Risikoen for selvmord er fem gange så høj efter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, sammenlignet med risikoen ved indskrivning. Dette krasse faktum fremgår af en nyhed fra DR:
Når en patient bliver udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, er risikoen for, at vedkommende forsøger selvmord markant højere end ved indskrivning.
Ved udskrivning er risikoen op til 300 gange højere, end hos den almindelige befolkning, mens risikoen er op til 60 gange højere ved indskrivning.
Og det er et meget ubehageligt paradoks. Det er jo netop risikoen for selvmord der ofte er en vægtig faktor ved beslutningen om indlæggelse. Et menneske har det så svært med sin psyke at der er stor brug for hjælp. Den hjælp samfundet byder på er en indlæggelse, der typisk handler om behandling med psykofarmaka. Håbet fra alle er at "eksperternes" hjælp gør at mennesket får mere ro på, og kan komme videre i livet.
Når risikoen for selvmord stiger voldsomt, med en faktor fem, efter psykiatrisk indlæggelse, lyder det snarere som om en bedre hjælp ville være at undlade indlæggelse. Det kan godt være at mennesket har det ad helvede til, men det ser jo ikke ud til at psykiatrien kan give nogen meningsfuld hjælp ved selvmordstanker. Tværtimod?
Da den øgede selvmordsrisiko især er i de første 14 dage efter udskrivelse, kunne det ses som om mange selvmord ligefrem er en reaktion på indlæggelsen og behandlingen. Eller med skarpere ord, at paradigmet for behandling direkte er årsag til selvmord. Selvfølgelig må omstændighederne dog være mere sammensatte end som så.
Måske er det mere realistisk at se det som en slags skuffelse. Et menneske i psykisk krise bliver indlagt, og håber på at der er god hjælp at hente. Eksperterne er jo på banen. Men pilleglasset giver ikke noget "mirakel", og der er ikke ressourcer til mere end en kortvarig indlæggelse. Derefter udskrivning. Den logiske konklusion bliver at der ingen hjælp er at hente. Så hellere få det overstået. Døden bliver måske en meget mere fristende tanke.
Ved et rundspørge blandt 160 psykiatere fra Dansk Psykiatrisk Selskab svarede over halvdelen at de ikke har tid nok til at tale med patienter, eller give den relevante rådgivning inden udskrivelse. Formanden for Livslinien, Morten Thomasen, forklarer videre at samarbejdet mellem kommuner og regioner heller ikke fungerer.
En del af skuffelsen bliver at blive "smidt ud" til at klare tingene alene. Og altså muligheden for selvmord som en meget ensom beslutning. Der er jo ingen hjælp at hente. Eller?
Se også:
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Der er bestemt plads til forbedring indenfor psykiatriområdet. Når det er sagt skal det tilføjes, at årsagerne til den høje selvmordsrisiko efter udskrivning som du også nævner det, er mere kompleks, end at det bare handler om en ikke tilfredsstillende behandling. En vigtig årsag er sorgen/depressionen/krisen ved erkendelsen af sygdommen. Hvis en person er psykotisk ved indlæggelsen kan vedkommende meget vel være stærkt forpint, men dog samtidig meget betydningsfuld (måske almægtig) i sit eget univers. F.eks. kan den syge lide af forestillinger om at være en actionpræget figur fra tv. Hvilke roller det hallucinerende sind antager er bl.a. meget påvirket af medierne og før tv var det meget typisk religiøse eller historiske skikkelser den syge i sin forvildelse forsvandt ind i. Nå, men uanset om den syge har været Napoleon, Jesus eller Supermand under psykosen, så er overgangen til at forstå/erkende at man i virkeligheden måske "kun" er arbejdsløs, uuddannet, ensom dansker i en kaotisk lejlighed i et trøstesløst socialt bligbyggeri hård. Og at man så tilmed er "det grummest af alt" -også i egne øjne; psykisk syg, med en skræmmende diagnose med det man oplever som et uoverskueligt langt/kronisk forløb, så er det klart at man er udsat for selvmordstanker. Derfor er det vigtigt at der ved udskrivelsen er nogen til at holde af og støtte den syge i krisen med det der måske opleves som en helt ny og ikke attraktiv identitet. Hvis den syge kun får medicin er risikoen for tilbagefald 65%, hvis vedkomende også får samtalebehandling 40% og hvis familien og vennerne også støtter kun 9 %, ifølge Bedre Psykiatri. Så det betyder meget - som ved alle alvorlige sygdomme - hvordan livet tegner efter udskrivelsen. Og eftersom 39 % af alle danskere opfatter sig som pårørende til en psykisk syg, så er der mange der kan tænke på betydningen af at støtte på det kritiske tidspunkt.
