En lille nyfødt pige blev i morges fundet efterladt ved en sti i Farum, skærmet af et par plastikposer og svøbt ind i et håndklæde. Tydeligvis lagt der i håbet om at nogen ville finde den hjælpeløse baby, og tage sig af barnet. Og sådan gik det. Bortset fra at blive noget afkølet, ser det ud til at det er en frisk baby, som nok skal klare sig.
Kommunen finder hurtigst muligt en plejefamilie, og en ikke usandsynlig udvej bliver at der kan findes en familie, som meget gerne vil adoptere en lille baby. Så jeg tror at barnet kan få en god og tryg opvækst.
En forventelig reaktion er forargelse over at en mor kunne gøre noget så ekstremt som blot at efterlade sit lille barn i det fri. Det havde været livsfarligt hvis den nyfødte ikke var blevet fundet i løbet af få timer. Og selvfølgelig er det slet ikke nogen god måde, når en så lille baby jo har brug for omhyggelig omsorg. Slet ikke.
Men var det nu så galt endda?
Jeg kender selvfølgelig ikke moderens situation, men det er sandsynligt at hun slet ikke kunne overskue at have ressourcer til det krævende "job", det er at tage sig af en lille ny. At det med alt for stor sandsynlighed kunne ende i omsorgssvigt og vanrøgt. Og en mindre god social arv.
Hun har i det mindste gjort sit til at barnet kunne blive fundet i tide, ved at efterlade det ved en trafikeret sti, for enden af en villavej. Hvis hun havde været ligeglad, havde det været "nemmere" at dumpe det i en container, eller ude i en skov. Men hun ønskede at pigen skulle leve, og have bedre forældre end hun selv kunne blive. Måske har hun netop lagt det ved et villakvarter som et symbol på det velordnede liv, hun ikke selv kan tilbyde.
Selvfølgelig vil der nu blive gjort en indsats for at finde moderen, og hun må da også selv have brug for hjælp. Men med mindre det virkelig har været "en midlertidig krise", synes jeg at hun skal have "lov" til at give barnet fra sig. Ja, en trist situation, desværre, men den bliver næppe bedre af at hun skal nødes til at prøve på at finde ud af det. Fordi nogle går med idealer om det hellige moderskab.
Endnu bedre ville det være med en ordning, hvor sådanne desperate mødre kunne aflevere barnet anonymt, på et sted med sikkerhed for hurtig omsorg. Nogle steder i verden er der en "babyluge", med alarm eller ringeklokke. Det kan måske ikke siges at være udtryk for høje idealer, men mon ikke det kan være "det mindst ringe". Når vi nu skal se på det med helt realistiske briller.
Desværre hærger den sædvanlige bekymringskultur i Danmark. Et tilsyneladende seriøst ment modargument fra sundhedsminister Astrid Krag er at det "vil inspirere flere kvinder til at opgive deres spædbørn" i sådanne organiserede rammer. Erfaringerne fra udlandet peger nu ikke på at der er mere end ganske, ganske få mødre som kan finde på at bruge denne nødudvej. Og så har de jo nok gode grunde til det.
Det er jo heller ikke svært at få "afsat" sådanne babyer. Der er mange kvinder som af den ene eller anden grund ikke selv kan føde et barn, men hvor en ressource-stærk familie meget gerne vil tage "tjansen" som forældre. Det kan være et meget stort ønske for barnløse par. En yderst velkommen "gave".
Jeg ville faktisk ønske at en babyklap ville blive indført og brugt, så kvinder med selverkendelse til at se at de ikke egner sig til moderrollen, dog kan gøre noget godt for barnet på denne måde. Måske er det virkelig den bedste måde, for dem, at være en god mor? Sikre sit barn en god fremtid.
Hellere det end omsorgssvigt.
Politiken:
- Hittebarnet har gode chancer for et godt liv
- Politi: Glædeligt at barnet er fundet så tidligt
- Nyfødt pige fundet under busk i Farum
- Sundhedsminister afviser babyluger
Nyere opslag
Opslag
28 comments:
Ville det ikke have været mere menneskeligt at gå til de sociale myndigheder, erkende, at man ikke kunne håndtere at tage vare på barnet og så i fællesskab med myndighederne finde frem til den bedst mulige løsning i stedet for bare at efterlade det i intetheden, overladt til sig selv, hvor det som et svagt barn ikke kan klare sig selv?
Hvordan tror du for resten myndighederne reagerer, hvis en person, der har taget lykkepiller i tre år, har kontaktforstyrrelse og har været indlagt på psykiatrisk afdeling i seks uger vil reagere, hvis denne person får et barn? Vil de tage det fra ham pr. automatik eller med meget stor sandsynlighed?
Selvfølgelig var det ikke noget god måde; det har jeg allerede pointeret. Det skulle have været gjort bedre.
Jeg vil nu ikke kalde det for at "efterlade det i intetheden", når der var god grund til at tro på at det ville blive fundet i løbet af en overskuelig tidsperiode. Det var jo ikke midt i noget skov/krat. Og barnet led da heller ikke overlast af betydning.
Hvis moderen havde henvendt sig til de sociale myndigheder, var det snarere blevet til at hun ville blive nødet og presset til selv at påtage sig moderrollen. Og hvis det er noget i retning af mit gæt (en mor uden ressourcer), er det kun alt for plausibelt at det ville udvikle sig til omsorgssvigt og dermed vejen mod en tvangsfjernelse. Det er skidt for både mor og barn.
Der kan tænkes i en masse virkelighedsfjerne idealer, men det at afgive barnet lige efter fødslen var måske dog den bedst gennemførlige løsning. Også omkring den følelsesmæssige tilknytning for både barn og den biologiske mor.
Derfor argumenterer jeg for en babyluge-løsning, så der ikke er usikkerheden omkring at efterlade en nyfødt baby udendørs, og uden at "hjælpere" ville starte med at se det som en opgave at overtale moderen til ikke at give sit lille barn fra sig.
Jeg har set at nogen ser det som positivt at antal bordadopterede børn er gået ned. Jeg tror tværtimod at det ville give færre svigtede børn at give nemmere adgang til at overlade nyfødte til adoptiv-forældre - uden at gøre det til at være "dårlig mor".
Barnets tarv er vigtigere end virkelighedsfjerne idealer om at alle der kan føde et barn, også må være den eneste rigtige til at yde omsorg og sikre en god opvækst.
Den skitserede situation med kontaktforstyrrelse, lykkepiller og en kortere psykiatrisk indlæggelse er efter mit udenforstående gæt næppe "nok" til at udløse en automatisk tvangsfjernelse. Jeg tror snarere at programmet ville have en overskrift om "at følge tæt", men med risiko for at der ikke var tid til så meget.
Hvad mener du med "men med risiko for at der ikke var tid til så meget."?
Synes du, at alle mennesker som udgangspunkt skal have ret til/mulighed for at få et børn?
"Ikke tid til så meget" vil sige at der måske ikke uden videre er nogen som har mulighed for at bruge mange timers arbejdstid på at give støtte til en mor uden overskud til det store projekt som et nyfødt barn er. At det snarere ville blive til korte besøg, og check om der var nogle helt åbenlyse faresignaler.
Jeg mener ikke at der er nogen som har "ret til" muligheden for at få børn. Fx var det helt misforstået med kunstig befrugtning til mødre, som allerede havde fået tvangsfjernet børn. Hvis der er rimelig tvivl, skal der ikke uden videre bruges ressourcer på at så mange som muligt kan få opfyldt et ønske om et lille "dukkebarn".
Jeg mener heller ikke at der, som startgrundlag, er nogen som ikke har ret til at få børn - men at der er en nogle som måske skulle have tænkt mere over hvor krævende en opgave det er, og ikke se det som en "løsning" på andre problemer.
Synes du fx, at det er forkert, at nogle får børn, fordi de så får flere penge, når de er på kontanthjælp?
Hvis der virkelig var nogen som kun fik børn på grund af forskel i kontanthjælp, ville det da være en dårlige begrundelse, også fordi det er dyrt og arbejdskrævende at tage sig af børn. Det ville være "en dårlig forretning".
Den type forestilling er typisk for vandrehistorier, der cirkulerer blandt nogen som gerne vil tro sådan om kontanthjælpsmodtagere, uden at interessere sig for om det er noget virkeligt.
"Den type forestilling er typisk for vandrehistorier, der cirkulerer blandt nogen som gerne vil tro sådan om kontanthjælpsmodtagere, uden at interessere sig for om det er noget virkeligt."
Nu er det sådan, at jeg selv har talt med flere kontanthjælpsmodtagere, og de har med deres egen mund sagt, at de har fået et barn, fordi de så fik en markant højere indkomst.
Se selv satserne her:
https://www.borger.dk/Sider/Kontanthjaelp.aspx
Det er hverken skam over graviditet uden for ægteskabet eller kulturel eller religiøs baggrund, der får kvinder til at give deres opgive deres spædbørn, viser erfaringer fra Tyskland.
http://www.bt.dk/krimi/derfor-opgiver-kvinder-deres-nyfoedte-barn
Ganske interessant læsning!
Pas på med at tro på efterrationaliseringer. Når mennesker gør noget uigennemtænkt og uplanlagt, er det en helt typisk psykologisk mekanisme at finde et eller andet som kan kaldes for en begrundelse.
