Jørgen Thorgaard: Den ikke-livsduelige præst

Den kendte præst, forfatter og TV-vært Jørgen Thorgaard døde pludselig den 29. oktober 1992, i en alder af næsten 53 år. Dødsårsagen var ikke sygdom, ulykke eller hans alkoholproblemer. Hans eftermæle er mange steder præget af lidt vage formuleringer, som at han "ophørte med at skrive". Der var ikke ret mange som fortalte den virkelige dødsårsag.

Som forfatter søgte han oplysninger til en roman, og snakkede medicin med en farmaceut. Han fandt ud af hvilke piller han skulle tage for at være sikker på at dø. Bogen "Andre dage" udkom efter hans død, og handler om Poul der systematisk stjal af faderens Ketogan stærke smertestillende piller. De blev brugt til selvmord. Jeg tror ikke at bogen er selvbiografisk, men på den anden side vil forfattere jo tage afsæt i deres egen tankeverden.

Selvmord kaldes normalt for en tragedie, og udtryk for at den døde ikke handlede rationelt. Her ser det tværtimod ud til at Jørgen Thorgaard handlede velovervejet, og efter nøje planlægning. Det kan heller ikke siges at det blot var en midlertidig krise i et ellers velfungerende liv. Teologen havde gennem mange år kæmpet med angst og depressioner. Døden var emne i mange af hans bøger, med titler som "Døden kom til advent" (1990), "Døden kom til jul" (1991) og "Døden kom til nytår" (1992). Ved sin død havde forlaget Centrum også modtaget og godkendt "Døden kom til helligtrekonger", der udkom i 1993. Ja, døden kom.

Osted Kirke, hvor Jørgen Thorgaard virkede og blev begravet

Det er ikke nogen enestående historie at en mand vælger at afslutte sit liv efter mange års psykiske problemer, som der åbenbart ikke kunne gøres noget for at afhjælpe. Det er lidt usædvanligt at det var en dogmatisk tidehvervsmand. Som bevægelsen selv skriver det:

Tidehverv - det er gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: at være et enkelt menneske mellem fødsel og død og i ansvar og skyld. Tidehverv er derfor umoderne, for Tidehverv undsiger den modernitet, der er et andet ord for overfladiskhed. Tidehverv er derfor også reaktionært, for Tidehverv reagerer imod den dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed.

Gammeldags, reaktionær kristendom, som er modstander af samfundets fremskridt, vil sige at bevægelsen står stejlt på meget strenge lutherske principper, hvor selvmord er en yderst alvorlig synd. Og alligevel planlagde Jørgen Thorgaard sin egen død med stor grundighed. Så han har da nok været mere moderne end tidehvervsfolk flest. Mere frit tænkende.

Hvad der også er usædvanligt, og meget sigende, er hvordan Karen Thorgaard, hans hustru gennem næsten 30 år, forholdt sig til sin ægtemands beslutning om at dø efter flere forgæves selvmordsforsøg. Kristeligt dagblad bringer et godt interview med hende, 20 år efter hans død. "Man lever på den gode samtale". Herfra et pluk:

Jørgen Thorgaard fik større og større problemer. Han havde forsøgt at tage sit liv flere gange, og Karen Thorgaard havde egentlig forliget sig med, at han ikke ville kunne finde ud af det og vel også fortrængt tanken for selv at overleve. Men til sidst, under dække af, at han skulle bruge oplysningerne i en roman, talte Jørgen Thorgaard med en farmaceut og fandt ud af, hvilke piller han skulle tage for at være sikker på at dø.

Efter hans død var der nogen, der sagde til Karen Thorgaard, at nu ville hun og børnene få det godt.
- Men hans død var bestemt ikke en lettelse. Selv om vi havde det besværligt, ville jeg sige ja tak, hvis det kunne lade sig gøre, at han kom tilbage til os. Vi havde det sjovt sammen, han var humoristisk og spændende. Det er ikke alle, der kan levere den gode samtale, og det er den, man lever på.

De efterladte kan betragte selvmord som et svigt, men sådan ser Karen Thorgaard ikke på det.
- Jeg har haft ganske få dage, hvor der ikke har været noget ved det hele, og jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan man har det, hvis man har det sådan hele tiden. For slet ikke at tale om angst, som jeg kun har prøvet at føle i få sekunder i mit liv. Jeg kan godt forstå, at man kan komme derud. Jeg har aldrig følt, at det var min skyld. At det var fordi, jeg ikke var god nok, spændende nok eller pæn nok. Det var noget, han havde i sig selv, noget han var født med. Han var ikke livsduelig, som han selv udtrykte det. Han var et menneske, som ikke kunne holde det ud. Jeg var ikke årsag til det, og derfor føler jeg mig ikke svigtet.

Citatet om at Jørgen Thorgaard ikke så sig som "livsduelig", og at Karen havde forståelse for baggrunden for dette, viser at hun kunne rumme at han døde ved selvmord, og tilsyneladende accepterede handlingen, samtidig med hendes sorg. Og med balance til ikke at føle sig svigtet. Måske hjalp hendes kristne livssyn, med fokus på barmhjertighed og tilgivelse, også ham til at forlige sig med tanken om døden.

Hendes moderne indstilling til kirkelig dogmer viser sig også i at hun synes at hendes mor skulle have accepteret at Karens far fandt en anden, og gerne ville beholde begge kvinder. "Jamen, hvis du elsker ham, vil du jo gerne blive ved at være sammen med ham. Han har jo ikke forkastet dig, fordi han også har en anden". Det blev i stedet til en skilsmisse.

Mennesket er vigtigere end stive dogmer fra gamle bøger. Både ved døden, og ved kærligheden. Vi må jo respektere det elementært menneskelige.

YouTube: Dina live in Århus - Vær du mig nær

En salme som sagde Jørgen Thorgaard noget særligt er nummer 541 i salmebogen, ”Vær du mig nær”. Even Marstrand gendigtede i 1915 en dansk version af ”Abide With Me” ved Henry Francis Lyte. Den kunne han bruge uanset humør og åndeligt vejrlig, og blev i perioder sunget dagligt mens han kørte bil, eller brummet på en gåtur. Måske også da han døde, "Hvor er nu dødens brod, o Herre kær, og hvor er Helveds sejr, når du er nær?". Han troede næppe at han kom i helvede, som det gammelkirkelige dogme ellers siger.

Vær du mig nær! Nu aftnen sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!

Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort,
al verdens glans og glæde visner bort,
alt står for fald, og alt forandres her;
du, som omskiftes ej, vær du mig nær!

Kom ej med rædsel som den drotters drot,
men mild og blid at læge ondt med godt!
Giv mig hos dig, som har hver synder kær,
trøst for al sorg og savn; vær du mig nær!

Jeg trænger til dig hver en livets dag,
din nåde kun kan sløve Fjendens slag.
Hvem er som du i regn og solskinsvejr
min stav og støtte! O, vær du mig nær!

Med dig ved siden har jeg ingen frygt.
Trods sorg og sygdom er mit hjerte trygt.
Hvor er nu dødens brod, o Herre kær,
og hvor er Helveds sejr, når du er nær?

Når øjet brister, vis mig korsets tegn!
Lys gennem mørket mig til Himlens egn!
Fly, jordisk mulm, for Himlens morgenskær!
I liv, i død, min Gud, vær du mig nær!

Se også:

Morti Vizki havde ikke mere på hjerte

Døde Kirsten Walther ved selvmord?

Jesus' korsfæstelse, et planlagt selvmord

Dan Folke søgte dødens friske luft