Selvmord er ikke forbudt, og det har jeg af og til set som argument fra modstandere af at give nogen lov til at få aktiv dødshjælp. At de trængende da bare selv skal sørge for at begå selvmord, uden at nogen skal hjælpe dem. Hvis det var nemt og ukompliceret for en handicappet og svækket person, kunne det være et rimeligt argument. Problemet er blot at en nem og velegnet selvmordsmetoder også regnes for aktiv dødshjælp, hvis nogen hjælper med at fremskaffe og håndtere midlet. Det er forbudt at skaffe sig en god metode som medikamentet Nembutal (Pentobarbital), og det er bestemt heller ikke nemt.
Så hvordan skal en med det behov kunne arrangere en "selvadministreret aktiv dødshjælp" på en god måde? Det er urimeligt svært, især med et handicap som kunne være baggrunden for behovet. Så derfor bliver det ofte til "mindre gode metoder".
Et eksempel fra England i oktober 2011 er Carol "Diva" Hutchins, som led af multipel sklerose. Det er en fremadskridene og uhelbredelig nervesygdom, hvor det mest forudsigelige er at det bliver værre og værre, men at rytmen kan være meget varierende. Samtidig er det en sygdom, hvor nogle af de ramte får et stort ønske om aktiv dødshjælp. Heriblandt altså den 53-årige Carol Hutchins, der tidligere i livet havde været en meget aktiv kvinde, der bl.a. deltog i maratonløb. Hun fik i 1989 den frygtede diagnose, og blev efterhånden afhængig af kørestol. Kunne blot følge hvordan sygdommen gnavede hendes udfoldelsesmuligheder væk.
Hun bad i juli 2010 forgæves sin tvillingesøster, Ingrid Foan, om at købe en enkeltbillet til Zürich, for at få mulighed for en velordnet og sikker død hos Dignitas. Carol kunne ikke længere bære hvad der skete med hende. Hun havde tabt alt, og ønskede ikke at leve mere. Næppe en helt gennemtænkt plan, det kræver lange forberedelser og mange penge at få hjælp hos Dignitas i Schweiz.
Selv om 10 uger på hospital hjalp på hendes tilstand, kunne det jo ikke gøre noget ved sygdommens nådesløse udvikling. Hun måtte sørge for at dø, mens hun stadig havde rester af fysik til selv at kunne gøre noget ved det. Efter to timer i sin elektriske køresol, kom hun til en kanal i Reading, Berkshire. Her ventede hun på at nogle arbejdere holdt pause, så hun ikke blev forstyrret, men i stedet kunne kaste sig i vandet. Heldigvis virkede hævemekanismen på kørestolen, dagen før svigtede den, så hun måtte vende hjem opløst i tårer.
Løftet op over rækværket havde hun armkræfter nok til at forlade kørestolen. Arbejderne fandt efterfølgende den tomme kørestol, og Carol Hutchins med ansigtet nedad i kanalens mørke vand. Druknet. Politi, brandfolk og ambulancefolk kunne heldigvis intet gøre.
Carols sorgfulde forældre var overbeviste om at hun havde planlagt sit farvel til livet i nogen tid, mens hun var på hospitalet, og måtte regne med snart at miste det sidste af kontrollen over sin krop og skæbne. Sin sygdom kendte hun kun alt for godt, og vidste hvad hendes udsigter var. Total hjælpeløshed. Hun måtte hjælpe sig selv.
Hendes far, Alec Hutchins, benyttede sagen til at blive aktiv fortaler for at der skulle have været hans datter tilladt at kunne få hjælp til selvmord, på en pænere måde. Behovet var jo helt indlysende. Han kalde datteren meget modig og selvstændig. Livet er værdifuldt, men ikke når det bliver en tortur. Et godt farvel kan blive det bedste.
Livet kan blive lykkeligere af ikke at blive for langt.
Reading Post:
- Bravery of MS victim Carol Hutchins
- Dad's appeal for voluntary euthanasia
- Mourners say farewell to Carol Hutchins
- Carol Hutchins wanted to die at Dignitas
- College teacher wanted to die at Dignitas
Mail Online:
The EXIT euthanasia blog:
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
Ja dette innlegget får meg til å tenke på hvilket skrekkscenario det egentlig er å ikke kunne gjøre noe selv..
Min skrekk skulle være at jeg feks skulle havnet i en ulykke og ende opp som en "grønnsak"... JEG har ikke noe ønske om å ha et sånt liv, (om man kan kalle det det..)
Jeg får grøsninger ved tanken, tenk om jeg forstår hva som foregår rundt meg, men jeg kan ikke vise det..! Å ikke kunne gi tegn til hvilke behov man kanskje måtte ha.
Det ville vel tilslutt blitt denne kvinnens skjebne om hun ikke hadde tatt det i egne hender..?
Du har jo skrevet mangt om de forskjellige scenarioer på forskjellige måter og ta sitt liv på, å de har jo nesten alle en eller annen ting der "kan gå galt" å man risikerer å lide osv. Det jeg lurer på er, om det middelet de bruker på den klinikken du snakker om, er det da et sikkert middel for en smertefri og "god" død, selv om man skulle ta det selv? (hypotetisk spørsmål)
Er dette på noen måte lignende det og få en narkose..?