Derfor virker det ikke at spørge til hensigter for noget som allerede er sket, med mindre det entydigt var udtryk for en aktiv planlægning. Ved psykologiske eksperimenter er det imponererende at se hvordan mennesker efterfølgende kan opdigte en "hensigt", som de måske endda selv tror på. Hellere det end lyde "dum".
Den øgede kontanthjælp, i forhold til udgifterne, er slet ikke nogen "fed forretning". Og ikke noget som der kan være mere end højst et par exceptionelle undtagelsestilfælde der budgetterer med. Altså ikke en faktor der "fylder noget".
Enig i at det at opgive spædbørn ikke er på grund af skam eller baggrund. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set nogen have et så forældet synspunkt. På en eller anden måde er jeg vel ikke overrasket over at det var en fra DF, der troede dette.
Den tyske undersøgelser er dog helt skæv ved kun at se på dem som vender tilbage efter den baby som de havde afgivet. Der er god grund til at mene at der er stor forskel på disse, og dem som lader barnet "gå videre". Derfor er det groft fusk når BT skriver "Derfor opgiver kvinder deres nyfødte barn" som overskrift.
Jeg kan da bestemt bifalde et privat initiativ omkring babyluger. Det kunne ovenikøbet være en bedre løsning, sammenlignet med fx at gøre det til en opgave for hospitalerne.
Hvorfor er det et forældet synspunkt, og hvorfor kendetegner det DF?
Jeg kan godt forstå, at dem på kontanthjælp vælger at få børn. Udover at de får mere i kontanthjælp, får de også højere boligsikring, børnepenge, friplads med mere. Så i alt bliver det meget mere.
Fordomme på basis af kulturel eller religiøs baggrund kaldes også for racisme. Og racisme er et forældet koncept som ingen plads har i et moderne samfund.
Jeg har i øvrigt ikke skrevet at dette "kendetegner" Dansk Folkeparti. Det ville være en fordom, og sådanne bestræber jeg mig virkelig på at undgå. Jeg var blot ikke overrasket.
Hvad forældede synspunkter angår, kan jeg dele denne observation:
> DF-vælgere: I orden at slå sine børn
42 pct. af Dansk Folkepartis vælgere siger, at det er helt acceptabelt eller overvejende acceptabelt at bruge en lussing eller en endefuld i børneopdragelsen. Til sammenligning mener 13 pct. af den øvrige vælgerskare, at det er acceptabelt at slå sine børn. Og det på trods af, at det i 1997 blev ulovligt at slå sine børn.
Også når det gælder dødsstraf, er DF varmere stemt end andre. Mens 9 pct. af de øvrige vælgere mener, at dødsstraffen skal indføres i Danmark, så siger 23 pct. af vælgerne i regeringens støtteparti ja tak, skriver Politiken Søndag.
For mig lyder et sådant "kan godt forstå" som at stræbe efter at få sin egen fordom bekræftet. Altså uden at søge troværdig viden.
Og det er pissedyrt at have børn.
Det er åbenbart "pissedyrt" at lade være med at få børn på kontanthjælp, når nogen jo vælger det alene af den årsag.
Jeg har virkelig svært ved at se, at DF'erens udmelding skulle være racisme. Kan du ikke lige forklare mig, hvor det er, hun har fordomme.
Hvis du ikke tror på, at nogen får børn på kontanthjælp, fordi de så får flere penge, tror du så heller ikke, at der bliver bygget flere vindmøller, hvis tilskuddet til vindmøller øges, eller at folk vil arbejde mere, hvis skatten sættes ned?
Jeg mener, at noget af det største man kan gøre, er at opgive sit barn, hvis man faktisk ikke har kompetancder og kræfter til det.
Moderen kan ofte ikke overskue situationen, og det er en meget ulykkelig situation, at moderen må efterlade barnet 'på trappestenen' et eller andet sted. Jeg tror også der en følelse af skam ifm at opgive sit barn, og det er derfor det blive gjort på en så uheldig måde, som fx at efterlade barnet i en park.
Det er klart, at vi skal have ordentlige forhold i fht at kunne aflevere et barn. Det er alligevel vigtigt at finde moderen - hun har helt sikkert brug for hjælp, og det ville være godt, hvis barnet kan få at vide hvem der er dets biologiske moder.
Jeg synes det er et meget væsentligt problem at tage fat på -godt set, at det er et meget vigtigt emne.
Hvis jeg ville kritisere Dansk Folkeparti for racisme, ville jeg ikke fremdrage sagen her med fordomme omkring hvilke mødre, som giver nyfødte børn fra sig. Det ville den ikke egne sig til.
Det er fordomme når nogen har antagelser omkring at "dem" med visse kulturelle / religiøse baggrunde handler på en måde, som ikke er knyttet direkte til dette. Og racisme-begrebet omfatter sådanne fordomme. Her må jeg dog tilføje at det med at have antagelser om sådanne grupper er meget udbredt blandt mange grupper, og kan ses som markering af at næppe nogen helt 100% kan sige sig fri fra anstrøg i den retning. Det er altså ikke noget jeg prøver at gøre til en racisme-debat, men jeg pointerer blot hvordan det er hvad jeg kalder for "forældede holdninger".
