Smerte er en naturlig del af livet. Her tænker jeg mest på sjælelig smerte - når noget i livet er gået galt i forhold til hvad vi ønskede og prøvede at opnå. Uden smertens nedture i livets rutchebane, ville vores vej gennem livet blive mere flad og "kedelig", og toppenes højde være relativt mindre. Det ændrer selvfølgelig ikke på at sorgen over et tab kan fylde rigtig meget, og ja, det er jo ikke det der skal dominere livet.
Jeg kender bestemt også til smerte fra mit eget liv, og på min vej gennem den ønsker jeg den ikke væk. Ved at elske min smerte, kan den ikke opfylde mig. Smerten er del del af mig, og hvis jeg bekæmpede den, ville det være at kæmpe mod mig selv. Gennem at elske min smerte, elsker jeg også de mere følsomme sider af mit sind, og lader dem få den plads de nu fortjener. Jeg elsker alle sider af mig selv, uden at skulle lægge låg på noget.
Hvis jeg fokuserede på smerten som noget uønsket, og prøvede at holde den nede, ville den netop derfor kunne præge min tankegang og dagligdag. Når jeg blot accepterer at den også skal være der, kan jeg bedre fokusere på at have det godt med hele min personlighed.
Laocoön by Charles Bell (1806), from
Det er egentlig ganske enkelt - smerten kommer til at fylde meget mindre i kraft af at jeg elsker den, og derfor kan jeg nemt rumme den. Samtidig er det et paradoks, som jeg har løst ved at glæde mig over smerten. Ved at integrere tilsyneladende modsætninger. Smerten bliver ikke til lidelse.
Jeg elsker min smerte, i dens lille hjørne af sindet.
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Jeg holder bestemt af at mærke jeg lever. Gå en tur i riv-ruskende blæst og silende regn. og mærke naturen og kroppen.
Men i følelser der gør ondt, nej dem er jeg helst foruden. Jeg vil ikke undlade at elske af frygt, men jeg vil nu gerne snige mig udenom de følelser det gør ondt og nøjes med dem der gør mig godt.
Masochist er jeg da heller ikke. Jeg ville da også gerne kunne undgå at noget fører til at jeg får ondt i følelserne. Men det vil jo ske alligevel, i løbet af et godt liv.
Ved så at elske smerten, bliver den til en følelse der gør mig godt, samtidig med at den gør ondt.
Fidusen er så, mener jeg, at det at elske smerten er den bedste måde til at gøre den til en mindre del af mit liv.
Jeg er helt med - det er når vi forsøger at holde smerten fra livet at det kan blive rigtig svært :-).
En tung byrde bliver netop helt ubærlig ved at prøve at holde den ud i strakt arm. Det går jo meget bedre ved at holde den tæt ind til kroppen.
Kramme den.
Jeg læste for nylig en novelle i Ud og Se i toget, og der var en sætning, hvor en gammel klog kvinde trøstende siger til den unge ulykkelige heltinde:
"Tag det roligt, det er kun smerte. Smerte er ikke farligt. Man dør ikke af smerte."
Den attitude kan jeg godt lide. Og nej, man dør ikke af den, tværtimod, så bekræfter smerten man er i live. Ligesom uventet fysiske aktivitet kan medfører, at man mærker de muskler, man ikke vidste man havde, fordi de gør så ondt, så ondt....
Den største smerte kommer ved kampen mod smerten. Slag for slag er det selvpineri.
Paradokset her er så at rigtig mange børn opdrages til at se smerte som noget farligt, noget forkert, der skal gå væk for hver en pris. Med afledning, piller eller i yderste konsekvens selvmord....
Det er da forståeligt at forældre gerne vil undgå at deres poder oplever smerte. Afledning er umiddelbart nemmere end at lære børnene at rumme smerten. Især i en tidlig alder.
Hellere "du kan godt".
Send en kommentar