Logo sommerfugl

tirsdag den 31. juli 2012

Falsk og sand næstekærlighed

Et hjerte af guld

Hvad er næstekærlighed egentlig for noget? Det er et filosofisk spørgsmål som gennem tiderne er søgt besvaret på mange forskellige måder. Begrebet bliver ofte set i en religiøs sammenhæng, men jeg ser ikke nogen naturlig sammenhæng med en religiøs eller spirituel tro på en eksistens ud over det synlige liv. En talemåde lyder "et hjerte af guld", men det kunne være at det kun er forgyldt.

Jeg vil ligefrem mene at hvis en religion eller kirke gør næstekærlighed til en pligt, en påbudt norm, er det ikke længere hvad jeg vil kalde for sand næstekærlighed. Så bliver det mere til egoisme - at skulle gøre sig fortjent til frelse, eller hvilken efterlivs gulerod der nu stilles i udsigt. Gode gerninger kan dog godt være begrundet i hensynet til at pleje egen status eller prestige, men det er blot noget ganske andet end næstekærlighed.

På denne blog har jeg valgt at bruge begrebet næstekærlighed en del gange, så jeg har en holdning til hvad sand næstekærlighed er. En holdning som næsten bedst kan illustreres gennem kontrasten til faktorer som bryder med grundprincippet. Min definition på "næstekærlighed" må være en drift til at ville andre det godt, og handle på denne drift. Det er ikke så kompliceret, men kan netop derfor være svær at få "hold på".

Nogle modsætninger - jeg kalder det ikke for næstekærlighed hvis:
  • Det er for at være et demonstrativt "godt menneske", at "pudse sin egen glorie". Næstekærlighed indebærer ikke behov for at rette projektøren mod sig selv. Ikke at det behøver ske i det skjulte, men det er skævt med "se her!", mener jeg. Og det skal ikke handle om at skulle være "bedre" end modtageren, eller andre.
  • Målet er egen frelse efter døden. Så er det, som allerede nævnt, pleje af egen status. Det bliver parodisk når visse kirker har systematiseret et "bogholderi" med synder og takster for at disse er sonet. Systematiseret egopleje.
  • Der gives med forventninger om den andens taknemmelighed eller følgeskab. Så er det næsten bedre med en åbenlys "pris", hvis det skal være. Jeg ser det som vigtigt at giveren ikke stræber efter at få en form "snor i" modtageren. En ekstrem modsætning her er hvis "gode gerninger" gøres for at modtageren skal bekende sig til giverens religion.
  • Det sker i selvfedme, eller for via en slags "aflad" at købe sig fri af et større ansvar. "Nu har jeg virkelig skæppet til ved at SMS'e 10 kr. til en ulandsindsamling, så har jeg mit på det tørre".
  • Hensigten er at "købe" modtageren til en personligt eller idealistisk forbindelse. Kæden hopper af hvis det er en måde at få venner eller kampfæller på.
  • Giveren ofrer sig. Her er jeg i modsætning til en del religiøse forestillinger, hvor det netop gøres til en dyd at ofre sig, give sin sidste skjorte væk. Det er vigtigt selv at have det godt, det giver mere overskud til at kunne bidrage til at andre har det godt. Det er heller ikke godt for modtageren, hvis giveren egentlig ikke har overskud at give af. Jeg foretrækker en let omskrivning, eller rettere tydeliggørelse, af det bibelske til "du skal elske din næste såvel som dig selv".
  • Giveren underkaster sig en modtager, der skader eller ikke er respekterende. Respekten skal være begge veje, og der er ikke mening i at "hjælpe" en som blot vil rage til sig. Det kan siges at være at ofre sig selv.
  • Det forventes at modtageren indretter sig efter giverens værdinormer og forestillinger om hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert, eller sundt og usundt.

Et stort hjerte

Alle disse eksempler må dog ses i det perspektiv at gode gerninger som sådan ikke bliver forkerte af at der er andre motiver bagved, såsom demonstrativ altruisme - det har blot intet med sand næstekærlighed at gøre. Prisen kan risikere at være skadelig for modtageren, og en svag modtager er måske ikke i stand til at modstå hjælperens forventninger eller direkte pres.

Argumentet om at næstekærlighed er i modsætning til egoisme kan misbruges til at se det som egoistisk at glæde sig over at have hjulpet en anden. At gode gerninger ikke er uselviske. Jeg vil kalde glæden ved at gøre en positiv forskel for en naturlig del af at prøve at være et "godt menneske", og det er afgjort "tilladt" at glæde sig over at kunne virkeliggøre sine idealer. Det er ikke selviskhed eller egoisme selv at have det godt, med mindre det sker på bekostning af andre.

Næstekærlighed ligger dybt i den menneskelige natur, også selv om kulturelle mønstre kan sløre det, eller søge at gøre det til et særkende for bestemte kulturer eller religioner. Dyrearten homo sapiens har haft stor succes gennem sin evne til at samarbejde og hjælpe hinanden. Et samfunds udvikling stimuleres af mennesker som gerne giver til hinanden, så bliver der meget mere at give af.

Forresten viser psykologisk eksperimenter at det giver større glæde at at give et beløb bort, end selv at få samme beløb.





6 comments:

Charlotte Meng Kristensen sagde ...

Det efterlader os med de små forgyldte hjerter (vi måske ikke selv valgte ?) med kun et håb. At de ægte mennesker med store hjerter en dag vil lade os møde den sande kærlighed. :-) undskyld sarkasmen den lyder mere krads end den er ment, dette for pointens skyld. Hvorfor er motivet så altafgørende? Det udelukker jo netop en masse 'falske' som i responsen på en god gerning uanset motiv kunne forandre sig. Du er på kant med Kant og Pligtetikken for han siger, at kun den der virkelig må overvinde sig selv for at gøre godt, er ÆGTE moralsk. Det er jo ingen sag for den anden. Du er også på kant med nyttemoralen for effekten af 10 kr. Er den samme uanset motivet fra giveren. Selv det sidste budskab om, at man burde give en gevinst væk bliver uanvendeligt, for den som nu ved, at man selv får glæde af at være gavmild. Nu må han beholde pengene selv - hvis det skal være helt ægte. :-)

tosommerfugle sagde ...

Sarkasme må gerne være kras, men jeg foretrækker dog at kunne se en pointe i den.

Jeg gør netop en del ud af at pointere at der ikke er noget forkert ved "gode gerninger" selv om motiverne måtte være egennyttige. Men jeg har så det udpræget filosofiske standpunkt at det ikke kan siges at være sand næstekærlighed, hvis motivationen er at høste anerkendelse før eller efter døden. Her er det så at kristendommen prædiker egoisme, når/hvis den gør næstekærlighed og opofrelse til en sur pligt.

Der er såmænd ikke noget galt med at SMS'e en tier, men det "berettiger" (efter min mening) på ingen måde til at pudse sin glorie, "se hvor god og næstekærlig jeg er", hverken overfor sig selv eller andre.

Jeg er ikke helt sikker på om du slog mig i hartkorn med dogmatiske synspunkter om at kun den som virkelig må overvinde sig selv er ægte moralsk. Når jeg ser det "at ofre sig" som værende i modstrid med "sand næstekærlighed", er det netop fordi jeg på ingen måde gør det til et "krav" at overvinde sig selv.

Snarere tværtimod når jeg eksplicit hylder glæden ved at give, og netop markerer at jeg ikke ser det som egoistisk at glæde sig selv, og at dette altså er fuldt forenelig med "uproblematisk" næstekærlighed.

Mere abstrakt er min pointe at det ikke er handlingens indhold (også selv om det er en god gerning) der afgør om jeg vil kalde det for "sand næstekærlighed". Motivet må være vigtigt. Hvorfor ikke?

Hvad næstekærligt er der i at stille sig op på en piedestal og pudse sin glorie.

(PS. Mit indtryk af dig er på ingen måde at du behøver føle dig truffet af min dialektik her).

Janne Møller Olsen sagde ...

:-). Ja.

Jeg mener Irvin Yalom har skrevet et sted at det er kærlighed der kan bringe os ud af vores eksistentielle isolation, og at der er tale om kærlighed når man kan sige "jeg har behov for dig fordi jeg elsker dig" i modsætning til det omvendte: "Jeg elsker dig fordi jeg har behov for dig". Yalom taler vistnok om kærlighed generelt og ikke næstekærlighed som særskilt begreb, men jeg synes alligevel det kan bruges og har aldrig glemt den formulering. 'Elsker' forstår jeg som det fuldstændig uegennyttigt at ønske den andens realisering/selvaktualisering af sig selv.

Jeg synes det er næstekærlighed når det man siger/gør/lader være i fokus i en given situation er bestemt af en oprigtig interesse i at lade hvad næsten har behov for og finder mening eller sandhed i, og ikke i ens eget ditto. (For mange af os er det det sværeste i verden, tror jeg, fordi vi ofte er ubevidste om vores dybeste motivation og projicerer ubevidst indhold over på den anden og slet ikke selv er klar over hvad vi har gang i, men agerer ud fra de bedste intentioner, så vidt vi selv ved. Sådan er det at være menneske, og det er også godt nok - men rent filosofisk er det i mine øjne næppe heller næstekærlighed).

Hvad selve handlingerne eller gerningerne angår, så er jeg af den opfattelse (fuldstændig som fx Kant og Jesus, vist nok, selvom deres "begrundelser" er vidt forskellige) at man ikke kan se på en gerning om den er ond eller god. Det beror fuldstændig på sindelaget bag, efter min mening. Og det er der kun én der kan vide noget om i sidste ende, og det er hverken næsten/andre mennesker eller gud ;-). Alene det gør det umuligt at koble moral (men måske nok etik?) og næstekærlighed, tænker jeg.

Altså bare som et supplement eller noget :-).

Charlotte sagde ...

Rangordningen og kategoriseringen af om noget er sandt eller falsk er det der irriterer min blindtarm :-)
Emnet interesserer mig, fordi jeg arbejder i branchen så at sige…. da jeg arbejder med frivillighed indenfor det sociale område, og her "sælger" vi faktisk budskabet om at man har mulighed for at blive frivillig med formuleringen: "Gør noget godt for dig selv - bliv frivillig"! Eller "alle vil elske dig - du får bare ingen løn"!! Det er jo skrækkeligt…. falsk og ikke-næstekærligt ift indlægget og din kommentar Jane. Men hvorfor er det vigtigt at afgrænse næstekærlighed til kun at være ren følelse? Det forstår jeg (stadigvæk) ikke…
Vi kan i hvert fald ikke tillade os, at dømme potentielle frivilliges motiver som værende ægte eller falske. Mange udtrykker bare, at de gerne vil gøre en forskel, at de bliver glade af at gøre noget godt for andre, at de får det godt med sig selv. Det er sjælent (aldrig) bare sådan, at de bare elsker medborgeren sådan rent og uforfalsket. Og det skal de vel heller ikke…?

Det er Kant der siger det med at kun den der virkelig må tage sig sammen, der er ægte moralsk - deraf pligten! Ikke lysten.

tosommerfugle sagde ...

Erich Fromm, The Art of Loving:
Infantile love follows the principle: "I love because I am loved." Mature love follows the principle: "I am loved because I love." Immature love says: "I love you because I need you." Mature love says: "I need you because I love you."

Det virker meget sandsynligt at også Irvin Yalom har refereret til den nærmest klassiske bog fra Erich Fromm (som jeg vistnok har læst engang).

(Hvor er det dog herligt med Google, som giver nem mulighed for at krydsreferere og se ud som en der har styr på det hele :-)

Og det er jo netop principper der passer til den uegennyttighed som både ligger i personlig kærlighed, og den mere mellemmenneskelige næstekærlighed: At ville den anden det godt.

Det kan nok aldrig helt lade sig gøre at undslippe den spejling af sig selv som ligger i den forståelse som vi kan få af andre. Og det gør heller ikke noget, for en vigtig del af menneskelig kontakt ligger i at finde en fælles referenceramme, som forudsætning for netop at forstå hinanden.

