Et mediestunt her i november har været at opfordre mænd til at gro sig et overskæg, som anledning til at snakke om baggrunden, meget gerne i medierne. Bevægelsen Movember har flere år på bagen, med den umiddelbare hensigt at inspirere mænd til fokus på deres helbred, og især risikoen for at udvikle kræft. Her i Danmark plankede Kræftens Bekæmpelse en direkte efterligning, Ik' kun for skæg, der sameksisterer med den oversatte Movember Danmark.
Jeg vil kalde disse tiltag for en maskulin udgave af kampagnerne for at gøre brystkræft hos kvinder til et centralt emne i sundhedsdebatten, og med stort forbrug af ressourcer til screening af så mange kvinder som muligt. De "fotogene" bryster har løftet disse kampagner, når medierne glad og gerne griber chancen for at vise en mammografi, eller andre bryst-fokuserede billeder. Gerne "klinisk" nøgenhed af unge bryster.
De specielt maskuline kræftformer, i prostata og testikler, er jo ikke lige så fotogene. Det mest visuelle billede af en prostata-undersøgelse ville vise hvordan lægen beføler blærehalskirtlen gennem endetarms-åbningen. De fleste ville vist se det som et ret røv-sygt billede, og altså helt uegnet som visuel fokus i "lækre" medie-kampagner med illustrative nærbilleder. Så er det ulige lettere at præsentere flotte fyre, der har groet sig et overskæg.
Jeg besluttede mig for at det ikke kunne falde mig ind at deltage i kampagnen. Det er nu ikke sådan at jeg foretrækker kræft frem for overskæg, men jeg tror ikke på konceptet. Hermed tænker jeg ikke primært på selve kampagnen, men dens erklærede mål om at mænd skal have stor (og bekymret) opmærksomhed på risikoen for kræft, og helst blive undersøgt hyppigt. Systematiske screeninger ville være næste logiske skridt.
Jamen, kræft er da noget skidt, som vi skal gøre alt for at bekæmpe? Vi kan jo redde liv. Så enkelt er det nu ikke. Der kan argumenteres solidt for at de enorme screening-programmer af kvinder har meget lille, eller ingen, virkning i form af at give kvinderne flere leveår. Problemet (ud over pengene) er at screening fører til en høj grad af overbehandling. Der bliver opdaget ting som kroppen selv kunne have klaret, men som i stedet bliver behandlet med kemoterapi, stråling og operationer. Lige for en sikkerheds skyld.
Dette er alvorligt belastende behandlinger, som i sig selv har en ikke ringe risiko for skader og dårligere helbred. En sjælden gang dødsfald som følge af noget går galt. Den omkostning kan være værd at tage med, hvis alternativet virkelig er at blive dræbt af en ondartet kræft. Men kræftdødsfaldene blandt kvinder er ikke faldet, på trods af en mængde ekstra behandling. Hertil kommer at langt de fleste reelle kræfttilfælde, som fanges af screeningerne, alligevel ville blive opdaget. Der kan argumenteres for at de mange, mange penge kunne give betydeligt bedre sundhedsmæssigt udbytte ved at blive brugt der hvor der er mest brug for dem.
Situationen for mænd ville være endnu værre. Prostata-kræft er en "sygdom" som rigtig mange gamle mænd dør med, ikke af. En masse behandlinger "for en sikkerheds skyld" ville føre til komplikationer og dødsfald. En gammel og svækket mand har slet ikke samme ressourcer til at klare den store belastning som behandlingerne udgør. Frygten for kræften er heller ikke befordrende for at have en god alderdom, måske inklusive en forstørret blærehalskirtel. Men alt det her giver jo økonomisk vækst, for dem som lever af at behandlinger, så det skal der være så meget som muligt af?
Hvis jeg som gammel mand observerer at det går langsomt med at "hælde vandet fra kartoflerne", er det en oplagt årsag at urinvejene bliver klemt af en svulst i prostata. Dette er et så almindeligt symptom på alderdommen, at det er en overdrivelse at sige at en sådan godartet svulst er sammenligneligt med de relativt få tilfælde, hvor en noget yngre mand rammes af en ondartet prostatakræft.
Min foretrukne model for behandling ville være "fingrene væk". Kun ved virkeligt overbevisende argumenter for en effektiv behandling, kunne jeg overtales til at underkaste mig disse voldsomme regimer. Mit liv skal helst ikke ende mens alle lader som om eskalerende behandling er det eneste rigtige. Måske hellere gøre det selv.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Den der forestilling om at kunne få kontrol over tilværelsen er problematisk. Det får vi aldrig ligemeget hvor meget man kan tilbyde af undersøgelser og deslige. Med genteknologien vil man kunne de anlæg for arvelige sygdomme men jo ikke dermed om man så også får en sygdom man i følge statistkken har en bestemt sandsynlighed for at seven. Jeg plejer at joke med det ved at sige, at man jo så heller må få opereret hovedet af for ikke at få en hjernesvulst. ;-) så ville man også samtidigt tabe 5 overflødige kilo. :-)
Døden skal jo have en årsag. Når infektioner og underernæring ikke i vores del af verden er almene dødsårager, bliver det så hjerte/karsygdomme og kræft der dominerer statistikken.
Evolutionsmæssigt set er dette nyttigt, som mekanismer til at sikre generationernes skifte og udvikling. Men enhver af de indbyggede svagheder bliver kaldt for sygdomme, og derfor noget som nødvendigvis skal forsøges behandlet.
