Døden er det eneste Visse,
og det Eneste,
hvorom der intet er vist.
og det Eneste,
hvorom der intet er vist.
Et af de mange citater fra Søren Aabye Kierkegaard handler om et grundvilkår for eksistensen. Døden. Ved at se på visheden omkring døden stiller han et tilsyneladende paradoks op. Det er jo indlysende at vi alle skal dø, men den anden halvdel er en uholdbar cirkelslutning.
Påstanden om at intet er vist omkring døden er en religiøs præmis, brugt som basis for at stille "noget mere" i udsigt efter døden. Noget som mennesker skal gøre sig fortjent til, gennem at leve sit liv ud fra den pågældende religions dogmer. Den gamle filosof Søren Kierkegaard var selvfølgelig tænker indenfor kristendommens tankesystem, så det er ikke så underligt at han blot slugte denne præmis, i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved den.
Men sagen er at vi i virkeligheden har fuld vished omkring hvad der er efter døden. Individet ophører med at eksistere, undtagen gennem den forskel som hun eller han måtte have gjort for verden. Det er ikke anderledes end når en okse dør. Så kan dens betydning oftest måles i hvad den har produceret af kød og/eller mælk. Mennesket er ikke grundlæggende anderledes, bortset fra at vi har helt anderledes muligheder for at påvirke verden.
Tvivlen om hvad der er efter døden er udspringer udelukkende af påstanden om at der er tvivl om hvad der efter døden. Dertil selvfølgelig myter og digning med fantasiforestillinger om denne fortsatte eksistens.
Citatet kommer fra skriftet "Tre Taler ved tænkte Leiligheder", hvor "Ved en Grav" indeholder dette afsnit:
Saaledes er Døden ubestemmelig: det eneste Visse, og det Eneste, hvorom det Intet er vist. Denne Forestilling lokker Tanken ud i det Ubestemmeliges Vexel for at ville forsøge sig i denne Gysen som i en Leeg, for at ville gjette denne forunderlige Gaade, for at ville hengive sig i det Pludseliges uforklarlige Forsvinden og uforklarlige Frembryden. Det skal være formildende at tænke over dette Træf, dette Lige og Ulige, denne anede Lov i det Lovløse, som er og som er ikke, er i Forhold til alt Levende, og som er ubestemmelig i ethvert sit Forhold.Det kan måske være mere underholdende at krølle tankerne med forstillingen om at der er en "forunderlig gåde" her, end blot at anerkende den prosaiske og endnu mere fantastiske virkelighed. At livet er nok i sig selv.
Så enkelt er det. Det er ganske vist.
Nyere opslag
Opslag
14 comments:
Nej, det er ikke ganske vist, at vi ved, at der ikke er noget efter døden. Derfor kaldes religion også for tro - man kan håbe eller ikke håbe på noget, men ikke vide det.
"Den gamle filosof Søren Kierkegaard var selvfølgelig tænker indenfor kristendommens tankesystem, så det er ikke så underligt at han blot slugte denne præmis, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved den. "
"Det kan måske være mere underholdende at krølle tankerne med forstillingen om at der er en "forunderlig gåde" her, end blot at anerkende den prosaiske og endnu mere fantastiske virkelighed."
Sådan!
Så blev Kierkegaard nok sat på plads. Underligt i grunden at han er en af de største tænkere vi har haft og en af de største filosoffer i nyere tid også i et internationalt perspektiv.
Dette sagt med ironi, som jo er et af Kierkegaards helt specielle stiltræk.
Selv om jeg kun har læst få værker af Kierkegaard, er det en i mine øjne en overfladisk og respektløs dom over Kierkegaards tænkning. Hele hans filosofi var forbundet til det at være troende. De berømte 70.000 favne vand handler om at turde tro. At tro er det væsenligste valg i livet for Kierkegaard og et strengt personligt valg. Kierkegaards mente netop at hver enkelt skal reflektere over sin egen væren, træde i karakter, tage ansvar og ikke blot følge mængden, sådan som spidsborgeren, der bare er tilpasset mængden gør det. Kierkegaard var imod folkelighed, forstået som det, ansvarsløst og ureflekteret at hengive sig til massernes fællesskab.
