Data fra offentlige registre viser at 51.221 danske kvinder mellem 1973 og 1998 ikke kunne blive gravide, og blev henvist til behandling for barnløshed. Af disse døde 92 ved selvmord i løbet af de 25 år. Selvmordsraten var dobbelt så høj blandt de 43% af kvinderne som ikke blev gravide efter første fertilitets-behandling eller lignende. Statistikken blev så vidt muligt renset for kvinder der samtidig led af psykiske sygdomme.
Uden at kunne se nærmere på den enkelte historier, er registerforsning nødvendigvis forbundet med en stor usikkerhed, men forskellen er så markant at den næppe kan være tilfældig. Det kan siges at en fordobling af en lille selvmordsrisiko stadig ikke bliver til noget dramatisk tal, men på den anden side er det et signal om at en mange gange større gruppe af ufrivilligt barnløse kvinder har været ude i en tung eksistentiel krise. Gentagne fejlslagne forsøg på at blive gravid kan tage meget hårdt på kvinder, som samtidig må følge hvordan det blomstrer med nye babyer i deres netværk.
På den ene side kan jeg da udmærket godt se det triste i at mange kvinder ikke kan få opfyldt driften til at forplante sig, og derfor ikke længere ser en mening med tilværelsen. På den anden side må en del af problemstillingen være den ofte sete meget normative indstilling til hvordan "en rigtig kvinde" skal være. Ud over det mere eller mindre velgennemtænkte ønske om at få børn, eksisterer der et meget stort forventningspres om at der må være noget galt med en kvinde, der ikke får børn. En trist skæbne, en outsider.
Hvor dominerende dette forventningspres kan være opleves nok især af kvinder som træffer det personlige valg ikke at ville have børn. De kan få ret negative reaktioner fra "medsøstre" som ikke synes at det er socialt acceptabelt, når en kvinde ikke gør yngelplejen til noget helt centralt i livet. Som kommer i en tung eksistentiel krise hvis de ikke selv kan få børn. Så deprimerede at tanken om selvmord kan komme ind i billedet.
Et pres som kan være så generende at frivilligt barnløse i nogle tilfælde lader som om de ikke kan få børn. Det er vel også nemmere at kapere at andre har ondt af en, end at skulle skændes med voldsomt provokerede børnefødende (eller skruk) kvinder.
Det er da ikke en borgerpligt at alle skal forplante sig, selv om der jo helt indlysende er brug for at mange gør det.
Videnskab.dk:
- Ufrivillig barnløshed fordobler risikoen for selvmord
- Frivilligt barnløse kvinder legitimerer deres valg
Nyere opslag
Opslag
10 comments:
Jeg er selv så heldig, at være mor to børn. Mine børn er begge adopterede. Så har vel i princippet tilhørt gruppen af barnløse kvinder, inden jeg fik dem, men jeg har aldrig tænkt sådan om mig selv. Jeg har aldrig følt sorg over ikke at kunne blive gravid. Jeg har aldrig følt at jeg er gået glip af noget. Først troede jeg, at det nok bare var skæbnen, at min mand og jeg ikke skulle have børn. Naturens orden. Da min mand og jeg så kom frem til at vi gerne ville have børn, så adopterede vi. Vi er aldrig blevet undersøgt eller har været i behandling. Vi har ingen anelse om hvorfor vi ikke kan få biologiske børn. Det interesseret mig heller ikke en bjælde. Jeg ved bare, at jeg aldrig ville gå ind i en behandling mod den manglende fertilitet. Det ville jeg simpelthen ikke udsætte mig selv for!! Og det havde min mand heldigvis respekt for og accepterede absolut uden forbehold. Jeg har indtryk af, at behandlingen ofte er helt forfærdelig, såvel fysisk som psykisk og ift. parforholdet. For min mand og jeg, var det helt oplagt, at når der er børn i verden som mangler en familie og vi manglede nogen børn, så var der ingen grund til at gå af dén skrækkelige vej som sygehuset kunne have tilbudt os - heller ikke selv om det ville have båret frugt :-).
Jeg tror ikke det betyder så vældig meget hvad omverdenen mener om barnløse kvinder og at det er dét der driver nogen til selvmord. Men jeg kan selvfølgelig kun tale på egne vegne, og jeg ved, at det ville jeg ikke selv gå op i. Jeg tror derimod, at for nogen kvinder betyder det bare SÅ meget, at livet vitterlig mister tiltrækningskraft, hvis det ønske ikke opfyldes. Hvis man inden det ubærlige "nederlag" at man må forblive barnløs, så tilmed har udsat sig selv for for fertilitetsbehandling med hormonbehandling, der gør en totalt psykisk ustabil og gang på gang har sat sig op til "at nu prøver vi igen". "Og denne gang lykkes det. Og det så ikke lykkes. Så har man sikkert ikke så megen modstandskraft tilbage. Så skal der måske ikke så meget til at vælte læsset. Jeg skal ikke kloge i, hvordan det er at være igennem en mislykket behandling mod barnløshed, for jeg har som sagt ikke prøvet det.
Når man er igennem adoptions processen, som også kan være hård omend på en anden måde, så ved man imidlertid, når man er godkendt én ting, som er 100% sikkert, og som er med til at holde en psykisk oppe - det ender med et barn!! (Og så er det først alle problemerne virkelig melder sig .... smiler... men det er den slags problemer man helt frivilligt har påtaget sig når man får børn, uanset hvordan man får dem - og det er en helt anden historie.)
Jeg tror, at man, hvis man som par, der står foran sådan en krævende omgang, som fertilitetsbehandling er, skal få talt igennem, dels hvad drømmemålet er, dels hvad man kan leve med/acceptere og ikke mindst, hvad man ikke kan leve med - inden man går igang. Så vil man måske være lidt bedre pansret mod de nederlag, som vil komme for en del par i den proces.
PS: Som adoptant skal man ifm. helbredsundersøgelserne før godkendelse i øvrigt nærmest love og dokumentere, at man lever de næste 25 år, minimum. Det har jeg altid moret mig over. Men ingen af os kan jo love at vi ikke får en sygdom eller kommer i en ulykke i løbet af de år det tager et barn at vokse op. Men sådan er tankegangen hos myndighederne og af de som ikke godkendes, skyldes det oftes helbredsårsager, som nogen gange er hovedrystende banale.
Men jeg vil dog tilføje..... man begår ikke selvmord, hvis man er adoptivforældre. De børn, der er adopterede har mistet deres forældre én gang før. Der er altid en tragedie bag enhver adoption, for børnene er forældreløse af tragiske grunde. Så må man sgu holde ud.... hvis man har påtaget sig dét ansvar. Uanset hvad!!! Det er min allerbestestemteste mening :-)
Du lyder jo som en fornuftig kvinde, med psykiske ressourcer til at hvile i dig selv. Dermed også et solidt grundlag for at det med at blive gravid ikke blev et tungt eksistentielt spørgsmål. Det øger da også chancerne for at dit netværk ikke er domineret af skruk-mafiaen :-)
Forældreskab er netop mere det at påtage sig den store opgave med at have børn, uden at det genetiske slægtskab skal være det afgørende. Så I har fundet jer en god løsning med at adoptere, og tillykke med det.
Men der er jo så også mange som reelt ser barnløshed som en sygdom, et problem der skal findes en lægelig løsning på. Herudaf udspringer, tror jeg, den manglende respekt for de kvinder som helt bevidst vælger et liv uden børn. Og de andre sider af den psykiske skruestik, som fertilitets behandlingens rutschebane kan give nogle ekstra vrid.
At underkaste sig dette regime må netop kræve en fastlåsthed i nødvendigheden af at lave børn. Heldigvis lykkes det da for mange, men det øger vel blot presset for "restgruppen". Selv om der da kun er ganske få som ender i et selvmord, er jeg bange for at mange flere får revner i psyke og parforhold.
Jeg synes også at de strikse krav til adoptiv-forældre er ude af proportioner, især når der har været sager med fertilitets-behandling til kvinder der med garanti ikke ville blive godkendt. Mit indtryk er at langt de fleste først adopterer efter at have tænkt grundigt over at de ønsker at påtage sig ansvaret, og derfor ikke ville gøre det hvis de så en risiko for ikke at kunne "gøre arbejdet færdigt".
Og jo - der skal da også være psykisk balance til ikke at begå selvmord undervejs. Det synes jeg nu også må være et krav til forældre, som selv laver børnene.