Psykiatrien er også blevet bedre, trods alt. Der er bostøtte tilbud, der er uddannelse af viceværter i boligområder til at forstå, hvordan de kan støtte, der er væresteder og der er tilbud om at lære om sin sygdoms kendetegn og forløb og ikke mindst skabe håbet om Recovery. Der er sundhedstilbud omkring rygning og motion for psykisk syge. Der er foreninger som Sind og andre til støtte for den syge og der er særlige jobtilbud for mennesker med særlig psykisk sårbarhed (men ikke nok). Så der er fremskridt, når vi ser sammenligner med hvordan det var for 25 år siden. Det, at en Poul Nyrup Rasmussen er gået så aktivt ind i kampen for psykisk syge, efter at have mistet sin datter pga. selvmord betyder noget og at Kronprinsesse Mary er potektor for Psykiatri Fonden betyder meget. Ligesom det at tidligere national bankdirektør Erik Hoffmayer er præsident kan være meget betydningsfuldt for at hæve niveauet på det her område fra lavstatus, til noget som ikke længere skal være skamfuldt tabu. Så selvmord er slet, slet ikke en "nødvendig" løsning på at være psykisk syg. Der er grund til masser af håb og masser af tro på, at livet kan blive godt, selv om man har fået en diagnose, som førhen var meget udsigtsløs. Det er bl.a. et af de tabuer, som det er vigtigt at få nedbrudt, at livet slutter med en psykisk diagnose, at man er farlig, at man ikke kan arbejde, at man ikke kan have venner, at man ikke kan blive rask, at man ikke mere er sig selv. Alt det er enten sludder og vrøvl eller forvrøvlet sludder. Heldigvis.
Hej søs. well spoken:-)
Og så I Sommerfuglens herlige forum, hvor tanken er fri, og man bliver udfordret på den gode måde:-)God weekend!
Hjælp og støtte fra netværket må netop være det helt centrale for at finde sig til rette med livet, i stedet for paradigmet "hold kæft og tag dine piller". Jeg vil endda sige at værdien af pillerne i sig selv er mindre end et godt netværk, især når og hvis medicinen har andre virkninger end meningen var.
En problematik er også medierne, der med stor iver promoverer myten om psykisk syge som farlige mennesker, der nemt kan gå voldeligt amok. Den anden side her er tilbøjeligheden til at mene at nogen som gør noget ekstremt må være psykisk syge, og at forklaringen skal findes i en diagnose i stedet for at se på de mere komplekse sammenhænge.
De forbedringer der er sket indefor psykiatrien, gør det på en måde så meget desto mere synligt at der også var et alt for "godt grundlag for at lave forbedringer". Men samtidig er der sket en modsatrettet tendens til eksklusion af mennesker som ikke finder sig til rette i den mainstream som bliver smallere og hurtigere.
Selvmord er ganske rigtigt ikke nogen rimelig reaktion på at måtte se sig selv som "psykisk syg", og især ikke hvis det hele kommer til at se uoverskueligt ud efter en indlæggelse der ikke gav en hurtig løsning på problemerne. Det må handle om at finde sig til rette med tilbud, arbejde, venner og andet netværk.
Jo, det kan næsten altid lade sig gøre at få livet til at hænge sammen igen, især hvis omgivelserne udviser den relevante rummelighed.
God weekend til jer begge :-)
Det er virkelig overraskende, at risikoen for at begå selvmord efter tvangsindlæggelse er SÅ stor! Der er vist nogle, der skal grave lidt dybere i den sag.
Føler du dig hjulpet? Det spørgsmål skulle være helt naturligt ved en udskrivelse. Og hvis svaret er et kraftigt nej må der være anledning til at finde ud af hvad der skal til for at svaret kan være "ja".
Det er måske nok ikke realistisk at kunne give alle noget de føler som reel hjælp, men jeg har jo set mange meldinger om indlagte som føler sig smidt ud, uden netværk og/eller støtte.
Jeg tror nu også at det må handle om at se på paradigmet for behandling, så det ikke skal være centreret omkring svingdørsudskrivninger med pilleglas. Selv i de tilfælde hvor psykofarmaka kan være nyttige, bør de ikke stå alene.
Hvis jeg var en del af faget, ville jeg nok stræbe efter en slags "undervisning" som en vigtig side af hjælpen. Det kunne være at lære psykotiske symptomer at kende, forstå dem, blive øvet i at skelne dem fra virkeligheden, og acceptere dem som en den af sindet. Ikke noget der skal bekæmpes, selv om det da også må være relevant at prøve om psykofarmaka forbedrer mulighederne for at have det godt med livet.
Men samfundet skal nu også blive bedre til at inkludere dem som er "lidt sære" :-)
Send en kommentar