Logo sommerfugl

lørdag den 14. april 2012

Tove Ditlevsen: Til mit døde barn

Käthe Kollwitz: Mother with dead child
Mother with dead child, by Käthe Kollwitz

Til mit døde barn

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. -
Dine fødder kysser jeg - og græder

Tove Ditlevsen (1937)

Tove Ditlevsen

Allerede i dette sit første digt på tryk (i Vild Hvede, 1937) tog Tove Ditlevsen afsæt i sit eget liv og følelser. I stedet for at blive mor, måtte hun bearbejde sin sorg over et dødfødt barn. En sorg som genkendes og gentages.


4 comments:

Peter sagde ...

Ser det også som en hyldest til kvindekønnet som sådan. Hun beskriver sin sorg så hudløst, at man som mand fatter lidt af hvad det vil sige at bære et liv inden i sig,- og miste det. Tænker at det er en visdom i sig selv! Men hvor må det gøre ondt.

tosommerfugle sagde ...

Sorgen over at miste det liv hun bar indeni sit, og smerten, lykkedes det netop Tove Ditleven at sætte så gode ord på. Det må have været en del af hendes nødvendige proces for at finde sig til rette med tabet. At fortolke sine egne følelser.

Og digtet bliver jo igen og igen fundet frem, når andre kvinder mister deres nyfødte eller lille barn. Fordi det rammer så dybt og præcist.

Det er nok ikke helt til at nå gennem analyse, som mand kan jeg ikke nå længere end at prøve at forstå, respektere uden at kunne nå til at genkende. Mor/barn relationen er noget særligt, og sådan må det være.

Anonym sagde ...

Dette digt af Tove Ditlevsen er meget smukt. Derfor har jeg også valgt at jeg meget gerne vil perspektivere til dette digt til afgangsprøven. Jeg har trukket billedkunst, og måske kan du hjælpe mig med hvilke billede der vil passe dertil.
De største hilsner herfra

tosommerfugle sagde ...

En perspektivering kunne være til det billede af Käthe Kollwitz (af en mor med et dødt barn) som jeg brugte som illustration af blog indlægget. Jeg synes at det rammer den dybe, sorte, knugende sorg, som Tove Ditlevsen udtrykker mere poetisk i det gode digt.

Da døden er et væsentligt tema på denne blog, bruger jeg også andre billeder omkring temaet med døde børn:
> Christen Dalsgaard: Snedkeren bringer ligkisten til det døde barn
> H.C. Andersen: Det døende Barn
> Hans Heyerdahl: Det døende barn
Eller lidt mere barskt:
> Erik Henningsen: Summum jus, summa injuria - Barnemordet

Meget kommer jo an på hvilken slags perspektivering du er ude efter, og hvilken fortolkning du vil vælge. Så længe du kan argumentere, kan du bruge mange ting, også ud over værker som rammer samme situation.

F.eks kunne der ud over moderens sorg også tænkes på de drømme som hun (ikke kun Tove Ditlevsen selv) havde for "den lille nye".

Logo sommerfugl