You won and I surrender. However, now you'll be dead as well. In me you exist - and, in my death, see by this image, which is your own, how completely you murdered yourself.
mandag den 30. januar 2012
Den selvudslettende skygge
Nyere opslag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
|
|
|
Opslag
8 comments:
Det er et hårdt billede - både fordi det bliver så tydeligt, at selvmord er et mord, en henrettelse, en likvidering. Det kommer til at fremstå meget klart med det foto, hvor brutalt selvmordet er. Henrettelse er forbundet med dødstraf - som ingen i den uropæiske officielle kulturkreds kan gå ind for. Mord er en forbrydelse, begået af skruppelløse og farlige kriminelle mod et uskyldigt offer. Eller likvideringen kan være lovlig, fordi der er krig, og den der skal likvidres, er fjenden.
Nogen har besluttet at en anden skal dø. I selvmordet er det personen selv, der underskriver dødsdommen. Eller er det? Jeg synes fotoet stiller det spørgsmål. Er det personen selv der vil dræbes, når det er hendes skygge der holder geværet? Dobbeltgængeren, den mørke side. Skyggen er altså enten dommeren, der slår fast, at hun har fortjent dødsstraf, eller skyggen er en brutal forbryder, eller skyggen er en soldat i krig mod fjenden.
Den unge pige forsvarsløs på knæ med ydmygt bøjet hoved, er et stærkt udtryk. Det efterlader ingen tvivl - skyggen tager fejl, og en frygtelig og uoprettelig fejltagelse er lige ved at ske. Selvmordet er lige så problematisk som dødstraf, mord og krig. Sådan synes jeg fotoet kan tolkes..... og tages teksten med, så viser det sig tilmed, at pigen ofrer sig selv for at slippe af med skyggen. Det er skyggen (dommeren, morderen, soldaten) der skal henrettes, ikke pigen. Men det er skyggen der vinder, fordi hun er fanget i paradokset, at skyggen er en del af hende selv.
Jeg tror mange selvmord kan tolkes på den måde og megen psykisk sygdom for den sags skyld. Hvad er personen selv og hvad er sygdommen, når sygdommen rammer netop personligheden? Hvordan ville personen være uden den sygdom og kan det skilles ad? Hvis der tilmed ingen sygdomserkendelse er, så bliver det endnu mere kompliceret. Hvis spørsmålet/tanken: "Hvordan ville du mon være , hvis du ikke var skizofren, maniodepressiv, borderliner, karakterforstyrret, depressiv, OCD-ramt, spiseforstyrret, ADHD´er.... osv." bliver besvaret med: "Jeg er ikke syg, jeg vil ikke behandles. Jeg er bare sådan som jeg er". Er det så skyggen eller personen der taler?
Og når der bruges tvang i forbindelse med indlæggelse og behandling kan man så ikke forsvare det med, at den man betvinger er skyggen, fordi skyggen netop er ved at overtage kontrollen helt over personen og vil dræbe ham eller hende? Desværre må personen med skyggen også betvinges, for de kan ikke adskilles og derfor opleves tvang somt overgreb mod personen, men man kan vel heller ikke bare lade skyggen få magten?
Jeg har en gang været med til at indlægge en som var psykotisk, heldigvis frivilligt, og efter udskrivningen aftalte vi, hvornår det fremover ville være okay at sige "nu er du ikke længere dig selv mere, nu skal du hjælpes". Heldigvis er denne anden gang ikke kommet, men jeg synes det er meget kompliceret, det med at udvise respekt for den anden, hvis den anden ikke er sig selv. For så er spøgsmålet om ikke vi hjælper skyggen og svigter personen.
Selvmord og selvmord er mange ting. Billedet her er netop en skarp illustration af hvordan et selvmord i en krise er en dybt problematisk udvej. En mørk skygge måtte kunne bringes til at samarbejde, i stedet for at den skal gøre alt mørkt. Pigen måtte kunne rejse sig, og se sin skygge i øjnene. Så falder den ned i jordhøjde, som en trofast følgesvend.
Modellen med tolke psykiske sygdomme (og selvmord) som en mørk skygge, der handler i modstrid med personens egentlige interesser er dog problematisk. Hvem skal dømme om den måde som personen lever sit liv på er et problem, der skal gøres noget ved?
Det er jo det normale at hvad vi kalder "psykiske sygdomme" er når også personen selv ønsker hjælp, uden at være blevet presset dertil, og så er der jo ingen modstrid.
Nu om dage er det dog kun et mindretal der ser homoseksualitet (og andre varianter som transseksualitet) som behandlingskrævende sygdomme. Men vi skal ikke så farlig mange år tilbage, før det var helt accepteret at disse perverse mennesker skulle udsættes for meget brutal tvangsbehandling.
Mennesker som det vestlige syn kalder for sindssyge og psykotiske kunne i andre kredse måske være højt værdsatte shamaner, som de "almindelige" ser op til som et misundelsesværdigt ideal.
Tidligere har jeg skrevet om Anders Behring Breivik, hvor jeg er ganske enig med ham i at han ikke skal kaldes for sindssyg og ikke-ansvarlig for sine vanvittige handlinger. Var det en mørk skygge som tog kontrollen over ham? Er tvangsbehandling meningsfuldt her? Er "karakterforstyrrelse" ikke blot at dæmonisere sygdom?
Skal den anorektiske tvangsbehandles når narkomanen og alkoholikeren ikke bliver? Er det syndigt at vælge et liv som nogen vil kalde for ramt af OCD eller ADHD?
"Manglende sygdomserkendelse" er et yderst problematisk begreb. Det forudsætter nemlig at vi har ret til at håndhæve en (vilkårlig?) korrekt måde at være menneske på.
Der kan selvfølgelig være overgangssituationer hvor uenigheden mere kommer til at handle om hvilken form for hjælp der er brug for, når personen selv ønsker at få hjælp. Om hjerneskadende antipsykotisk medicin er en god hjælp.
Nemme "ja" eller "nej" svar findes jo ikke rigtig her hvor jeg leger djævelens advokat. Måske leger skyggens advokat?
Der kan jo så også være behovet for at samfundet beskytter sig mod en som er til skade for andre. Men har vi ret til at afsige den dom at personen er til skade for sig selv?
Vi skal jo så også huske at der er mennesker, som på et rationelt og velovervejet grundlag, vælger at en tidligere død er at foretrække frem for uafhjælpelige problemer, der kun kan blive værre og værre.
Forresten, teksten (som jeg fandt sammen med billedet) er en lidt moderniseret udgave af et citat fra Edgar Allan Poe, hvor afslutningen på novellen William Wilson lyder:
"You have conquered, and I yield. Yet henceforward art thou also dead -- dead to the world and its hopes. In me didst thou exist -- and, in my death, see by this image, which is thine own, how utterly thou hast murdered thyself."
Jeg kan sagtens følge din tankegang. Sagtens. Du er en udmærket advokat for skyggen :-) Det er rigtigt, at hvad der er sygt er kulturelt og tidsmæssigt bestemt og ikke noget entydigt, men vi kan jo ikke bare nulstille vores kultur og sætte os ud over den. Den er en del af os, og vi er en del af den, og derfor er vi også med til at skabe den fremtidige kultur, så det er der vi må satse på forandring. Jeg er hadcore pårørnde i flere generationer havde jeg nær sagt. Jeg er ikke bange for psykisk sygdom og jeg fordømme ikke psykisk syge. Jeg ser deres forpinthed og tænker at vi har pligt til at hjælpe - nogen gange også selv om personen ikke selv ønsker det. Ofte er det jo dem som holder mest af den syge, der til tider desperat gør alt hvad der står i deres magt for at hjælpe den syge, men løber panden mod den mur der hedder: Myndig og ikke syg nok! "Men, siger den desperate pårørende. Hans lejlighed er så misligeholdt og ulækker, at han bliver smidt ud af boligselskabet om lidt og så bliver han hjemløs! Og han er så forpint af stemmer og vrangforestillinger, at han er begyndt at drikke og ryge hash for at give sig selv noget beroligende medicin."
