"Livet er en gave" lyder det som en pæn talemåde, især til nogen som ikke er så begejstrede for det liv de nu har. Og det lyder da sådan set rart og positivt, men hvad er den egentlige betydning af erklæringen "livet er en gave"?
Hvem har givet gaven? Fra religiøst indstillede mennesker er svaret typisk ganske enkelt. Gud. Tankegangen må vist være noget i retning af "når nu Gud har givet dig en så stor og fantastisk gave, så har du bare at værdsætte den", altså at mennesket på grund af gaven står i taknemmelighedsgæld til Gud. Denne forklaring giver dog højst mening for dem som har en tro på en Gud, der har en så aktiv og personlig involvering i verden. Det er jo meget langt fra at være alle mennesker. Forresten ville det at se livet som en gave indebære også at måtte se døden som en gave. De to givne ting i livet.
Sprogligt set indebærer en gave at det er et tilbud, med mulighed for at sige ja eller nej. Eller i det mindste være utilfreds med gaven, gemme den væk i et mørkt hjørne, eller kaste den bort - lidt afhængig af ens forhold til giveren. Altså kan modtageren behandle gaven efter sin lyst, eller mangel på samme. Så det er helt normalt at en gave kan være uønsket, og måske nærmest en hadegave. Og der er tilsyneladende også nogen som har det med livet på denne måde. Livet er en gave? Nej, ellers tak! Denne lidt destruktive udlægning fortjener ikke en rart klingende talemåde.
En sekulær udgave af det at have en giver holder heller ikke så godt. Her tænker jeg på at sige at det er en gave fra ens forældre. Men igen - en gave må indebære et tilbud, og ikke en tvang. Befrugtningen og fødslen er en grundlæggende præmis for et menneskeliv, og selv om langt de fleste forældre da gør en stor indsats for at give deres børn gode ting med i livet, bliver det ikke derfor logisk at kalde selve livet for en gave. Vi kan ikke tage mod noget som i stedet er årsag til vor eksistens.
Talemåden behøver dog ikke at blive forstået som udtryk for at livet skulle være en foræring, fra en biologisk eller metafysisk skaber. Det er jo en gammel talemåde at sige "livet er en gave", og selve ordet "gave" har også en anden betydning, som jeg synes rammer meget bedre. Den Danske Ordbog definerer gave med disse ord:
- Genstand, pengebeløb el.lign. som nogen forærer en anden person, ofte ved en særlig lejlighed som fx jul eller fødselsdag.
- Hændelse, fænomen el.lign. der er til gavn eller fordel for noget eller nogen.
- Medfødt egenskab eller evne. Talent.
Betydning 1 har jeg jo behandlet, og selv om betydning 2 godt kunne passe med at sige "Livet er en gave fra Gud", må begrebet "gave" stadig skulle indebære at modtageren fandtes før gaven. Og at livet nødvendigvis er til gavn. Sjælevandring kunne måske bruges som en undskyldning for at sige at jordelivet, og den fysiske krop, er gaven - men så er vi langt ude i det mystiske, og tolker livet ud fra en fiktiv forestillingsverden.
Til gengæld giver betydning 3 mening på en helt anden måde. Altså at livet er en evne, et talent. Som startgrundlag har vi ingen indflydelse på vores evner, og vi starter ikke på samme grundlag, men vi har store muligheder for at gøre gaven bedre. Det eneste vi kan gøre med vores gave, vores evne til at leve, er at bruge den så godt som muligt. Få det bedste ud af den. Det hjælper ikke en skid at være utilfreds med gaven, det bliver den tværtimod dårligere af. Talentet vokser når det bruges.
Livet starter som en gave uden giver. Derefter er det dig selv, der er giveren. Du får hvad du giver. Sørg hellere for at lade livet være en god gave. Du har evnen. Den kan ikke byttes.
Nyere opslag
Opslag
23 comments:
Livet er uretfærdigt, og du nævner det selv: "Det hjælper ikke en skid at være utilfreds med gaven, det bliver den tværtimod dårligere af."
Man har ikke noget valg omkring ens fødsel, i hvert fald ikke noget bevidst. Hvis man så er utilfreds med det skal man vælge en af de ubehagelig eller besværlige måder at dø på. Man får ikke nogen hjælp fra samfundet; dvs. i hvert fald ikke med at dø.
Livet har et sæt regler, som blev lavet før man blev født. Vi bliver smidt ind i verden, og man skal spille efter disse regler, man har ikke noget valg.
Som du også selv er inde på, så går hele livet bare ud på at smile over ingenting. Lyve over for sig selv og sige alt er godt og man er glad for livet, når man indeni bare gerne vil dø.
Livet er noget lort, men man skal bare ikke sige det højt.
Livet er ikke uretfærdigt. Livet er heller ikke retfærdigt. Livet kan ikke opgøres på en målestok over "retfærdighed", fordi målestokken ikke findes. Talemåder om livets retfærdighed, eller mangel på samme, er meningsløst ordgejl.
Jeg skal ikke gøre mig klog på dine individuelle omstændigheder, og hvad du måtte have som gør livet besværligt, for dig personligt. Som mange gange markeret, er jeg enig i at der kan være omstændigheder som gøre at jeg ikke ser noget behov for at definere livet som en forbandet pligt.
At "hele livet bare ud på at smile over ingenting" har jeg slet ikke "været inde på". Det er jeg endda dybt uenig i. Men en meget, meget stor del af hvordan vi har det med livet, består af hvordan vi vælger at betragte det.
Jeg har såmænd også mine begrænsninger og besværligheder. Hvis jeg valgte at gøre disse til et hovedtema i mit liv, kunne jeg da godt gøre det til en oplevelse af at "livet er noget lort". Det ville være mit eget ansvar. Ved i stedet at træffe det valg at se på det positive, kommer dette til at fylde en meget større del af mit liv, og de andre sider kan ikke dominere. Det er en stor fordel for hvordan jeg har det.
Jeg har det godt med livet, fordi jeg har besluttet mig for at det er en bedre måde at leve på. De tankebaner som vi "træner" gennem at køre rundt i dem, kommer til at dominere sindet.
Nej, jeg har ikke en "nem opskrift" på at vende det rundt. Jeg ved blot at det kan lade sig gøre. Det hjælper meget at indse vor egen rolle i hvordan livet opleves. Leves.
Kort sagt dyrker jeg mit talent for at leve. Min gave.
Livet er, hvad man gør til det.
Måske skulle du holde op med at have ondt af dig selv og gøre noget positivt med dit eget liv. For du behøver ikke at bekymre dig. Alle dør en dag. Så nyd øjeblikket, for det varer ikke evigt!
Vi kom alle til verden på samme måde, og vi vil alle kommer herfra på samme måde. Fødsel og død er uundgåeligt. Liv uden håb og kræfter og ikke gør en indsats for at ændre dit liv, hvis du ikke er tilfreds med det, er at leve dit liv forkert. Nogle mennesker bliver millionærer, men blev født i fattigdom. Nogle mennesker, der blev født millionærer, bliver fattig. Lektion i livet er at koncentrere sig om sig selv, beskytte sig selv fra alle de farer derude. Livet er en indlæringskurve, og du behøver ikke give op. Du står op. Prøv igen. Dit helbred er din rigdom, nyd livet, beskæftig dig i livet. Nyd dagen, vær tilfreds med de små ting i livet, udvikl din egen interesse, og lær at tro på dig selv og tænke positiv. Lær at være selektiv i, hvad du læser, og lyt til dit sind. Der er en masse magt i positiv tænkning. Hold dig væk fra fortrædeligheder, til ånden eller din ånd vil dø. Lær at sige nej til folk, så vil du føle du har en vis kontrol over dit liv. Omgiv dig med glade positive mennesker og hold sig væk fra negative mennesker, der trækker dig ned og dræner dig. En klog person er kendt af det selskab, de holder ud.
Ja, livet er uretfærdigt. Du er udstedt en række ulemper og fordele i starten. Du skal få det bedste ud af begge dele derfra. Men ulighed i livet er okay, så længe du ikke er blokeret fra at stige op. En dysfunktionel familie kan hindre dette, men et velstruktureret regeringssystem bør ikke. En regering behøver ikke at hjælpe, men det bør ikke hindre. Men selv i de værste situationer kan den menneskelige ånd ofte stige over enhver ulighed. Alt for mange mennesker, selv i miljøer, der har mulighed for andet, kan man finde undskyldninger for ikke at tage disse muligheder. At se undertrykke, når det ikke er der, er en nem vej ud.
Gå ind i en religion eller skift til en anden. Livet er kun uretfærdigt, hvis bare man er unfair med det. Stop med at leve i løgne. En gave er givet, udformet og beregnet kun for dig. Du forventes at gøre det meste af det, ikke at blive opslugt af det. Hvis du beder om mere, kan du ikke være i stand til at håndtere en stor del af ansvaret. Livet er ligesom et boldspil. Boldspil har regler for at gøre det fair. Det betyder blot, livet er ikke lavet kun for dig. Der er andre i det. Hvis du ønsker at blive behandlet retfærdigt og derefter spille efter reglerne og lykkes i livet. At vinde ved at spille efter reglerne er mere tilfredsstillende, og du vil have mere selvrespekt, som du har nu. Sandheden vil sætte dig fri. Lev i løgne, og du vil altid føle sig fængslet. Når du begynder at tro og adlyde Jesus, så vil du ikke være at lyve længere.
Jeg er enig i, at livet er en gave, som skal omfavnes, og bliver man utilfreds, vil det kun gøre det værre. Livet er livet, vi skal alle dø uanset hvad, så der er ingen grund til ikke at i det mindste se, hvad der bliver af det hele til den bitre ende. Udover det er ulykkelighed ikke det sidste, og selv hvis det var, så er livet alt, hvad du har, og det vil ende hurtigt nok på egen hånd. At afslutte det tidligere er meningsløst og dumt. Regler betyder ikke mangel på valg. Regler betyder kun grænser. Nogle er fysiske, nogle er valg i sig selv, nogle er valg aftalt af grupper af mennesker. Sure vil alle bære masker og foregive, men forstillelse kommer fra en mangel på tillid, ikke et ønske om at dø. Livet er, hvad det er, og det kan både være godt og skidt, men det er, hvad det er. Denne forestilling om, at vi er nødt til at tro, det er enten godt eller dårligt, er et snævert syn, som afholdes af dig, ikke af alle andre.
Livet som en gave er en god metafor fordi vi vitterlig har fået det - uanset om man tænker det religiøst eller biologisk - vi har ikke skabt os selv. Vi har intet gjort for at få livet. Sandsynligheden for at det lige blev mig eller dig der fik den gave er desuden svimlende lav. En kvinde når at frigive godt 500 æg i løbet af sin fertile periode (ud af de 400.000 hun har når hun går i pubertet). Der er flere millioner sædceller, der kæmper om at komme ind i det ene æg. Kun en af de kombinationer kunne blive til dig/dit liv. Så der er en del lotteri-gevinst over det med at få livet.
Dette gælder uanset om man synes om livet eller ej, men det ville selvfølgelig være dumt at dunke en oven i hovedet med at livet er en gave, hvis man helst var fri for livet.
Det andet som gør gaven til en god metafor for livet, er at en gave er pakket ind. Den skal pakkes ud og bruges for at være en god gave. Hvis man f.eks. får en bold i gave, så er den jo intet værd, hvis man ikke spiller med den, og ikke har interesse for hverken, håndbold, fodbold, vollyball, basket.... eller de hundredvis af andre lege man kan bruge en bold til. Det er en trist skæbne for en bold hvis den bare ligger i haven og bliver flad og revnet.
Jeg læste for et par uger siden et interview den gamle sexolog/psykolog Sten Hegeler, der er født i 1923, men stadig har praksis med patienter. Og der har han et skilt hængende på væggen med budskabet om, at livet er en gave, se at få den åbnet. Er en patient særlig trist, har han desuden et mekanisk legetøj liggende i sin skuffe som han tager frem og trækker op, og som ifølge journalisten der interviewede ham "begynder at rulle rundt på bordet af grin" og dette er smilfremkaldende uanset hvor trist man er. Så han er en læge der bruger "latterpillen" som du har omtalt, men altså også tør gøre opmærksom på det med - det er altså her og nu vi er her, fordi mod alle odds har fået livet som en gave, men vi må selv pakke den ud.
Det er da bestemt en velklingende metafor med at "livet er en gave", men jeg synes nu ikke at den fungerer når meningen egentlig er at se livet som noget enestående og fantastisk.
Et definerende aspekt af "en gave" er sådan set at det gør giveren til en hovedperson. Det at vælge eller lave en god gave, er noget særligt. Derefter overrækkes den til modtageren, der får noget færdigt og forhåbentligt velkomment i hånden. Den gode gave knyttes følelsesmæssigt til mindet om giveren.
Metaforen med at sørge for at pakke gaven ud, er jo også klassisk - og den rammer da også noget. Men når jeg nu er i ordkløverhjørnet, styrker det blot billedet af en gave som noget "færdigt", som modtageren så må finde ud af udnytte og få glæde af.
Ved at gå ind for at tolke "en gave" som en evne eller talent, ønsker jeg at fremhæve at det vigtigste ikke er gavens oprindelse eller hvordan den startede med at være. En central del af livet er at træne og styrke talentet, hvilket kræver en indsats. Uden denne nytter evnen ikke. På samme måde som en sangstemme, hvor der skal arbejdes med den i årevis før den rigtig kan folde sig ud.
Vores talent for at leve er netop noget særligt fordi vi selv opbygger det mens vi lever. Også selv om det måske ikke startede med at se så godt ud. Livet er vores egen private talentudvikling :-)
Nej, livet er altså ikke uretfærdigt. Det begreb ville indebære en mulighed for at definere hvad det ville sige at livet var "retfærdigt", og især at der kun ville være én mulig måde at vægte på.
Set i forhold til retfærdighed er religioner noget skidt. De dyrker det at fremme uretfærdighed, typisk gennem moralske dogmer om hvilke måder at leve på som er rigtige eller forkerte. Det er dybt uretfærdigt.
