Dyrlæger har en 4 gange højere hyppighed for selvmord, sammenlignet med hele befolkningen. Det viste en engelsk undersøgelse fra 2005, hvor veterinærforsker Richard J. Mellanby fra University of Cambridge så nærmere på denne side af dyrlægernes liv. Læger og tandlæger har også en højere selvmordsrate, men den er "kun" det dobbelte af andre menneskers. Mellem 1991 og 2000 var kvindelige dyrlægers dødelighed ved selvmord endda 12 gange højere end normalbefolkningen.
Som sædvanlig skal statistikker tages med et gran salt, og det største problem ved undersøgelsen er at antallet af dyrlæger ikke er stort nok til at udregne statistisk sikre selvmordsrater. Dødelighed opgøres på årsbasis pr. 100.000 mennesker, og 74 selvmord over en 20-års periode rækker ikke til at udligne tilfældige variationer der skyldes helt andre ting. Tallene bekræfter dog blot en eksisterende erkendelse af at dyrlæger tager deres eget liv hyppigere end folk i almindelighed. Det indlysende spørgsmål er så hvorfor?
En del af dyrlægernes arbejde er at aflive dyr, når det bliver den bedste løsning. Langt de fleste af selvmordene sker netop med de midler (især varianter af pentobarbital/nembutal) som dyrlægerne har på lager til dette formål. Disse medikamenter kan give en hurtig og smertefri død, hvor dyrlægerne jo netop har den faglige viden om hvordan de bedst bruges. De kan altså aflive sig selv, hvis de en dag beslutter et selvmord.
Kombinationen af faglig rutine og nem adgang til en effektiv selvmordsmetode må være en del af baggrunden for dyrlægernes høje selvmordsrate. Vejen fra selvmordstanker til en endegyldig handling kan blive ganske kort. Jeg tror dog at det er en naiv overforenkling når nogle mener at dette er tilstrækkeligt som forklaring. Det dybere spørgsmål må blive om der eksistentielt set er forskel på dyrlæger og faggrupper uden ekstra høj risiko for selvmord.
Spekulativt set ser jeg andre mulige faktorer. Jeg forstiller mig at mange dyrlæger går ind i faget med en idealisme om at "ville hjælpe stakkels syge dyr", måske inspireret af ensidige TV shows, der taler til følsomheden ved at sætte stor fokus på netop dette aspekt.
Virkelighedens verden ser ofte ganske anderledes ud, når landbrug og slagterier har brug for dyrlægefaglig ekspertise ved højeffektiv produktion af husdyr. Det centrale er at sikre den sundhedsmæssige kvalitet af det kød som skal sælges til forbrugerne. Om dyrene har det godt er ikke nogen prioritet i sig selv, så længe de vokser hurtigt nok. Det er ikke for sjov at landbrug og slagterier helst ikke vil lade medierne vise ret meget af hvordan det foregår.
For en idealistisk grøn dyrlæge må det være en barsk omvæltning. Kun grovere dyremishandling skal anmeldes, mens mindre skader, almen stress og tristhed hos dyrene blot er normen. En dyrlæge med egen praksis kommer ofte til at arbejde meget alene, med lange arbejdsdage i et stressende tempo, og møder kunder med urealistiske forventninger om de "mirakler" der kan laves. Kompromisser og skyldfølelser bliver dagens orden. Samtidig bliver det til noget helt normalt at aflive dyr som har det skidt.
Hvis dyrlægen så selv får det skidt i sit job, eller måske får en alvorlig sygdom, kan ønsket blive at få en ligeså human død som dyrene kan få.
- Dansk Veterinærtidsskrift: (PDF)
Overhyppighed af selvmord blandt dyrlæger - Dansk Veterinærtidsskrift: (PDF)
Udsat profession - Veterinary Record: (PDF)
Incidence of suicide in the veterinary profession in England and Wales - Vetlife:
Stress, Depression & Suicidal Feelings - CNN:
Paper delves into British veterinarians' high suicide risk - USA Today:
Veterinarians more likely to commit suicide
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar