Det er da ikke svært at tabe sig!

Først på året blev jeg lidt træt af min vægt. Den havde sneget sig noget over 100 kg, og da jeg er af almindelig højde, var det efterhånden svært at nøjes med at kalde mig selv for småfed. Altså besluttede jeg mig for at tabe mig, men jeg gad ikke pjat med slankekure, mystiske pulvere eller opskrifter. I virkeligheden er det jo ganske enkelt. Spise mindre, således at forbruget af kalorier blev større end hvad jeg puttede i munden. Mærkbart mindre.

Så det gjorde jeg, og netop nu kan jeg regne ud at min BMI er kommet ned i normalvægtsområdet. Ganske vist er BMI langt fra en god målestok for hvordan det egentlig ser ud med overvægt i forhold til kropsbygning, metoden sammenligner jo kun med højden. Hvis kropsbygningen er nogenlunde almindelig, kan BMI dog bruges som en lidt grov tommelfingerregel.

Når jeg tillader mig at "prale" med at det slet ikke var svært, er det fordi jeg startede med at tænke mig om, og forholde mig til min egen psykologi. Jeg må tilstå at jeg kan være tilbøjelig til "lige at tage en hurtig bid", som en impuls hvis det er nemt tilgængeligt. Det tror jeg ikke at jeg er alene om, og det kan jo føre til fedme. Altså sørger jeg for at de madvarer som jeg har liggende, kræver lidt forberedelse før de er klar til at spise. Og da jeg er alt for doven til "rigtig" madlavning, skulle det samtidig være ukompliceret.

Jeg startede med den fordel at jeg næsten spiser vegetarisk, og ikke er tiltalt af federe madvarer. Det blev dog til at holde pause med ost, fordi det gjorde det "for hurtigt" lige at snuppe en klapsammen med rugbrød og ost. Det skulle jo netop gerne tage lidt tid. På det lavpraktiske plan, skulle jeg selvfølgelig også huske at det da gerne måtte være i den sunde ende, når jeg begynde at spise betydeligt mindre. Og helst ret groft, for at sikre fremdrift gennem fordøjelsen.

En ting som jeg fandt på som en nem ret, der kan laves i løbet af nogle minutter, er to skiver rugbrød som underlag. Dertil en kartoffel, et par blade fintsnittede hvidkål, krydret og grydestegt (uden olie, eller højst et par dråber) til passende mørhed, med lidt væde. En del af krydringen kan være selvplukkede rønnebær, og måske også et lille surt vildæble med i blandingen. Det smager bedre end jeg troede det ville, så det har det det ganske fint med at spise. Forresten er det rørende billigt, på den måde har jeg mad for ganske få kroner om dagen. Med rugbrød på tilbud, har jeg faktisk flere dage været nede på et madbudget på ca. en tokrone.

En anden ret er at jeg af og til laver en stor blandet grønsagsgryde, typisk med linser, bønner eller kikærter, og pasta eller ris. Smager fint, og passer perfekt til min dovenskab. Sådan en grydefuld i køleskabet, gør det nemt at tage en afmålt portion i en lille skål, supplere med lidt vand, og nogle minutter i mikrobølgeovnen. God og sund mad. Måske ikke til de kokkehuer som fejrer det princip at det vigtigste er at maden er kompliceret at lave - men ganske fint som fiberrig grundkost.

Fidusen når jeg ville slanke mig var som sagt den helt simple at spise mindre. Det vil sige mindre portioner, der aldrig giver anledning til at levne. Altså ikke noget med at have en masse på bordet, og spise så længe der kan glide mere ned. Så hellere stoppe mens jeg godt kunne spise mere, og så lade der gå et stykke tid før jeg bare overvejer at tage mere.

Lidt viljestyrke og selvdisciplin skader jo ikke, men meget af det handler om det psykologiske der ligger i at vi mennesker er tilbøjelige til at "spise et ordentligt måltid", når maden står foran næsen. Måske mere end vi egentlig havde lyst til at spise, men den ene bid tager jo den næste. Det er måske næsten synd at levne en "besværlig" rest. Altså skal der ikke stilles så meget foran næsen. Keine hexerei, nur behändigheit. Og pludselig var der plads til en 3-liters skål i bukselinningen.

Det er jo egentlig ganske simpelt. Og jeg kan tilføje at jeg ikke har følt det som noget ubehageligt eller forstyrrende, selv om jeg tabte mig op imod et kg om ugen, foreløbig ca. 25 kg. Så det kan da godt være at jeg fortsætter et stykke tid endnu, og måske endda bliver ligefrem slank. Men jeg skal da ikke være anorektisk.

Det er jo også praktisk at kunne tage henlagte bukser i brug igen.

Se også:

Nej, det er ikke synd for mig - heller ikke for dig!

Jeg elsker min smerte

Det rene selvmord at køre uden cykelhjelm?

Undervægt, kvindeidealer og overvægt