De fleste der er dybt alkoholiserede er det pga. selvmedicinering - og det er altså også ret herneskadefremkaldende + giver et hav af andre fyske skader. Det er selvfølgelig i princippet hans frie valg at leve på den måde kan du mene, men du er jo også tilhænger af værdighedsbegrebet og det kunne man måske indføre her. Hvis en sindsforvirret person lever i en total svinesti og slår beboelsen i stykker pga. paranoia eller helt holder op med at vakse sig selv osv. er det så ikke uværdigt?
Den noget romantiske forestilling, at det bare er en lidt exentrisk og original person jeg står overfor holder ikke, selv om den heller ikke er helt usand. Vi tager uden de store forbehold medicin for diabetes og for højt blodtryk fordi det virker (men også har bivirkninger) hvorfor er der forskel? Der er jo ikke en stiblet linje ved halsen der siger, at her er fysikken anderledes og hjernen noget helt andet, der ikke kan have kemiske forstyrrelser ligesom kroppen i øvrigt kan det.
Jeg mener psykiatrien står på et brændende gulv. det er nødvendigt med forandring. Det holder ikke den måde man behandler psykisk syge på, men jeg mener ikke man skal sige det ikke er sygdom. Det er for let. det er måske ikke uhelbredelig sygdom, som man mente før og det er måske også andet end sygdom, men det er mennesker der lider og derfor skal vi/samfundet hjælpe. Hvordan det gøres bedst er det store spørgsmål, men at give skyggen en advokat kan godt være en del af hjælpen :-) bare man så lige får listet geværet fra ham/hende.
Psykiatriens brændende gulv er netop en helt central del af problemstillingen. Jeg kan sgu godt forstå at rigtig mange ikke har lyst til at blive kørt igennem den maskine, og ikke ser det som et sted de kan få hjælp. Diagnoser og medicinering er måden at øge "produktiviteten" på.
Men hvor skal dem som har det svært med deres sind så få god hjælp? Altså en hjælp som føles som hjælp.
Det bliver jo så til at de kæmper for at finde ud af noget, og meget ofte netop tyr til selvmedicinering med alkohol eller narkotika. Det kunne forresten tænkes at hash måske ligefrem virker bedre end den patentbeskyttede medicin. Måske have færre bivirkninger.
Når narkomaner går rabundus, er det måske i højere grad fordi de ender i en livsstil med hamrende dårlige vilkår for ernæring og sundhed.
Den helt legale alkohol har til gengæld ganske rigtigt enorme skadevirkninger, når der bruges mere end moderate mængder. Det ville ikke være ulogisk at forbyde alkohol, men det vil jo blot give en blomstrende kriminalitet omkring disse forsyninger. På lignende måde som bandernes sikre indtægtskilde på grund af at hash og hård narkotika forbydes. De har en klar interesse i at øge deres kundekreds, som ofte tyr til kriminalitet for at betale regningen. Og til at gå i hundene.
Omkring det psykiske, og hjernen, er der en lang og glidende overgang fra "standardmodellen" til ting som klart er udtryk for sygdomme. Det er jo så midterområdet som er det problematiske. Altså dem som ikke "kun" er lidt ekcentriske, men heller ikke ude af stand til at fungere.
Vort samfund har udviklet sig derhen at der skal meget mindre til før det lyder "du er jo syg". Denne glidning har medicinalindustri og psykiatri skubbet på, det er en enorm kilde til indtægter. Udsigten til at kunne forsyne nogen med medicin resten af livet luner gevaldigt når aktiekursen gøres op.
Hvis psykiatrien oplevedes som et trygt sted, hvor mennesker med kaos i sindet kunne have tillid til at få hjælp, ville meget være anderledes. Desperate pårørende ville være en sjældenhed, og der kunne være fokus på reel hjælp. Dem som afviser medicinen som "hjælp" er meget ofte nogen som har prøvet den vej, uden at opleve den som farbar.
Værdighedsbegrebet må i høj grad være op til den enkeltes egen følelse af værdighed. Og jeg vil antage at de fleste "som lever i en total svinesti" ikke føler det som specielt værdigt. Men når de ikke oplever at kunne få hjælp nogen steder - så prøver de at hutle sig igennem.