Så jeg synes du er meget, meget, meget uretfærdig overfor Kierkaard. Eller måske mener du ikke et sådan valg er muligt? Eller måske mener du kun ikke troende kan have tænkt sig om? I så fald tager du fejl.
Jo, det er ganske vist at eksistensen slutter med døden. En påstand om noget andet er mere at se som en "poetisk" virkelighedsopfattelse. Og det må folk da gerne have, men det skal ikke forveksles med at der reelt er nogen uvished.
Med få undtagelser det normalt for religiøse personer af afvise eksistensen af guder. Altså lige bortset fra den ene (ud af det righoldige udvalg) de vælger at tro på. Derfor har fx pastafarierne en ligeså meningsfuld religion, når denne trosretning hylder Det Flyvende Spaghettimonster.
Religion handler om at benægte eksistens af alle andre guder. Og så er der nogen som vælger at være konsekvente. At konstatere at alle guderne er opspind. Skabt af mennesker som en måde at tænke om verden på.
Men jeg har ikke det mindste imod at nogen vælger at være troende, og lever indenfor et sådant tankesystem. Det koncept kan bestemt have sine fordele. Det skal blot ikke erklæres som noget sandt og virkeligt. Ikke noget som er gyldig grund til at postulere uvished om virkeligheden.
Tror du Kierkegaard mente man har vished - når man tager troens spring ud på 70.000 favne vand?
Han mente jo, at dette at tro netop var kendetegnet ved at være helt og aldeles uden sikker viden, og i bund og grund en absurditet.
Så igen; du er helt i skoven, når du snakker om at tro "skal ikke forveksles med at der reelt er nogen uvished" hvis du mener det har noget med Kierkegaards tænkning at gøre. Det er jo lige præcis hans pointe. Tro er en absurditet. Læs noget Kierkegaard :-)
Søren Kierkegaard har da ganske afgjort tænk sig om. Meget. Og grundigt. Det var ganske bevidst, Charlotte, at jeg omtalte ham som "tænker".
Det er ikke ensbetydende med at hans præmisser derfor er at tage for gode varer. Men han levede i en kulturkreds hvor kristendommens dogmer blev set som grundlæggende sandheder. Så det er da meget naturligt at han ikke satte disse antagelser til debat.
Tilsvarende levede og tænkte han ud antisemitiske og mandschauvinistiske præmisser, som når han fx skrev ting som "Men overspringes det Dialektiske, hvad saa? Saa bliver det Hele til Fruentimmer-Vrøvl og Qvinde-Vræl, thi Jøder og Fruentimmer, veed man nok, vræle i eet Minut hvad en Mand ikke formaaer at gjøre i hele sit Liv."
Hans holdninger her er også en del af hvad han var, men jeg vil såmænd ikke skælde ham specielt ud for sådanne tirader; det var jo blot tidens præmisser som han havde godtaget, altså en del af hans tankeverden. Som kristendommen også var. Hvis han havde startet med andre præmisser, havde han da bestemt tænkt og udtrykt sig anderledes. Vil jeg da mene.
Det må være tilladt at pille ved hans præmisser, og ikke se den gamle tænkers ord som mere end hvad de er. En betydelig tænker som har sat sit præg på eftertiden, men uden derfor at fortjene helligkåring. Uden at det derfor er respektløst at pille ved hans præmisser.
Og Kierkegaard havde det selv svært med troen, som du er inde på. Men han var, som produkt af sin tid, "nødt" til at tro. Så hans "opgave" blev at finde en måde at gøre det på. Det var ikke noget "strengt personligt valg", men en påtrykt virkelighed som han kæmpede for at finde sig til rette med. Det havde til gengæld været et "strengt personligt valg" at turde tage præmissen om Gud op til revision.
