Verden er ikke fair. Livet er ikke fair. Det er heller ikke meningen. Det er en helt normal del af et menneskes liv, at der er noget der ikke fungerer. Noget der går rigtig galt. Problemer som der ikke kan ses en realistisk løsning på. Sådan er livet.
Også mit. Det hindrer mig ikke i at synes at jeg har det ok med mit liv. Jeg kan også værdsætte de ting som da egentlig godt måtte have været nemmere eller gået bedre. De ting er også en del af mig, så derfor gider jeg da ikke gå og brokke mig over dem. Det ville være at gå til angreb på mig selv, og derigennem gøre mit liv det mere surt.
Det lyder næsten alt for enkelt, når jeg stiller det op på den måde. Min det virker sgu, ellers kunne jeg da godt finde undskyldninger for at gå og have ondt af mig selv. Se mig selv som fejlbehæftet eller mindreværdig. Pive over at "det er altså ikke retfærdigt". Grave mig ind i en mørk hule, og kaste mudder på sprækkerne ud til lyset. I stedet vælger jeg at blive i lyset.
Min "hemmelighed" er at jeg ikke stiller de store krav til verden eller til mig selv om at være "perfekt". Jeg går ikke med en forventning om "retfærdighed", og kan rumme at jeg på nogle punkter "har et godt grundlag for forbedringer". Uden en forventning om at mit liv skal være let og ukompliceret, kan jeg sætte fokus på det smukke, og de ting som jeg er god til. Vupti.
Når jeg ikke gør "de andre ting" til et problem, kan de bare få lov til også at være en del af mit liv. Små hjørner af mig. Hvis jeg gik og forbandede minusserne, ville denne forbandelse sætte et stort præg på mit liv, og minusserne ville blomstre under al den opmærksomhed og konstante stimulans. Og så kunne jeg da rigtig gå og have ondt af mig selv. Åhhhh nej....
Nej, det er ikke synd for mig.
"Synd for" er simpelthen ikke en del af min måde at tænke og føle på. Så ligemeget hvad du roder med, er det altså ikke synd for dig!
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
Dit indlæg sætter igen tanker i gang.
Det glæder usigeligt mig, når jeg hører min 10 årige søn sige: "Sådan er livet", hvis noget ikke går helt som forventet. Så har han da forstået noget væsenligt, som jeg håber og tror han kan bruge resten af livet. Det er ikke en træning i aktiv positiv tænkning, som er en form for modstand, men en træning i bøjelig robusthed og indre ro.
Jeg er meget optaget af den østerlandske ydmyghed og ikke-handlen, hvor man finder styrke og fred gennem overgivelse og villighed
"Find dig villigt i det uundgåelige.
Hvad menes der med at "finde sig i det uundgåelige"?
Find dig i at være uden betydning. Vær ligeglad med tab og gevinst. Det kaldes at finde sig villigt i det uundgåelige.
Find dig i det nødvendige som menneskets lod
Hvad menes der med at "finde sig i det nødvendige som er menneskets lod"?
Det nødvendige er udslag af kroppens eksistens, uden krop hvordan skulle man da kunne føle det nødvendige?"
Resultatet af ovenstående er ifølge Tao Te King - visdommens bog:
"Overgiv dig villigt, så kan du sættes til at styre universet. Elske verden som dit eget indre, så kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt".
Utilfredshed med livet ser jeg som den dybere modstrid bag de "ydmyge" mantraer om at "finde sig i". Utilfredshed med verden er ikke foreneligt med at elske den, fordi den må bunde i ikke at elske den som den er.
På den anden side er den yderste konsekvens af "ikke-handlen" ikke at være en del af verden, men sætte sig udenfor. Det kan lade sig gøre at handle for at gøre verden bedre, hjælpe andre, uden at det behøver bunde i den implicitte afstandtagen som utilfredshed indebærer.
For der er vel heller ikke grund til nødvendigvis at finde sig i de undgåelige eller unødvendige.
Tillykke med at din søn er klog nok til ikke at gøre det til et nederlag når noget ikke går helt som forventet. Det er jo næppe fordi han ikke har gjort det godt nok, eller har brug for at skulle "sejre". Livet er jo godt alligevel.
Den utilfredse stemning kommer i vejen for en selv, fordi den bygger på et ønske eller en forventning om at verden indretter sig efter mig. Ved at give slip på at være verdens centrum, kan jeg elske verden, og dermed have forudsætninger for at styre den.