Det giver rimelig mening når det sker "for tidligt", typisk hvis der kommer kræft mens der ellers kunne forventes rigtig mange yderligere år.
Men ja, det bliver til den med at "få kontrol over tilværelsen" når der ikke engang stilles spørgsmålstegn ved om enhver behandling og bekymring om sygdom er en god ting. Kroppen er altså ikke indrettet til at holde i mange generationer, så hellere acceptere at det kan være skadeligt at forsøge at gør sit biologiske liv så langt som teknologisk muligt.
Og jeg har ingen planer om at indrette mit liv efter resultaterne af en genetisk screening. Det er egentlig ikke vigtigt om jeg har 20% eller 80% risiko for fx prostatakræft.
Jeg har set at der er kvinder som har fået amputeret brysterne, for at slippe for at gå i evig angst for at deres genetisk-statistisk forøgede risiko for brystkræft måske blev til virkelighed.
Sundhedsprofeterne er blevet vor tids tilbedte præsteskab! :-)
Amen:-)
Giv os i dag vor daglige sygdom! :-)
Tror og håber østerlandsk lægevidenskab vinder større indpas i vesten. De ser mere på kroppen som en helhed. Hvor vestlig lægevidenskab fokuserer helt ned i detaljen med skyklapper på. Så får man jo bare nogle delresultater, der nogle gange bliver blæst op til store landvindinger. Indtil et nyt delresultat peger i den stik modsatte retning. Det er lidt Gøg og Gogge! Så hellere Ying og Yang:-)
Den vestlige lægevidenskabs store problem er måske at den har haft meget store succeser, med effektive behandlinger og stor forståelse for biologien bag sygdomme. Bagsiden er at det giver meget høje forventninger om at "lægerne klarer det", når der er noget galt. Forventninger fra både befolkning politikere og lægerne selv. Det bliver støttet og til tider forvrænget af at den farmaceutiske industri har meget store økonomiske interesser i at fremstille medicin med så stort salg som muligt.
Jeg kan godt lide et holistisk syn på kroppen, hvor det enkelte menneske selv er en del af samarbejdet om at opnå et så sundt liv som muligt, så det ikke ender i fokus på at stille smalle diagnoser på specifikke sygdomme.
Til gengæld er der problemstillingen om at rigtig meget østerlandsk medicin, som behandling betragtet, ikke kan påvises at have bedre effekt end placebo.
Hvis patienten får det bedre, har jeg såmænd ikke noget imod placebo. Som jeg engang udtrykte det, ville det være en fantastisk landvinding at kunne fremstille et lægemiddel der har så stor effekt på så mange forskellige dårligdomme.
Kæden hopper bare af hvis patienten kommer med en indstilling om at lægen svarer til at sende bilen til reparation på værksted. At lægen skal være eksperten der fixer det hele.
Og så er jeg altså bange for at østerlandsk medicin langt fra er nok til at ændre på disse forventninger.....
en blogger jeg er næsten lige død af kræft. hun sendte et stærkt budskab ud om, hun fortrød hun ikke fik undersøgt sig.
i lang tid var jeg selv bekymret for om jeg havde kræft. det kan jo først mærkes når det er for sent. der bliver scannet for meget, og ja, der er flest yndige kvinder, der viser hvordan man tjekker sig selv for kræft, end mænd. jeg tror også generelt vi kvinder går mere op i, om vi får kræft eller ej.
vi skal dø af et eller andet.
Hvor mange har fortrudt at de blev undersøgt?
Dette "djævelens advokat" spørgsmål lader sig ikke besvare, fordi det ville forudsætte at mennesker, som blev undersøgt, ved hvordan det var gået hvis de havde sagt nej tak til behandling. Når undersøgelsen tyder på at der måske er en kræft, er det jo meget, meget få der ikke se tilbudet om behandling som noget de selvfølgelig skal sige ja og tak til.
Og som nævnt er en behandling meget belastende, som en alvorlig forgiftning, og med risiko for blivende skader og endda at dø undervejs. Ganske uafhængig af om den observerede knude ville have ført til kræft af betydning. Det ville den ikke altid.
Hvis de store undersøgelsesprogrammer skulle kunne kaldes for en succes, skulle de afspejles i statistikker med en faldende kræft-dødelighed. Når det ikke er sådan, må der ligge et alvorligt mørketal som modvægt til påstandene om at de opdagede tilfælde af kræft er udtryk for at redde liv, ved at behandle tidligere. Desværre kan vi ikke engang stole på de undersøgelser som medicinalindustrien selv bruger som basis for at sælge deres produkter, ved at hævde at det nye (og endnu dyrere) produkt er bedre end alternativerne. Deres opgave er jo at sælge så megen medicin som muligt, og tjene så mange penge som muligt. De gør meget for at promovere standpunktet om at så megen undersøgelse og behandling som muligt er et værdifuldt gode. Og de har succes med deres lobby- og kampagne-virksomhed.
Vi skal netop alle dø af et eller andet, hvor kræft bliver en folkesygdom når vi bliver gamle. Dertil nogle forholdsvis få, som rammes tidligere i livet.
Det er selvfølgelig trist for dem som får kræft "for tidligt", og her kan jeg da godt have medfølelse med smerten over at kræften ikke altid lod sig behandle. Men vi kan altså aldrig komme til at fjerne enhver risiko fra livet.
Send en kommentar