Kunstneren Jørgen Haugen Sørensen var fra 2007-2008 årets billedhugger på Statens Museum for Kunst. Udstillingens titel, "Mens vi venter", var baseret på denne hvide skulptur:
Jørgen Haugen Sørensen, Mens vi venter, 2007
Den fede nøgne mand danser kinddans med Døden. Med en stærk fremstrakt fod og en knokkelhånd i fast greb om den fedes ene balde fører Døden an i en grotesk og munter tangolignende dans. Selv siger Haugen Sørensen, at han har taget hul på sin sidste livsalder i et evigt kapløb med tiden og har Døden som makker. Midt i alvoren banker galgenhumoren på. Den nøgne mands lidet flatterende skikkelse og lalleglade opførsel giver samtidig et anstrøg af ubehjælpsomhed og naivitet.
Titlerne fra et udvalg af anmeldelser giver egentligt et udmærket billede af udstillingens livskraftige temaer:
- Modkraft.dk:
Lemlæstelse og død som kunst - Berlingske:
Her lades alt håb ude - Århus Stiftstidende:
Civilisationens umenneskelige slagmark - Information:
Dumheden indhenter vi aldrig - Kunsten.nu:
Modellerede manifestationer over liv og død - Jernesalt:
Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden - Politiken:
Jørgen Haugen Sørensen - Mesterlig udstilling på Statens Museum
Hellere have det sjovt mens vi venter på døden, end at prøve at lade som om den ikke er en integreret del af livet. Døden som sådan er ikke noget grimt, men angsten er. Den angst som indpodes af dem som prøver at have kontrol over liv og død. Den muntre dødedans er god i ventetiden. Så fik den gamle tykke mand da i det mindste den intimitet, "den lille død".
Jørgen Haugen Sørensen med en farvet udgave af "Mens vi venter"
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Tak for striben af anmeldelser og interviews du har lagt ind med kunstneren. Det er virkelig interessant læsning. Han er et spændende menneske synes jeg, Jørgen Haugen Sørensen. Tror aldrig jeg har set noget af ham, men det får jeg sørme lyst til nu. "Mens vi venter", siger han, og sammenligner med, at vi på stationen venter på toget. Således at livet, er, mens vi venter på døden. Som om døden er fuldbyrdelsen af livet. Det er meget kontant. Og på en måde også meget passivt/negativt. Man skulle jo nødigt bare gå og vente, men det er nok heller ikke det han mener. Han påpeger med den titel, både at livet skal bruges til noget, og at det har en afslutning. Og at vi/menneskeheden måske ikke ligefrem bruger det så klogt.
Jeg synes det er så fantastisk, det han fortæller om sin barndom, at ham og hans bror var alene hjemme, mens moren arbejdede og at de så måtte få tiden til at gå på egen hånd ved at tegne og lege med modellersager. At de faktisk var sat lidt i fængsel, bag mørklægningsgardiner og forbud mod at gå ud af skræk for børneværnet. Og så på den måde fik både en håndværksmæssig kunnen/teknik og en evne til at udtrykke sig. Igen, historien om, hvordan en absolut ikke ideel situation fik helt uventede positive konsekvenser. Han blev jo en stor kunstner som voksen. Sådan noget, det synes jeg er helt fortryllende. Vi mennesker vil så gerne gøre alting perfekt, og kunne forudse alle konsekvenser og træffe de rigtige valg, men i virkeligheden kan vi slet, slet ikke vide, hvad der der kommer ud af vores handlinger - uanset om de det øjeblik de blev truffet, forekom enten gode eller dårlige, nødvendige, ubetydelige eller ligegyldige. Det er en uforusigelighed, som giver tilværelsen krydderi, og som burde kunne få os til at slappe mere af, for vi får aldrig kontrol over tilværelsen. Den skal bare leves... ik?
God weekend!
Lemlæstede kroppe har aldrig været smukkere omtaler hans aktuelle udstilling i Cisternerne, Søndermarken. Den kan lige nås endnu, lukker den 27. november. Jeg overvejer også selv at kikke derind...
Livet skal leves, ja, inklusive de sider som ikke passer ind i den Disney-plastik virkelighedsopfattelse, som mange lader sig narre af. Derfor er det spændende med en kunstner som afsøger grænserne for eksistens og "pænhed".
Modstand tidligt i livet er jo noget ganske "normalt" blandt dem som folder sig ud som kunstnere, eller skubber til verden på andre måder. "Drømmen" om det normativt gennemregulerede menneske kommer af fiktionen om at hindre menneskelig lidelse, men er også begrænsende for omfanget af menneskelig storhed.
Som jeg nogen gange siger om livet "hvis det er let, er det kedeligt". Det kræver jo så også åbenheden for se udbyttet af at betstige forhindringerne - og uden at kræve kontrol over hvordan fremtiden former sig. Hellere det uventede liv.
God weekend! :-)
Send en kommentar