Men er det overgivelse? I min ordbog lugter det alt for meget af at være ligeglad, og surmule i et hjørne.....
Jeg vil hellere møde verden med accept og imødekommelse.
Jeg tror, man kan læse det jeg citerede meget forskelligt alt efter hvilke ord man dvæler ved. Jeg dvæler meget ved ordene "uundgåelige" og "nødvendige". Hvis de ord tages helt alvorligt så giver det meget mening at finde sig i det, fordi der ligesom ikke er andre muligheder, hvis de ter uundgåeligt eller nødvendigt og så er det ikke surhed eller ligegladhed, men accept af... ja, det uundgåelige (f.eks. døden) og det nødvendige (f.eks. søvn). Hvis man ikke skulle finde sig i det virkeligt uundgåelige eller det virkeligt nødvendige, hvad skulle man så gøre i stedet?
Det uundgåelige og nødvendige er vel blot en anden måde at sige "livsvilkår" på... Og altså netop noget som det ikke giver mening at kæmpe imod.
Det var også den direkte modsætning med det undgåelige eller unødvendige (det er lige med at få u'erne på plads :) jeg brugte når jeg dvælede ved ordet med "ikke-handlen", og satte spørgsmålstegn herved.
For det er netop noget hvor det kan have stor betydning at smage på ordene, og hvor jeg nærmest vil sige at der er sikkerhed for at der går nuancer tabt ved at oversætte dyberegående ord til et andet sprog og en anden kulturkreds.
Men med den rette "u"-balance, tror jeg såmænd at vi er ret enige :-)
Ja, jeg synes også vi er ret enige :-) du udtrykker jo også en ydmyghed i dit indlæg og du udtrykker også at en hel masse af det ikke-fair ved livet er uundgåeligt. "sådan er livet". Du er "passiv" forstået som ikke bange for ikke at have kontrol over tilværelsen. Alt det gør dig tilfreds. Det uundgåelige er jo ikke bare de store livsvilkår, men også alle de hændelser der hører med til ethvert menneskeliv og som gør ondt og som ikke kan 'springes over' og heller ikke skal springes over, for det modner os som mennesker. Ligesom frosten gør rønnebærrene spiselige for fuglene. Det nødvendige er alt det som bare hører med alla at at man må øve sig for at blive dygtig til noget. Det underlige er at vi generelt gerne vil bedrage os selv til at tro, man vi og vores børn på en eller anden måde kan undslippe. Feks tror jeg nogen gange st jeg kan tillade mig at bruge alle døgnets timer , men må erkende at heller ikke jegundslippe min kroppe hjernes behov for søvn :-). ... god nat
Ydmyghed er dog et begreb som jeg har et lidt anstrengt forhold, fordi det meget ofte er brugt i sammenhængen om at ydmyge sig over for en som er det modsatte af ydmyg. En Gud, konge, herremand, præst, eller anden form for magthaver. Eller som i at "se op" til nogen. Altså i modsætning til ligeværd.
Jeg ser hverken mig selv som ydmyg eller hovmodig. Lev og lad leve. Min verden er ikke en konflikt som jeg skal vinde over noget eller nogen. For jeg har allerede vundet, ved ikke at have behovet.
Sagt på en helt anden måde, har jeg mere til fælles med en kat end med en hund. :-)
Det må virkelig være optimalt for ens liv, hvis man ikke opererer med et uretfærdighedsbegreb. Det må også være nemmere for nogle end for andre at gøre, og det må være nemmere i nogle tilfælde frem for andre.
Det giver nok ingen mening at sige, at det er uretfærdigt, at man har brug for 8 timer søvn. Men fx er det uretfærdigt, at en flok børn i Brønderslev skal vokse op under kummerlige vilkår - og måske være påvirket af det resten af livet. Det kunne have været undgået, og jeg synes, det er synd for dem, at det ikke blev undgået.
Hvis man ikke forventer noget af verden, og hvis man aldrig synes, at noget er synd for en selv, så må man altid være i godt humør? Og aldrig blive træt af latterlige kolleger eller irriteret over den lange kø i supermarkedet?
Jeg forstår fuldstændig tanken om, at der ikke er noget, der er synd for nogen, men jeg kan ikke se den i praksis, når man bevæger sig ud over de ting, der er fælles for alle og ikke kan ændres (søvn, tyngdelov, usw.), hvilket sikkert er min begrænsning.
