Engang rejste filosoffen Daniel Dennett et sjovt spørgsmål om livets betydning, og hvordan vi gerne vil dø. Dø skal vi jo alle, hvad enten vi vil eller ej, så hvordan vil du gerne dø? Han stillede to muligheder op. Den ene ville være et pludseligt dødsfald, "som ramt af lynet". Det vil sige at gå fra at være nogenlunde rask og rørig, til at være død ved en uforudset men hurtig begivenhed. Den anden ville være en dødsproces, hvor det gik ned ad bakke i et langtrukkent forløb med hjælpeløshed og manglende evne til at deltage i samtaler og beslutninger. Lang tid hvor det går skidt.
Næsten alle ville foretrække den pludselige død, men det er sjældent at lynet slår ned. Til gengæld er den langsommelige og gradvise nedbrydning noget ganske almindeligt, og noget som fremmes gennem at vi systematisk bekæmper chancer for at opnå den eftertragtede pludselige død. En måde at undgå dette kunne være at afslutte livet gennem selvmord, ved egen eller andres hjælp, men den tanke kan de færreste lide. Så sjovt er det heller ikke at sige "nu skal det være", og endnu mindre at overveje om og hvornår grænsen er nået. Dette kunne også indebære en risiko for at føle sig forpligtet til at sige "min kvote er opbrugt". Ikke nogen rar tanke, så hellere dø mens livet endnu er godt.
Den pludselige død er desværre den usædvanlige død. Og hvad kunne vi så gøre ved det? Her har Daniel Dennett et tankeeksperiment, som næppe er gennemførligt, men udmærket som grundlag for at filosofere over vilkårende for livets afslutning. Det går på at vi fandt en måde at ændre menneskets biologi, så der indtræder et pludseligt dødsfald, på et "passende sent" tidspunkt i livet. Måske sådan at efter 85 års fødselsdagen, må det "lykkelige" pludselige dødsfald forventes at ramme en tilfældig dag i løbet af de næste 5 år. Hvad ville du sige til sådan et godt tilbud?
Argumentet for det tilfældige er at det netop ikke skal være et spørgsmål om at træffe en konkret beslutning, eller vurdere om livet er "godt nok" endnu. Pointen skulle jo tværtimod være at dø mens det stadig går godt nok til at livet er til at holde ud at leve. Og så udløses den "tidsindstillede bombe" pludseligt. Døden indtræder, og alt er godt. Er det ikke bedre end når det er ganske normalt med lidelser og uværdighed i livets sidste fase? Prisen ville være lidt mindre af den tid hvor livet stadig er et godt sted at være. Ville du hellere selv sige "i dag er min sidste dag"?
Er mere altid bedre? Er det af værdi at gøre livets sidste måneder eller år til en skrækkelig oplevelse, for både den døende og de efterladte? Der kan argumenteres med at der ses lejlighedsvise historier om efterladte, for hvem det var en givende og udviklende oplevelse at være med, og tage sig af et døende familiemedlems pasning og lidelser gennem lang tid. Er den døendes lidelser det værd? Hvis lidelsen er et gode, skulle vi da skære ned på smertestillende midler?
Jeg ville tage imod tilbudet? Hvad med dig?
- Tufts University: Daniel C. Dennett "Whole-body apoptosis" (2008)
Begrebet apoptose kommer fra biologien, hvor det dækker over en programmeret celledød. Det sker hele tiden sker i kroppen, som en del af hvad der skal til for at kroppen fungerer normalt. Det kunne altså være spændende at forestille sig noget tilsvarende for hele kroppen.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar