Logo sommerfugl

søndag den 20. november 2011

Ingen vil have mig

Ensom bamse med kaktus-hovede


Kl. 22.11

Temaer: ,

8 comments:

Charlotte sagde ...

God aften Johnnie,
Hvad er der med bamsen her og dine andre indlæg om uelskede bamser? Hvorfor har du denne ensomme kaktusbamse med? Han er jo da lidt ynkeligt, men jeg forestiller mig, at han i det mindste får fred og ro til at sidde på hylden og se de andre legesager blive brugt og undgår selv at blive (mis)brugt, men han er også helt umulig at kramme.
Hilsen Charlotte

21. november 2011 kl. 20.52
tosommerfugle sagde ...

Jamen, fred og ro er vist netop ikke det han ønsker sig :-) Og mon han selv ved at han er helt umulig at kramme?

Ensomhed kan jo risikere at være forbundet med ikke at kunne se sine egne torne. Til gengæld kan tornene være nyttige for den som foretrækker at være alene, frem for at prøve at være som de andre....

21. november 2011 kl. 21.07
Charlotte sagde ...

Det er sjovt, men det er ikke første gang i dag, at jeg diskuterer ensomhed. Det gjorde jeg også på mit arbejde. Jeg arbejder med frivillige sociale foreninger (og jeg kender foresten udmærket godt foreningen efterladte efter selvmord, som du skiver om flere steder).... og vi snakkede bl.a. om, hvad man kan gøre for ensomme og om hvorvidt der er forskel på ensomhed, f.eks. hvis man er ung eller gammel (Det tror jeg der er. Den gamle, har ofte mistet så meget, den unge, har slet ikke fået skabt relationer han kan miste).
Men som jeg forstår dit svar, kan ensomhed også grunde i et manglende kendskab til sig selv og de signaler man sender omverdenen.
Mht. den der foretrækker at være sig selv frem for at falde i med de andre, så tror jeg den er helt almindelig. Ensomhed er ikke bestemt af hvor mange mennesker man er omgivet af, men om man kan komme i nærheden - mentalt - af de mennesker. Om man overhovedet har lyst til at komme i nærheden af dem.
Men "man" kan godt føle sig frygtelig asocial, hvis man sidder der omgivet af mennesker og snak og ønskede sig hen på en anden planet :-)

21. november 2011 kl. 21.24
tosommerfugle sagde ...

Ensomhed er netop noget helt andet end at være alene. Jeg kender udmærket den med at sidde i flok, og have et "asocialt" ønske om at komme væk.... Det er netop en akut ensomhed, som måske bedst kan overvindes ved at være alene :-)

Og bamsen er kun ensom hvis han sidder og længes efter at nogen vil have ham. Spørgsmålet kan så være hvad han gør hvis nogen prøver.

Jeg er helt enig med i at ensomhed er mange ting. Den gamle som har mistet sit netværk, har måske slet ikke mod på at kaste sig over at skabe et nyt - finde nogen som kan kapere tornene. Der er også risikoen for at "nogen" mener at den melankolske gamle "egentlig" må være frygtelig deprimeret og ensom. Og det er jo ikke sikkert at det er sådan, også selv om der er et savn efter det bortfaldne netværk.

Og jo, der er i høj grad spørgsmålet om hvilke mennesker i omgivelserne som mentalt er indenfor rækkevidde. Som ikke generes af tornene, fordi de selv har nogen der ligner.

Der er dog så den mere dybtliggende problematik med om den enkelte kan gennemskue sig selv (sine torne), og hvad der sker i fejlslagne forsøg på at finde en relation. Altså at kunne se på sig selv med den andens øjne. Det kan måske også være en skræmmende tanke :-D

21. november 2011 kl. 22.12
Charlotte sagde ...

Dybest set tror jeg alle ønsker at blive set. Intet er mere smertefuldt end ikke at blive set. At være usynlig
Manglede sociale evner, dårlig opførsel og "særhed" kan selvfølgelig være årsagen til ensomhed. Det er svært at afhjælpe, hvis man bare er en særling. En sur kaktusbamse.
En anden ensomhed, som helt "almindelige" ikke-sære mennesker (findes det mon) oplever i løbet af livet, tror jeg handler meget om manglende tillid og for meget stolthed. De to ting tilsammen gør den åbenhed som kurerer ensomhed vanskelighed.
Jeg ved bl.a. fra mit arbejde, men også ud fra alm. livserfaring, at mennesker som udefra set ikke ser ud til at være ensomme, som har familie og arbejde og venner kan have problemer, de føler de ikke kan dele med nogen. Problemer som bliver hemmeligheder og løgne. Hemmeligheder og løgne, som den enkelte selv tror er umulige for andre at rumme, men som andre mange gange vil sige "nååee, ikke andet", til hvis de blev det betroet. Men man vil ikke være til besvær og man vil ikke vise svaghed. Megen ensomhed handler om ikke at ville bebyrde andre med sit og ikke at tabe ansigt. Det er en frygtelig misforståelse, for de fleste mennesker bliver meget glade for at andre betror sig til dem. De fleste mærker den andens appel om "hjælp" som en gave, ikke som en belastning. Jeg kommer til at tænke på Mike Leighs dejlige film Hemmelighedheder og Løgne. Hvor meget energi der binder sig i den misforståelse, at det man tror, andre ikke kan udholde en og alt det "rod" man har i sig.
Så er der den dybe eksistentielle ensomhed, som bunder i det faktum, at vi som vilkår er isolerede fra hinanden, fordi vi er bundet til vores egen lukkede bevidsthed og aldrig kan overskride grænsen til "den anden" lige meget hvor meget vi gerne vil. Jeg tror menneskets iboende trang til religiøsitet eller spirutualitet bunder i denne ensomhed. For i "den tilstand" kan man opleve at overskride de grænser. Isolationen som et livsvilkår er lige så vigtigt at komme til tåls med, som de andre eksistentielle grundvilkår. Vi kommer til verden alene og vi dør alene. Andre kan aldrig komme en nærmere end "nær" eller ved siden af. Og komme til tåls med det vilkår betyder for mig, at acceptere, at dette "ved siden af" er godt nok. Det bliver ikke bedre end det.

22. november 2011 kl. 06.25
tosommerfugle sagde ...

Mere smertefuldt end ikke at blive set, kan være at blive set ned på. "Stakkels". Eller hattedamens meget distancerede blik. Det er at være usynlig, menneskeligt set.

Jo, mennesket ønsker at blive set, i ligeværdighed. En sur kaktusbamse har måske givet op. Signalet "skrup af" kan være sidste gnist af selvstændighed. Beskyttelse mod pinen ved det blik som siger "du er et problem". Og det giver en vis ro via tanken "ja, jeg ved godt hvorfor du løber skrigende væk". Hæ!

Jeg tror at det der virker bedst er at lytte, med ægte interesse. Sende signalet "jeg respekterer dig". Så kan kradsbørstige kaktusbamser pludselig blive nemme at snakke med, er min erfaring. Men det er ikke altid den ægte interesse sådan lige opstår....

Stolt mistillid må være resultatet af dårlige erfaringer, om at åbenhed er farligt. Et spark på et følsomt punkt blev for meget, den risiko må undgås. Og det bliver selvforstærkende i tankerækken "jeg er den eneste som ikke kan finde ud af det, jeg må skjule mig".

Mit blog indlæg "Selvmord hos populære ensomme unge" går netop også på den med at det ressource-stærke ydre kan dække over indre mangel på selvværd og tillid.

Den eksistentielle ensomhed er et grundvilkår i livet, ja. Den bliver nu kun til et problem for den som har en fiktiv tro på at det ikke behøver være sådan. At grænsen kan ophæves, og her trives religiøse og spirituelle bevægelser på at støtte denne fiktion. Sælge påstanden om at når du bliver perfekt til vores metode, så når du nirvana - eller hvad det nu kaldes.

Så det er netop helt centralt at acceptere at dette "ved siden af" er livet, og udtryk for at vi også er selvstændige væsener, der kan mødes uden at smelte sammen. Når det går rigtig godt er det hvor 1+1 bliver til mere end 2.

Men den allerbedste kur mod ensomhed er nu at have det godt med sig selv.

22. november 2011 kl. 18.05
Charlotte sagde ...