Brønderslev-børnenes barske barndom er et godt eksempel som grundlag for en skelnen. For det er jo indlysende at de er blevet behandlet meget skidt af deres forældre.
Men derfor vil jeg ikke kalde det uretfærdigt. Selvfølgelig mener jeg ikke at det kan kaldes for retfærdigt; min pointe er at det ikke giver mening at tale om retfærdighed eller uretfærdighed her.
Det grundlæggende i begrebet retfærdighed ser jeg som at nogen, med magt dertil, beslutter sig for at visse udvalgte skal behandles mere eller mindre gunstigt, uden at have en rimelig grund dertil. Retfærdighed betyder ikke at alle skal behandles ens (lighed), men snarere at der ikke skal træffes aktive valg om at gøre forskel på basis af uvedkommende eller urimelige årsager.
Hvis jeg kom i kontakt med Brønderslev-børnene (eller andre udsat for grove omsorgssvigt) ville jeg ikke sige noget i retning af "ja, det er sgu synd for dig". Min fokus ville være at lytte rummeligt, og prøve at støtte dem i processen med at finde en afklaring med deres kvæstede følelser. Med at udnytte deres potentialer, netop inklusive at deres start på livet har givet dem nogle erfaringer som kan udnyttes på stærke måder.
"Synd for" ville lade deres rolle stå som "ofre".
Min tankeverden opererer da i høj grad med et uretfærdighedsbegreb, men jeg lægger afstand til holdninger om at det er uretfærdigt at der er forskel på folk, og deres grundlag. Holdninger om at "lighed" er et mål i sig selv.
Der findes da masser af situationer hvor der udøves uretfærdighed, endda også hvor målsætningen er at der skal være "lighed".
Latterlige kolleger (hvis jeg skulle møde sådanne) eller lange køer i supermarkedet er ganske rigtigt ikke noget som jeg lader mit humør falme af. Sådan er livet, og det er altså ikke synd for mig!
Hvis der er konkrete grunde til urimelige kolleger, eller langsom afvikling af kasseekspeditionerne, kunne jeg da overveje om jeg kunne bidrage til at forbedre på noget. Eller om jeg kunne undgå situationen, f.eks. ved at handle på et andet tidspunkt.
Negative tanker over sådanne ting ville til gengæld ikke gavne noget som helst, tværtimod ville det jo bare gøre mit liv surt. Mit eget liv. Og det ville da være fjollet :-)
Altså vil jeg hellere smile til den kassedame, som måtte have fumlet og derved trukket tiden ud. Det bliver jeg endda i bedre humør af!
Jeg husker en historie om en buschauffør, der strålede af humør, også overfor sure kunder. Det gav meget bedre humør i bussen, og sikrede chaufføren en god arbejdsdag. Altså grund til at være i godt humør!
Jeg vil hellere smile af verden, end bande over den... :-D
Det har sådan en lidt religiøs klang at tale om retfærdighed. I juridisk sammenhæng plejer man at omgå det ved at tale om rimelighed, har jeg lagt mærke til. Same same but different.
Jeg synes heller ikke, at man skal ynke nogen eller fastholde dem i en offerrolle (det er heller ikke rigtig medfølelse). Men på den måde, jeg ser det, findes der ofre og nogen, det er synd for. At de så har et iboende potentiale og kan komme videre, når den umiddelbare trussel er passeret, er en anden ting. Jeg vil nok stadig mene, at det er synd, at de skal bakse med nogle ting, som flertallet ikke skal - og at det i nogle tilfælde er for teoretisk, at man kan få noget positivt ud af en oplevelse. Det er selvfølgelig en svær grænsedragning, for hvornår er noget så tilpas almindeligt, at det ikke er synd længere.
Man kan godt både være offer og have nogle gode kompetencer til at nå sine ønsker i livet, mener jeg bare. Egentlig vil jeg sige, at alle har elementer af at være ofre.
Hvis der ikke findes ofre, findes der heller ikke bødler. De to størrelser konstituerer jo hinanden. Så hvis man skal køre det helt ud, skal gerningsmændene i Brønderslevsagen ikke straffes, hvis børnene ikke er ofre. Ja, lidt sat på spidsen og måske mest et spørgsmål om ord, men det må vel være konsekvensen, hvis børnene ikke er ofre, og hvis det ikke er synd for dem.
