Når den danske postmodernistiske maler Michael Kvium typisk bevæger sig rundt i en surrealistisk motiv-verden med dejformede og ofte "ombyggede" menneskekroppe, er det ikke lige noget hvor jeg føler for at lave en analyse af symbolikken. Derfor blev jeg næsten behageligt overrasket da jeg så at han også har malet et mere "simpelt" og klart motiv, som dette "So simple" fra 1995:
Michael Kvium: So simple (1995)
Nordjyllands Kunst Museum (NK 1394)
Det kan bedre inspirere mig til en fortolkning. Symbolerne er meget klare, en baby (eller måske foster) hænger og dingler i en meget lang blodrød navlestreng. Munden vidt åbent som i et primalskrig. Når navlestrengen klippes, er vejen fra fødsel til død kort, overskuelig og uafvendelig. Lige nedenunder ligger der et kranium i rampelyset. Døden, symboliseret ved et dødningehovede, en spejling af babyens nøgne hovede.
Et menneske har ingen indflydelse på sin fødsel, undfangelse og menneskehedens lange historie forud. Heller ingen indflydelse på at døden er en uomgængelig afrunding af livet. Det er noget så simpelt. Den lille stump der ligger mellem fødsel og død er livet. Selv om vi har en masse med fra navlestrengen, har vi da en vis indflydelse på hvordan vi lever vores liv. På hvilket aftryk vi sætter på verden, før vi når til døden. Projektøren oplyser hvad vi nåede, mens vi var på scenen.
Der er jo ingen grund til ligefrem at styrtdykke i døden, men vi har heller ingen mulighed for at gro vinger, som kan rive os bort fra den sikre vej mod døden. Så er det meget bedre at udnytte tiden forinden. Udnytte livet, i stedet for at frygte døden. Livets gang er at gøre noget ved den stump som vi selv kan gøre noget ved. So simple.
Lev godt. Dø godt. Memento vivere. Memento mori.
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Wow.. Godt skrevet. God fortolkning.
Mange tak :-)
Fosterets ene ben er næsten kun på den ene side af navlestrengen. Kan der være en mening med det i forhold til balance og symmetri? :)
Om Michael Kvium har tænkt noget særligt ved at hele fosteret hænger lidt skævt ved jeg ikke, men det kunne måske ses som udtryk for at den lille dreng hænger og spræller. Og vort liv er vores sprællen indtil vi dør, så det er bare med at være skæv.
Jeg kommer forresten i tanker om at billedet sådan set kan perspektiveres til dette digt:
> Benny Andersen: Mit liv som indvandrer
Tusind tak for svar:) Det havde jeg ikke lige tænkt på.
Send en kommentar