I 1840 skrev H. C. Andersen sit Eventyr "Den onde Fyrste", hvori hans Fantasi sætter ham i Stand til at skildre den Mand og de Vaaben, der 100 Aar senere skulde bringe navnløse Ulykker over hele Verden, fordi han var umættelig i sit Magtbegær og sin Magtsyge.
Den onde Fyrste
(Et Sagn)
Hans Christian Andersen Der var engang en ond og overmodig fyrste, hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd. Hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus, så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte, sviede grene. Mangen stakkels moder skjulte sig med sit nøgne, diende barn bag ved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre, men fyrsten syntes just det gik som det skulle. Dag for dag voksede hans magt, hans navn blev frygtet af alle, og lykken fulgte ham i al hans gerning. Fra de erobrede byer førte han guld og store skatte, der opdyngedes i hans kongestad en rigdom, hvortil der ikke fandtes mage på noget andet sted. Nu lod han bygge prægtige slotte, kirker og buegange, og hver, som så disse herligheder, sagde: “hvilken stor fyrste!” de tænkte ikke på den nød, han havde bragt over andre lande, de hørte ikke de suk og den jammer, der lød fra de afbrændte byer.
Fyrsten så på sit guld, så på sine prægtige bygninger og tænkte da, som mængden: “hvilken stor fyrste! men jeg må have mere! meget mere! Ingen magt må nævnes lig, end sige større, end min!” og han gik i krig med alle sine naboer og han besejrede dem alle. De overvundne konger lod han, med guldkæder, lænke til sin vogn, når han kørte gennem gaderne. Og sad han til bords, da måtte de ligge ved hans og hoffolkenes fødder og tage de stykker brød, man dér kastede til dem.
Nu lod fyrsten sin billedstøtte oprejse på torvene og i de kongelige slotte, ja han ville at den skulle stå i kirkerne foran Herrens alter, men præsterne sagde: “Fyrste, du er stor, men Gud er større, vi vover det ikke.”
“Vel,” sagde den onde fyrste, “så overvinder jeg Gud med!” og i sit hjertes overmod og tåbelighed lod han bygge et kunstigt skib, hvormed han kunne gennemfare luften. Det var broget som påfuglens hale og syntes besat med tusinde øjne, men hvert øje var en bøssepibe. Fyrsten sad midt i skibet, han behøvede kun at trykke på en fjeder, da fløj tusinde kugler ud, og bøsserne var igen ladt som før. Hundrede stærke ørne spændtes foran skibet, og således fløj han nu mod solen. Jorden lå dybt nede. Først syntes den, med sine bjerge og skove, kun som en oppløjet ager, hvor det grønne titter frem fra den væltede græstørv, siden lignede den det flade landkort, og snart var den ganske skjult i tåge og skyer. Højere og højere fløj ørnene op ad. Da udsendte Gud en eneste af sine utallige engle, og den onde fyrste lod tusinde kugler flyve imod ham, men kuglerne faldt som hagl tilbage fra englens skinnende vinger. En bloddråbe, kun en eneste, dryppede fra den hvide vingefjer, og denne dråbe faldt på skibet, hvori fyrsten sad. Den brændte sig fast, den tyngede som tusinde centner bly og rev skibet i styrtende fart ned mod jorden. Ørnenes stærke vinger knækkedes, vinden susede om fyrstens hoved, og skyerne rundt om, de var jo skabt af de afbrændte byer, formede sig i truende skikkelser, som milestore krebs, der strakte deres stærke klo ud efter ham, som rullende klippestykker og ildspyende drager. Halvt død lå han i skibet, der til sidst blev hængende mellem skovens tykke trægrene.
“Jeg vil besejre Gud!” sagde han, “jeg har svoret det, min vilje skal ske!” og han lod i syv år bygge kunstige skibe, til at gennemfare luften med, han lod smede lynstråler af det hårdeste stål, thi han ville sprænge himlens befæstning. Fra alle sine lande samlede han store krigshære, de bedækkede en omkreds af flere mil, da de stod opstillet mand ved mand. De besteg de kunstige skibe, kongen selv nærmede sig sit, da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm, den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han drog i harme sit sværd, men slog kun i den tomme luft, myggene kunne han ikke ramme. Da bød han at der skulle bringes kostelige tæpper. Disse måtte man vikle om ham, der kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde, som han bød, men én eneste myg satte sig på det inderste tæppe, den krøb ind i kongens øre og stak ham dér. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne, han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sine klæder og dansede nøgen for de rå, vilde soldater, som nu spottede den gale fyrste, der ville bestorme Gud og straks var overvundet af en eneste lille myg.
Slut
For 72 år siden var Danmark lige blevet besat af de nazi-tyske tropper. Der må være nogen som har set de meget tydelige paralleller mellem Adolf Hitler, og "Den onde Fyrste" i et af de mindre kendte eventyr fra H. C. Andersen. Da besættelsen og anden verdenskrig var ophørt, fejredes befrielsen med en optryk af Den onde Fyrste med tematiske illustrationer af Palle Wennerwald.
Til lejligheden havde forfatteren Aage Hermann skrevet forordet, og sin fortolkning i en tonstung morale:
MORALEN af H. C. Andersens Eventyr er, at Mennesket ikke bør sætte sig op mod Gud. Prøver man derpaa, gaar det som det gik Adolf Hitler: det ender i Muddergrøften - eller i en Bunker. Den kloge Statsmand bygger ikke paa Magt, men paa Myndighed, han tiltvinger sig ikke Respekt ved Hjælp af Bøssepiber, Automatipistoler og flyvende Bomber, men ved sin Gerning til Lykke for det størst mulige Antal af sine Medmennesker.
Hitler var vore Dages onde Fyrste, og han havde i Tyskland store Dele af Befolkningen - dog ikke den hele - til at hjælpe sig - en hel Hærskare af onde Mennesker, der alle blev standset af Myggesværmen - og Myggene - "Mosquitoerne" - var de Flyvemaskiner, som fløj ind over Tyskland og knuste den onde Fyrstes Magt.
H. C. Andersen fortalte i sit Eventyr for 100 Aar siden, at saadan vilde det gaa. Og i Dag ved vi alle, at han fik Ret. Derfor vil vi aldrig bære os ad som "Den onde Fyrste".
Og det peger jo på det det skæve forhold mellem enevældige diktatorer og forestillingen om en almægtig Gud. Nogle tyranner påberåber sig at herske i Guds navn, og går i alliance med kirken. Her er det værd at bemærke at Adolf Hitler havde et fint samarbejde med de tyske kirker, som først meget sent lod betænkeligheder ved diktaturet få en plads af betydning. De havde det helt fint med at få jøderne kanøflet. Og med bagefter at fornægte deres parløb med Hitler.
Andre diktatorer, som her i den glimrende fabel af H. C. Andersen, søger at få status af en jordisk Gud i deres rige, hvor samfundet indrettes med ritualer og symboler der skal sikre at undersåtterne ser op til herskeren som en almægtig helligdom. Især de kommunistiske diktaturer har leveret markante eksempler på dette, selv om Hitler da også havde en rem af huden.
Hvad de fleste kristne bekvemt "glemmer" er at en brutal diktator ved læsning og tolkning af Bibelen kan finde masser af inspiration i hvordan Gud (især i det gamle testamente) beskrives som en tyrannisk, racistisk og hævngerrig hersker. Det tætte forhold mellem diktatorer og forestillingen om en Gud er såmænd ikke ganske tilfældigt.
Denne Nazi-soldat fra bagsiden af "Den onde Fyrste" kan også ses som an afbildning af den gammeltestamentelige Gud.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar