Logo sommerfugl

fredag den 9. januar 2015

Charlie Hebdo satire i går og i morgen



6 comments:

Peter sagde ...

-Og Hvis man kunne fiske med internettet, ville man så helst fange tusind talende torsk, eller en vis hvalfisk?
(den fandt jeg sgu selv lige på:-)

tosommerfugle sagde ...

Tusinde hvalfisk, der æder talende torsk!

Internettet har det hele, de talende torsk kan blot bedre høres og høre hinanden. Måske de kan fange hvalfisken - eller bare lyde som torsk...

Det var i øvrigt velovervejet at min støtte til Charlie Hebdo ikke rummer budskabet "Je suis Charlie" (Jeg er Charlie), som de tusinde stemmer ellers gjalder. Jeg vil ikke påberåbe mig at være sammenlignelig med et fænomen som Charlie Hebdo, som terror-mål eller andet, så hvorfor dog lyde som den berømte mus "sikken vi gungrer" sammen med elefanten?

Så må dem som fanger mig gennem internettet selv smage om det var en torsk, hvalfisk, eller noget som de ikke kan genkende....

Peter sagde ...

God pointe:-)
Det var såmænd også bare mit forsøg på at spidse blyanten (for nu at blive i billedsproget). Mit focus var lidt på, at ligesom blyanten rummer nogle ret så fremme i skoende kvaliteter som ytringsredskab. Rummer internettet noget tilsvarende fantastisk. Det er bare lidt irriterende at nogen (amerikanerne, så vidt jeg ved) sidder inde med nøglerne til hele balladen. I det perspektiv er blyanten jo at foretrække.
Det der sker i Frankrig har jeg meget svært ved at forholde mig til. Har ganske enkelt et meget tåget billede af hvad Charlie Hebdo står for, fordi jeg ikke kan fransk. Ved godt hvad "Vive la france" og "Merde" betyder. Men det er bare for lidt til at fornemme klangbunden i det franske samfund. Men har en (naiv)?? klippefast tiltro til at der i Frankrig findes kloge røster der kan skrabe det værste lag "Merde" af debatten dernede. Netop/også fordi de har internettet som redskab. Og absolut ALLE kan komme til orde hvis de gider. Det handler vel dybest set om at det gode argument sejrer til slut. Nemli ja!!!
Mener i øvrigt klart du er en hvalfisk Johnnie. (elsker at følge din blog)
Drømmer selv om at indfange noget ugenkendeligt på nettet.
Hvem vil ikke gerne fange nettets Næbdyr?!?! De små grå bliver jo tvunget i omdrejninger på selv den største ignorant, ved mødet med sådan en skabning.
Halleluja:-)

tosommerfugle sagde ...

Den spidse blyant er netop et interessant ordbillede fordi det egner sig til at tygge fra flere vinkler. Også i høj grad at alt for mange, som reaktion på den aktuelle udgave af terrorisme, springer frem med at lade som om de reelt er / har været støtter for Charlie Hebdo - selv om de måske snarere lagde mere eller mindre tavs afstand til det skarpe satiriske magasin.

Uden at have fulgt med, hverken i bladet eller det franske, er mit indtryk at Charlie Hebdo har markeret sig stærkt med kompromisløs satire, med fokus på at punktere opblæste politiske/religiøse personer og sager, til alle sider, også i bevidsthed om at nogen kunne finde på hårdere modreaktioner end sagsanlæg. Ud over muslimer har de fx også med stor ildhu hudflettet jøder, den katolske kirke, og lige nu særligt ironisk de islamofobiske Front Nationale. Fanatikerne søgte altså at forsvare Islam gennem at udslette tegnere som indirekte støttede deres religion ved at angribe dens bekæmpere. Det ville være sjovt, hvis ikke.....

