Logo sommerfugl

lørdag den 27. april 2013

Henrik Nordbrandt: Drøm om henrettelse

Martin Bigum: Radical Myth (Henrik Nordbrandt)

Drøm om henrettelse

Jeg sluttede mig til en kø af mennesker
der præcis som jeg selv
først for sent opdagede
at de stod i kø for at blive henrettet.
Indtil da havde stemningen ellers været fin.
Historier og vittigheder var blevet udvekslet
smøger uddelt og flasker gået på omgang
og vejret var strålende
hverken for varmt eller for koldt.

Over for bøddelen påpegede jeg:
Det var mig, der var opfinderen
af det apparat, han brugte
og jeg kunne endda fremskaffe patentnummeret
hvis han bare ville lade være.
Men det hjalp ikke det mindste.
Mit hoved kom af
hvorpå jeg stod lidt og så på
hvordan de der havde været bag mig i køen
fik deres hoveder fjernet.
Hver nyligt henrettet udbrød det samme
som også havde været mine
første ord i det hinsides:
"Hvordan kan man dog være så dum!
Hvordan kan man dog være så dum!“

Således fik jeg i en drøm
med vinduet på vid gab ud til nattergalene
og et stearinlys brændende på natbordet
i helt klare billeder illustreret
menneskets situation.

Henrik Nordbrandt
Drømmebroer (1998)
Dette humoristiske og selvironiske prosadigt af Henrik Nordbrandt handler jo slet ikke om henrettelse, men mere om livet og angsten for døden. Fremstillet om en drøm fortæller han om at gå og hygge sig i livet, uden tanke for at vi jo alle skal dø. Bødlen fortolker jeg blot som en personificering af døden. Menneskene i køen kommer først i tanker om dette uafvendelige livsvilkår når de kommer tæt på.

Som mennesker har vi selv opfundet teknikken som iscenesætter døden på hospitalet, men det ændrer ikke en tøddel på at bødlen nok skal gøre sit arbejde, at "fjerne hovedet" på den lange række mennesker. Således er mennesket situation ganske rigtigt.

Bagefter drømmer han den koncise analyse "Hvordan kan man dog være så dum!".  Det er jo helt skørt at gøre døden til den store fjende, som skal bekæmpes. Det kunne måske friste at tolke dumheden som i det hele taget at stille sig op i køen. Men køen er selve livet, og det bliver sjældent bedre af at forlade dette "før tiden".

Heldigvis indså han at der slet ikke er noget at være bange for. Happy ending! Således kan et sjovt digt være alvorligt, dødsens alvorligt, uden at være trist.


0 comments:

Logo sommerfugl