Jeg har tidligere her på bloggen haft fat i en undersøgelse, som viste flere psykiske problemer og selvmord hvis forældre have taget sig af dage før barnet var voksent:
> Ikke arveligt når selvmord går i arv til børn?
Jeg kunne frygte at nogen af disse forældre har forestillet sig at deres liv ville "falde i hak" ved at få børn - men det ser jeg som en alt for usikker form for "terapi".
Som du er inde på, er det jo ikke uden sine problemer at bringe børn gennem tilværelsen, og det hænger jo ikke sammen hvis forældrene selv har endnu større problemer......
Jeg er enig i at selvmord - når man har forældreansvar - uanset hvordan man har fået det ansvar, bør være en ikke eksisterende mulighed. Altså et tabu.
Jeg tror, det var præsten Jørngen Thorgaard, som begik selvmord, der i en bog fortæller om, at han som barn oplevede at en nærtstående begik selvmord. For ham havde det, som jeg husker ham fortælle det, den virkning, at han tænkte, "aha.... der er en udvej, en kattelem". Og eftersom han oplevede det på den måde, vidste han måske allerede dengang på et ubevidst plan, at det var en mulighed, han en dag ville komme til at benytte sig af. Det er den mulighed, tabuet skal tildække. Man er nødt til at sige til børn, at ja, problemerne kan til tider synes uovervindelige og det hele uoverskueligt svært, men det bliver godt igen. Der er ingenting der bare bliver ved, heller ikke det dårlige. Og så i øvrigt præge barnet så godt man nu kan, til at få en indre kerne af at være god nok, også selv om det hele ikke går som det skal.
Alle kulturer har tabuer, også i vores moderne verden, hvor det er forbundet med noget negativt, at der er noget, som er så forbudt, at man slet ikke må komme i nærheden af, overhovedet. Men tabuet har et formål. Det beskytter mod noget faligt, noget der kan ødelægge den verden man lever i.
Incest er tabu. Og selvmord er tabu. Det er der en god grund til, selv om ethvert tabus indbyggede dilemma er, at ikke bare den der krænker tabuet men også alle som er tæt på krænkeren, på en måde straffes dobbelt, fordi de ikke bare udsætter sig for det livsfarlige tabuet omhandler, men også derefter udsættes for omverdenens dom over at have forbrudt sig mod tabuet.
Derfor er der brug for steder, der kan rumme og give taletid til dem, der har været berørt af, den sjælerystende oplevelse det er, når et tabu overskrides eller tilsidesættes. Så tabu.... ja, det er faktisk ikke altid bare negativt, men også viden om, og forståelse for, at tabuet findes, fordi det forbudte findes. Altså, en pragmatisk tilgang, men det er katme svært at omgås de mange dilemmaer, der knytter sig til det her.
Hilsen Charlotte
Tabuer fremmer det de prøver at lægge låg på, mener jeg.
Jørgen Thorgaard blev opmærksom på selvmord som en kattelem. Kunne noget som helst tabu, som f.eks. omkring selvmord, have hindret ham i nå til den aha-oplevelse? Nej, spørgsmålet er blot hvornår barnet når til det stade i sin voksende eksistentielle erkendelse.
Til gengæld tror jeg på at tabuet helt konkret gør det så svært at snakke roligt om selvmordstanker, at disse alt for ofte sættes til at simre i en mørk krog af sindet. Her vokser de, og låget bliver ikke ved med at holde.
Jeg mener at det bør være "tilladt" at kunne snakke om selvmord som en tænkbar "kattelem", fordi dette fremmer at andre og bedre muligheder kan udforskes i fællesskab.
Men jo, jeg er da helt enig med dig i at børn/unge også skal lære at forstå at det er helt normalt (og en forventelig del af livet), at nogle gange er det hele altså bare noget lort. At dette netop ikke er i modstrid med at være god nok.
Tabuets problemer øges ganske rigtig også af den stigmatisering som det klistrer på alle som bare har været i nærheden af begivenheden. Helt enig i at der er behov for steder med taletid, som f.eks. Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Men jeg mener at det skulle være noget naturligt at den taletid også kan findes i det personlige netværk.
Det gælder jo i endnu højre grad for dem som selv er på vej til at "sætte sig udenfor" ved at bryde tabuet.
Tildækkelse løser ikke dilemmaer eller problemer. Det skal lys og åbenhed til. Tabuer beskytter ikke. Tværtimod. Mener jeg altså.
Kirkens fortidige stræben efter at dæmonisere selvmord førte til "snyd", når nogen begik mord med det formål at blive henrettet. Ups.
Jeg er, fra mit anarkistiske ståsted, i princippet helt enig med dig i alt det skadelige der følger med tabuer og alt dt gode der følger med lys og klarhed og åbenhed, men jeg kan godt lide at udfordre mine egne (andre andrs) tanker, når de bliver alt for sikre og urokkelige ;-)
Jeg vil ikke føle dårlig samvittighed, eller give andre dårlig samvittihed, hvis samvittighed forstås som en indre streng dommer, der begrænser min frihed, udfra religiøse love, jeg ikke anerkender. Jeg vil dog gerne opfatte samvittighed, ud fra en social orden og forstå ordet på den oldnordiske måde, hvor samvittighed betyder, "samme viden". Altså det, at alle ved det samme om, hvad man gør og ikke gør. Det er samvittighed. Det er hensynet til den anden, der er afgørende, ikke om der er en regel om at noget er syndigt eller forbudt.
Ud fra den betragtning kan man vel godt sige, at vise ting - som f.eks. selvmord - er så skrækkeligt hensynløst overfor "den anden", at det er forbudt, på samme måde, som en giftig svamp hos et naturfolk kan være tabu. Den er forbudt at røre, helt forbudt, fordi den er livsfarlig.
Mange hilsner Charlotte
Udfordring af tanker er jeg helt med på. Og det er jo netop også det jeg gør med bloggen her. Det er også helt velovervejet at jeg i min kommentarpolitik eksplicit markerer at det er velkomment med nogen der forholder sig kritisk :-)
Og jo, jeg har jo tænkt ganske mange tanker om emnet, så jeg ved hvad jeg står for. På den anden side må jeg hellere tilføje at den persona som "jeg" er her på bloggen netop er som formidler af en filosofi og tankegang.
Jeg har bevidst valgt at stille mig op på en sæbekasse, uden at lade mig hæmme af hvordan jeg i dagligdagen lever og udtrykker mig. Med andre ord - mine skriverier er ikke egnede som grundlag for psykoanalyse og diagnose :-D
Samvittigheden er, enig, en god basis at have med sig i omgangen med andre mennesker, netop også når eksistensen når sin grænse. Næstekærlighed er vigtigt for at være et godt menneske, selv om dette ord desværre forsøges begrænset til en religiøs tankegang. Altså netop hensynet til den anden, uafhængig af forenklede rammer fra religion og jura.
Ja, selvmord kan være "skrækkeligt hensynsløst". Min holdning er at det ved behov skal kunne ske i forståelse (om ikke nødvendigvis enighed) med de nærmeste. Så kan det være "skrækkeligt hensynsløst" og egoistisk at modsætte sig.
Så længe de ses i deres oprindelige ramme, kan fornuftige regler være udmærket, også selv om de udformes som forbudte tabuer. Problemet kommer først når tabuet bliver til det centrale, uden forståelsen af baggrunden.
Jeg kommer til at tænke på en historie om et forsøg med 5 aber i et bur. En banan blev hængt op, over en stige. Hver gang en abe begyndte at klatre derop, fik alle aberne et sprøjt koldt vand. De lærte altså efterhånden at det var ufornuftigt at gå efter godbidden, og skulle nok holde hinanden i ave. Så blev en af aberne udskiftet, og den nye blev kanøflet af de andre aber hver gang den nærmede sig - også helt uden sprøjt af koldt vand. Den lærte hvordan den skulle opføre sig. Sådan fortsatte det indtil alle aberne var skiftet, en for en, indtil ingen af dem havde prøvet det kolde gys.
Et tabu var opstået, uden at nogen af aberne kendte og forstod baggrunden.
Fra virkelighedens verden ser jeg en parallel til en ting som tabu mod svinekød. I mellemøstlige ørkensamfund var det en særdeles fornuftig regel ikke at bruge ressourcer på at opdrætte svin. Hellere satse på geder og får, som selv kunne rende rundt efter føde. Men fornuften går fløjten når det fører til at det er et kardinalspørgsmål om gelantinen i en vingummebamse er produceret på grundlag af rester fra et svineslagteri.