.... ja, altså bortset fra at du selv ser ser ned på nogen - i det her tilfælde hattedamer, alene ved at bruge den nedladende betegnelse, som dækker over, at nogen kvinder, der måske - måske ikke (hvad ved vi om deres motiver???) havde et udækket behov for at gøre en forskel, tog sig af især udsatte børn, som der i tidigere tider faktisk ikke var nogen der tog sig af fra det offentliges side. Begrebet dækker i nyere tid faktisk over en foragt for, at den glade amatør (en kvinde med tid og overskud) men uden socialfaglig baggrund vover at påstå at kunne yde omsorg for andre. Nedladenhed og manglende forståelse har ikke kun en retning....
Og så vil jeg med den sure kaktusbamse fastholde, at man også selv har et ansvar for om andre lyster ens selskab. Charme betyder at få andre til at føle sig godt tilpas. En sur kaktusbamse får den anden til at føle sig forkert, og det kan kun han selv ændre på - selv om det selvfølgelig er dejligt for ham (som for alle andre) at blive mødt med forståelse og i ligeværdighed. Man kan altså ikke pålægge andre ansvaret for ens ensomhed, det vil efter min mening være mangel på respekt når man fratager den enkelte det ansvar. Ægte optagethed er kuren - ikke i sig selv, men i noget udenfor sig selv. Det er når man er optaget af noget, men glemmer sig selv og dermed er allermest sig selv. Og så er der jo charme i selv den sureste kaktusbamse :-)

22. november 2011 kl. 19.13
tosommerfugle sagde ...

Hattedamer er nok et ord der kan forstås på flere måder. Og ja, det bruges (også af mig) nedsættende, men den moderne anvendelse er løsrevet fra dets rødder omkring at borgerskabets kvinder prøvede at gøre en forskel.

Kernen i den måde jeg bruger ordet på rammes meget godt af et pluk fra en artikel i Information "Trækkerdrenge og hattedamer":
Vi ved faktisk slet ikke, om de er nogle fattige stakler, som forfatterne lægger op til. Videre hedder det at “(d)et vigtige er dog også at konstatere, at prostitutionsvalget bliver et udtryk for en fattig gruppering, der mangler økonomisk hjælp - til f.eks. budgetlægning eller adgang til en billigere bolig” (s. 34). Sig mig mener forfatterne det alvorligt? Et kursus i budgetlægning og så er problemet løst? Tilbud om billig bolig? Det virker som typiske hattedameråd til mennesker i en helt anden livssituation, som man ikke vil forstå.
Altså nogen som end ikke prøver at forstå før de tromler.

At nogen så beskylder "den glade amatør" for dette, er ikke en fejl ved ordet som sådan. Det er nedladenhed fra dem som tror at det er nødvendigt at have papir på at kunne hjælpe. - Det er vigtigt ikke at lade ordet arve betydning fra hvordan det er blevet (mis)brugt.

I øvrigt har jeg i en periode arbejdet som frivillig vagt på et krisecenter for mænd, og er derved selv i "målgruppen" for misforståelsen om at en bestemt uddannelse er den vigtigste forudsætning.

Helt enig i at den sure kaktusbamse i høj grad sidder med ansvaret for sine torne, når de støder andre væk. Jeg prøver sådan set "bare" på at problematisere at der derefter pives "ingen vil have mig".

Hvis jeg sidder alene i min lejlighed, ville det da ikke hænge sammen om jeg var utilfreds over at folk ikke kommer strømmende til :-) - Ja, jeg sidder selv med ansvaret for mit liv, også hvad der måske kunne gå bedre. Ikke engang en forklaring om "social arv" kan anfægte denne vigtige eksistentielle konstatering. Apropros tidligere observationer om at menneskelig storhed ikke just er i modstrid med at have haft en svær start i livet.

Ansvaret omfatter også at lade ligeværdigheden gå begge veje. Hele vejen. Og imødekomme den som måske bedre kan finde ud af at række hånden frem.

Den ægte interesse i et andet menneske er sådan set det essentielle i charme, og (helt enig) netop også for den sureste kaktusbamse. Altså lige bortset fra at det så kan blive svært at holde den sure maske :-)

22. november 2011 kl. 19.57

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl