Poul Anker Bech - I drift - 2003
Midterste billede i det store triptykon "Det tabte land".
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
Til udstillingen "Det tabte land" på Randers Kunstmuseum 2010-2011 skrev Marie-Louise Hallen Christiansen noget undervisningsmateriale med analyser og fortolkninger, til vinter 2010 udgaven af museets magasin "Udtryk". Her fortælles om triptykonet, som af Poul Anker Bech selv blev regnet for sit absolutte hovedværk. Den store syntese, hvor hele spektret af temaer, der havde optaget ham stykkevis og delt igennem alle de øvrige billeder, blev sammenfattet.
Den nordiske myte om det tabte land
Med udgangspunkt i første del af Johannes V. Jensens seksdelte roman-epos Den lange rejse, dyrkede Poul Anker Bech forestillingen om Det tabte land. I romanen dækker begrebet det solfyldte, paradisiske urtidsland, som Norden var før istiden. Med istidens klimaforandringer forvandledes Norden imidlertid til den solfattige og kølige region, vi kender i dag. Den hårdføre del af de oprindelige beboere, som ikke valgte at søge til mildere himmelstrøg sydpå, overlevede fra denne fjerne urtid i det barskere klima med drømmen om det tabte land i deres hjerter; og denne drøm har levet videre som en uudslettelig længsel i deres nordiske efterkommeres sind. Det er den samme længsel, der i dag driver nordboerne på ferietogter til Sydens sol og gennempræger deres forhold til den alt for korte nordiske sommers flygtighed med et nostalgisk drømmende stemningsliv.
Poul Anker Bechs altoverskyggende ønske var at nå frem til en kunstnerisk fremstilling af det tabte land som en stadig levende virkelighed i det nordiske sind. Om hensigten bag det tredelte hovedværk forklarede kunstneren:
Jeg [vil] gerne lave en stor fortælling, der består af 3 billeder. Et vinterbillede, der så bliver afløst af et stort midterbillede, som skal være et drift-billede, den nordiske drift for at komme ud til den sol, som vi har for lidt af. Og så afsluttes med et billede, der udtrykker den drømmende danske sommernat, der lige så stille driver af sted og næsten ikke er her længere. Det store farvel vil jeg egentligt også gerne have med – også i denne serie. Det handler om at samle alt det op, som jeg har været meget optaget af og gerne vil give den store løsning på“
"I drift"
Det midterste billede viser et mod højre hældende landskab, hvori en bred bjergvej fra forgrunden fører ind i billedrummet. Vejen flankeres til højre af stejle, partielt bevoksede skrænter, hvorpå en smal cementtrappe fører op til et bymæssigt bebygget plateau. Til venstre for vejen ses derimod en afgrund af „blå luft“, som i dybden fortætter sig til en optårnet gruppering af vejtræer med løvformationer, der et stykke nede ad vejen står fri af skyggevirkningen fra bakkehældet til højre og rammes af en lavtstående eftermiddagssols gyldenvarme lys, som får dem til at gløde voldsomt op i orangegule farvetoner med blåviolette skygger. Mellem disse flanker, åbnes i midten frit udsyn mod bjerge, der fortoner sig blegt pastelfarvede i det fjerne. Vejen kan ikke følges ret langt i dybden; dens moderate stigning afløses et stykke inde i forgrunden af et brat fald forbundet med et krummende forløb, der
lader vejen forsvinde ned bagom bjergbyen til højre i billedet.
Opfattelsen af vejens krummende og nedadskrånende forløb støttes af en gruppe rygvendte mennesker, der bevæger sig til fods, bærende på tasker og kufferter; denne lille flok er trukket ud på en række i venstre vejside. Dermed følger og markerer fodgængernes langstrakte formation vejforløbets venstre flanke.
De gående bevæger sig – trods afgrundens nærhed – på fast grund; derimod er der i mere end en forstand tvivl om, hvordan man skal opfatte en ikke entydigt identificerbar mørk brun menneskeskikkelse helt fremme i forgrunden til venstre. Den mærkelige figur, der nærmest synes at være klædt i en eller anden form for overlevelsesdragt af gummi eller andet blankt materiale og bære beskyttelsesbriller for øjnene, kunne vække associationer i retning af en bjergbestiger, der er i færd med at kravle op eller ned, samtidig med, at vedkommende vender hovedet og over sin højre skulder kaster et blik ned i dybet under sig.
Landskabets lysforhold er en anden faktor, der støtter opfattelsen af vejforløbet og de rejsendes målrettede færd: sceneriets disede lys kommer fra en skjult kilde, som må være solen, der står relativt lavt på himlen til højre for billedafskæringen.
De stejle skråninger i højre side af billedet kaster lange slagskygger ind over størsteparten af vejen; kun i venstre vejside når lyset uhindret frem, så de flankerende formationers farver gløder op og danner en lysende „væg“ bag de – ligeledes belyste – mennesker på vejen. Denne lysende „væg“ vinder tiltagende glød i dybden, hvor den udmunder i en „flosset“ struktur af gyldent flammende „spidser“ eller „takker“, der klart stimulerer opfattelsen af vejens videre forløb, – en stimulus, hvis karakteristiske former på iøjnefaldende vis gentager sig i de fjerne bjerges lys- og skyggetegning, således at disse danne en korresponderende „bagvæg“, der lukker af for øjets videre bevægelse i dybden og leder blikretningen videre mod højre, mod det lysrum, der anes, men ikke ses, bag skrænterne i højre billedside. Billedet karakteriserer på denne måde de rejsendes fremfærd som en vandring i retning af lyset.
Vejens krummende og nedadrettede fortsættelse danner en raffineret kontrast til „den anden vej“ i billedet, trappen, med det snorlige, opadrettede forløb. Til højre ved trappens fod står et par sorte affaldssække og en papkasse, d.v.s. affald, der vidner om det bofaste liv, som leves i bysamfundet oppe for enden af trappen. Lader vi blikket følge trappen i vejret, ser vi et andet vidnesbyrd om livet deroppe: Der brænder lys i nogle af husene. Over byen længst mod højre i billedet rejser der sig en næsten vertikal, let højrehældende grålig „væg“ på himlen. Elementet, der ifølge kunstneren skal ses som en havflade, er vippet næsten lodret op i billedrummet og danner en tilnærmelsesvist vinkelret modspiller til vejens hældende grundflade.
Gruppen af taske- og kuffertbærende mennesker, der vandrer ude i venstre side af vejen, kunne meget vel være en flok danske turister et sted i Sydeuropa. Bagagen er karakteristisk: De to bagerste figurers kufferter bærer de velkendte mærkesedler, som påhæftes i forbindelse med at der tjekkes ind i lufthavnene. Selskabet har med andre ord en flyrejse bag sig og er nu antagelig på vej til sit hotel et stykke længere fremme ad vejen her.
Der er dog ikke nødvendigvis tale om en flok turister; gruppens fremtoning giver strengt taget kun dækning for at opfatte den som en flok „rejsende“ uden klart bestemmeligt ærinde; der kunne f.eks. i stedet være tale om mennesker på flugt fra en naturkatastrofe, krigshandling e.lign.
De vejfarende opfattes umiddelbart som billedets hovedemne; dette understøttes af værkets titel, da gruppen jo oplagt er det eneste i billedet, der rettelig kan siges at være i drift.
En mærkelig og vanskeligt identificerbar komponent er den førnævnte skikkelse, der i billedets forgrund til venstre synes at komme op fra dybet bagved selskabet. Som figuren „hænger ud“ i det tomme markerer den afgrundens farlige nærhed. Skikkelsen tilfører værket et skræmmende indslag af dæmoni gennem sin uhyggelige, abemenneske-agtige fremtoning som „et ukendt væsen fra dybet“. Og „dybet“ selv er jo ikke mindst skræmmende, fordi det udgør denne bratte afgrund i de vejfarendes nærhed og – især – fordi den danner et surrealt tomrum ved siden af billedets reale landskabsrum. Dette tomrum kan i billedet meget vel være tænkt som et sindbillede på dét, verden af i dag har mistet: det tabte land. Væsenet fra „dybet“ kan således forstås som en repræsentant for urtidsfolket, der har kæmpet sig op fra det tabtes afgrund for at slutte sig til flokken af vandrende på vejen: måske en symbolsk hentydning til en nutidsverden, der „indhentes“ af sin fjerne fortid.
„I drift“ anskueliggør begrebet tid som bevægelse i forbindelse med menneskers forsøg på at ændre deres egne livsvilkår, finde noget andet og bedre end det, der hidtil har fyldt deres liv. Modsætningsforholdet bevægelse/stilstand kommer her til udtryk i kontrasten mellem mennesker, der passerer det afbildede sted, og den fastboende lokalbefolkning.
Kan disse flygtninge finde det tabte land? Findes det i det hele taget? Er det blot et fiktivt fata morgana, et mytologisk Shangri-La? Kan vi finde paradis ved at flygte fra de livsvilkår som vi kender? Eller handler det blot om at søge? Er den evige flugt selve livet?
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar