En nyere britisk undersøgelse spurgte til folks holdninger til muligheden for at få hjælp til at dø. Som ved andre meningsmålinger af denne type, er der stort flertal for det rimelige i at give mennesker legal adgang til at have en hjælper omkring at afslutte deres liv, på en pæn måde. Samtidig spurgte YouGov til religiøs holdning, og om dem som bekendte sig til en kirke var aktivt udøvende af deres trosretning.
Den største gruppe var mennesker uden kirkelig tilknytning, og uden religiøse dogmer var der kun en lille gruppe nej-sigere. Som det største britiske trossamfund ligger den anglikanske kirke tæt på gennemsnittet, også selv om kirkens kransekagefigurer er fordømmende bekæmpere af menneskets frie valg her. Næsten ligeså hårde som den katolske kirke, men også her er over halvdelen af medlemmerne tilhængere af en mere moderne linie.
Hvad der måske er mest "sjovt" at se, er hvor der er den største modstand. Pinsekirken har over 3/4 modstandere, men det er måske også den trosretning som mest bogstaveligt ser udvalgte passager fra Bibelen som indiskutable dogmer. Samtidig kirken præget af et særligt stærkt fællesskab. Derudover har kun Islam flertal mod muligheden for at et liv må afsluttes, efter eget rationelle ønske. Igen en gruppe som i højere grad definerer sig som en subkultur.
Der blev også spurgt til argumenter fra tilhængere og modstandere. Tvivlen på om systemet kan give værdig dødspleje skurrer måske, men dækker reelt også at det simpelthen ikke altid er muligt med en pleje, som kan give døende hvad de føler som et værdigt forløb, på trods af det gode arbejde fra hospicer. Pointen omkring ikke at frygte retsforfølgelse går på et særligt britisk fænomen, hvor enhver form for meddelagtighed omkring selvmord har en strafferamme på linie med mord, men hvor statsanklageren skal godkende om der skal føres retssag eller ej. Mange sager syltes i stedet.
| Hvorfor behovet er der | % |
| Individet har ret til at vælge hvordan og hvornår | 82 |
| Det er bedre end langvarige lidelser | 77 |
| Hjælpere skal ikke frygte retsforfølgelse | 76 |
| Bedre sikkerhed ved det der allerede sker | 51 |
| Systemet magter ikke værdig pleje nær døden | 35 |
| Andet / ved ikke | 2 |
| Modargumenter | % |
| Sårbare kunne blive presset, eller føle det | 59 |
| For stor en byrde for hjælperne | 55 |
| Umuligt med nok sikkerhedsforanstaltninger | 48 |
| Menneskelivet er helligt | 48 |
| Døden skal gå sin naturlige gang | 46 |
| Uopretteligt, men ingen kan være helt sikker | 43 |
| Andet / ved ikke | 6 |
Modargumenterne er også de "faste" bekymringer. Risikoen for et pres "du må da hellere tage at dø" lyder jo ubehagelig, men der er ingen basis for at se dette som en reel risiko. Argumentet er fx også blevet brugt i USA, da læger fik pligt til at informere patienter omkring deres rettigheder til at skrive livstestamente. Men der er ingen tegn på at patienter føler et utilbørligt pres her. Tværtimod ville det være et utilbørligt pres at fortie valgmuligheder.
Nyere opslag
Opslag
14 comments:
Tror du ikke, at psykiatrisk behandling ville forbedre disse tal? Desuden er det vel indlysende, at religiøse, der tror på efterlivet, er imod selvmord.
Det kan vel ikke helt udelukkes at psykiatrisk behandling af religiøse kunne fremme evnen til at tænke rationelt og næstekærligt. Jeg vurderer det dog som mindre sandsynligt, det er ikke et psykofarmakologisk problem. Måske ville det største håb for at forbedre tallene være at dæmpe religiøse vrangforestillinger.
Nej, det er bestemt ikke "indlysende, at religiøse, der tror på efterlivet, er imod selvmord". Faktisk har der, også historisk set, været en del selvmord blandt forskellige religiøse, som netop ville skynde sig videre til efterlivet.
> Genvej til himmelen
> Melankolske mordere - Mord som selvmordsmetode
Mytologi omkring at blive straffet (efter døden) for selvmord, er netop opstået som en slags selvmordsforebyggelse. Det at stille mennesker en vidundelig verden i udsigt, efter døden, er jo netop noget som gør selvmord til en logisk handling. Hvorfor dog udholde det besværlige jordeliv? Dette var indlysende uhensigtsmæssigt, så derfor opstod de voldsomme og brutale dogmer mod selvmord.
Men der er da mange med et religiøst syn, som ikke blot tror blind på forskellige gamle patriarkers sære bandbuller, men har et mere personligt forhold til hvad det egentlig er for noget de tror på. Her kan der argumenteres for at døden blot er en overgang, og dermed ikke noget skræmmende.
Alt i alt, er det meget logisk at moderne religiøse i stor udstrækning modsiger deres kirke, og i stedet indser det fornuftige i at give mennesker lov til at undslippe uudholdelige livsrester. Religiøse mennesker er da, sådan hovedsageligt, ikke dumme eller menneskefjendske. Det kniber mere, jo højere vi kommer i kirkernes hierarkiske hakkeordener.
Du kommer ikke i himlen, hvis du begår selvmord, ifølge de religiøse.
Hvad synes du så om vores selvmordslovgivning? Er det rigtigt, at man ikke kan blive straffet, hvis det foregår i et andet rum, end man opholdt sig, selvom man var klar over, at personen ville gøre det?
Men er det ikke et forkert signal at sende som samfund, at man støtter op om selvmord, aktiv dødshjælp og død i det hele taget?
"Ifølge de religiøse" er pr. definition en meningsløs udtalelse. Religiøse er meget langt fra et være en homogen gruppe med ensartede meninger. Og det nytter ikke at plukke hvad en højtråbende religiøst prædikende person måtte have slynget ud, og pådutte alle "de religiøse" samme holdning.
Min indtryk er at langt de fleste religiøse i mange sekulariserede kulturer i den såkaldt "vestlige verden" længe har forladt pixie-bøgerne fra gamle dages teokratiske budskaber. Altså uden en simplistisk tro på noget konkret som "himmel" eller "helvede".
Og det tæller ikke at lytte efter hvad de højtråbende slynger ud. De er kun et lille mindretal, sammenlignet med det store "tavse flertal", som langt hovedsageligt forener fornuft med nogle mere abstrakte religiøse tanker om "mere mellem himmel og jord".
Den store forskel mellem kirkernes officielle syn, og hvad dem som bekender sig til trosretningen har af synspunkter, viser jo at der er et skred. Ikke kun omkring dødshjælp, men også omkring emner som homoseksualitet, skilsmisse, sex udenfor ægteskabet, abort, og andre punkter hvor fortidige budskaber fra kirkerne i stigende grad er tomme rituelle ord - som endda i nogle tilfælde bliver strøget fra kirkernes officielle linie, dog med lang forsinkelse.
Den eneste selvmordslovgivning Danmark har (i straffeloven) forbyder hjælp til selvmord, og mildner straffen for "drab efter begæring". Her ville det pynte med den Schweiziske model, hvor hjælp til selvmord kun er forbudt, når det sker ud fra egennyttige motiver.
Lovgivningen har ingen paragraffer om hvilket rum personerne befinder sig i. Desværre har anklagemyndigheden (sammen med domstolene) udviklet en retspraksis, hvor love rutinemæssigt gøres gældende udenfor det område de handler om. For eksempel loven der påbyder at hjælpe nogen i livsfare. Den er jo helt klart tænkt til situationen med at nogen på grund af en ulykke ikke selv kan skaffe hjælp.
Så er det da forfriskende når en domstol var i stand til at afvise dette juridiske fusk i en konkret sag, også selv om de var omhyggelige med at forme dommen på en måde som var uegnet til at have betydning for retspraksis.
Er der ikke mere mellem himmel og jord, end vi går og tror?
Mere mellem himmel og jord bruges typisk til at påstå et sideordnet rige med sjæle, ånder og andre ting udenfor den rationelt tilgængelige viden. Og der tør jeg godt konstatere at vi har så meget viden at der ikke kan gemme sig sådanne åndevæsener i en eller anden sprække.
På den anden side er det en triviel selvfølgelighed at vores viden om verden ikke er altomfattende, og at der er fænomener hvor vi endnu ikke har konkrete og sammenhængende forklaringer.
Hvad der er mere spændende er at mennesker har meget mere mellem ørerne end vi selv forstår. De fleste mennesker tror naivt at bevidstheden er der hvor det meste foregår, for det er jo der de kan mærke tankerne.
Efterfølgende nogle tanker som jeg udtrykte i en anden diskussion om emnet....
En af sindets mest fantastisk evner er at vi på basis af ganske lidt input, i kombination med vore erfaringer og fornemmelser, igen og igen kan danne os et sammenhængende billede af verden, som føles som udtryk for den sande virkelighed. Uden den evne kunne vi slet ikke agere i en dagligdag med at forholde os til omgivelserne uden grundig bevidst analyse. Den evne tillader os at bygge et indre billede af verden ud fra vore forventninger til verden. Jo mindre input vi får, jo mere kreativ må hjernen være for at fylde de store mellemrum.
Denne proces er så kompleks, at det ligger langt udenfor bevidsthedens fatteevne at forstå hvordan vi kommer frem til vor oplevelse af verden. At give en rationel forklaring på vort sind.
