I didn't try to kill myself to die ...
... I did it so you would realize I was alive
Fra gårsdagens PostSecret. Et projekt, der fremmer ærlighed gennem at lade den være anonym. Hemmeligheder som ikke er fortalt til andre.
mandag den 9. januar 2012
Hvorfor selvmord?
Fra gårsdagens PostSecret. Et projekt, der fremmer ærlighed gennem at lade den være anonym. Hemmeligheder som ikke er fortalt til andre.
Nyere opslag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
|
|
|
Opslag
4 comments:
Det er så vanskeligt at rumme synes jeg....når et menneske "begår selvmord" for at blive set. Jeg bliver vred over det. Det er så tarveligt synes jeg og min vrede skyldes formodentlig at jeg har været førstehåndsvidne til det flere gange - første gang i barndommen, hvor den trussel om, at den vigtigste person i verden for et barn, muligvis kunne komme i tanke om, at ville forsvinde for evigt...... dét er udenfor sprogets formåen, at gøre klar, hvordan det påvirker en. Set med den nuværende voksnes optik kan jeg kun ringeagte det.
Jeg kan huske den jyske forretningsmand Lars Larsen i interviews for nogen år siden, fortalte om, at han flere gange som barn vågnede om natten og måtte ud og redde sin mor op den sø hun gentagne gange forsøgte at drukne sig i.... jeg kan levende sætte mig ind i hvordan det må ha´været og hvad det har betydet for hans indre. En ganvalisering af sjælen tror jeg.
Men det er selvfølgelig heller ikke "sjovt" at være den der markerer/opfører et skuespil med titlen selvmord. Det kan jeg godt regne ud. Man må jo i den grad mangle udtryksmuligheder eller gennemslagskraft eller næring eller egendrift eller.... jeg ved det ikke.
Jeg håber kvinden med hemmeligheden herover ved at erkende og udtrykke hvad det "selvmord" i virkeligheden gik ud på, aldrig, aldrig kommer i tanke om at benytte den metode igen for at føle sig i live.
Jeg ville ønske jeg kunne være mere indlevet og mindre fordømmende og hård på det her punkt, men det er en forhærdelse..... en mistet respekt.
Useriøse selvmord (og forsøg) er netop en ekstremt problematisk måde at "kommunikere" på. Og der er jo ikke så få selvmordsforsøg, der sker på en måde, hvor der med meget stor sandsynlighed vil være nogen der kan nå at opdage det, og gribe ind. Eller måske lige et "sidste" pip på SMS, telefon, Facebook, Twitter, chat, forum, o.s.v.
Spørgsmålet kan være hvor bevidst "skuespillet" er mens det opføres. Det må netop være tegn på en meget dyb kløft i kommunikationen, og dermed sikkert også kommunikationen med sig selv.
Jeg vil gætte på (håbe) at postkortet her er resultatet af at hun selv tænkte meget over tingene bagefter, og fik sat ord på. Altså at hun nåede over kløften i sig selv, og dermed godt på vej til at få det bedre.
Ellers skulle hun da være kynisk som bare ...
Selvfølgelig er det en særlig situation hvor egne (eller andres) børn bliver rodet ind i sådan et absurd teater. Det er jo ikke børnene der skal støtte og bære deres forældre. Jeg vil kalde det for et stort overgreb mod børnene, sådan noget som jeg godt husker at Dynelarsen fortalte om. Et alvorligt brud på den tillid børnene skal kunne have. Kantet sagt kan det sammenlignes med blodskam/pædofili.
Det mest triste er egentlig at menneskelige omgangsformer alt for ofte bliver "galvaniseret" så tykt at overfladen bliver til en spærring der skaber afstand. Skaber en kløft, mellem to blankpolerede overflader.
Til det sidste du siger, om to blanke beskyttende overflader. Det er en rustning, som er tung at bære og mildt sagt temmelig tilknytningsforstyrrende. Men kan man ind imellem lægge den er det så utrolig en lettelse. Jeg tror det for mange er en mental redning, hvis de finder en måde, et sted, en tid hvor de kan tage rustningen af og mærke..... det hele.
Perfektionisme er et typisk "byggemateriale" til sådan en blank rustning. Og derfor bliver det ekstra smertefuldt at vise at der er noget rustent under overfladen.
Og netop en enorm lettelse hvis det kan lykkedes at finde nogen som sætter pris på alt det der kommer frem når rustningen åbnes. At der ikke er noget sygt ved lidt rust :-)
Send en kommentar