Jeg har tenkt at om døden skulle være som å få en narkose, ja så er den jo ikke noe å være redd for, da er man jo bare borte.....
Det at komme til at ligge som en "grønsag" er heldigvis ret usædvanligt. Og at være bevidst uden at kunne kommunikere (locked-in syndrome) er meget, meget sjældent, men ganske rigtigt en skræmmende tanke. Det er svært at sige hvordan det kunne være gået for Carol Hutchins, men det er sandsynligt at hun i stigende grad ville være blevet afhængig af pleje, og få sværere ved at kommunikere. Dog kan en permanent respirator normalt monteres således at der kan tales på udåndingen af luft, så der stadig er en kontakt.
Ellers findes der i stigende grad computer-baseret hjælpeudstyr, som kan udnytte små tilbageværende evner (som ansigtstrækninger) til at styre en kommunikation, efter at rutinen er lært. Den britiske fysiker Stephen Hawking er et godt eksempel her, hvor han heldigvis kan "leve så meget i hovedet" at han kan klare sig med en langsommelig måde at formidle sin kommunikation til omverdenen og sine hjælpere.
Rent praktisk tror jeg at en plausibel dødsårsag for Carol Hutchins kunne være blevet at en anden sygdom (som hjerteanfald, slagtilfælde eller lungebetændelse) ville støde til, mens hun blev mere og mere svækket. Men hun ville ikke affinde sig med at komme til at ligge helt hjælpeløs, og "vente på døden".
Når jeg skriver om nembutal (pentobarbital) som en "god metode", er det netop fordi dette middel bruges i lande og stater hvor det ikke er forbudt at hjælpe uhelbredeligt syge ud af den sidste rest af deres liv, når det er et stort ønske. Med passende omhu omkring dosering og maveindhold (lidt mad men ikke en masse), og forebyggelse af at komme til at brække sig, viser erfaringerne at det er sikkert og smertefrit. Der er ikke noget til hinder for at personen selv kan stå for forberedelserne, med mindre der er alvorlige problemer med koordination eller at bruge lemmerne. Rent praktisk er det ved Dignitas et krav at den der skal dø selv kan drikke den dosis der skal til. Tilsyneladende er det mest ubehagelige at det smager meget grimt. Men så kan der skylles efter med noget velsmagende.
Nembutal er forresten et middel som for omkring 50 år siden ofte blev udskrevet som sovemiddel. Det (og andre lignende barbiturater) er baggrunden for at mange taler om at bruge "et glas sovepiller" til selvmord, også selv om nutidens sovepiller ikke egner sig til formålet. Så det minder meget om en narkose, med at falde i søvn, og så stopper hjertet typisk efter nogle minutter. Stille og udramatisk.
Udskiftningen til andre typer sovemedicin er en del af baggrunden for faldende selvmordsrater. Det var "for nemt" at bruge dem til selvmord, og nu om dage er de ret svære at få fat på.
Mere generelt er det meget rimeligt at sammenligne selve døden med at være væk i en narkose, bortset fra at vi ikke vågner igen. Det mere åbenstående spørgsmål er hvordan den sidste stump af livet bliver, og om nogen skal have lov til at "få fri" hvis det bliver for dårligt, efter deres egen målestok.
Min venninne tok selvmord med piller, såkalte muskelavslappende piller (Somadril(Karisoprodol), om du vil ta bort navnet før denne kommentaren legges ut, gjør gjerne det.
Disse tabletter har også jeg brukt for min ødelagte rygg da de enda var lovlige i Norge, de hadde fin effekt på ryggsmertene, men jeg skal også innrømme at det var noen ganger jeg tok flere piller enn anbefalt,å da hendte det at jeg nærmest fikk en slags "blackout", når jeg våknet morgenen etterpå så kunne jeg ikke huske at jeg gikk til sengs..
Så da tenker jeg jo at disse måtte være bra til selvmord i forhold til vanlige sovetabletter og annet, MEN , når de fant henne og trodde detkanskje var mulighet for å gjennopplive henne så fikk de en masse "gugg" (væske, spytt..??) i munnen når de tok munn til munn metoden.
Så greit, hun døde jo, men hva tror du om sannsynligheten for at hun kanskje kvaltes i sitt eget spytt eller hva det var for noe, kan være?
De preparatene ble jo først forbudt i Norge, så i 2008 ble den fjernet fra resten av EU landene også.
Men når jeg leser hva du skriver om å bruke sovepiller og angstpiller som selvmordsmetoder så skjønner jeg hva du mener. Men disse pillene som hun brukte, siden de er muskelavslappende og hjertet er kroppens største muskel, forekommer meg jo å være en relativt "trygg og smertefri død"..
Eller har du noen andre synspunkt på det?
Kan man kanskje risikere at "hodet" er med, mens kroppen er så neddopet at den ikke lystrer?
Forøvrig så vil jeg personlig IKKE ønske å leve om jeg kom ut for en ulykke som gjør at jeg aldri mer kan snakke eller gå, altså at jeg er avhengige av andre til absolutt ALT. Å det er jo der jeg skjønner at det kanskje er vanskelig, de "avliver" deg jo ikke på et sykehus om du kan puste og sånt selv.... Bare noen tanker..
Ha en videre fin aften :)
Send en kommentar