Så er der igen gået et år. Velkommen til år 2015, som snart er væk. Tid er den evigt begrænsede ressource, som aldrig kan genindvindes eller genbruges. Når den er gået er den væk, og kun minder og resultater er tilbage. Ting tar tid, så vi må have tid til alt hvad vi gør. Måske mangle tid til alt det vi også gerne ville gøre. Travlhed er en folkesygdom, det er noget nærmest alment at livet præges af alt det vi ikke har tid til. Det er ikke travlhed, der giver stress, men bunken af ting som vi ikke nåede.
Hvorfor dog al den travlhed? Måske for at leve op til det der kræves. Hvem kræver? Os selv? Alle de andre? Samfundet? Måske mest noget med at måle sit eget værd på hvor meget, der gøres. Der nås. Min kalender er propfuld, altså må jeg være meget værd? Mange kan måske slet ikke udholde ikke at lave noget. Så bliver der tid til at tænke over hvad meningen med livet er. Av. Er meningen virkelighed at have travlt, at nå så meget som muligt, at yde maksimalt?
En masse retoriske spørgsmål, ja. Dem kan jeg især stille fordi jeg morer mig med at stå lidt på sidelinien. Uden at stille store krav til hvad jeg skal nå, hvad jeg skal være, hvad jeg skal have af tingeltangel, tillader jeg mig at tage det ganske roligt, og more mig lidt over dem som artigt pisker rundt i trædemøllen, og gør "alt det rigtige" (eller rettere den del af det som de kan nå). Som klager sig over at de ikke har tid, når de hele tiden har travlt. Når bunken af ugjorte ting vokser. Dem som ikke kan lade være.
Jeg kan godt lade være. Nogle gange siger jeg "tid er ikke noget jeg har, men noget jeg tar". Når jeg vælger at gøre noget, er det jo således at jeg tager mig tid til det. Når jeg vælger ikke at gøre noget, betyder det at jeg vælger at tage mig tid til at lade være med at gøre noget. Med andre ord et fravalg af at "have travlt" med noget. Fordi jeg ikke synes jeg behøver.
Så jeg spilder tiden. Derfor har jeg god tid; jeg mangler jo ikke.
Lad mig tilføje at jeg ikke hermed vil stille dette op som noget ideal. Selvfølgelig er der omkostninger ved ikke at støtte den fælles forestilling om at det er vigtigt at gøre en masse, opnå en masse. De omkostninger kan være tunge for en som psykisk er afhængig af anerkendelse fra "de andre", har brug for at være en af flokken.
Jeg kan hvile i mig selv. Stå alene.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg kan hvile i mig selv. Stå alene.
Hvis du siger det...
Men er det i bund og grund det, du foretrækker, eller er det bare blevet sådan? Man kan vænne sig til mange ting og foretrække status quo, fordi det er trygt og kendt, selvom det måske ikke er godt. Uden sammenligning i øvrigt læste jeg i dag, at pigen i Tønder-sagen ikke ville fjernes fra hjemmet dengang.
Derudover får din "jeg hviler så meget i mig selv" mig til at tænke på sangen Sommeil (Stromae).
Lidt provokerende kommentar, jep, men jeg tror bare ikke rigtig på , at dit standpunkt er ægte. Jeg tror, at det er efterrationaliserende, ig at du har lettere ved at beskæftige dig med andres smerte end din egen. Men jeg kender dig ikke.
Provokationer er da velkomne, ligesom spørgsmålstegn...
Hvis jeg prøvede at skitsere et utopia for "det perfekte liv" kan det da godt være at det ville se anderledes ud. Men jeg kan helt ærligt sige at jeg ikke går og brygger på er savn efter et andet liv, eller en lumrende utilfredshed.
Jeg har det godt, hvor en rimelig målestok kunne være at jeg ikke går og dagdrømmer om andre vilkår end dem som jeg selv har stået for. hvis jeg ville andet, måtte jeg jo "tage mig sammen" til at gøre noget ved det. Det vælger jeg aktivt at undlade.
Jeg er helt i balance med min egen smerte, og giver den det rum som dem har brug for. Selv om mine skriverier her på bloggen kan berøre andres smerte, er det dog blot et sammenfald med at det at skrive om døden (mere eller mindre frivillig) er centralt for mit publicistke projekt, når det ikke ligger til mig at skrive en bog.
Jeg må dog tilføje at min epistel om tidens gang ganske bevidst er med en kant som gerne må provokere læseren lidt. Min mission er ikke at fortælle om mig selv (det emne regner jeg ikke for centralt), mere at give læseren lejlighed til at tænke. Om det indebærer tvivl er ganske op til dig!
Send en kommentar