Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg
Statens Museum for Kunst (KMS167) 205.5 x 173 cm
Den norske kunstner Johan Christian Dahl (1788-1857) malede i 1827 dette smukke og melankolske landskabsmaleri "Vinterlandskab. Nær Vordingborg". Uden langhåret analyse fortolker jeg det som en lidt sjov blanding af guldalder-nationalromantik og forfald. Det var usædvanligt at skildre danske landskaber i vinterdragt, men det varme lys giver dog en stemning som både dækker og fremhæver det dystre. Et par store gamle ege står på en gravhøj, der kunne være et symbol på det gamle Danmark, men de er delvis nedbrudte, og gravhøjen har et tilsvarende præg af ruin.
Kragerne holder til omkring højen og træerne midt i det vinterkolde landskab. En jæger går med sin hund ude på marken, måske er han på vej hjem til det lille hus. Det kunne tænkes at være et aftægtshus, efter at han havde overladt sin gård til næste generation. Nu må han blot leve resten af sit liv med sin daglige dont, og måske skyde et par fugle til et solidt måltid i sin lune stue.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg tolker det temmelig anderledes. Jeg finder en smule ironi i det,at maleriet hedder vinterlandskab - og at det umiddelbart bare forestiller et vinterlandskab. For når jeg kigger efter, finder jeg billedet ganske varmt. Både i farverne der også nævnes her, men i særdeleshed i den røg, der kommer fra skorstenen. Jeg tror, der sidder en kvinde og venter på ham. Der er varmt og kærligt, og i aften skal de spise fasan. Det lyder nok som om, jeg er romantiker, men det et jeg bestemt ikke i det daglige. Jeg tror, uden ellers at kende kunstneren, at dette billede har været en slags udfordring om at male noget, der umiddelbart virker koldt og melankolsk - men gøre det varmt.
En Rorschach-test er hvad jeg nogle gange kalder et godt maleri, der ikke har noget klart budskab. Forskellige mennesker kan have hver deres oplevelse af samme kunstværk. Dette bliver ikke så meget et spørgsmål om analyse eller fortolkning, men mere noget der fortæller noget om betragteren.
Men jeg tror såmænd ikke at vi er helt uenige. Især er vi ret enige om at se det lille stråtækte hus som symbol på hygge og måltid i en lun stue. Denne varme er netop en væsentlig side af billedet, også selv om den er i baggrunden.
Den fungerer som kontrast til de gamle egetræer, der ser ud til snart at styrte på den gravhøj som de har stået på i mange år. Både træer og sten er resterne af fordums storhed, som forvitrer i vinteren.
Jeg ser manden som en gammel mand, og ja, måske også hans kone i den lille lune stue. Også de har fordums storhed bag sig, livet er jo ikke evigt. Selv om de ikke er lige ved at dø, må huset være deres sidste hjem. Men døden er jo noget ganske naturligt og selvfølgeligt. Også i billedets forgrund.
Så jeg ser sådan set oliemaleriet som et vanitas-motiv. Memento mori, "Husk, du skal dø". Men da også memento vivere, husk at leve.
Kontrasten fremhæver begge sider.
Send en kommentar