Dette udsnit fra kunstværket "Dansk landskab", udført af Harald Slott-Møller i 1891 ligner jo umiddelbart et dekorativt oliemaleri, med en gylden kornmark hvorover der flyver en stork. Uden nærmere analyse ses disse meget klare og håndgribelige symboler på frugtbarhed, med eventyret om storke der kommer med de små børn, og hvedemarken med sin rigdom af livsvigtigt korn klar til høst. Samtidig kan det fortolkes som udtryk for liv og død, fra fødslen til den høst hvor "manden med leen" er et meget brugt symbol for døden.
Selv om det ligner et oliemaleri, er det dog blot en del af sandheden. Værket er udført som et relief i støbejern, hvor kornet altså ikke er malet på. For at give farve er jernet her belagt med bladguld. Det må altså siges at være kunsthåndværk, kombineret med at øverste halvdel af motivet stadig er udført som malerkunst. Følgende lille udsnit fra lidt under midten til venstre i billedfladen viser hvordan de enkelte korn i aksene er udformet og forgyldt. Samtidig ses rustskader, der ud over at tyde på problematiske opbevaringsforhold, på en måde blot styrker symbolikken omkring forgængelighed og død.
En del af symbolikken er også den helt specielt udformede ramme i mahogni. Den minder mere om et monumentalt tempel eller en kiste. Landskabet og det danske landbrug er den store skat for et land der var forarmet efter krige tidligere i 1800-tallet. Danmark var blevet et lille landbrugsland, med sine stormagtsambitioner bag sig.
Dansk landskab, af Harald Slott-Møller (1891)
Statens Museum for Kunst (DEP297), 41x70 cm
Ved at besøge Google Art Project kan du se billedets detaljer i høj opløsning, værket er blandt dem som kan nærstuderes her.
0 comments:
Send en kommentar