Når religion bygger på løgne, er det netop ikke vejen til at finde sin sandhed. Den har præsten ikke.
Nej, livet er ikke retfærdigt eller uretfærdigt. Det er ikke godt eller dårligt. Det er. Og så bliver det en bedre oplevelse at udnytte sin evne for at leve til at se det lyse.
Ville du hjælpe en random person, som du ikke kendte privat, men blot havde skrevet med via mails og talt med i telefonen, med at tage livet af sig selv?
Spørgsmålet om hjælp til selvmord er besvaret i et separat blog indlæg:
> Ville jeg give hjælp til selvmord?
Life is a bitch. Get the best out of her.
Life is a wonderful bitch. Get her.
Er det forkert at sige, at døden er en gave, og at livet er det modsatte?
Døden er en gave, fordi den afslutter alle livets lidelser.
Døden er et vilkår som en del af livets gave, altså talentet for at have et liv. Det er forkert at sige at "livet er det modsatte", og jeg vil ikke isoleret se døden som en gave.
Selv om de færreste har tænkt det sådan rigtig igennem, vil jeg mene at et "evigt liv" ville være så frygteligt, at det langt er at foretrække at livet har sin afslutning. På den måde er døden et vigtigt vilkår for at afrunde et godt liv, og lade generationerne skifte.
Døden kan måske kaldes en gave, fordi den netop er den gode afslutning på et liv præget af glæder. Hvis et menneske ikke har øje for andet end lidelser i sit liv, er døden ikke en gave, men en nødugang.
En nødudgang kan også være en gave, hvis man brænder inde (symbolsk forstået, at man lider hver eneste dag).
Døden som gave passer efter min mening ikke godt der. En gave (når vi ikke taler om evne/talent) er noget som gives fra en anden, hvilket i princippet kan siges at være handlingen med at slå ihjel. Døden som sådan er blot at livet ikke længere er, at livets gave er afsluttet.
Døden som sådan er ikke i sig selv noget at stræbe efter (med mindre det sker ud fra religiøse / spirituelle overvejelser), men der kan da være omstændigheder hvor livets gave (talentet) ikke rækker i forhold til "besværlighederne".
Jeg vil nu holde på at de fleste selvmord kunne undgås ved at fokusere på sin egen evne til at styrke livets gave, og finde ud af en anen måde at forholde sig på. Men jeg vil jo på den anden side ikke forvente at nogen påtager sig at lege "Jobs bog".
Men hvorfor er livet så en gave? Det skriver du jo konsekvent. Måske kan det også være svært for kronisk depressive mennesker at se dette.
Gaven (døden) kommer fra biologien. Den kan være givet af andre eller ydre omstændigheder, som du ikke har styr på.
Hvis du virkelig læser hvad jeg skriver, ville du se at jeg konsekvent læser "gave" i ordets betydning af evne eller talent. En analogi kunne være et talent for musik (hvilket jeg ikke er i besiddelse af). Det kræver en masse hård arbejde for at udfolde, og gøre til noget godt. Det er ikke blot en "færdig" ting mennesket har fået "udleveret".
Det er ganske bevidst at jeg laver lidt ordkløvning på ordet "gave", for jeg synes netop at jeg herved kommer frem til en mere "nyttig" forståelse, end ved at tænke i "fødselsdagsgave". Her er giveren central, ved at udvælge en gave, efter hvad der forhåbentlig kan glæde modtageren. Gaven som sådan er "færdig", og kan ikke ændres selv om modtageren ikke kan lide den. Her giver det god mening med de ord som Charlotte skrev:
Hvis man f.eks. får en bold i gave, så er den jo intet værd, hvis man ikke spiller med den, og ikke har interesse for hverken, håndbold, fodbold, vollyball, basket.... eller de hundredvis af andre lege man kan bruge en bold til. Det er en trist skæbne for en bold hvis den bare ligger i haven og bliver flad og revnet.
Det er ødelæggende for livets gave at sætte sig ned med et stort "øv". Livet er hvad du selv gør det til, ud fra dit startgrundlag, dit talent.
Og jeg har ikke nogen "nem løsning" til kronisk depressive. Jeg har dog set en del markeringer af at det hjælper at presse sig selv til at være aktiv, og på den måde få mere indhold i livet. Ikke at det derved bliver perfekt, men det er bedre end at grave sig ned i et trist hul. Fysisk aktivitet ser også ud til at gavne mange.
Omkring biologi og døden ser jeg nu ingen pointe ved at tale om en "gave". Døden er blot en livsvilkår, som vi ganske rigtigt ikke kan styre i detaljer. Gaven er mere hvad vi gør mens livet endnu varer, og hvordan vi udfolder dette talent.
Send en kommentar