Logo sommerfugl

mandag den 22. april 2013

Harald Slott-Møller: Foraaret

'Foråret' af Harald Slott-Møller (1896)
Harald Slott-Møller: Foraaret (1896)
Den Hirschsprungske Samling

Dette oliemaleri af Harald Slott-Møller giver umiddelbart set et nærmest impressionistisk indtryk, med de mange farver og den lidt indadvendte pige. Hun sidder foran et vådområde, på kanten af en grøft, med markarbejde og en fjord i baggrunden. Bare tæer og en blomstret kjole. Hvid nedringet bluse; i håret en krans (glorie) af gule kodriver (primula). Omkring hende pilebuske med gæslinger, og en fugleflok med stære og andre små fugle. Et smukt billede med mange naturalistiske detaljer.

Udsnit fra 'Foråret' af Harald Slott-Møller

Billedet har også en meget klar symbolik omkring spiring og vækst. Forår. Både omkring hende, men også udviklingen fra en teenage pige til en voksen sanselig kvinde. Et sindbillede på forårets komme. En køn bondepige, som ganske stille og eftertænksom sidder i sit fine sommertøj, med blussende kinder. Hun kunne også se lidt sørgmodig ud. Barndommens verden er ved at gå tabt, og hvad nu? Verden er blevet et fremmed sted. Livet på landet var hårdt og undertrykkende. Drømmene kan hun godt glemme.

Udsnit fra 'Foråret' af Harald Slott-Møller

Billedets ramme viser flere tegn på hvordan Harald Slott-Møller har sammensat kunstværket med stor omhu og symbolistiske detaljer, som lægger op til tolkning og analyse. Som intarsia er der spirende krokus i det mørke underjordiske. De skal bryde op gennem et lag af efterårets rådnende blade, som giver næring til forårets nye liv.

Martsviol/sommerfugl i emalje, fra rammen omkring 'Foråret' af Harald Slott-Møller
En anden detalje fra rammen er at den er dekoreret med martsvioler i emalje. Denne forårsblomst understreger tematikken. Samtidig er den lavet på en måde som ligner en sommerfugl. Et symbol på det skrøbelige liv, og vejen mod vinteren og døden. Den vej som pigen skal.

Rammen er altså ikke blot en indramning, men en integreret del af kunstværket. Forårets spirende liv, op imod lyset og himlen. Årets gang, og livets gang.

Sådanne detaljer kan fortolkes på mange måder, og jeg kan ikke vide om min tolkning svarer til de tanker som Harald Slott-Møller havde mens han konstruerede og udførte værket. Men jeg er overbevist om at han nøje tænkte over hver detalje i maleriet, i stedet for "kun" at lave et pynteligt kunstværk.

Harald Slott-Møller: Ung pige med blomster i håret siddende på et gærde

En lignende symbolik ses i dette lidt enklere maleri, også af Harald Slott-Møller, måske et forstudie til hovedværket. En ung pige sidder på et gærde, med blomster i håret. Uskyldens hvide kjole, næsten som en engel uden vinger. Samme indadvende og lidt triste ansigt. Foråret skulle da ellers være glædens tid.

Udsnit fra Harald Slott-Møller: Ung pige med blomster i håret siddende på et gærde


0 comments:

Logo sommerfugl