Logo sommerfugl

søndag den 27. november 2011

Anti-jul, boycott forbrugs-festen

End Compulsory Consumption! - Christmas Resistance - Boycott Christmas!

Nu er der én måned til en af de helt store juletraditioner er startet. Bytning af ubrugelige julegaver, altså dem som ikke beholdes af hensyn til giverens følelser. Gaverne er endda kun en del af julens intense kommercielle pres om at forbruge og spilde. Når bare det giver "økonomisk vækst" er alt andet uvæsentligt, ifølge den dominerende finansielle "religion".

Så er der selvfølgelig også dem som hellere vil boycotte juleraseriet fra medier og butikker. Det er dog desværre ikke realistisk at lukke af for det hele, uden at flygte som eneboer. Ikke fordi der egentlig er noget galt med den gamle tradition om en midvinterfest, og hygge i de lange mørke vinteraftener. Misbruget startede vel da kristendommen begyndte at forvrænge julens grundlag, ved at gøre den til en fejring af Kristus' fødsel. Her til lands lykkedes det dog at gøre modstand da kirkens præster ville kalde højtiden for "kristmesse".

På sin vis er der en underholdende ironi i at religiøse kristne ofte klager sig over at kommercialiseringen udvander julens kristne budskab. Her vil jeg tværtimod sige at marginaliseringen af det kristne er en nyttig renselse. Men det betyder ikke at jeg er glad for at forbrugs-religionen nu er i højsædet.

Helt i tidens ånd bliver "occupy wall street" strømningen garneret med et "occupy christmas" meme, der dog egentlig bare er andre ord for bevægelser om anti-jul. En af de synlige her er The Christmas Resistance Movement, hvorfra plakaten i starten kommer.

Shop till you Drop, stencil graffiti in London, by Banksy


2 comments:

Charlotte sagde ...

Meget sjov den der shop till you drop....illustration.
Har lige pakket 24 pakker ind til den yngste pakkekalender. Det var nu hyggeligt. Der var en glassommerfugl til juletræet imellem.... fik tanken, at sådan en skulle man sende til dig Hr. sommerfugl og julehader. Smiler. Du bruger megen energi på at være vred og negativ på visse udvalgte områder...
Der er også noget godt ved gaver.... og det findes vel i alle kulturer til alle tider.... dog må jeg tilslutte mig synspunktet, at det har taget overhånd. Men igen, man bestemmer jo heldigvis selv!!!

tosommerfugle sagde ...

"Julehader" er jeg nu heller ikke, jeg er ikke som Dan Turèll med hans heftige frustrationer over jul igen. Det hindrer dog ikke at jeg planlæger at citere hans "Jul igen, pul igen" her op til denne søde juletid :-)

Det jeg hakker på er heller ikke det at lade gaver indgå i julehyggen, men mere at det på det nærmeste gøres til en "borgerpligt" med at vi skal sørge for at redde økonomien ved at slå rekord i julehandelen.

"Bestemmer selv" - i princippet, ja. Men især omkring børn kan det kræve en stor fasthed ikke at gå med på julecirkussets højere omdrejninger. Den som medierne og kollektive forventninger skubber til.

Jeg ser nu ikke mig selv som vred og negativ, men jeg skal da gerne vedstå at jeg hygger med med at belyse visse emner gennem kontraster og provokerende modstillinger. Du skal såmænd ikke være bange for at jeg sidder og syder med højt blodtryk.

Og heller ikke for at jeg går og skælder ud på de julende - det kunne ikke falde mig ind.

Logo sommerfugl