Logo sommerfugl

onsdag den 11. januar 2012

Er tænkning for alle?

"Thinking is not for everyone." -- "Tænkning er ikke for alle."
"Thinking is not for everyone." from Just Vandy

Dette syrlige drop kunne umiddelbart lyde intelligens-snobbet, men tolket så skarpt er det en selvmodsigelse. Alle der kan forstå teksten om at "tænkning ikke er for alle", og reagere på den, har dermed bevist at de kan tænke. Det vil så nogenlunde sige alle mennesker, der via deres tænkning er i stand til at kommunikere.

Men det kan siges at den typiske måde at bruge sin tænkeevne på, er at forholde sig til hvad der nu er konkret brug for at forholde sig til, såsom at løse problemer, følge impulser, gøre som de andre, lade sig underholde, eller hvad der nu ellers er "brug for" i en situation.

Altså ser jeg meningen med sentensen som lidt mere abstrakt, et spørgsmål om alle nu også tænker på tænkning som en aktivitet i sig selv. En fornøjelig aktivitet, der forresten ikke er afhængig af intelligenskvotient.

Gør de det? Gør du?

"Thinking is not for everyone." -- "Tænkning er ikke for alle."


10 comments:

Janne Møller Olsen sagde ...

Ja, jeg ser tænkning som en aktivitet i sig selv, og jeg kan rigtig godt lide at tænke. Det er vist ikke min mentale spidskompetence, det tror jeg er at dagdrømme eller fantasere, men jeg holder af at tænke og oplever at jeg har behov for helt bevidst at sætte tid af til at gøre det, og at kunne gøre det uden at blive forstyrret. Ellers bliver jeg frustreret og nedtrykt :-).

tosommerfugle sagde ...

At dagdrømme og fantasere er bestemt også vigtige former for tænkning, en ganske normal aktivitet blandt vindere af Nobelprisen. Nogle gange kaldes det også for for tankeeksperimenter.

Tilsvarende er emner som "intuition" eller "kreativitet" ofte præget af en tanke som er fri nok til ikke at bevidstgøre sig alle sine mellemregninger. Jeg vil endda sige at processen med at bryde ned i små trin kan være en måde at komme fremad på, uden at betjene sig af tænkning baseret på en tværgående forståelse.

Jeg vil endda gå så langt som til at sige at følelser også er centrale måder at udøve tænkning på ... altså netop ikke en modsætning.

Janne Møller Olsen sagde ...

Jeg tror jeg tænkte på tænkning sådan lidt i snæver forstand da jeg svarede. Noget med med vilje at behandle et emne eller problem ret lineært og analyserende. Med dit udvidede tænke-begreb kan jeg kun sige at jeg bruger oceaner af tid på at tænke - og at det betyder rigtig meget for mig. Og jeg er mest på hjemmebane netop når jeg ikke skal gøre rede for mellemregningerne - det synes jeg er svært!

Det er jo også lidt svært at skelne de forskellige indre processer fra hinanden i praksis, og man kan måske endda sige at det er lykken når de går op i en højere enhed. I hvert fald for mig :-).

Charlotte sagde ...

Tænkning er en fornøjelig beskæftigelse, især sammen med andre. Så er det opløftende og lystbetonet. Uanset om det er mundtligt og skriftligt.
Kommunikation kan formidlet tænkning, men tænkning behøver ikke føre til kommunikation. Man kan jo nøjes med at tænke i sit stille sind..... men tænkning sammen andre er efter min mening betingelsen for at ”det løfter sig”.
Tænkning udvikler sig kun, hvis man oprigtigt åbner sig for andres indput og begærligt suger til sig af den viden og erfaringer som den anden bidrager med. Det er sjældent at man i medierne oplever, at nogen gør sådan. Jeg kan huske jeg engang så en debat på tv mellem Nobelpris modtagere og den var så ganske anderledes end man ellers oplever det. De sad rundt om et stort bord og når en af dem talte lyttede de andre intenst og respektfuldt. Helt stille. Når taleren var færdig gik der et øjeblik med stilhed. Alle tænkte de over hvad de netop havde hørt. Så der var faktisk stille mellem indlæggene. Tænkning kræver tid og fuld opmærksomhed. Jeg var målløs. Jeg havde aldrig set nogen tale sammen på den måde sådan før på tv. Wauw.... det var fantastisk.
Jeg kan ikke stå for mennesker der tør udtrykke deres tanker. Det gør mig tryg, når den anden er tydelig, og det virker stimulerende når en person udtrykker sine tanker og sætter sig selv i spil på en imødekommende måde.
Det er ikke nødvendigvis intelligens det handler om, men det kræver vel en tro på egen dømmekraft og ret til at tænke og handle selvstændigt..
I går oplevede jeg at to pædagoger i min datters børnehave overtrådte en lang række regler om, hvad man må og ikke må, da en mor, der skulle hente sit barn, faldt om i gaderoben. Moren blev hentet af en ambulance og pædagogerne besluttede at køre barnet hjem, de låste sig ind i familiens hus med nøgler, de havde taget fra morens taske, de købte ind, lavede mad og puttede barnet, hvorefter de ventede på at bedsteforældrene skulle komme og overtage. Barnets far var i udlandet og bedsteforældrene som boede langt væk, skulle lige have mulighed for at nå frem. Så pædagogerne tog ansvaret for situationen. De overtrådte givetvis en masse regler, men det var alligevel det rigtige de gjorde. De havde evnen til at at tænke.
Desværre ser man mange steder i det offentlige rum, at man fratager mennesker retten til at tænke selv. Mennesker, der skal handle ift. andre mennesker bliver bundet af regler og tekniske procedurer og andre pålæg, som gør, at de må gøre vold på deres egen evne til at tænke og bedømme en situation. Jeg tror, man tager alvorligt skade af det som menneske og vores samfund bliver også skadet af det. Det bliver et kynisk og teknokratisk system. Det er ikke rimeligt eller gavnligt at stoppe mennesker i at tænke selv, men det kræver tillid. Det er måske der, det halter. Det er måske det kunstneren vil vise med sit; Thinking is not for everyone. Det er blevet forbudt at tænke for en lang række mennesker i vores samfund.

tosommerfugle sagde ...

Tænkning som engagerende aktivitet ser jeg nok mest som det at beslutte sig for at tage fat i en problemstilling, og derved forbedre sin forståelse. Måske med en konkret løsning, eller "bare" en dybere forståelse for hvordan tingene hænger sammen.

Den lineære og analyserende proces opfatter jeg som en krykke, der da bestemt kan være nyttig, men ikke definerende for "tænkning". Dog kan det at kunne gøre rede for sammenhængen jo fremme mulighederne for formidling - også hvis det sker som en efterrationalisering. Når tanken allerede er fløjet til målet, giver det også grundlag for at finde frem til "kortet" via introspektion.

En labyrint er ofte nemmere at løse bagfra!

Sagt på en anden måde, synes jeg at det er nyttigt at starte sin tænkning med at finde svaret, meget gerne et paradoksalt svar, og derefter om det nu også kan passe. Den holder ofte!

Det er for mig netop en del af det med at lade det gå op i den tilfredsstillende højere enhed.

tosommerfugle sagde ...

Tænkning i synergi er netop et godt eksempel på at en plus en kan være mere end to. Samtidig er resultatet derfor også at "en" løfter sig, som en sommerfugl med to vinger.

Medierne gør desværre ofte sit yderste for at bekæmpe respektfuld og konstruktiv dialog, for istedet at iscenesætte det som en kampsport. Det er jo heller ikke svært at finde nogen som er helt med på at det handler om at slå hinanden ned.

Charlotte, din gengivelse af TV debatten mellem nobelpristagere, ligner meget hvad der sker under en dialog mellem nogen som ønsker at løfte hinanden. Måske under fire øjne, men helst uden mediernes frygt for at det bliver for "kedeligt" uden konflikt.

Og tænkning i fællesskab handler netop mere om at udtrykke sine tanker, end om hvem "der har ret". Netop i høj grad at tro på at have en dømmekraft af værdi.

Nogen gange siger jeg at jeg, uden videre, kan svare på ethvert spørgsmål - med mindre det afhænger af en konkret viden som jeg ikke har. Det er jo så ikke ensbetydende med at jeg tro at have svaret, men "bare" et svar som jeg kan argumentere for. Det kan flyttes og udvikles hvis andres svar kan inspirere mig.

De to pædagoger er et rigtig godt eksempel på nogen som tager ansvar for at gøre noget fornuftigt, og på en god måde. Og det sker netop alt for ofte at nogen der handler ikke bliver vurderet på om de opnåede et godt resultat, men kun på om reglerne blev fulgt. Den såkaldte "aktivering" af kontanthjælpsmodtagere (m.v.) er et skrækeksempel her.

"Ganske almindelig sund fornuft" bliver til noget ualmindeligt, når den problematiseres i stedet for at værdsættes.

Alt for ofte er det nogle "eksperter", der får (eller tiltager sig) den definitoriske magt for hvad "korrekt" etik (og mange andre ting) er, og derved forventer af andre at de da ikke skal tillade sig at have deres egen målestok....

Den ses også i retsvæsenet når dommere en sjælden gang dog forsøger at dømme i stedet for at administrere lovens firkantede regler. Så får de på puklen!

Charlotte sagde ...

Jeg synes tænkning er et fascinerende emne. Du nævner intuition. En underlig ikke-tænkning af topkvalitet. En god kirurg viser sit værd i praksis, ikke i teorien. Han/hun ved intuitivt - på baggrund af utallige øvelser og mangeårig erfaring - lige præcis hvor hårdt der skal trykkes med kniven i en bestemt situation. Man kan også sige “hans hånd ved det”. Kunstneren der er fortabt i en kreativ skabelsesproces stopper heller ikke op i sit flow for at tænker over hvilken farve han skal dyppe penslen i, "hans hånd ved det", uanset om han selv ved det. Den mesterlige fodboldspiller gør "geniale" træk imens han flyver henover banen. "Hans fødder ved det". Det synes på en måde som om hele kroppen kan tænke og derfor tror jeg også du har ret i at følelserne også kan "tænke" for en.
Jeg er desværre ikke som Janne god til at dagdrømme og fantasere, for jeg tror det er rigtigt, at det fremmer kreativ tænkning, men jeg kender godt til, at man skal have ikke-fokus, hvis man skal udvikle en ny idé og er helt tom for inspiration. Så skal jeg kigge ved siden af det jeg gerne vil og "lave ingenting", så som at vaske op (i hånden), stryge tøj, rydde op i langsomt tempo. Holde mange pauser mellem alle disse trivielle gøremål, og bare sidde med en kop kaffe og kigge på væggen eller ud i haven. Så trisser jeg lidt rundt igen og gør igen alt muligt andet end at tænke. Og så pludselig, så er ideen der. Så er den født.... og det føles som om det er kommet ud af den blå luft. Mon ikke det handler om, at et eller andet hjørne af bevidstheden arbejder for en på "sagen"? Jeg har prøvet den proces så mange gange og den er lige underligt og overraskende hver gang. Som om noget bager inde i en indre ovn, - og når det siger kling i hovedet på en, er kagen klar.


Morer mig over, det du siger med at kunne svare på alt. Er der ikke ét eneste emne, hvor du ville sige, det ved jeg ikke noget som helst om? Det interesserer mig ikke overhovedet og derfor er jeg totalt blank?

tosommerfugle sagde ...

Tænkning er et godt emne at tænke over, ja. Intuition vil jeg netop kalde et godt eksempel på tænkning som har befriet sig fra krykkerne i kraft af erfaring.

Men det er såmænd ikke meget anderledes end fx. en dans. Når vi skal styre den med bevidste trin-for-trin tanker, kniber det meget med flow. Det ubevidste (underbevidste?) kan til gengæld afvikle det uden slinger i valsen.

I min verden bliver det ikke til mindre "tænkning" af at vi ikke sætter bevidsthedens omstændelige ord på hvordan vi gør. Føleleser bliver nemt besværlige at håndtere af at insistere på at den indre speaker skal følge med.

Til gengæld har det stor værdi at kunne sætte ord på, gerne bagefter. Det hjælper meget på at kunne formidle det til andre, men også på at kunne formidle en forståelse til sig selv. "Gennemskue" grundlaget for sine tanker og følelser.

Sprogligt set bliver det jo dog ofte til at kun det som kan gøres med ét afsluttet trin af gangen "får lov" til at tælle som tænkning. Men så er det sgu svært at krydse mere end ganske små hindringer.

Hvad du fortæller om at "vente" på at den indre ovn siger "kling", er jo også et eksempel på at der foregår mange gange mere i køkkenet, end den smule som en kogebogs ord fortæller om.

For mig har det været en spændende proces at integrere den ikke-verbale tænkning med mit billede af mig selv som tænkende menneske. En befrielse ikke at fornægte at det meste allerede er foregået før der begynder at dukke ord op. Den erkendelse hjælper mig også med at kunne sætte ord på, efter at jeg gik så direkte som muligt til en løsning....

Min påstand om at have svar på "alt" er jo netop kraftigt modereret af at jeg anerkender at mangel på kendskab kan være en afgørende hindring. Altså skal jeg jo netop have en viden, før jeg har mulighed for et svar. Det kan dog tænkes at et velstillet spørgsmål har tilstrækkeligt med info til at jeg kan få fornemmelse nok til at finde mit perspektiv, og dermed forme et svar.

Dette er hovedsageligt udtryk for en grundholdning, at mit selvbillede ikke indeholder en rolle som "næ, det ved jeg ikke hvad jeg skal mene om". Men jeg synes så også at spørgsmål bliver mere interessante af at de ikke bare er et spørgsmål om at have en eller anden konkret og "målbar" viden.

Jo, der er masser af emner som jeg ikke ved noget som helst om - med mindre nogen fortæller mig noget gennem at stille et spørgsmål. Selve det at de stiller spørgsmålet (uden at det er for at afprøve min viden), er jo også udtryk for at der er et "åbent område" at svare indenfor. En mulighed for dialog og synergi.

Sagt på en helt anden måde, så er det besværlige ikke at finde svar, men at finde gode spørgsmål.

Peter sagde ...

Tænkning er netop for alle, fordi vi alle har et eller andet form for perspektiv. Man er jo bare lidt naiv når man udtaler sig uden tilstrækkelig viden/info. Altså skal man bare turde være naiv, da ordet jo bla rummer godtroenhed, som jeg tror er meget befordrende for god stemning i enhver kommunikation. De store skiderikker i verden tør ikke være naive, og har dermed amputeret dem selv fra starten.
"At tabe ansigt" er nok slemt for de fleste da det går endnu tættere på personlig integritet osv.
Men det behøver man jo heller ikke udsætte sig selv for når bare omgivelserne har konstateret at man insisterer på en naiv tilgang.
Ikke mærkeligt at ungdom er et plus-ord. De har både et friskt perspektiv og kan vælge en naiv tilgang. Så de skal bare tænke løs:-) Før eller siden kommer der en virkelig original tanke. Så må man bare håbe en gammel skiderik ikke sætter sig på ophavsretten- så taber vedkommende ihvertfald ansigt:) Måske lidt naivt....

tosommerfugle sagde ...

Tænkning kontra viden er et sjovt paradoks. På den ene side er tænkning med alt for lidt viden så spekulativ at dens konklusioner kan ramme alvorligt ved siden af virkeligheden.

Som en Videnskab.dk artikel i dag Steno og moderne videnskabsteori peger på, havde en af gamle filosoffer, Descartes, en fantasifuld (og ganske forvrøvlet) forestilling om at hjernen virkede ved at en roterende og vibrerende koglekirtel berørte forskellige dele af hjernens inderisde, styret af Gud. Den danske videnskabesmand Steno kunne ved obduktioner konstatere at kirtlen sad fast. Han fandt også ud af at hjertet bare er en muskel, og uden basis for at rumme alle (u)mulige menneskelige egenskaber.

På den anden side kan "for meget" viden være en alvorlig hindring for tænkning, fordi den kan fastlåse tankebanerne. Historien er fyldt med tænksomme mennesker, der videregav det vrøvl som andre tænksomme mennesker havde videregivet som indiskutable sandheder.

(Begge syndromer ses fx også i udpræget grad indenfor fag som politik).

Så du har ret i behovet for at turde være "naiv", og se på tingene fra sin egen vinkel. Den store risiko for "at tabe ansigt" ser jeg mere som forbundet med skråsikker hævdelse af "sandheden", end den naive påpegelse af at kejseren ikke har tøj på. Da var der pludselig en masse som ikke længere fornægtede den åbenlyse sandhed, da de kunne gøre det med sikkerhed for at det i det mindste ikke ville være dem selv der tabte ansigt.

Der skal netop ungdom og det friske perspektiv til for at pille ved verden - også selv om det meste ikke lige er noget som kan skabe omvæltninger. Nogle evner at fastholde dette perspektiv langt op i livet, og andre skynder sig at blive nogle gamle skiderikker :-)

Og historien er netop fyldt med at gamle skiderikker taber ansigt, dog ikke altid før efter deres død.

Så jo - tænkning er for alle - hvis de har trangen!

Logo sommerfugl