Jo, jeg mener bestemt at troende (ikke kun Kierkegaard) kan tænke sig om. Ligesom andre mennesker, selvfølgelig. Men... det må altså være tilladt at pille ved præmisserne, uden det skal ses som overfladisk. Fx vil jeg da også anerkende Sigmund Freud som en betydende tænker omkring psykologien. Det hindrer dog ikke at der, set i et mere moderne perspektiv, er ganske meget som simpelthen ikke kan bruges til noget. Sådanne revisioner skal hverken lægges Kierkegaard eller Freud til last. De har bidraget til hvor vi er i nutiden, gennem at have leveret tankegods til rådighed for at eftertiden kan tænke videre, og altså forkaste hvad der ikke holder.
Og når jeg sluttede af med en passus om "mere underholdende at krølle tankerne", håbede jeg da ironien var synlig. Dette stiltræk er vel ikke forbeholdt Søren Kierkegaard... :-)
"Aands-Existents, især den religieuse, er ikke let; den Troende ligger bestandigt paa Dybet, har 70,000 Favne Vand under sig."
Det ser jeg ikke som udtryk for at han kæmpede med spørgsmålet om at være troende eller ej, men i stedet med vilkårene for troen. Han kunne netop ikke være sikker på noget, kunne ikke finde ro og fodfæste.
"Kan jeg objektivt gribe Gud, så tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, så må jeg tro; og vil jeg bevare mig i Troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er på de 70.000 favne Vand, og dog tror".
Troen er en grundlæggende præmis for Kierkegaard, og derfor bruger han uvisheden som nødvendig basis for at have en tro. Selve uvisheden bliver derved et valg, og en anledning til at vride sig i troens paradokser og absurditeter. Og det gjorde han med stor grundighed!
Troens tankesystemer kan da bestemt være spændende for dem som gør dem til en måde at leve på. Det er da helt fint med mig, men jeg vil have lov til at være uenig. Og en central del af dette er at pointere at troen ikke kan bruges som basis for at hævde noget om den praktiske virkelighed.
Kierkegaards betragtning om at der intet er vist omkring/efter døden, kan selvfølgelig tolkes som en del af troens lukkede og uvisse tankesystem, men når han understreger vished om uvisheden, må det være udtryk for at han bevæger sig udenfor troens cirkler. Forveksler det med virkeligheden.
Vished om døden kan man kun have hvis man ikke tror. Men dette er også en subjektiv position. Og eftersom vi ingen undersøgelse kan lave af det at være død og ingen erfaringer kan have med dette, så knytter det sig til tro eller håb som er forbundet til liv. Derfor er håb udover døden en risikabel tænkning og det kan vel være det Kierkegaard mener.
Der er en sammenhængen mellem håb og liv. Så længe der er håb er der liv. Siger man. Håbløshed er dødbringende. Helt konkret også i dødsfasen. Håb kan forlænge livet og at opgive håbet afkorte livet.
Det er forbeholdt mennesker at håbe på den måde. Også dyr kan afvente noget, men de forholder sig kun til deres konkrete omverden og den allernærmeste fremtid. Mennesket kan i fantasien række langt ud over hvad der umiddelbart lader sig overskue. Mennesket har altid haft ritualer ifm. døden som er udtryk for et håb ud over døden.
Men det er håb/tro - ikke viden.
Og der er vel intet ondt eller forkert i dette? Enten tro man eller også gør man ikke. Ens virkelighed vil være afgørende forskellig om man er det ene eller det andet sted. Men virkeligheden er uundgåeligt altid subjektiv/fortolket/oplevet. SANDHEDEN sådan objektivt findes ikke.... det vil selv videnskaben understrege.
Hvis det er ganske vist, at eksistensen slutter med døden, hvorfor er der så mange videnskabsmænd (som ikke er religiøse), der tror på og forsker i efterlivet?
Uvished om døden er noget som følger af det at være troende, mener jeg tværtimod. Religiøsitet foreskriver sådan set at tro på noget som ikke er virkeligt.
