Logo sommerfugl

fredag den 20. december 2013

Benny Andersen: Døden er en livgivende opfindelse

Benny Andersen blinker

Den gamle digter Benny Andersen er blevet 84 år, men åbenbart uden tegn på senilitet eller alderdomsforvirring. Berlingske bringer et interview af Lena Masri, hvor Benny Andersen snakker om sit afbalancerede forhold til døden. Han ved jo godt at den nærmer sig, men den må nu gerne lige vente ti år med at opsøge ham.

Et nyt digt "Vi to", der umiddelbart set er et kærlighedsdigt, kan også fortolkes som handlende om kærligheden mellem livet og døden:
Vi to passer sammen som årer og båd
vi to hænger sammen som nål og tråd
supplerer hinanden som dyne og dun
og mødes med fryd i vor rede så lun
De elskende i et par bliver mere hele af at kende og inspirere hinanden. Det gælder også for det evige par, livet og døden.

Jeg kan anbefale at læse interviewet. Et pluk:
Jeg tror nok, at jeg engang har skrevet et eller andet om, at døden i virkeligheden er livgivende,« siger han og begynder at fortælle en gammel myte:

»Inden døden blev opfundet, da alle levede uendeligt længe, røvkedede de sig i årtusind efter årtusind. Der skete jo ikke noget nyt. Men så var der en eller anden, der opfandt døden, jeg kan ikke huske hvem, og så kom der gang i den! Man vidste, at der var en ende på det, og så kunne man ikke bare sidde der og kede sig i årtusinder. Så måtte man skabe noget eller elske nogen,« siger han.

»Og det er det, jeg føler. At døden er livgivende. For... ja, hvordan skal jeg forklare det... hvad enten man tror på et liv efter døden eller ej, så er det altså nu, det foregår,« siger Benny Andersen, der selv er agnostiker og hverken vil afvise eller garantere, at der findes et liv efter døden.
Benny Andersen er også inde på at han engang for mange år side var tæt på at opsøge døden, men valgte selvmordet fra.

Benny Andersen med åbne og lukkede øjne


Betragtningen om at døden er en god opfindelse er forresten næsten det samme som Apple-grundlæggeren Steve Jobs sagde ved en dimissionstale nogle år før sin død. Her huskede han dimittenderne på at de ville dø engang, og derfor skulle de ikke være bange for at løbe en risiko. Selv om ingen ønsker at dø, er det jo der vi alle skal hen, uden undtagelse. Og det er som det skal være, fordi døden sandsynligvis er livets bedste opfindelse. Oprydning.


0 comments:

Logo sommerfugl