Jeg kommer til at tænke på en lille episode omkring årtusindeskiftet. Jeg fik spørgsmålet "tror du på astrologi?". Mit "helt spontane" svar var noget med at jeg ikke troede på en bogstavelig sammenhænge mellem fjerne planeters og stjerners placeringer på fødselstidspunktet og vores personlighed og livsforløb - men at jeg ikke på nogen måde ville afvise at kunne få noget godt ud af at snakke med en astrolog, som tog afsæt i disse modeller. Det ville ikke "forstyrre" mig om hun/han under sin førbevidste "intuitive" tankeproces betjente sig af disse skabeloner, eller for den sags skyld en krystalkugle.
Astrologen ville måske føle sig meget sikker på at læse en masse ting ud af stjernerne, når det egentlig ville være udtryk for hvad der foregår i den (mange gange større) ikke-verbale del af hjernen. Der ville faktisk være store chancer for at vedkommenede gennem ikke at bortkaste det meste af sin førbevidste tænkeevne ville være bedre at snakke med, sammenlignet med en som insistere på at det hele skal ske på overfladen af bevidstheden. Bedre kunne forstå mig, gennem sit ikke-bevidste menneskekundskab, og give mig noget nyttigt.
Talemåden "der er mere mellem himmel og jord" skulle komme fra Hamlet, og være udtryk for at vi ikke skal afvise det tilsyneladende uforklarlige blot fordi vi ikke kan fatte det med vor begrænsede forstand. Jeg vil i endnu højere grad sige at "der er mere mellem ørerne", end den begrænsede forstand, som har et lille hjørne derinde, kan fatte. Og de ting som vi ser mellem himmel og jord kommer derindefra :-) Hjernen fatter ikke hvor kreativ den er!
Angående den kreative hjerne og dens påfund mellem himmel og jord....jeg synes dit svar er nydeligt Johnnie.
I din smukke præsentation af Inger Christensens digtkrans Sommerfugledalen faldt jeg over disse to strofer, som hver i slr smukt udtrykker på den ene side en klar forstandig viden om det med hjernens fantasifulde kraft og på den anden side lysten/trangen/længslen efter at tro på at der er mere mellem himmel og jord end hjernespind.
Hvem er det der fortryller dette møde?
Er det min hjerne, som er bleg og grå,
der selv får lysets farver til at gløde
som andet end den sommerfugl jeg så.
(...)
Og det jeg så var ikke kun forfløjne
syner, som en hjerne selv kan blande
med strejf af sjælefred og søde løgne.
Godt set med disse strofer fra Inger Christensen. De peger netop på en forståelse af at den kreative hjerne er helt afgørende for hvordan vi oplever verden.
Da hun i 2003 fik Siegfried Unseld prisen (fra det tyske Suhrkamp forlag) kaldte litteraturkritikeren Sibylle Cramer hende for "et geni, der er i stand til at forene det magiske og videnskabelige i tilværelsen".
Omkring netop Sommerfugledalen gjorde Inger Christensen selv opmærksom på, at hun satte en ære i, at også poesien er videnskabelig korrekt, "for jeg føler mig i virkeligheden ikke som poet, men som en slags rigtighedsbeskriver. At skrive poesi er for mig en form for videnskab, selv om det har andre kriterier".
Hendes videnskabsteoretiske interesse begrænsede ikke hendes poetiske udtryk, men fremmede det gennem at hun kunne udtrykke poesien i skabelsen af viden. Jeg tro hun havde elsket nogle af de ting som Richard Dawkins siger om det stærke spirituelle oplevelse han har ved at forstå hvor fantastisk vor naturvidenskabelige forståelse af universet er.
Den rigide struktur i sonetkransen var ikke en spændetrøje for Inger Christensen, men et hjælpemiddel til at nå højderne. Sandhedens poesi.
Egennyttige motiver. Er det ikke et bredt begreb? Hvornår er noget et egennyttigt motiv?
Forkert signal? Nej. Hvis du har argumenter, så lad være med at stille retoriske spørgsmål.
Til gengæld er det er forkert signal at sige at at der er pligt til at leve så længe som muligt, når det er og bliver uudholdeligt. Det indebærer et budskab om at andres principielle synspunkter er det vigtigste, sammenliget med individets individuelle situation.
Egennyttige motiver er næsten altid meget lette at skelne ved en konkret vurdering af en virkelig situation. Et hovedprincip må være at se på om handlingen opfylder et velgennemtænkt ønske hos den som ønskede at dø. Dette skal hjælperen kunne argumentere for, på en troværdig måde. Ved de typiske sager, som har relevans til debatten omkring "aktiv dødshjælp", er der sjældent noget problem.
Det kræver selvfølgelig at den som skal vurdere troværdigheden ikke starter med en fordom om at det automatisk er forkert, eller automatisk er rigtigt. Vurderingen kræver en vis "menneskelig pondus", som ikke alle kan mønstre.
Send en kommentar