blive afsløret. "Der falder skæl fra ens øjne". For nogen vil afsløringen for evigt blive en orm i æblet - for andre vil afsløringen blive en ansporing til at påskønne livet mere og være en berigelse.
Kunsten - hele viften - tror jeg er en god og nænsom måde at få et forhold til døden på. Ligesom videnskab vel også kan sætte døden ind i en strukturer som er mindre angstfremkaldende.
Det ville være godt, hvis børn lærte måder at få ro i sig selv på, men det lærer børn ingenting om - måske fordi vi forældre ikke kan holde tanken ud at også de vil rammes af alt det som alle rammes af i løbet af et liv. Vi vil som forældre gerne "gøre glad igen" og aflede barnet fra tristhed, angst og bekymring, i stedetfor at være i de følelser. Problemet er, at forsøger man at komme udenom, så er det, som når huden lukker sig henover et betændt sår. Så har man inden længe en byld og den skal der skæres hul på, for at lindringen kan komme. Der er ingen vej udenom smerten.
At vi selv påfører børnene bylder, når vi udsætter dem for et enormt pres ved at fremhæve vigtigheden af præstationer, samtidig med at vi udsætter dem for stor ensomhed, fordi vi hele tiden enten roser eller skoser, og ikke taler med barnet sådan rigtigt. Og vi kræver eksemplariskhed af dem, samtidig med at vi i menneskelig uperfekthed udsætter dem for talrige svigt, uden at ville indse, hvor stor smerten er i disse svigt. Og vi lader dem se brutalitet og mord og død på computerspil og film for "det er jo ikke virkelighed". Alt det gør verden falsk og fremmed og giver en oplevelse af at det er barnet selv der må være forkert, når det man føler ikke kan tilpasses de rammer.
Børn er dog nogen seje skabninger og jeg tror faktisk ikke det er muligt at forudsige konsekvenserne af det som barnet udsættes for, uanset om det i situationen forekommer rigtigt eller forkert. Ingen kender dagen i morgen. Heldigvis.
De seje børn vil nødvendigvis begynde at reflektere over liv og død. Det vigtige er ikke at give dem "svarene", men at give dem stof som grundlag for disse nødvendige reflektioner. Jeg tror på at det altid er bedst ikke at lyve for børnene, ikke bilde dem ind at de lever i en disney-verden. Og jeg tror ikke at bedraget ansporer noget barn til efterfølgende at påskønne livet.
Barnets primale frygt må snarere være at miste sine forældre, at blive forladt, efterladt. Det er også en helt rationel frygt, når barnet indser sin dybe afhængighed. Og døden er så langt fra den dominerende årsag til at kærlighedens bånd brydes for en del børn. Måske er det endda værre hvis det ikke sker gennem døden?
Netop hvis døden får lov til at stå som noget ganske abstrakt, higer barnet efter kilder til at prøve at forstå mere. Måske via historier fra nogen som har travlt med at formidle deres dødsangst videre. Travlt med at skræmme.
De færreste børn har måske "brug" for at forholde sig til døden som noget nærliggende, undtagen blandt familiens ældre. Og blandt familiens husdyr. Og fra klassekammeraters og venners netværk. Mon det egentlig alligevel er de færreste?
Men børnene kan være meget hurtige til at nemme deres forældres angst, til at indse at emnet er alt for farligt til kunne snakke om. Så må barnet søge andre kilder til at lære om livet, til de hertil helt nødvendige reflektioner. Barnet har jo netop brug for trygge vilkår for at lære at have med tristhed, angst og bekymring.
Smerten mindskes gennem at emnet ikke fortrænges. Men barnet skal jo bestemt heller ikke stopfodres ud over sin naturlige nysgerrighed. Det skal blot have lov til at spørge.
Nej, ingen kender dagen i morgen - men for det meste er det jo et godt gæt at den ikke handler om døden :-)
Det sidste Ansigts
Næse, Øjne, Mund.
Det uudslettelige,
grusomt. Thi
vi var selv skabt
i dette Billed. Kun
hans Dom er ventet:
Punktum elsker I.
Send en kommentar