Hvad der mere er vigtigt er at være bevidst om sit eget filter, og acceptere at det vi ikke forstår kan være lige så godt som de dele vi kan forstå. Altså ikke se det som "fejl" ved den anden, men mere en lejlighed til at udvide sin forståelse. Acceptere den anden som hun eller han nu er, kan vel netop kaldes for næstekærlighed.

Helt enig at vi, som mennesker, må prøve at agere ud fra de bedste intentioner, og at den som ser sine egne værdier som normative næppe kan siges at nå den filosofiske næstekærlighed.

Sindelaget er måske nok vigtigt for filosofisk at vurdere om en gerning er god, men hvis handlingen skader den anden, vil selv det bedste sindelag ikke gøre det til en god gerning.

Desværre findes der jo krapyler som er så overbeviste om egen godhed og høje moral, at de er villige til at hævde at et protesterende emne for deres intentioner bare ikke kan se hvad der er godt for sig selv. Intentionerne kan være nok så gode, men reel næstekærlighed har det sgu ikke noget at gøre med.

(Fint supplement, forresten, Janne :)

tosommerfugle sagde ...

Et "symptom" på næstekærlighed er vel lige præcis at de bliver glade af at gøre noget godt for andre, at de får det godt med sig selv. Charlotte, jeg har altså ikke det mindste imod jeres glimrende "salgsbudskab" om at gøre noget godt for sig selv ved at blive frivillig. Det rammer ikke mine lidt firkantede punkter for "falsk næstekærlighed", og jeg må altså erklære mig helt uenig med dig når du skriver at det er "skrækkeligt falskt".

Jeg vil endda mene at den motivation tyder på hvad jeg vil kategorisere som "ægte" næstekærlighed.

Jeg har ikke sagt at det er "vigtigt" at afgrænse næstekærlighed til den indre følelse, og det kunne ikke falde mig ind at komme med en viftende pegefinger, med mindre det da er overfor et af de krapyler som jeg nævnte i mit svar til Janne.

Det er ud fra en filosofisk og psykologisk vinkel at jeg til gengæld synes at emnet omkring motiverne for "gode gerninger" er interessant at underkaste nærmere analyse, og om de er udtryk for dybere næstekærlighed. Sådanne overvejelser er mest egnede til at fundere over sit eget forhold til næstekærlighed, og hvad begrebet egentlig betyder.

Det er derfor jeg især fokuserede på nogle mønstre der peger på at motiverne ikke klinger med det egentlig meget enkle "at ville den anden det godt".

Men lad mig lige igen understrege at jeg ikke vil ekskludere en hjælper som fx er bekymret for at karma-regnskabet ikke rækker til mere end at blive reinkarneret som æsel. Det er glimrende med nogen som er villige til at gøre en positiv forskel, og så er jeg netop enig i at det ikke er relevant med et trediegrads krydsforhør omkring den filosofiske renhed.

I den praktiske virkelighed må sand (!) næstekærlighed også omfatte at acceptere at mennesker ikke behøver leve op til en perfektions-målestok for at være gode. Netop også værdsætte de sider som ikke helt lever op til alle idealer. Ingen "fejl" at have er en stor fejl!

Det er forresten ganske bevidst at jeg i mine blog-skriverier kan finde på at anvende krydderier som kan irritere blindtarme :-D

Jeg er ret uenig i det deontologiske princip om at moral handler om ufravigelige regler og principper, uden hensyntagen til følelser og konsekvenser. Men Immanuel Kant var jo også selv et endog ualmindeligt regelbundent menneske, med forkærlighed for det skematiske. Det det kan da godt være at han virkelig måtte tage sig sammen for at handle moralsk, men for mig at se lyder det ret betænkeligt hvis han ikke havde lyst til det.

På det praktiske plan tror jeg såmænd at vi er ret enige omkring næstekærlighed, men jeg underholdt mig jo så lige i det abstrakt filosofiske hjørne. ;-)

Logo sommerfugl