Dette motiv af graffiti-kunstneren Federico Archuleta fra Austin, Texas er også udført som murmaleri på det lokale Mexic-Arte Museum, hvor billedet passer godt til museets fokus på mexikansk kunst. Vægmaleriet er blevet populært som baggrund for pilleder af forlovede og nygifte. Til death do us part - til døden os skiller.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Skilles skal vi der indgår i kærlighedsrelationer. Hvorvidt det er advokaten eller døden der er den opløsende myndighed kan variere, men ikke adskilleslsen og tabet. Så den sikreste måde at undgå smerten på, er ved ikke at indgå i den slags relationer. Vi må passe på os selv og holde igen, for at beskytte os selv mod den smerte døden ellers vil bringe os. Benny Andersen, uddyber den tankegang meget fint i sit humoristiske digt "Mindeord". Jeg tror inje 5 må handle om fordelen ved den tilbageholdte kærlighed:
"Hvis han havde set sig godt for
før han gik over stregen
hvis han havde holdt sig indenfor stregen
trukket den ekstra tydeligt op
hvis han havde nøjdes med et enkelt sideblik
bare antydet sit liv
hvis han helt havde undgået at leve
var han måske slet ikke død"
....... og ja, det er bare ord og ord og ord..... noget helt andet er virkeligheden. For det jo flot, sådan kækt at være på livets side og flot melde sig villig til at betale prisen, men under den "flothed" gemmer sig trods alt en virkelig alvor og en virkelig smerte, som er umenneskelig hård og forfærdlig, og næsten ubærlig.
Livets svære paradoks er, at vi dør ikke af den smerte...... det gør vi jo ikke, selv om det kan føles sådan. Vi dør derimod af at undgå det som leder til smerte og et eller andet sted er vi ilde stedt i vores smerteløse samfund i dag, hvor vi gør alt for at undgå smerte og lidelse, og vi beskytter vores børn mod smerte og lidelse. Men den hører med, smerten, lige meget hvor maget vi kæmper imod. Når man lutrer metal bliver det stærkere og mere ædelt, og smerten lutrer sjælen, siges det. :-)
ELLER.... er det bare noget romantisk og kulturbundet sludder? Var man buddhist ville man se anderledes på det og sige, ja, livet er lidelse, men netop derfor må vi øve os i aldrig at blive ramt og lade alt passerer igennem sindet som noget i virkeligheden ubetydeligt. Slippe det.
Jeg ved det ikke.... om vores kultur er masochistisk eller om vi måske faktisk kan slippe udenom lidelsen uden at miste livet?
Kærlighed uden at skilles, selv gennem døden, kan dog lade sig gøre med en lille "smutvej". At dø samtidig. Sådan kan det gå ved katastrofer eller ulykker. Eller måske ønsker den efterlevende sig at det gik sådan. Døden frem for smerten ved at skilles.
Nogle par opnår den uadskillige kærlighed gennem at gå i døden sammen, til dels frivilligt. Ikke uset blandt ældre og sygdomsramte par. Den mindst syge ser ingen mening med at opbygge et nyt liv, når der alligevel ikke er ressourcer til det. Disse sager vækker ofte debat, især hvis den ene havde udsigt til at leve mere end kort tid.
Men disse sager inspirerer også til at hylde det smukke i at lade kærligheden vise sig gennem også at være forenede i døden. Romantik og det pragmatiske går hånd i hånd.
Som du nævner er der jo også mange som skilles uden dødens mellemkomst. Må leve med smerten uden at der ville være rimelighed i at lade den føre til selvmord. Finde sig til rette i livet med at kærligheden var smuk og god, også selv om den ikke varede ved.
Ud over måske i den første sorg, tror jeg at der kun er ganske få som fortryder at de "udsatte" sig for risikoen ved kærligheden. Smerte er et livsvilkår, og livet bliver mindre, meget mindre, af at sky kærlighed og smerte. Det er ikke kun i de billige rim at hjerte og smerte rimer.
Skal børnene beskyttes mod smerte og lidelse? Skal de nægtes kæledyr fordi sådan nogle højt elskede kræ dør? Måske er det bedre at udsætte børnene for smerte og lidelse, som undervisning i livets herligheder. Og selvfølgelig med rummelighed og støtte til at de erfarer at smerten ikke er farlig. Den skal ikke trøstes "væk". Mennesker skal lære at elske deres smerte!
Og sådan vil jeg gerne tolke det buddiske syn. At livets lidelse er ok, og at vi indser at livet ikke ødelægges af smerte. Vi kan godt blive ramt, og godt synes at tingene har betydning. Gribe det, men være villige til at slippe. Den største lidelse er smerten over selve smerten. Den værste kamp er kampen for at undgå lidelsen.
Og vi kan endda holde fast i lidelsen og livet samtidig, gennem at indse den livskraft der opstår af denne symbiose. Og derved undgå den tomhed der ligger i ikke at risikere kærligheden, livet, lidesen.
Den rummede og lutrede smerte gør livet så meget desto mere smukt!
Send en kommentar