Sammenligningen med medicin for diabetes holder ikke, fordi det er nærmest umuligt at finde diabetikere som ikke føler sig hjulpet af denne medicin.
Den med blodtryks-medicinen er "sjovere". Det er lykkedes producenterne at "inspirere" lægerne til at give denne medicin (med mange bivirkninger) til mennesker med let forhøjet blodtryk, hvor der ikke er tvivl om at de kunne blive bedre hjulpet ved at leve sundere. Men det er endda ret tvivlsomt om de i det hele taget får en fordel ud af medicinen, når alle bivirkningerne regnes med. Situationen minder alt for meget om de ihærdige anstrengelser for at gøre lykkepiller til noget helt normalt at bruge.
Og som skyggens advokat kan jeg tilføje at det ikke er utænkeligt at selvmord er en fornuftig udvej, når samfundet ikke kan eller vil imødekomme et behov for at føle sig hjulpet.
I min bog handler selvmordsforebyggelse ikke om at forhindre selvmord, men om at undgå at eksistentielle kriser bliver for dybe. Det kan vi ikke altid, men det burde være muligt at gøre det en hel del bedre end nu.
Altså vil jeg lade skyggen beholde geværet, men kæmpe imod at pigen føler sig tvunget i knæ.
Krise-selvmord er sjældent mellem mennesker som føler sig forstået og rummet. Meget, meget sjældent. :-)
Jo. Det er rigtigt. Det med sygeliggørelsen af det bare lidt afvigende og besværlige og et dertil hørende tilbud om (kostbar) medicin. Jeg har faktisk mig selv som eksempel på det. Jeg har siden puberteten haft nogen dage med et let fysik ubehag og forandring i sindelaget op til menstruation - også kaldet PMS. Et cyklisk vanvid reserveret til kvinder og beskrevet helt tilbage til oldtiden..... og i øvrigt på mystisk vis forbundet med månens cyklus og dens påvirkning på væsker på jorden. Det føles som en salgs (hormon)forgiftning og lettelsen når det slipper sit tag i kroppen er mærkbar på den gode måde. Jeg var imidlertid så heldig(?) at jeg som 17årig på HF havde en hippie dansklærerinde, som til hele klassens store pinlighed omtalte dette fænomen som "vi kvinders gave". Hun anså dette cykliske vanvid med stor sårbarhed som en månedlig krise, der kunne være anledning til det som alle kriser kan, nemlig større selvindsigt og større personlig modning. Hun mente i ramme alvor, at "vi piger skal være taknemmelige for, at have disse dage med særlig følsomhed og kontakt til de dybere lag". Jeg kan huske det hun sagde meget tydeligt, så jeg tog det nok til mig og jeg spekulerede da heller ikke så meget over det de næste mange år. Men så fik jeg en familie og jeg syntes indimellem det var lidt synd for dem, at de skulle udsættes for denne bidske valkyrie, der hver måned dukkede op og overtog scenen i nogen dage. Hun kan faktisk være et ret skræmmende bekendtskab og min mand og børn mærker fra tid til anden snerten af hendes pisk, hvilket jeg jo synes er ret urimeligt. Så engang for nogen år siden nævnte jeg det for min læge. Han tilbød mig lykkepiller, hvilket jeg blev temmelig chokeret over og skyndsomst takkede nej til. Senere fortalte jeg det samme til en gynækolog, fordi jeg hele tiden har haft en klar oplevelse af, at det hele skyldes et styrtdyk i nogen hormoner eller sådan noget lignende. Hormoner er jo "stærke sager" der virkelig gør noget ved vores adfærd og jeg tænkte, at der måske var en hormonpille eller sådan noget, jeg kunne tage, for at modvirke generne ved PMS. Men hun sagde, "det du beskriver findes ikke. Det kan ikke påvises. Du skal bare glemme alt om hvor du er i din cyklus og være optaget af noget andet, så vil du se, at de ting du beskriver slet ikke opstår". Det var jo så et helt andet svar og et meget underligt et, i betragtning af mine erfaringer. Nå, men jeg måtte altså leve