Poul Anker Bech: Sommernat

Poul Anker Bech - Sommernat - 2004

Højre fløjbillede i triptykon’et "Det tabte land" 2003-2005.
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum

Følgende analyse og fortolkning, ved museumsleder Finn Terman Frederiksen, er kopieret fra magasin for Randers Kunstmuseum, Ud-tryk, vinter 2004. Det er antagelig mange flere ord og associationer end kunstneren selv havde tænkt og udtrykt med sit maleri.

"Sommernat"

Det tredelte værks andet fløjbillede "Sommernat" (gengivet på bladets bagside) præsenterer et typisk dansk sommerlandskab, der i højre billedside "svæver" foran og delvist hen over det gabende åbne himmelrums skyer. Landskabet består nærmest betragteren af et stykke flad græsmark med en gruppe mennesker siddende omkring et bål og et par rygvendt stående får lidt længere borte. I baggrunden mod højre træder den hvidkalkede gavl og et sporadisk rustangrebet bliktag på en trelænget gårds staldbygning lysende frem. Bag staldbygningen rager gårdens stuehus op med sit lysende røde tegltag. Over gården aftegner en bleg, hvidlig måne sig mod den blå himmel. Scenen udspiller sig antagelig i timen efter solnedgang, d.v.s. på tærskelen til en af disse lyse sommernætter, hvor dag og nat går i ét og nattemørket aldrig falder på.

Med enkelte afgørende undtagelser er billedets motiv og stemningskarakter udpræget realistisk. Den mest påfaldende surreale og meget naturstridige undtagelse er selvfølgelig marklandskabets fragmenterede og fritsvævende fremtoning som et "skiveskåret" og irregulært afgrænset brudstykke, der – med ukendt "forankrende" videreførelse udenfor billedfeltet mod højre – stikker frem som en flosset flade i billedfeltets tomme rum. Vi har her at gøre med en af kunstnerens mest yndede former for iscenesættelse: den "ensidigt forankrede" landtunge (typisk en mark, men også en vej e.lign), der rager ud som en tynd og fragmentarisk flade i det åbne rum (himmelrum eller svælg/underverden). Bech fremstillede ofte indbegrebet af den nære omverden i form af en enkelt græs- eller kornmark, gerne med den dertil hørende gård i baggrunden. Kunstneren var selv født og opvokset på en vendsysselsk bondegård, der med sine 20 tønder land ikke var stort mere end et husmandsbrug. Billedet af en gård og en enkelt dertil knyttet mark spejlede således den lille verden, han selv var vokset op med, fødegården og det dertil hørende jordlod, i videre eksistentiel betydning en markering af "den enkeltes lod" i tilværelsen.

Hvem er de to eller tre svært skelnelige menneskeskikkelser, der opholder sig ved bålet i billedets svævende forgrund? Hvad laver de i grunden her? De har tændt deres "lejrbål" ved siden af en opstikkende drænrørsbrønd, en åben forbindelse til det gabende dyb under marken. Er det måske atter mennesker fra "dybet", der spøger her?

Med sin milde danske sommerpalet og sin idylliske fredfyldthed er billedets stemningsanslag på den ene side uendelig harmonisk og betryggende, men samtidig også farefuldt og dybt foruroligende i kraft af sin surrealistiske iscenesættelse, der vidner om en sønderdelt og undergangstruet verden. Situationen er særdeles tvetydig, og sommernatsidyllen på landet ses med andre ord som "en saga blot", der bidrager til opfattelsen af nutidens livsverden som "det tabte land".

"Sommernat" giver en anden indfaldsvinkel til fænomenet tid end det tredelte værks to øvrige værker. "En vinter lang" forholder sig til tid, der snegler sig af sted og vækker længsler efter noget andet og bedre. "I drift" er en mere neutral fremstilling af bevægelse og forandring som en objektiv proces i tiden. I "Sommernat" møder vi opfyldelsen af de midsommerdrømme, vi længes efter i den lange vinter, ja kulminationen på hele årets længsel efter sol og varme. Den fortættede her-og-nuoplevelse er samtidig en erfaring af tid som flygtigt nu. For den højeste opfyldelse er også forbundet med den smertelige bedvisthed om, at sommerens lyksalighed ikke kan fastholdes. Den lyse og milde tid er knap indtrådt før den går på hæld. Lykketilstanden under den højeste opfyldelse er således smerteblandet i kraft af bevidstheden om denne hurtige forgængelighed.

At opfyldelsens vidunderlige nu samtidig indebærer en smertefyldt erfaring af, at det opfyldte glider os af hænde, betyder, at oplevelsen af det flygtige nu netop hverken er en hvilen i øjeblikket eller en fremadrettet længsel, men derimod en kamp for at aktivere en erindrende fastholdelse af det flygtige, d.v.s. i sit væsen en bagudrettet tidserfaring. Sommeren er omme før vi når at tænke tanken til ende, og alt det forgangne bliver en del af det evigt tabte land, fortiden og alt hvad den rummer i vor erindrende "fastholdelse". "Evigt ejes kun det tabte" (Ibsen). Det tabte land er en uafvendelig realitet; det tabte kan aldrig genvindes.

Den endnu tilbageværende, sønderdelte verden er forbigående i hvile, og mennesker hengiver sig kontemplativt til sommernattens idylliske fortryllelse. Verdens modsætninger synes for en kort stund ophævet: den lyse sommernat har fortrængt det dybe nattemørke med sit egenartede "halvlys", hvori aftenskumring og morgendæmning mødes i en ubrudt sammenhæng. Sammen med de to eller tre mennesker, der er samlet omkring bålet her, oplever billedbetragteren, hvorledes nuet og evigheden endnu synes at leve sammensmeltet i bålets snart hendøende gløder.

I det lykkelige nu, erfarer vi tiden som noget, vi ønsker aldrig må få ende; dens slags flygtige lykkestunder er dog uundgåeligt forbundet med en snarlig "opvågnen", som mere end noget andet lærer os at kende tidens ubestandighed. Den kortvarige lykketilstand, der fylder sindene, er allerede fra fødslen forgiftet af bevidstheden om det igangværende tab. Det betyder smerte, men smerten virker samtidig tilbage og forstærker den øjeblikkelige lykkefølelse. Oplevelsen af sommerens lykkelige nu fortaber sig altså i sin modsætning, d.v.s. bevidstheden om den forestående "endeløse" vinter; den kortvarige nydelse af sommerlig lykke bringes derigennem tilbage til sig selv i intensiveret form! Den "bider sig selv i halen" og bliver sig endnu mere bevidst derved. Det er hvad Poul Anker Bech igen og igen slår fast, når han taler om, at ethvert fænomen opleves i kraft af sin modsætning, d.v.s. først for alvor opfattes som dét, det er, gennem den sideløbende opfattelse af dét, det ikke er.

Se også:

Lad stormen komme

En midsommernats sang

Midsommerfuglens lys

Mit tungsind bor i solar plexus