Hvad internet angår, ser jeg det som et afgørende gode at netop amerikanerne hovedsagelig står for den tekniske infrastruktur. Pointen er at jeg ikke ser nogen der ville gøre det bedre. Alene tanken om hvilken hærværk politikere i EU eller FN kunne udrette er uhyggelig her. Fidusen er at det ikke er et amerikansk politisk apparat der har opbygget den solide frihed i principperne for internet, men IT folk uden kærlighed til "big brother". Dertil en amerikansk tradition for nærmest ekstrem håndhævelse af ytringsfrihed. Selv om især NSA har "gjort sig uheldigt bemærket" omkring overvågning, møder de netop særligt stor modstand derovre, på et helt anden plan end når europæiske politikere mere fantaserer over hvordan de kan beskære og vride penge ud af internet. Musen er mægtigere end både sværdet og blyanten.

I øvrigt har netop fx Charlie Hebdo fået mangedoblet deres rækkevidde via internet, men derved også deres eksponering for religiøse fundamentalister med ømme bylder på tæerne. og så er det pludselig ikke længere argumenter det handler om.

Hil!

Peter sagde ...

Det er måske en anelse klodset og usmageligt at pille i det så kort tid efter at nogle tumpede mørkemænd har givet efter for deres laveste instinkter, og myrdet løs i Paris.
Men vil gerne forklare hvorfor jeg mener der kan være forskel på god og dårlig satire. I øvrigt uden at formode andet end at Charlie Hepdo stod for det første, hvilket jo bare gør situationen mere tragisk og meningsløs. Så er min pointe bare at det ultimative offer deres medarbejdere har lidt, på ingen måde har været forgæves, og at deres arbejde i den grad har flyttet bjerge i hovedet på mennesker rundt omkring. Problemet er bare at disse mennesker jo ikke har kvitteret ved at stille sig op og råbe: " Tusind tak fordi I åbnede mine øjne, nu ser jeg lyset"! De er således succeshistorierne vi hører for lidt til. Det mørke stof i universet om man vil.
Hvis man leder længe nok, vil de fleste mennesker jo i øvrigt kunne finde satire de føler sig ramt af (rigtig god og sund øvelse skulle jeg mene). Den skal selvfølgelig være god (og derfor hylende morsom). Den dårlige satire ser jeg bare som en avanceret form for voksenmobning, og derfor ret ulækker. Desværre kan reaktionen på mobning jo være voldsom, af samme grund er det jo vigtigt at skelne mellem skidt og kanel, lort og lagkage.
F.eks føler jeg mig lidt ramt af figuren Ivan i Anders Thomas Jensens film "Adams Æbler" Tror bestemt også figuren er skabt til at spidde alle tossegode overnaive svaddernossenisser i denne verden. Men hvor de fleste af slagsen (lidt som undertegnede) kan prædike deres naive godhed i fred for konsekvens. Er Ivan i filmen jo samtidig en rigtig actionman, med hele sin person dybt begravet i konsekvenserne af sine holdninger. Og læsset vælter jo altså ned over ham, på en meget sort humoristisk måde. AV AV!! ;-)
Omvendt finder jeg det svært ikke at forsøge at anskue tilværelsen gennem lettere naive brilleglas. Mest fordi alternativet for mig nok kammer over i det parnoide. Og hvis man har svært ved at holde balancen på den skala, er jeg ret glad for hvis jeg kan holde mig på den naive side. Så må jeg jo bare finde mig i at føle mig spiddet af en figur som Ivan. Men selvindsigt er jo et godt bytte:-) .
Den belgiske tegner Andre' Franquin var ganske vist ikke satiretegner. Men hvis han havde været det, er det min påstand at han havde kunnet spidde hvem som helst og riste dem over den sagte ild. Og de ville have klukgrinet hele vejen;-)
I hans album ”Sorte Sider” der består af små ensides historier. Udstiller han mange af de værste frygt og angst provokerende situationer et menneske kan havne i, og drejer dem til noget urkomisk!! Hvis man vender sådan noget mod oppustede ideologier, religioner eller enkeltpersoner, sker der ting og sager i hovedet på dem,- på den gode måde.
Naivt betragtet....

tosommerfugle sagde ...

God kontra dårlig satire er en vigtig skelnen, som du så udmærket skriver om. Og det er bestemt ikke usmageligt nu hvor nogle mennesker uden forståelse for satiren myrdede nogle af udøverne af denne kunstform.

Det besværlige ved god satire er at det er op til betragteren at erkende at det ikke blot er simpel voksen-mobning. Nogle griner, ikke fordi de ser de dybere lag, men fordi de hellere vil mobbe og forhåne. Andre føler sig fornærmede, enten på egne vegne, eller (næsten værre) på andres vegne. Satiren rummer netop fornærmelsen, og får først sin værdi når modtageren når fra at føle sig ramt, til at tænke efter hvorfor. Først her komme punktet hvor de har chancen for at få sine øjne åbnede.

En gruppe som har særligt svært ved at abstrahere fra at føle sig råt mobbet (som af dårlige satire) er dem hvis fornærmelse ikke er deres egen følelse, men noget det har fået at vide at de skal føle. Så er der ikke meget rum tilbage til at begynde at tænke over hvorfor.

Det ligefrem at lede efter satire som rammer en selv er dog noget som forudsætter at forstå satiren sprog og at der er vigtige lag under overfladen. Det er ikke for nybegyndere i satirens kunst, ligesom ironi er unfair overfor mindre børn.

Adams Æbler havde jeg ikke set, men fandt en interessant analyse fra Filmmagasinet Ekko: Jobs Bog ifølge Jensen. Adams kynisme og misantropi er nok i lidt for høj grad hvad mange ser som "virkelighedens verden", men filmen går jo åbenbart videre fra dette verdenssyn, hvor det nærmere bliver til at Adam bliver omvendt til at indse værdien af det positive livssyn.

Og det er netop her at dine såkaldte "lettere naive brilleglas" kommer til sin ret. H.C. Andersen skrev fremragende om det i "Snedronningen", hvor den positive og barnligt naive Kay for en troldsplint i øjet. Herefter se han ormen i blomsten, og alt det andet som er beskidt eller "forkert". Han bliver en kynisk misantrop. Efter at Gerda går så grueligt meget igennem bliver den lykkelige udgang at Kay græder splinten ud af sit øje. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Her foretrækker jeg dog et mere kompliceret perspektiv. Troldsplinten er en god ting at have i sit øje, når blot den kombineres med evnen til ikke at lade den være sit verdenssyn. Jeg har jo to øjne, og kan vælge om jeg vil se gennem det som ikke søger fejlen og ondskaben. På den anden side giver splinten muligheden for et satirisk syn på hvad der sker, hvilket giver en underholdning i tilgift til at se hvor smuk verden er. Skønheden er ikke i modsætning til også at erkende at den ikke er perfekt.

Hvis jeg ændrede mit filosofiske standpunkt, har jeg da også evnen til at være en paranoid misantrop, som med kynisme og foragt påstår at det altså er "virkelighedens verden". Det har jeg besluttet mig for at jeg ikke vil. Det kræver selvfølgelig selvindsigt at se begge sider af sig selv, og så behøver jeg ikke engang at kalde det for "naivt" ikke at være kyniker. Så jeg har det fint med at bruge det gode øje. Eller ... det er de jo begge :-)

Hvad André Franquin angår, kunne jeg såmænd godt finde på at kalde hans Sorte Sider for en satire over mennesker og deres skæve verden. Men det havde da været noget lidt andet at spidde navngivne mål, i stedet for læseren! Fidusen er måske at den ikke rummer risikoen for at blive forvekslet med mobning, og derved ikke blive afvist som en fornærmelse af profeten, eller andet....

(Min holdning er i øvrigt at det burde være børnelærdom at mærke efter hvad der "går for nær" når fornærmelsen rammer. Den gør kun ondt når den rammer noget som trænger til tankens lys).

Logo sommerfugl