Hvis du vil se på økonomiens betydning for forskellige aktiviteter, er du nødt til at forholde dig til hvornår der er basis for at sige at økonomi er en dominerende parameter for at træffe en beslutning. Da vindmøller typisk opsættes for at få billigere energi, gør tilskud en meget stor forskel. Der er slet ikke ret mange som vil arbejde mere eller mindre på grund af justeringer af skatten, fordi livet handler om hvordan tiden fordeles. Børnefødsler er ikke noget som besluttes af økonomiske årsager, set i dette perspektiv ville det være uklogt. Men der er jo andre gode grunde til at få børn.
Påstanden om at "nogen jo vælger" at få børn på kontanthjælp alene af økonomiske årsager falder helt til jorden, når du ikke gider forholde dig til at jeg allerede har skudt det argument ned.
Helt enig i at det er en stor ting at opgive sit barn, ud fra en erkendelse af ikke at kunne magte opgaven med at tage vare på det.
Og hvis det skal være, er det bedre for både barn og mor, når det sker så hurtigt at at der ikke er opstået et styrket følelsesmæssigt bånd mellem mor og den nyfødte. Så ville det være bedre at kunne "få lov" til at vide hvordan det går barnet, men nok ikke at have nogen større rolle her.
Synes du, at en kronisk depressiv person skulle have lov til at kunne få et barn uden tvangsfjernelse.
Er det ikke bedst for barnets tarv at have en mor og en far? Er det ikke bedst, at homoseksuelle derfor ikke kan adoptere, og at biseksuelle heller ikke skal kunne det, fordi de også er bøsser og lesbiske i en kombination?
Jeg ville kraftigt fraråde en kvinde uden overskud til at tage sig af sit barn at blive mor. Risikoen er at det besluttes i håb om at det på en eller anden lettere mirakuløs måde skulle gøre noget ved depressionen.
Men jeg kan bestemt ikke lide tanken om tvangssterilisation (som i racehygiejnens æra, også i Danmark), eller ligefrem tvangsabort. Det er en problematik som ikke har nogen "god løsning" gennem regler. Jeg er dog imod kunstig befrugtning uden social vurdering.
Det er en fordel for et barn at have to forældre; det giver mere overskud. Det er også en fordel for et barn at have rollemodeller af begge køn i nærheden under sin opvækst. Disse personer behøver ikke være de samme, så jeg har ikke noget principielt imod at homoseksuelle par kunne få lov til at adoptere, når de ellers bærer præg af at være velfungerende (på samme måde som modsatkønnede adoptivforældre skal være). Dette gælder selvfølgelig også for biseksuelle.
Jeg tror at det vil være betydeligt sjældnere med socialt sammenbrud og tvangsfjernelser for sådanne par, sammenlignet med at det desværre ikke helt sjældent gælder for nogen der måske ikke lige får børn efter planlægning og eftertanke. Naturmetoden kræver jo ikke den store indsats i starten.
Hvornår forstår du mest, at folk får børn? Synes du, at det ville være bedst, at de ikke gjorde det, hvis de var over 25 år? Eller er det bedre, at de venter, til de er 35 år eller mere?
Ældre førstegangsfødende bruges som begreb når moderen er over 35-år. Overgangen er glidende, men det bliver sværere at blive gravid efter naturmetoden, som noget ganske normalt kan det nemt tage mange månederes forgæves forsøg. Risikoen for fysiske og psykiske komplikationer øges med alderen, ligesom der oftere er kromosomfejl hos de børn der fødes. Nogle gør sig også tanker omkring mulige ulemper ved konstellationen af snart voksne børn, og "gamle forældre" - der forresten får mindre chancer for den populære hobby som det er at gå amok med sine børnebørn.
Jeg vil ikke gøre det til "store problemer", slet ikke, men mener at det er bedre ikke at vente så længe. Selvfølgelig kan der være overvejelser omkring uddannelse, karriere og økonomi, som gør at mange venter til der begynder at være en spirende skruk-panik, men det gør det nu ikke til nogen fordel at udsætte projektet. Så sjovt er det heller ikke at kæmpe med kunstig befrugtning, og reagensglas-undfangelser.
Jeg ser ikke nogen argumenter for at det skulle være at foretrække på den ene eller anden side af 25-års fødselsdagen. Set ud fra det biologiske er der såmænd ingen grund til ikke at gøre det sådan omkring myndighedsalderen, men det har det jo med at ramle ind i uddannelse, og ikke at have "etableret sig" i øvrigt.
Send en kommentar