Søren Kierkegaard lavede egentlig en smart filosofisk manøvre ved at distancere sig fra at se Gud som noget objektivt. Derved slap han fri af umuligheden af at bevise eksistensen af Gud, ved bevidst at fastholde sig i uvisheden som basis for troen. Og så bryder han sin cirkelslutning ved at hævde vished om uvisheden, i stedet for netop at lade det uvisse være uvist.
Det er jo rigtigt at det aldrig kan lade sig gøre principielt at bevise fraværet af eksistens af noget, deriblandt et liv efter døden. Derfor er det nu ikke subjektivt at afvise virkeligheden af uunderbyggede forestillinger om noget sådant.
Hvis begrebet "objektivitet" skal have mening, kan vi ikke sige at alt hvad der ikke kan modbevises, derfor er at se som "noget muligt". Vi kan jo heller ikke føre lukket bevis for umuligheden af eksistens af "moderne gudsfigurer" som Superman. Objektivitet må indebære at starte med konkrete fænomener og forklaringer på disse. Når vi kan give sammenhængende forklaringer, uden at nogen kan forbedre disse, bliver det til noget "objektivt rigtigt".
Det er dog ikke utænkeligt at forklaringerne senere kan forbedres, i en proces som forfiner vores forståelse af virkeligheden. Fx lagde Isaac Newton et godt grundlag for fysikken, med sin redegørelse for tyngdekraft og legemers bevægelse. Senere kom Albert Einstein med relativitetsteorien, som reelt set siger at Newtons arbejde ikke var komplet. Og nogenlunde samtidig havde vi den store og lange debat mellem Einstein og Københavnerskolen med Niels Bohr i spidsen. Kvantemekanikken var i modstrid med Einsteins syn på fysikken, men igen og igen har eksperimenter bekræftet at fysikken er absurd i forhold til den Newton'ske forudsigelighed og determinisme. Og videnskaben er slet ikke stoppet med at udvide forståelsen af disse fænomener.
Men det ændrer ikke på at både Newton, Einstein og Bohr arbejdede på et objektivt grundlag. Og det er ikke en subjektiv position at afvise spekulative forestillinger, som i sig selv udelukker at vi kan arbejde hen mod en forståelse af deres grundlag.
Der er netop afgørende forskel på tro og viden. Jeg ser netop intet forkert i at mennesker lever med en tro. Her kan jeg så anbefale at følge det Kierkegaard'ske "trick" med at insistere på at det er uvist. At det er "ved siden af" virkeligheden.
I øvrigt kræver det ikke tro at håbe. Det er en religiøs påstand, som ganske vist nyder en vis popularitet. Der ligger et betydeligt håb i at vi som mennesker har ansvaret for hvad livet bliver til, i stedet for være underlagt en højere magt, og regler som ikke kan anfægtes.
Jeg er enig i at vi ikke kan sige at vi har fundet sandheden. Det betyder dog ikke at alt andet dermed er ligeværdigt med det vi objektivt kan forholde sig til. Min pointe er ikke at se forklaringer med afsæt i religiøsitet som ubrugelige, mere at det ikke er bør være nogen konkurrence mellem modstridende måder at tænke om verden på.
På et plan har vi det vi kan arbejde på at have vished omkring, ved at undersøge fænomener, og se hvordan tingene hænger sammen. På et andet plan har vi spirituelle forestillinger, som netop handler om det vi ikke kan have eller skaffe os vished omkring. Disse to områder skal ikke blandes sammen, så derfor nytter det ikke at hævde at spirituelle fænomener er noget virkeligt. Tilsvarende nytter det ikke at insistere på at spirituelle tanker skal indrette sig efter objektivitetens målestok.
Så jeg synes sådan set at det rimeligt at holde tingene adskilt, i stedet for "pludselig" at hævde vished om uvished.
Der er ikke mange videnskabsmænd som forsker i fænomener i sammenhæng med tanker om livet efter døden. Der er kun ganske få, og jeg vil mene at de hovedsagelig har en form for tro på "noget overnaturligt", også selv om de måske ikke er fanget af en konkret religion.
Ganske uafhængig af egen tro, vil jeg endvidere sige at det kan være et interessant forskningsområde at undersøge hvad der ligger bag, når mange mennesker (af ærlig overbevisning) tolker nogle oplevelser (fx nærdødsoplevelser) ind i et religiøst mønster. Vi taler jo ikke nødvendigvis om at disse er løgnere eller fantaster, med så stor kreativitet at de opfinder "tilføjelser" til virkeligheden. Altså ganske normale fornuftige mennesker, som beretter om noget ud over det normale.
Så er der ræson i at forske i hvad der egentlig sker, uden derfor at gå ud fra at disse menneskers egen forklaring er rigtig. Fx har det vist sig at en ting som søvnparalyse ligger bag en del meget mystiske oplevelser.
Jeg vil såmænd ikke benægte at der findes nogen, som ud fra nogenlunde videnskabelige metoder arbejder med emnerne, fordi de selv tror på at der er "noget mere mellem himmel og jord", men videnskaben er ikke et samlet system med dogmer og autoriteter. Et hvilket som helst område kan undersøges efter videnskabelige principper, men her er det noget helt centralt at der skal opnås erkendelser som andre kan bekræfter uafhængigt, typisk gennem at udføre tilsvarende eksperimenter, og se om der måske er andre og bedre forklaringer.
Hertil kommer vel håbet om at kunne finde en stor og grundlæggende opdagelse, som ændrer det hele. Mange har en drøm om en stor plads i historiebøgerne.
Styrken ved videnskaben er at den også kan rumme vanvittige forskere med sære forestillinger om verden, uden at ophøje essays om disse til hellige skrifter. Hvis der kan laves redelig forskning, og især noget som kan gentages af andre, er der ikke noget som er helligt. Det er fx ikke noget argument at sige "det her er i modstrid med Einstein"; højst en anledning til at være ekstra grundig med om det fx nu virkelig er lykkedes at finde noget som bevæger sig hurtigere end lysets hastighed.
Indenfor videnskaben har der været fremsat masser af helt uholdbare forestillinger, som når frenologien påstod at kraniets ydre form kunne bruges til at udlede sjælelige egenskaber. Det er helt normalt at der er masser af arbejde som ikke holder, og derfor glider til side.
Så det kan aldrig være et argument for noget at pege på eksistens af videnskabelig forskning omkring emnet. Hvad der tæller er resultaterne.
Hvad er så din kommentar til
Ian Stevenson?
http://en.wikipedia.org/wiki/Ian_Stevenson
Jim B. Tucker?
http://en.wikipedia.org/wiki/Jim_B._Tucker
Tom Shroder?
http://en.wikipedia.org/wiki/Tom_Shroder
Er de videnskabelige eller useriøse? Hvorfor?
I nogle kulturer fejrer man døden i stedet for at sørges over den. Kan du forklare mig, hvorfor det forholder sig sådan? Hvad er argumentet?
Videnskabelighed og seriøsitet er ikke modsætninger, men uafhængige aspekter af at arbejde med en problematik. Som allerede pointeret - hvad der tæller er resultaterne.
Det vil sige at formidle andet en påstande, men noget som andre kan forholde sig til og gentage. Når det i stedet bliver til at pointere at metoderne er så svage, at skriverierne blot er anekdoter, ser det skidt ud. Det er heller ikke godt at gribe til kvantemekanikken som "forklaring", når det tydeligvis helt sker uden forståelse for denne centrale gren af fysikken. Der er brug for sammenhængende argumentation, ikke skriverier for de allerede troende.
Jeg tror ikke at nogen fejrer døden i stedet for at sørge, men det kan da siges at døden er en god lejlighed til at festligholde mindet om et menneske der ikke er mere. Til at glædes over hvordan vore civilisationer bygger på mange generationer af døde mennesker.
Døden er noget naturligt og uundgåeligt ved det gode liv. Hvorfor dog fokusere på at sørge over det tabte, i stedet for at glædes over hvad der var?
Send en kommentar