Det er ikke konstruktivt eller praktisk at tænke i offerroller. Det er meget bedre at se det positive i en situation - selvfølgelig. Og jeg prøver, selvom jeg seriøst synes, at Bilka skulle åbne nogle flere kasser i prime time :-)
Jeg har nemmere ved at acceptere uretfærdighed, der ikke kan gøres noget ved, end at afvise dens forekomst og mine dårlige følelser forbundet med den. Jeg synes, man har lov til at have ondt af sig selv og være bitter og måske ligefrem hade nogen, der har gjort en uret, og jeg tror, det er et af de første trin i en helingsproces. At erkende, at det var en uret, og at man ikke fortjente det. Synes også, det er naturligt, at man har behov for at få netop det at vide af andre. Bekræftelse, men ikke fastholdelse i, at det er synd for en. Og aldrig bekræftelse i, at man ikke duer til noget, ikke kan noget osv., for det ville være at sige, at en person er 100% offer - og så langt er jeg enig: Det er ingen.
Retfærdighed og religion er snarere i direkte modstrid. De religiøse dogmer har ofte stor fokus på at forhindre retfærdighed. Regler som magthavere nedskrev i en fjern fortid og snæver kulturkreds bliver ophøjet til at være "Guds ord", og brugt som undskyldning for uretfærdighed og forfølgelser.
Juristeri har det heller ikke godt med hverken retfærdighed eller rimelighed. Alle sager søges reduceret til ordkløveri om regler, hvor retspositivismen foreskriver at der ikke må tages hensyn til en vurdering af "rimeligt". Det overlades til politiske studehandler, når et eller andet parti skal have en luns for at at stemme for noget helt andet, så der opstår uhyrlig (og ganske urimelig) lovtekst.
Rimelighed opfatter jeg som et meget bredere (og løsere) begreb end retfærdighed. Så vi kan godt blive enige om at behandlingen af Brønderslev-børnene har været ganske urimelig.
Jeg er ikke på nogen måde ude på at afskaffe begrebet "ofre". Det har en høj grad af relevans mens tingene foregår. Derefter har det mest "historisk" betydning. Men domstolenes forsøg på at udøve retfærdighed handler jo også om fortidens gerninger, så det passer jo fint sammen. Altså ser jeg det som særdeles rimeligt at der idømmes væsentlige straffe omkring Brønderslev-børnene, som netop var ofre for brutal behandling.
Du arbejder jo selv på at afspore begrebet "synd for", fordi vi jo netop alle i en eller anden grad kommer til at bakse med noget som flertallet ikke skal. Sådan er livet. Derfor er vi ikke ofre i resten af livet.
Jeg ser det som rimeligt at Brønderslev-børnene får en særlig støtte, endda også i et omfang som kan kaldes for uretfærdigt i forhold til andre som fik en skidt start på livet. Ikke fordi jeg synes at det er synd for dem, men fordi de må antages at have særligt behov for hjælp med at vende deres liv til noget positivt.
Hvad Bilka angår, så ved du jo udmærket hvad du går ind i når du træffer det valg at handle dér i prime time. Så det er altså ikke synd for dig, men du må da selv om du fylder negative tanker i bøtten. Jeg ville bruge tiden til peoplewatching, filosoferen, eller hvad jeg nu lige kan hygge mig ved i sådan en rolig stund :-)
Jeg vil ikke skælde nogen ud for at have ondt af sig selv eller være bitter. Jeg har blot ikke selv behovet, fordi jeg lader være med at lade hjernen løbe sur. Det er sgu da meget rarere at kunne more sig over at de andre udenom står og koger.
Og det gælder også for betydeligt tungere ting end ventetid ved kasseslusen.
Hvis jeg føler at der er blevet gjort uret mod mig, i form af at nogen har valgt at behandle mig uretfærdigt, vil jeg da anerkende dette, og se på om der er grundlag for handling. Men ved ikke at fylde bitterhed på mit sind, har jeg allerede startet helingen med det samme. Der er betydelig risiko for at selve forbitrelsen er det som skader mig selv mest.
Derfor vil jeg, overfor andre, prøve at lytte, forstå og rumme deres historie - men uden at lade min ageren tage afsæt i "synd for". Acceptere hvis de har god grund til vrede, men rette fokus mod hvordan de skal få et godt liv. Hvordan de kan rense deres sind for bitterheden. Heling.
Eller sagt på en anden måde - jeg kunne finde på at sige "ja, du var et offer", ikke "du er et offer".
Vrede kan være ganske relevant, men kun i en kortere periode. Mener jeg altså.
Send en kommentar