med valkyrien og det måtte min familie også. I anden sammenhæng får jeg så at vide, at PMS er med i den seneste (2010, tror jeg nok) udgave af det amerikanske psykiatri-diagnosekatalog, som udgives med en del års mellemrum og som i stor udstrækning bestemmer hvad der er sygt og hvad der er normalt. Så nu kan jeg faktisk få mig en psykiatrisk diagnose. Og ja, der er også udviklet en medicin til patienterne. Men af en eller anden grund vil jeg nu helst bruge min HF-lærers metafor til forståelse af den månedlige vanvid, fremfor en sygdomsmetafor. Hvis jeg skulle tage det medicin ville det være for min families skyld, fordi de er de belastede pårørende, for selv om valkyrien har måtte sige undskyld mange gange for sin utålmodighed og skarphed, så siger og gør hun ikke som sådan noget jeg ikke kan stå inde for. Hun mangler bare diplomatisk sans. Nu tænker jeg, at mine børn har godt af at lære, at mennesker kan have mange sider, også skyggesider, og det er ikke så farligt. Jeg vil heller ikke sige til min datter, når hun kommer i puberteten, at hun er psykisk syg, hvis hun kommer til at døje med det samme cykliske vanvid. Så tror jeg faktisk jeg vil præsentere hende for min gamle danskæreres metafor til forståelse. En gave. Men så må jeg jo så til gengæld være i kategorien: Uden sygdomserkendelse :-)
Den bidske PMS-valkyrie - he, he :-D
Mon ikke mand og børn har vænnet sig til det, og prøver at være overbærende med at du finder den skarpe tone frem. Måske endda griner lidt i krogene, når de er i sikkerhed ...
Men jo - det er da en cyklus som ikke "passer" helt ind i behovet for at en tilstand kun rigtig kan anerkendes medicinsk hvis der er en biologisk test, der kan redegøre for hvem der er omfattet (eller ikke), og hvorfor. Altså noget der kan påvises, i stedet for "kun" at blive oplevet.
I øvrigt har jeg en lumsk mistanke om at selve det at en kvinde ved hvor hun er i cyklussen, i nogle tilfælde kunne tænkes at påvirke om en irritation bliver stor eller lille. Altså at det måske kan være lidt befriende at have en god undskyldning for at "gå amok" :-D
Samspillet mellem psyke og fysiologi går jo begge veje, og kan derfor være svært at "skille ad".
Og ... det er da virkelig ikke en sygdom at en kvinde ikke kører i samme rille hele måneden. Det fungerer da meget bedre at være bevidst om det, og fx netop "bruge" udbruddene til at opdage følelser som ellers ville drukne i dagligdagens trædemølle.
Ja, der er god grund til at være tilbageholdende med at kalde afvigelser fra det jævne for "sygdomme". Disse "diagnoser" indføres typisk netop i takt med at der produceres medicin som "tilfældigvis" er en kur som rigtig mange mennsker har brug for at betale for.
Her om vinteren er det også et tilbagevende tema med "vinterdepressioner", som noget der kræver behandling. Også her er der stor forskel på hvad forskellige mennesker oplever. Set tilbage til før-teknologiske samfund vil jeg egentlig kalde det for en nyttig tilpasning til miljøet, hvis der om vinteren er større tendens til at søge ro, og sove længe.
For den enkelte bliver det måske først et problem når andre stiller "krav" om at ikke at have en årstids-afhængig cyklus. At det er "forkert" at være melankolsk. At det er en behandlingskrævende sygdom. At der kan laves økonomisk vækst på at have endnu en ting som der "skal" gøres noget ved.
Den største kilde til psykiske problemer er jo følelsen af ikke at kunne leve op til de krav som stilles, også uden at tage stilling til om kravene (fra "samfundet") er rimelige.
Skarpe tunger må gerne være :-)
Smiler stort....
Med lidt rummelighed er det næsten påfaldende hvor nemt det går med at finde "husrum" til det hele :-)
Send en kommentar