Logo sommerfugl

søndag den 22. januar 2012

Frank Jæger: Vi, der valgte regnen

Rob Evans: Indicator
Indicator by Rob Evans

Håndslag til Tony

Vi, der valgte regnen,
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi går.

Vi, der valgte natten,
vi får uglerunde øjne
sået til med sære syn.
Vore fødder træder varsomt
og en tanke trykker sårt på
vore bryn.

Vi, der valgte landet,
har lidt evig jord i lommen
og på vore ellesko.
Vore tænder knuser kerner,
tag en enkelt, tag en håndfuld
eller to.

Vi der vælger livet
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter,
mens vi gaar.

Frank Jæger

Rob Evans: Storm over Kitty Hawk
Storm over Kitty Hawk by Rob Evans

Frank Jæger (den lyse jæger) tilegnede dette digt til sin ven Tony Vejslev.


6 comments:

Charlotte sagde ...

Dejlig, dejlig sang. Teksten på en måde meget mystiske, men dog ligesom fortrolig og ukompliceret, hvilket melodien understøtter, og som gør helheden let og ubesværet - som om alle selvfølgeligt kan kende de "vi´er" der er, uanset at vi ikke normalt grupperer mennesker efter om de valgte regnen, natten, landet eller livet. Hvad betyder det dog? Der er alligevel noget genkendeligt i det synes jeg. Ret godt digtet :-)

Grupperinger: Kat eller hund?, kaffe eller te?, by eller land?
Skov eller hav? Horisonten er så forskellig alt efter om man går i skoven eller ved havet. Det er ly og læ og mildhed i den frodige skov, mens der er oceanisk frihed og skumsprøjt i håret ved havet.

Der er sindelag i forskellig typer natur.


/Skovmennesket

tosommerfugle sagde ...

Enten eller? Måske snarere både og.

Den som vælger både regnen, natten og landet, imødekommer dermed mange sider af livet, og har altså netop valgt det sammensatte liv. Får regnen, natten, landet trykket ind mod sit hjerte, på sin vandring ad livets vej.

Og vælger at gå på tværs af vejen, når livet ender i et efterår.

Min tolkning af digtet er altså at se det som en hyldest til at vælge hele livet, med alle dets sider. Finde nydelsen i at det også rummer regn og nat - uden at sky skoven og landet. Sky livet.

Men det er vel også et af de digte som nemmest kan ødelægges gennem en mere formel analyse, fordi det måske snarere lægger op til at læseren skal finde sit eget svar.

Og sindelaget kan være til både kat og hund, kaffe og te, by og land, skov og hav, læ og frihed, milhed og skumsprøjt. Ikke nødvendigvis til at insistere på at få det hele med, men at anerkende det smukke i livets forskellighed.

Janne Møller Olsen sagde ...

Det er sådan et fint digt. Med det samme jeg så det i går, kunne jeg stort set synge hele sangen - jeg har aldrig glemt det fra min tid på højskole for adskillige lysår siden.

Og jeg vælger livet (så godt jeg kan) - inklusive regnen, natten og landet :-).

tosommerfugle sagde ...

Begæret efter livet må være begær efter at opleve livet, i stedet for at gøre det til "den andens begær". Livets målestok bliver ofte, som Jacques Lacan påpegede, til en higen efter den anerkendelse som ligger i at den anden vil begære os.

Det polerede plastikliv uden plads til regnen, natten, landet. Den ørkesløse "Bo Bedre" iscenesættelse. Fængslet.

Janne Møller Olsen sagde ...

Lacan er på alle måder en lidt for stor mundfuld for mig, men som jeg forstår det kan man ifølge Lacan selv slet ikke undslippe at begære i lacansk forstand, selvom begæret pr. definition aldrig kan tilfredsstilles? Jeg ved ikke, virkelig, det er på grænsen af min fatteevne, men måske er det når man erkender at det forholder sig sådan, at man bærer og rummer natten og regnen i sig? Men også her man paradoksalt nok slipper ud af fængslet, som du kalder det, fordi man erkender at selvom man får det man har behov for, gør det ikke én begæret (eller absolut værdsat eller eftertragtet, kunne man måske også sige).

Jeg ved ikke hvad Frank Jæger ville sige, poesien går ligesom fløjten med Lacan ;-). Jeg mærker Jægers ord i hele mit system - det løfter mig til at kunne tage imod det i livet, der unddrager sig sproget, sikkerheden og kontrollen. I øvrigt bliver jeg aldrig færdig med det digt - som al god kunst bliver det ved med at fodre mig med oplevelser :-).

tosommerfugle sagde ...

Lacans kyniske maksime fornemmer jeg snarere som værende i modstrid med Frank Jægers poetiske valg af ting som ikke umiddelbart giver status-point, netop ikke kan forventes at vække den andens begær.

Gennem sit lidt misantropiske "jeg har gennemskuet det" udstiller Jacques Lacan måske bare at han selv ligger under for en higen efter anerkendelse, for at "den anden" ser op til ham, begærer hans tronstol.

Tendensen til at formulere kantede præmisser for hvordan "mennesket" altid er, er vist ikke ganske sjælden blandt psykoanalytikere, ikke mindst Freud himself. En noget mekanisk tankegang, som ikke evner at rumme de mere svævende sider af menneskesindet. Et fængsel.

På den anden side giver præmissen om "den andens begær" da mening i sammenhæng med jagten på magt, prestige, kendthed, penge, vækst, indflydelse, status, livsstil (ifølge magasinerne), hellighed, smarthed, argumentationskraft (at have ret) - og hvad der nu ellers kan forventes at score point på skalaen for "anerkendelse".

På sin vis bliver livet mere kompliceret af at bryde ud af dette fængsel. For hvad er meningen med livet så? Er det ikke dejligt at vække den andens begær? Kan vi tillade os at bortkaste denne målestok? Hvad har vi egentlig, dybest set, behov for? Anerkendelse? Regnen?

Jeg ser Frank Jægers digt som en slags svar, som netop bryder ud af spændetrøjen gennem ikke at underkaste sig Lacans maskine.

Som giver mennesket plads til at søge sine egne oplevelser :-)

Logo sommerfugl