Tilsvarende når livets afslutning pakkes ind i absolutte tabuer om forbud mod frivillighed.
Jeg er igen overbevist om, at du faktisk har fat i den lange ende her. Hensynet til den anden skal gå begge veje og det ville være hensynløst at kræve den andens holden ved en tilværelse der er ubærlig. Det link du lagde til et interview med jørgen thorgaards kone fik mig til at tænke, at det selvfølgelig er muligt at begå selvmord uden at det behøver virke som en anklage mod nogen. Selvfølgelig kan man være så forpint psykisk eller fysisk, at ingen behøver føle skyld, hvis 'den anden' vælger kattelemmen. Børn undtaget, men det var vi jo enige om. Jeg tror du har den bedste argumentation, kan i hvert fald godt følge den. Hilsen Charlotte
Det rationelle selvmord er nok især det modbillede som tabuet er i kamp med. Den respektløse fremstilling er at ethvert selvmord er en tragedie, en sygdom, syndigt.
> Hvornår er et selvmord rationelt?
Kun ved at anerkende at selvmord kan være rationelt, åbnes der for samtale om hvad der skal til for at planlagt selvmord måske alligevel ikke er den mest rationelle udvej, set i dialogens bredere perspektiv.
Karen Thorgaard rammer netop rigtig godt med sin skelnen. Som jeg læser interviewet, forstår hun sin mand, og anerkender at han havde grunde til selvmord, selv om hun da afgjort ville have foretrukket at han fandt en løsning med at have det godt med at leve videre. Henden syn på kristendom tiltaler mig også, med at hun ikke blindt godtager kirkens systematiske forvrængninger af den filosofi som Jesus selv stod for.
Jeg vil holde på at en stor del af de mange selvmord blandt ældre er udtryk for rationelle overvejelser, og vil ikke anderkende den respektløshed der ligger i den nærmest "automatiske" dom: Tragedie med deprimeret ensom gammel stakkel.
Jeg vil da også selv mene at jeg har godt fat i en lang ende, så længe min helt grundlæggende præmis anerkendes. At livet tilhører os selv, ikke en "Gud" eller staten.
Din påstand er blevet målt af Sundhedsstyrelsen.
"..mens specielt forhold omkring børnene spiller en rolle for kvindernes selvmordsrisiko." Sundhedsstyrrelsen (2007) Visitation af selvmordstruede. Download publikationen. Der er tale om en generel plejeanbefaling. Dvs. man kan godt dømme sagen ud fra denne anbefaling uden at være læge s. 19-22.
Kilde: http://www.sst.dk/publ/Publ2007/CFF/Selvmordstruede/Visitation_af_selmordstruede.pdf
Publikationen "Vurdering og visitation af selvmordstruede" er da bestemt et udmærket skrift med godt stof omkring emnet.
Jeg er dog ikke sikker hvad du mener med "min påstand"; der har været en del forskellige overvejelser oppe her. Og jeg ser ikke hvad det skulle være som er "blevet målt af Sundhedsstyrelsen". Deres gennemgang kommer ind på forskellige risikofaktorer hos mænd og kvinder, hvor netop "forhold omkring børnene" er en vigtig faktor.
Litteraturhenvisningen peger dog i retning af en undersøgelse omkring hvordan det kan påvirke forældres helbred at miste et et barn.
Mortality in parents after death of a child in Denmark: a nationwide follow-up study
Her lyder konklusionen:
The death of a child is associated with an overall increased mortality from both natural and unnatural causes in mothers, and an early increased mortality from unnatural causes in fathers.
Fra en omtale fandt jeg lidt flere ord:
In the 1st 3 years after the death, the risk of “unnatural” death (suicide, motor accident, other accidents, and inflicted violence) was increased nearly 4 fold in mothers, and by 50% in fathers.
Altså selvmord og ulykker (som måske ikke er helt filfældige). Øget risiko for at blive dræbt ved vold kunne også pege på en "reduceret selvopholdelsesdrift". Der kan jo så trækkes paralleler til at være ufrivilligt barnløs, som netop også indebærer en øget selvmordsrisiko.
Send en kommentar