Logo sommerfugl

onsdag den 5. oktober 2011

Lad stormen komme

Poul Anker Bech: Efterår, 2004

Efterår af Poul Anker Bech (2004)


Kl. 17.30

Temaer: , , ,

4 comments:

Anonym sagde ...

Interessant blog. Jeg er i udgangspunktet helt enig, hvis din holdning er, at alle har ret til at fravælge sit liv efter egne grænser for, hvad et værdigt liv er.

Men hvad nu, hvis man har en meget høj grænse for, hvornår et liv er værd at leve?

Gælder princippet om selvbestemmelse i virkeligheden ikke kun i de relativt få tilfælde, hvor uhelbredelig sygdom eller andre ting i den helt tunge ende gør sig gældende? Er det med andre ord ikke kun i de tilfælde, man kan forstå en persons fravalg af livet og acceptere det?

Bortset fra hensynet til familie og venner, kan jeg ikke se noget rationelt argument for, at princippet ikke også skulle gælde i tilfælde med lidt småproblemer og almindelig følelse af meningsløshed. Man bestemmer vel selv over det liv, som man ingen indflydelse havde på, at man blev givet/påtvunget. Men jeg kan som de fleste andre se noget intuitivt forkert i at tage sig af dage, bare fordi man dybest set ikke gider at leve på de vilkår, der gælder, med de udfordringer og glæder, livet indebærer.

Men hvis man mener, det er forkert, at en person i sådan et scenarie tager livet af sig - evt. med hjælp fra en anden - så står man jo ikke inde for princippet.

Og hvis man mener, det er forkert, er det så ikke, fordi der har sneget sig et kristent tabu ind ad bagdøren? Eller måske kommer følelsen af, at det er forkert, af ens biologiske drift mod selvopretholdelse, som man kun kan trodse ved store problemer. Tjah.

Det var vist bare lidt kværuleren.

6. oktober 2011 kl. 09.10
tosommerfugle sagde ...

Døden som et aktivt valg er et princip som jeg står fuldt ud inde for, uanfægtet af din kvalificerede "kværuleren".

Jeg vil nemlig ikke blande mig i hvor høj eller lav den personlige grænse er for hvornår et liv er værd at leve. Det kan ikke være min opgave at vurdere andres livsvilkår og livskvalitet.

Det er måske nok lettere at forstå en beslutning om at få en nødudgang fra en livsødelæggende og uhelbredelig sygdom. Men hvis jeg siger "når du er så og så syg må du gerne få lov til at dø", går budskabet også til den som er ligeså syg, men bestemt synes at resterne af liv er værd at leve.

Jeg ville da være en kynisk satan, hvis jeg ville kyse den døendes livslyst med "det der kan da ikke betale sig, få det dog overstået og dø". På den anden side ville jeg ikke investere store beløb i en "behandling" hvis eneste positive effekt ville være at lade en døende klynge sig til en virkelighedsfjern forestilling om at "hvor der er liv er der håb".

Selv om jeg altså ikke vil sætte mig til dommer over hvornår princippet om selvbestemmelse alligevel ikke skal gælde, har jeg dog et par forventninger til hvornår jeg vil godtage en andens valg om at dø.

Den korte udgave er at det skal være mens vedkommende har det så godt som praktisk muligt.

Med lidt flere ord vil det sige at det ikke må være en hurtig beslutning i en krise, det skal være velafklaret og gennemtænkt, og der skal være afprøvet tanker om andre veje frem.

Dette er jo næppe overholdt for "klassiske" selvmord, der besluttes og gennemføres hurtigt og i ensomhed. Det bør kunne snakkes igennem med en nærtstående, som kan rumme tanken om døden - uden at være "heppekor".

Hvis en person vil dø på grund af hvad jeg vil kalde for "småproblemer" eller weltschmerz, er det ikke noget jeg vil kalde for "forkert". Det ville det til gengæld være hvis en person med meget alvorlig sygdom på en "lortedag" gør noget desperat, og dør af det.

Min pointe er så at det ville være ekstremt sjældent at nogen træffer en velafklaret, gennemtænkt og vedholdende beslutning om at dø, fordi fx et kæresteforhold brast. Sådanne smerter trænger til at blive snakket om, også hvis samtalen tager en tur gennem tanken om at dø.

Engang sagde jeg det på en lidt anden måde. Hvis jeg lavede en selvmordsklinik, skulle teenagere i kærestesorg være hjerteligt velkomne. De skulle jo så blot kunne overbevise mig om at mine krav til en kvalificeret måde at gennemtænke det på var overholdt. Undervejs i processen med at overbevise mig om det, ville de med overvældende sandsynlighed erkende at de ikke kunne overbevise sig selv om det. Og livet ville gå videre :-)

Sammenfattende vil jeg sige at det skal være som ved en opløsning af et ægteskab. Det skal "gøres ordentligt", hvad enten ægteskabet er med et andet menneske, eller med livet selv.

6. oktober 2011 kl. 12.08
Anonym sagde ...

Hvis jeg havde sådan en klinik, ville jeg også insistere på, at der var tale om et vedvarende og velovervejet ønske, inden jeg ville hælde skarntyde op, men mest for min egen og pårørendes skyld.

Men det er nok også lidt kunstigt sat op, for der er vel ingen/ikke mange, der vælger døden pga. lidt hjertesmerte. Så må det i hvert fald være uerkendt, at der også ligger andet bag.

Måske forstår jeg bare ikke, at driften mod liv er så stor, som den er. Jeg tror, at en del føler sig som tilskuere til livet og et eller andet sted bare venter på, at det slutter. Sådan har jeg det selv tit, og noget i mig synes, det er ok at lægge sig til at sove for evigt i den situation, hvis man ikke skader andre væsentligt ved det. Jeg er ikke selvmordstruet, og det er på en måde mærkeligt, men hvis der ikke er noget helt ubærligt i vejen, så er det ikke en mulig løsning. Jeg undrer mig over det, for det ville være det nemmeste og måske det bedste, men døden er på den anden side også skræmmende, og ingen ved, om den er et bedre alternativ.

Jeg har en fornemmelse af, at der er noget, der spænder ben for en rationel beslutning, om det så er biologi, kultur, religion. Og det er sikkert godt nok, at der er det, så man ikke bliver alt for fanget ind af livets meningsløshed.

Jeg tror ikke helt selv på den sidste sætning, men indlægget er efterhånden så deprimerende, at jeg syntes, den skulle med :)

9. oktober 2011 kl. 17.44
Anonym sagde ...

argh det er sgu lidt svært at udtrykke sig ud i det her dødsemne, og jeg håber ikke, at jeg støder nogen. Jeg skrev, at der er noget underligt i ikke at fravælge livet, hvis man ikke er glad for det, men heller ikke ser det som direkte ubærligt, og det kan man læse som ret arrogant og forkælet. Men jeg mener jo dermed også, at jo værre, man har det, desto mærkeligere bliver det, at man ikke vælger det fra. Generelt undrer jeg mig bare over, at selvmord heldigvis ikke sker oftere, end tilfældet er.

9. oktober 2011 kl. 17.58

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl